Original titel: IMT resolution om den nuværende situation

(Billede: Fra masseprotester i Egypten, 31. januar 2013. Taget af Darkroom productions)

“den tendens, der vokser op med revolutionen, som er i stand til at se sin egen morgendag og dagen efter i morgen, som sætter sig klare mål og ved hvordan de opnås.” (Trotskij, Om KAPDs politik, tale givet ved ECCIs møde, 24. november 1920)

Opsvinget i USA er ekstremt trægt og skrøbeligt. Europa befinder sig i dyb recession. Dets tidligere højborg for vækst, Tyskland, er på kanten til recession. De svagere økonomier i Sydeuropa er i dybe kriser. Imens giver den kinesiske økonomi grund til bekymring og de såkaldte BRIK-økonomier er også på vej mod krise.

Nordamerika, Europa og Japan står for 90 procent af husholdningernes opsparinger. Hvis disse lande ikke forbruger, kan Kina ikke producere. Og hvis Kina ikke producerer (eller i det mindste ikke gør det i samme grad), kan lande som Brasilien, Argentina og Australien ikke sælge deres råstoffer.

Således viser globaliseringen sig som en global krise for kapitalismen. Den store ophobning af gæld virker som en kolossal hæmsko for økonomien og forhindrer ethvert meningsfuldt opsving. Overalt skærer de i efterspørgslen ved at skære i levestandarden og uddyber dermed krisen.

Den amerikanske centralbanks forsøg på at holde renten lav og pumpe likviditet ind i økonomien (”kvantitative lempelser”) har vist sig nyttesløst til at øge produktionen. Kapitalisterne låner penge til meget lave renter og bruger det til at spekulere på aktiemarkederne. De bruger det enten til at overtage andre virksomheder eller til at købe aktier i deres egen virksomhed, for at øge prisen på aktierne. Dette forklarer boomet på aktiemarkedet, på et tidspunkt hvor den amerikanske økonomi kun har svag vækst.

Kvantitative lempelser var et kolossalt lotteri. De regnede med, at der ikke kunne komme inflation på et tidspunkt, hvor markederne var stagnerede. Så de pumpede flere penge ind i økonomien og håbede på, at den reaktiverede sig selv. Dette minder om en narkoman, der sprøjter stoffer ind i sine vener for at blive ”høj”. Men det var en politik, som var underlagt loven om aftagende afkast. Virkningen udeblev og der er derfor hver gang brug for større mængder for bare at producere noget, der ligner samme resultater.

Monetaristerne påpegede (korrekt), at før eller siden vil de ”kvantitative lempelser” stoppe og eksplodere i inflation. Det vil føre til en stærk forhøjelse af renten, som en mand der hamrer bremsen i bund, og en ny og endnu skarpere nedtur. Men så snart Centralbanken offentliggjorde sin intention om at stoppe de kvantitative lempelser, var der store fald på aktiemarkederne i hele verden. Det viser både borgerskabets nervøsitet og ”opsvingets” ekstremt skrøbelige natur. Der er ingen virkelig præcedens for den nuværende krise i dens omfang og globale karakter. Det er rigtigt, at der ikke findes nogen endelig krise for kapitalismen. Men denne generelle erklæring om at kapitalismen kan overvinde kriser, siger ikke noget om den specifikke fase som kapitalismen passerer igennem.

Det spørgsmål som må besvares er: Hvor længe vil det vare? Med hvilke midler vil en løsning blive fundet? Og til hvilken pris? Nogle borgerlige økonomer forudser, at det vil tage 20 år for, at euroens krise kan blive løst. To årtier med faldende levestandard og besparelser vil betyde en eksplosion i klassekampen overalt. Det er, hvad den herskende klasse frygter.

Ikke alene kan den herskende klasse ikke tillade nye reformer; den kan ikke engang tillade dem, der blev vundet tidligere. Det er en færdig opskrift på klassekamp. Vi står derfor overfor årevis, sandsynligt årtier, med faldende levestandard. Det vil have en grundlæggende effekt på bevidstheden.

Fra Tyrkiet til Brasilien

Kapitalismens opsving maskerede de underlæggende modsætninger, men udryddede dem ikke. Den økonomiske fremgangs gevinster blev ikke jævnt fordelt. Ifølge FN ejer de rigeste 2 procent mere end halvdelen af verdens rigdom, mens den fattigste af halvdel af verdens befolkning blot ejer 1 procent af den globale velstand.

En uoverstigelig kløft har åbnet sig mellem rig og fattig overalt. Med Marx ord: ”Akkumulationen af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen, dvs. hos den klasse, der producerer sit eget produkt som kapital. ” (Kapitalen, 1. bind: http://www.marxister.dk/vis.php?id=455&forf=1 )

Det er den økonomiske baggrund for de sociale eksplosioner i Tyrkiet og Brasilien, som repræsenterer et pludseligt skift i situationen. Begge lande blev præsenteret som modeller for økonomisk vækst og politisk og social stabilitet. Nu er alting vendt til sin modsætning.

Kapitalismens blindgyde finder sit udtryk i pludselige spring i massernes bevidsthed. Pludselige og skarpe ændringer ligger implicit i situationen og vi må være forberedte på dem. Overalt er der en simrende vrede under overfladen, som udtrykker sig i massebevægelser i Tunesien, Egypten, Spanien, Grækenland, Tyrkiet, Bulgarien, Rumænien, Brasilien og andre steder. Rusland, Kina og Saudi-Arabien står alle overfor lignende udviklinger.

Det vi ser, er begyndelsen på verdensrevolutionen. Begivenheder i et land har stor effekt på bevidstheden i andre lande. Moderne kommunikationsmetoder gør, at begivenheder kan repliceres med lynende hastighed. Revolutionen springer i kvantespring fra et land til det andet, som om de gamle grænser ikke havde nogen betydning.

Disse eksplosioner opstod over tilsyneladende uafhængige spørgsmål af tilfældig karakter: en plan om at bygge et indkøbscenter i Istanbul, en prisstigning på busbilletterne i São Paulo. Men i realiteten er de alle udtryk for det samme fænomen: at nødvendigheden udtrykkes igennem tilfældighed. Dette er et udtryk for modsætninger, der har ophobet sig i årtier under overfladen. Så snart processen når et kritisk punkt, kan enhver lille hændelse sætte masserne i bevægelse. De kapitalistiske kommentatorer blev fuldstændigt overraskede over begivenhederne i Tyrkiet. Men efter nogle dage var der lignende masseprotester i Brasilien, Latinamerikas økonomiske gigant, med hundredetusinder af mennesker på gaden. Det var de største demonstrationer i 20 år. De afslørede de modsætninger, der er bygget op i form af dårligt sundhedssystem, dårlig uddannelse og omfattende korruption.

Indtil nu er borgerskabet blevet reddet af manglen på ordentlig organisation og ledelse. Det har vist sig klarest i Egypten.

Den anden egyptiske revolution

Perioder med skarp klassekamp vil veksle med perioder med træthed, apati, nedgang i kampen og endda reaktion. Men det vil blot være starten på nye og endnu mere eksplosive udviklinger. Det har den egyptiske revolution vist.

I Egypten gik 17 millioner mennesker på gaden i en hidtil uset folkelig opstand efter måneders skuffelse og træthed. Uden noget parti, uden organisation eller ledelse, lykkedes det dem på få dage at vælte den forhadte Morsi regering.

De vestlige medier har forsøgt at karakterisere det som et kup. Men et kup er per definition et lille mindretals bevægelse, der konspirerer for at tage magten bag folkets ryg. Her gik det revolutionære folk på gaderne og de var den virkelige drivkraft i begivenhederne. Med 17 millioner mennesker på gaden fast besluttet på at vælte Morsi, intervenerede hæren (som udgør rygraden i den egyptiske stat), for at fjerne præsidenten og redde selve regimet fra at blive væltet.

I enhver ægte revolution er det massernes elementære bevægelse, der er drivkraften. Men modsat anarkister, tilbeder marxister ikke spontanitet, som har sine stærke, men også sine svage sider. Vi må forstå spontanitetens begrænsninger.

I Egypten kunne masserne have taget magten i slutningen af juni. Rent faktisk havde de magten i deres hænder, men var ikke klar over det. Denne situation har en hvis parallel til februar 1917 i Rusland. Lenin forklarede, at den eneste grund til at arbejderne ikke havde taget magten, intet havde at gøre med de objektive betingelser, men skyldtes den subjektive faktor:

”Hvorfor tager de ikke magten? Steklov siger: Af den ene og den anden grund. Det er noget sludder. Sagen er, at proletariatet ikke er organiseret og klassebevidst nok. Vi må indrømme dette: Den materielle styrke ligger i hænderne på proletariatet, men borgerskabet viste sig at være forberedt og klassebevidst. Dette er en frygtelig kendsgerning og den burde åbent og ærligt indrømmes, og det bør siges til folket, at det ikke tog magten, fordi det var uorganiseret og ikke bevidst nok.« (Lenin Collected Works, bind 36, s.437,vor kursivering) ”

De egyptiske arbejdere og unge lærer hurtigt i revolutionens skole. Det var derfor, at juni-opstanden var langt bredere, dybere, hurtigere og mere bevidst end den første revolution, der fandt sted for to og et halvt år siden. Men de mangler stadig den nødvendige erfaring og revolutionære teori, som ville gøre revolutionen i stand til at opnå en hurtig og relativt smertefri sejr.

Situationen er i dødvande, hvor ingen af siderne kan hævde at have vundet. Det er det, som gør, at hæren kan rejse sig selv op over samfundet og præsentere sig som nationens suveræne dommer, selvom den virkelige magt i realiteten lå i gaderne. De illusioner, som nogle folk har udtrykt til hæren, er et udtryk for ekstrem naivitet. Bonapartisme repræsenterer en alvorlig fare for den egyptiske revolution. Denne naivitet vil blive brændt ud af massernes bevidsthed i livets hårde skole.

Det åbenlyst kontrarevolutionære Muslimske Broderskab er blevet fordrevet fra magten, men på grund af spontanitetens begrænsninger, dvs. dens uorganiserede natur, har revolutionen ikke formået at tage magten. På den ene side organiserer de islamistiske reaktionære et kontra-revolutionært oprør, som truer med at kaste landet ud i borgerkrig. På den anden side manøvrerer de borgerlige elementer, generalerne og imperialismen, for at frarøve masserne den sejr som blev vundet med deres blod.

Revolutionen var stærk nok til at opnå den umiddelbare sejr: omstyrtningen af Mursi og det Muslimske Broderskab. Men den var ikke stærk nok til at forhindre, at sejrens frugter faldt i hænderne på generalerne og borgerskabet. Revolutionen vil blive nød til at passere igennem endnu en hård skole, for at nå op til det niveau, der er nødvendigt for at ændre historiens gang.

Revolutionen gør folk i stand til at lære hurtigt. Hvis der for to år siden havde eksisteret en ækvivalent til Lenin og Trotskijs Bolsjevikparti, selv med de blot 8.000 medlemmer som det havde i februar 1917, ville hele situationen have været anderledes. Men sådan et parti eksisterede ikke. Det må nu opbygges under begivenhedernes hede.

Kapitalens strateger var alvorligt alarmerede af disse udviklinger. Hvis man ser bort fra alle uvæsentlige og tilfældige elementer, blev disse bevægelser inspireret og drevet af de samme ting. Det vi har her, er et internationalt fænomen: en tendens i retning af en verdensomspændende revolutionær bevægelse. Vi ser lignende udviklinger begynde i Europa.

Euroens krise

Krisen i Europa udtrykker på den mest dramatiske måde verdenskapitalismens sygdom. Ideen var at lade arbejderklassen betale for krisen ved at gennemføre nedskæringspolitik. Men massernes vilje til at acceptere flere besparelser på deres levestandard har sine klare grænser og de grænser er nu ved at blive nået. I Portugal har det konstante pres på levestandarden fremprovokeret stigende sociale og politiske spændinger, udtrykt i en generalstrejke og massedemonstrationer, som kastede regeringen ud i en krise.

Euroen er ikke krisens årsag, men alle forsøg på at redde euroen har tvunget dem til at indføre ekstreme besparelser (”intern devaluering”), som skubber dem dybere og dybere ned i recession. Som et resultat stiger arbejdsløsheden, økonomien forværres, skatteinddrivelsen slår fejl og underskuddet stiger uhjælpeligt.

Der er en voksende kløft imellem Tyskland og de svagere sydeuropæiske lande, og også imellem Tyskland og Frankrig, som, på grund af deres svaghed, kommer tættere på syden. Tyskland ønsker at lægge hele krisens byrde på eurozonens svagere medlemslande, hvilket medfører alvorlige pres på enheden. Det er ikke umuligt, at dette pres på et tidspunkt fører ikke bare til eurozonens, men selve EU\’s, opløsning.

Det perspektiv gør ikke bare borgerskabet på denne side af Atlanten, men også det amerikanske, rædselsslagen. Hvis EU opløses vil det åbne op for valutakrige, konkurrerende devalueringer og handelskrige, som ville sætte scenen for en dyb krise med katastrofale konsekvenser på verdensplan.

Mange økonomer taler nu åbent om udsigten til EU\’s opløsning. På grund af deres frygt for alternativet er det muligt, at de – imod alle odds – formår at holde et eller andet sammen, men selv i det tilfælde vil der ikke være meget tilbage af det oprindelige projekt.

Klassekampen intensiveres. Revolutionære eksplosioner er på dagsordenen i Europa. Europas revolutionære potentiale er klarest i lande som Grækenland, Spanien og Italien. Men Frankrig er ikke langt efter og optøjerne i Storbritannien er en advarsel om, at sådanne begivenheder er mulige i Storbritannien i den næste periode.

Borgerskabet står overfor et alvorligt problem: De skal tage alle de indrømmelser tilbage, som de gav over de seneste halvtreds år. Men styrkeforholdet imellem klasserne er ikke favorabelt for dem. I lande som Grækenland kan man sige, at revolutionen allerede er inde i dens første fase. Processen er naturligvis ujævn og udvikler sig med større hastighed og intensivitet i nogle lande, især i Sydeuropa og med lavere hastighed i de lande, som har ophobet et lag fedt i den sidste periode. Men overalt bevæger processen sig i samme retning.

Grækenland

I Grækenland er der en bevægelse i retning af revolution. Arbejderne og ungdommen har udvist en kolossal beslutsomhed og vilje til at kæmpe, men de har ikke et udviklet program for at ændre samfundet. Det er, hvad de ønsker, men de ved ikke, hvordan de skal udtrykke det, det er det hele. Med en stærk marxistisk strømning ville Grækenland være på randen af opstand. Men vores små kræfter er ikke stærke nok til at give den nødvendige ledelse.

Der har været en midlertidig stilstand, fordi arbejderne har været i den ene 24-timers generalstrejke efter den anden uden at opnå noget. Stemningen forbliver revolutionær. De reformistiske fagforeninger og stalinistiske ledere holder klassen tilbage. Men kampen om det statslige tv-selskab (ERT) viser, at bevægelsen kan eksplodere igen til hver en tid. Intet er blevet løst.

Samaras-regeringen er svag og nedbrudt. Samaras handler udelukkende empirisk. Han vakler fra den ene krise til den næste uden nogen klar ide om, hvor han er på vej hen. Regeringen er for svag til at gøre det nødvendige. Den er splittet og kan ikke holde. Før eller senere må borgerskabet overrække det forgiftede bæger til Tsipras og SYRIZA.

En del af den herskende klasse ville uden tvivl gerne bevæge sig i retning af reaktion. Men de ved, at det ville betyde borgerkrig, som de ikke kan være sikre på at vinde. Så de vil sende arbejderne i reformismens skole for at lære en lektie. Den vil blive smertefuld. En SYRIZA regering ville stå overfor et klart alternativ: enten at bryde med borgerskabet og forsvare arbejderklassens interesser eller at kapitulere overfor borgerskabets pres og gennemføre den politik som trojkaen dikterer. Der er ingen tredje vej.

Tsipras blev meget populære, fordi han så ud til at stå for en radikal politik, et brud med Trojkaens memorandum osv. Men i takt med at han kommer tættere på magten, har han modereret sit sprog. Han er meget forsigtig med ikke at love for meget for ikke at skræmme borgerskabet og for at dæmpe massernes forventninger.

Men forventningerne vil være meget store. Hvis en venstrekoalitionsregering ledet af SYRIZA ikke tager de nødvendige skridt imod de store virksomheder, vil det skabe en bølge af bitter desillusionering, der vil forberede vejen for en endnu mere højreorienteret koalition, muligvis mellem Nyt Demokrati og Gyldent Daggry (Khrysi Argi).

Under disse omstændigheder ville Gyldent Daggry vokse på højrefløjen og KKE (Kommunistpartiet) ville vokse på venstrefløjen. I en hel periode vil den ene ustabile regering følge den anden. Venstre-koalitioner vil blive afløst af højre-koalitioner. Men ingen kombination af parlamentariske kræfter kan løse krisen.

Den græske herskende klasse ville gå forsigtigt frem og afprøve grunden gennem en gradvis introduktion af reaktionære love og tiltag til at begrænse demokratiske rettigheder. Det vil forsøge at bevæge sig i retning af parlamentarisk bonapartisme før indførslen af et åbent diktatur. Men længe før reaktionen kan sejre, vil der være en hel række af sociale eksplosioner, hvor spørgsmålet om magten vil blive rejst. Under sådanne forhold kan den revolutionære tendens bygge sine styrker hurtigt. Der hviler et kolossalt ansvar på skuldrende af den græske sektion og det græske spørgsmål må højt på dagsordenen i hele internationalen.

Bevidsthed

Der er en modsætning mellem bevægelsens bevidsthedsniveau og de opgaver, som historien har rejst. Det kan kun løses gennem massernes erfaring.

Bevidsthed har altid en tendens til at halte efter begivenhederne. Men bevidstheden kan indhente begivenhederne med et brag. Det er den virkelige mening med en revolution. Essensen af en revolution er, at stemningen i masserne ændrer sig med lynets hast. Eksplosioner kan opstå pludseligt uden advarsel, når man mindst venter det. Det var betydningen af begivenhederne i Tyrkiet og Brasilien.

Som krisen bliver dybere, ændrer stemningen i masserne sig. Overalt er der en modreaktion mod nedskæringspolitikken. Det forstås af selv en del af borgerskabet. Det er grænser for, hvad folk kan holde til. Disse grænser er ved at blive nået nu.

I perioden med opsving kunne mange arbejdere på trods af overanstrengelse og stigende udnyttelse finde en vej ud gennem individuelle løsninger som overarbejde. Nu er den vej blokeret. Kun gennem kamp vil det være muligt at forsvare de eksisterende forhold, for slet ikke at tale om bedre forhold. Nu ændrer arbejdernes psykologi sig fundamentalt. Der er en stemning af vrede og bitterhed.

Det ene lag efter det andet drages ind i kampen. Det traditionelle proletariat har fået selskab af lag, der tidligere ville have set sig selv som middelklassen: lærere, offentligt ansatte, læger, sygeplejersker osv.

Men efter årtier med relativ klassefred har arbejderne brug for en indledende periode for at strække deres muskler, som en atlet hvis muskler er blevet stive. Massestrejkerne og demonstrationernes skole er forberedelsen til langt mere alvorlige ting. Generelt set kan arbejderne kun lære gennem erfaring.

Krisens udbrud skabte til at starte med et chok blandt arbejderne der ikke havde forventet krisen. De blev traumatiseret og ude af stand til at reagere i mange tilfælde. Men det ændrer sig nu. I det ene land efter det andet slår arbejdere og unge ind på kampens vej og gennem erfaringerne fra kampen begynder klassen at føle sig som en klasse.

Over en periode vil alle de gamle reformistiske illusioner blive brændt ud af bevidstheden hos arbejderklassen, som vil blive hærdet i kampen. Før eller senere må det få en effekt inde i arbejdernes masseorganisationer.

Masseorganisationerne

Masseorganisationerne halter langt efter begivenhederne. I 1930’erne (og også i 1970’erne) opstod der relativt hurtigt centristiske massetendenser i arbejderpartierne. Vi er endnu ikke på det stadie. Tværtimod, den stemning af raseri, der eksisterer blandt masserne, finder knap nok nogen afspejling i masseorganisationerne.

Det er at paradoks, at de selv samme organisationer, der blev skabt af arbejderklassen for at ændre samfundet, er blevet uhyrlige barrierer på arbejderklassens vej. Årtier med kapitalistisk opsving har ført denne degenereringsproces i alle disse organisationer ud i det ekstreme, både i de politiske partier (Socialdemokratiet og de tidligere ”Kommunistiske” partier”) og i fagforeningerne.

Historiens dialektik har taget en grusom hævn over reformisterne og stalinisterne. Præcis på det tidspunkt hvor kapitalismen kollapser, omfavner de reformistiske ledere ”markedet” endnu tættere end før. De er bestemt til at synke med det. Det er en færdig opskrift på krise i alle disse organisationer i fremtiden.

I Frankrig kollapsede Hollandes vælgermæssige opbakning på bare nogle få måneder til det laveste niveau siden 1958. I Grækenland er PASOK nærmest blevet udslettet. I Italien har det gamle Kommunistparti (PCI) likvideret sig selv og PRC disintegrerer hastigt som arbejdernes straf for dets forræder i Prodis koalitionsregering. I Spanien går PSOE ikke frem på trods af PP regeringens upopularitet.

I England er lederne af Labour skrækslagne for at komme til magten. De kæmper ikke for et flertal. De giver ingen løfter om reformer osv., fordi de frygter, at det vil opmuntre arbejderne og fagforeningerne til at stille flere krav. Når de holder taler henvender de sig ikke til arbejderne men til arbejdsgiverne og bankfolkene og søger deres billigelse. De er gået fra reformer til kontrareformer.

I de fleste lande har der været et kollaps af venstrefløjen. Venstrereformisterne er håbløse empirister, præcis som højrefløjen. Det er bare to forskellige former for empirisme. De klynger sig til keynesianismens forældede opskrifter. Ingen af dem taler om socialisme.

Eks-stalinisterne er blevet straffet af historien for deres tidligere forbrydelser. De har bevæget sig skarpt til højre efter Sovjetunionens kollaps og er nu kun en skygge af deres tidligere selv. De er dybt skeptiske overfor socialismen og har ingen som helst tiltro til arbejderklassen.

De gamle stalinister var i det mindste en karikatur af den ægte vare. Nu er de er kun en bleg efterligning af reformismen. Følgelig har de, på et tidspunkt hvor kapitalismen er i en dyb krise, hvor ideerne om kommunismens burde få en stor målgruppe, vist sig ude af stand til at nå de mest radikaliserede lag af arbejdere og unge. I nogle lande er de helt forsvundet.

Trotskij sagde, at forræderi ligger implicit i reformismen. Vi taler ikke her nødvendigvis om et bevidst forræderi, men det faktum at hvis man accepterer kapitalismen, må man også acceptere kapitalismens love. Under disse betingelser vil en meget kritisk stemning udvikle sig hurtigt. På et vist punkt vil vi se begyndende diskussioner blandt medlemmerne og krystallisering af en venstrefløj.

Reformisterne længes efter en tilbagevenden til \”normaliteten\”, men det er en utopisk drøm. At administrere kapitalismen i dens forfaldsepoke er at administrere en generel nedsættelse af levestandarden. Disse ledere afspejler fortiden, ikke nutiden eller fremtiden. Der er ikke længere en ubetinget støtte til de socialistiske og ekskommunistiske ledere fra arbejdere. Tværtimod er der en kritisk holdning og endda åbne skepsis over for dem.

Det betyder ikke, som sekterne forestiller sig det, at disse parter simpelthen vil forsvinde. Reformisterne har dybe rødder i klassen og kan komme sig selv fra hvad der synes at være umulige situationer. Når masserne leder efter et alternativ, ser de ikke til sekterne, men vil igen og igen teste de velkendte traditionelle partier og ledere, før de endelig kasserer dem og ser efter et nyt politisk referencepunkt.

Arbejderne vil teste det ene parti og leder efter det andet i et desperat forsøg på at finde en vej ud af krisen. De kasserer den ene efter den anden. Pendulet svinger til venstre og højre. I modsætning til 1930\’erne og 1970\’erne er venstrefløjen i Socialdemokratiet svag. Men i takt med at krisen intensiveres, vil der ske en differentiering i masseorganisationerne.

Den hurtige fremvækst af SYRIZA i Grækenland og fremgangen til Mélenchon og Front de Gauche i Frankrig er en indikation på processer, der vil blive gentaget på en endnu større skala i den næste periode. I begge tilfælde faldt kræfterne til de nye venstreorienterede bevægelser ikke ned fra himmelen, men opstod fra splittelser i de eksisterende masseorganisationer (KKE i Grækenland og Socialistpartiet i Frankrig).

Der vil komme en hel række kriser i både Socialistpartierne og Kommunistpartierne i fremtiden, hvilket vil skabe meget gunstige betingelser for væksten af marxistiske massetendenser.

Fagforeningerne

Trotskij sagde, at fagforeningslederne er den mest konservative kraft i samfundet. Det er mere sandt end nogensinde. Men arbejderne har ikke andre steder at gå hen. Massebevægelsen kan udvikle sig spontant nedefra, uden ledelse fra toppen. Arbejderne vil improvisere alle mulige former for græsrods ad hoc udvalg og kampagner.

Anarkisterne og sekterne vil se disse bevægelser som et alternativ til fagforeningerne. Men arbejderklassen kan ikke undvære fagforeningerne, som de vil blive trukket ind i senere. Ad hoc-organisationer har en rolle at spille, men der er ingen erstatning for tålmodigt revolutionært arbejde for at omdanne fagforeningerne.

De fleste af de faglige ledere lever i fortiden og er helt uforberedte på den periode, vi er gået ind i. På netop det tidspunkt hvor det kapitalistiske system er ved at smuldre overalt, klynger de sig desperat til \”markedet\”, og forsøger at redde det for enhver pris – på bekostning af arbejderne.

Men masseorganisationerne eksisterer ikke i et tomrum. Det gælder især for fagforeningerne. Der vil være en proces med udvælgelse, hvor de håbløse, demoraliserede elementer vil blive kastet til side og erstattet med yngre, mere radikale folk, der er parate til at risikere deres job i kampen mod arbejdsgiverne og for arbejdernes rettigheder.

Under pres fra medlemmerne vil de faglige ledere enten sætte sig i spidsen for kampen eller blive skubbet til side og erstattet af folk, der er mere i kontakt med medlemmerne. Fagforeningerne vil blive omdannet igen og igen i løbet af kampen.

Selv nu ville det være forkert at tro, at reformismen er fuldstændig miskrediteret. Masserne vil gerne have reformer. Men under de nuværende forhold skal der kæmpes for selv de mindste reformer. Vores kritik af reformisterne er ikke, at de står for reformer, men at de ikke kæmper for reformer og accepterer kontrareformer – at de overgiver sig under presset fra big business.

Fremad til den Europæiske revolution

For tre år siden talte Financial Times om \”vanskelige og farlige tider\”. Disse ord har vist sig kun at være alt for sande. Den herskende klasse er rædselsslagen for de sociale og politiske virkninger af krisen, og de foranstaltninger den vil blive tvunget til at tage. Det der hidtil har reddet situationen har været de reformistiske arbejderledere, der har vist sig at være de mest loyale og pålidelige af Kapitalens tjenere.

Klasserne positionerer sig til en afgørende styrkeprøve. Over de næste fem eller ti år vil vi se den mest alvorlige konfrontation siden 1930\’erne. Der er mange paralleller mellem den nuværende situation og 1930\’erne. Men der er også vigtige forskelle.

Den væsentligste forskel er en radikal ændring i styrkeforholdet mellem klasserne. Arbejderklassen er nu et afgørende flertal i alle de udviklede kapitalistiske lande og spiller en afgørende rolle i lande som Tyrkiet, Brasilien, Egypten og Indonesien. Før Anden Verdenskrig havde det europæiske borgerskab store sociale reserver i form af bønderne. Det forklarer til dels, hvorfor de kunne bevæge sig hurtigt i retning af fascismen i Italien, Tyskland og Spanien.

Nu udelukker det ændrede forhold mellem klasserne en hurtig afgørelse. Den nuværende situation kan vare i årevis med op- og nedgange. Bevægelsen vil foregå i en række bølger, som i Spanien, hvor revolutionen reelt begyndte i 1930, med en bølge af strejker og demonstrationer endog før monarkiets fald i 1931.

I en revolutionær periode som denne er alle sådanne pauser og nederlag blot optakten til nye eksplosioner, som vil sætte alle tidligere bevægelser i skyggen. Den spanske revolution gennemgik en hel række faser, før den endelig blev besejret i maj-dagene i 1937 i Barcelona.

I disse syv år var der perioder med store revolutionære fremskridt såsom i 1931 med Republikkens erklæring, men også perioder med fortvivlelse og desillusion. Der var frygtelige nederlag som nederlaget til den asturiske kommune i 1934 og endda sort reaktion, som i Bienio Negro (de to sorte år) i 1933-5.

I dag i Europa finder en lignende proces sted overalt i et langsommere eller hurtigere tempo og med større eller mindre intensitet. Grækenland er det svageste led i kæden af ​​europæiske kapitalisme, men der er mange svage led. Processen er gået videre i Grækenland end noget andet sted, men den viser kun i en særdeles kraftig skikkelse, hvad der vil ske i andre europæiske lande.

Maj 1968 i Frankrig var den største revolutionære generalstrejke i historien. Men på nogle måder var det stadig en temmelig sorgløs affære. Efter årtier med fremgang var de unges bevidsthed præget af en vis naivitet. Under de langt barskere forhold i dag vil den slags skin-anarkistiske barnlighed blive brændt ud af de unges bevidsthed. Denne generation vil være langt hårdere end tidligere generationer, og kampene vil også være hårdere og mere brutale.

Strategi og taktik

Strategi og taktik er ikke det samme. Det er nødvendigt at have en generel forståelse af processerne, men den konkrete og praktiske anvendelse kan være forskellig på forskellige tidspunkter, og taktik kan endda være i modstrid med strategien i visse perioder.

Vi forstår, at på et vist stadie vil den skarpe polarisering i samfundet blive afspejlet i en differentiering i masseorganisationerne, begyndende med fagforeningerne.

Eksplosioner er uundgåelige. Men uden ledelse vil det ikke være nok. Bevægelsen med besættelse af pladser i Spanien fik et meget stort omfang, men førte ingen steder og løb hurtigt ud i sandet. Marxismens kræfter er for små til at afgøre udfaldet af disse massebevægelser. I de fleste lande er de begrænset til propaganda. Men vi må være forberedt.

Vi skal udvikle intelligente og passende overgangskrav på alle trin. Men det er utilstrækkelig under de nuværende forhold. Mens vi aktivt intervenerer i enhver kamp (strejker, generalstrejker, massedemonstrationer, osv.) må vi tålmodigt forklare, at kun et radikalt brud med kapitalismen kan løse problemet.

En nationaliseret planøkonomi kunne løse arbejdsløsheden ved øjeblikkeligt at indføre en seks timers, fire dages, arbejdsuge uden løntab. I vores propaganda vi må understrege det kolossale tab af produktion fra millioner af arbejdsløse, effekten på de unge, kvinder etc.

Samtidig må vi forklare det enorme produktionspotentiale i de nye teknologier: information, computere, \”just in time\” produktion, robotter, osv. Hvis dette blev sat til at arbejde på en rationel måde, ville det betyde, at folk ville arbejde færre timer, ikke flere, for at tilfredsstille menneskelige behov.

Vi skal opsøge de mest revolutionære elementer og uddanne dem i de marxistiske ideer. I en revolutionære situation kan en lille gruppe med de korrekte ideer vokse hurtigt – Kvalitet kan slå om i kvantitet og kvantitet i kvalitet. Vores opgave er derfor at bygge så marxismens styrker med en følelse af hast. På dette stadie er det især ungdommen, der radikaliseres og som er åbne overfor revolutionære ideer.

Modsætningen mellem massernes bevidsthed og de opgaver historien har rejst, kan kun løses gennem erfaringen fra ​​store og eksplosive begivenheder. Men disse er implicit i situationen. Der vil være skarpe og pludselige skift, især i bevidstheden.

Tidligere ville revolutionære ideer blive modtaget med skepsis. Nu leder folk efter disse ideer. I Grækenland udtaler 63 procent, at de ønsker en fundamental ændring i samfundet, mens 23 procent ønsker en revolution. Det er ekstraordinære tal: i realiteten ser 86 procent revolution som redningen.

Vi må være gennemsyret af ideen om, at der har været en fundamental ændring i situationen, og behovet for en følelse af uopsættelighed i at bygge ​​en revolutionær organisation. Alle rutinisme må bekæmpes. Frem for alt må vi rette særlig opmærksomhed mod teori og politisk uddannelse, uden hvilken vi er intet.

Der er store muligheder. Frem for alt er der friske lag af unge, der begynder at blive aktive og som er på udkig efter de marxistiske ideer, ikke i morgen eller i overmorgen, men lige nu. Vi må finde dem, indgå i en dialog med dem og vinde dem til de marxistiske ideer.

London, 11. juli 2013