Oversætterens note: Denne artikel er oversat fra www.marxist.com og er skrevet for flere uger siden. Artiklens grundlæggende analyse har vist sig korrekt i de efterfølgende begivenheder. I den efterfølgende er protesterne mod dekretet fortsat og sammenstødende er eskaleret. I skrivende stund er en afstemning om dekretet i gang, men uanset resultatet fortsætter utilfredsheden blandt de egyptiske masser, der ikke har fået løst et eneste af de problemer, der lå bag revolutionen, der væltede Mubarak og som lægger bag protesterne mod Morsi og det Muslimske Broderskab nu. Den revolutionære proces med klassedifferentiering fortsætter og det Muslimske Broderskabs reaktionære natur bliver mere og mere tydelig for de egyptiske masser.
Vreden ulmede på Tahrir pladsen i går, da hundredetusinder strømmede ind på pladsen for at protestere imod Egyptens præsident Mohammed Morsi og hans herskende Muslimske Broderskab (MB). Over pladsen vejrede store bannere med paroler som ”det Muslimske Broderskab har stjålet revolutionen” og ”Det Muslimske Broderskab er alle løgnere”. Gennem hele dagen nåede en tilsyneladende uendelig strøm af demonstrationer pladsen fra over hele den gamle by. I størrelse og radikalisering kunne gårsdagens protester måles med dem, der væltede den forhadte diktator Hosni Mubarak i januar 2011.
Det markerede den sjette dag med protester, der oprindeligt startede med at gå imod et dekret udstedt af præsidenten, der ville koncentrere al statsmagten i hans hænder. Dekretet ville, udover at give ham magten til at regere med immunitet fra domstolene, også tillade ham at tage ”ethvert som helst nødvendigt tiltag” for at ”forsvare revolutionen”. I virkeligheden er dette et påskud for at gøre det præcis modsatte! I begyndelsen var modstanden mod dekretet begrænset til et relativt lille lag af primært unge. Men som undertrykkelsen af protesterne blev mere og mere hårdhændet blev årsagerne til dekretet mere og mere tydelige for den bredere befolkning.
Med en fornemmelse af at revolutionen måske var i fare, vendte masserne tilbage til gaderne. Slagord som ”Folket vil bringe regimet ned,” ”Gå, gå!” og ”ned med regimet!” genlød endnu engang over hele Tahrir pladsen. Som en afspejling af stemningen i gaderne, fortalte en af de protesterende, Mohammed Magdi, til nyhedsbureauet AP, ”Vi ønsker at ændre hele rammen. Broderskabet kidnappede revolutionen. Folk vågnede op til hans [Morsis] fejltagelser, og i nye valg vil de ikke få nogen stemmer.” Magdi var med i en massiv menneskemængde på 10.000 der marcherede fra arbejderklassedistriktet Shubra.
Uropolitiet udviste ingen nåde overfor folkemængden, som den angreb flere gange i løbet af dagen. Den tåregas de brugte og som dækkede store dele af pladsen i løbet af dagen, var af en særlig farlig type og endte med at koste en 54-åring mand livet. Premierminister Hesham Qandil havde tidligere på dagen advaret om, at ”regeringen ville slå hårdt ned på alle destruktive eller voldelige handlinger, der afveg fra fredelige protester.” Men ansigt til ansigt med den revolutionære bølges kraft viste staten sig magtesløs.
På trods af de hårde betingelser fortsatte folk med at strømme ind på den symbolske plads. Som dagen gik voksede mængden udover, hvad nogen af organisatorerne havde forventet. Det Muslimske Broderskab selv satte tallet til 2-300.000. Mange siger at det var en af de største demonstrationer i Egypten nogensinde. En af aktivisterne skrev på twitter sen eftermiddag: ”den anden fantastiske ting er at der ikke er noget ledig plads på Tahrir og det selvom demonstrationerne endnu ikke er ankommet!”
Demonstranterne var ikke kun unge, men fra alle samfundslag, fra strejkende arbejdere og fagforeningsaktivister til studerende og husmødre, mænd og kvinder, unge og gamle, var de der alle for at vise deres vrede og indignation. Andre aktivister skrev på twitter, ”Denne gang kom hele familier ud. Alle de uafhængige kom ud denne gang, og også nogle af vores forældre for første gang.”
Også udenfor Kairo gik folk på gaden i massivt omfang. Der var store demonstrationer i alle større byer over hele landet fra Alexandria, Suez, Port Said og Luxor til Sohag, Assyut, Damietta, Mahalla, Tamta og mange flere.
Selvom det enorme antal på pladserne fyldte masserne med selvtillid og revolutionær optimisme var stemningen meget seriøs og kampklar, langt fra den euforisk jublende stemning umiddelbart efter revolutionen. Det var i tråd med den stemning, vi har været vidne til i demonstrationerne over de seneste uger.
I Alexandria, hvor titusinder havde deltaget i protesterne, beordrede det Muslimske Broderskab sine medlemmer til at forlade deres kontorer, der var under angreb. I Mansoura blev det Muslimske Broderskabs kontorer brændt ned. I den proletariske bastion Mahalla angreb demonstranterne det Muslimske Broderskabs kontorer med sten og molotovcocktails.
Islamisterne udstillet
Det Muslimske Broderskab havde sammen med deres politiske partner Salafist Nour partiet, oprindeligt indkaldt til en moddemonstration også på Tahrir pladsen. Men da de så den stemning, der udviklede sig, måtte de aflyse deres hoveddemonstration i Kairo og håbe på, at de i det mindste i andre byer ville være i stand til at opdrive et anseeligt fremmøde. Men trods dette og på trods af et velorganiseret netværk og adgang til staten såvel som dens midler, blev pro-Morsi demonstrationerne ikke til noget.
Kun i byen Assiut, langt væk fra de industrielle byer i Nil-deltaet formåede Broderskabet at samle 5000 i en pro-Morsi demonstration. Demonstrationerne var dog hovedsageligt studerende fra Al-Azhar universitetet, hovedcentret for verdens islamiske studier, der er ledet af den reaktionære Muhammad Syyid Tantawy – en gammel støtte til Mubarak.
I Alexandria, der er kendt som en af det Muslimske Broderskab og deres salafistiske venners højborge, formåede islamisterne kun at iværksætte episodiske samlinger, der blev opløst af anti-broderskabs folkemængder. Til sidst måtte broderskabet evakuere deres hovedkvarterer som vrede folkemængder forsøgte at sætte ild på.
Islamisterne er under hårdt pres nu. I et patetisk træk fortalte den evigt arrogante leder af Nour partiet og Morsis rådgiver, Emad Abdel-Ghafffour til Reuters, at han ”ikke var blevet adspurgt” før Morsis annoncering af dekretet sidste uge.
Det Muslimske Broderskab er nu, blot fem måneder efter at de kom til magten, i krise. For bare få dage siden hyldede borgerlige kommentatorer over hele verden Mohammad Morsi som den nye leder af den arabiske verden, og nogen gik endda så langt som til at udråbe ham til at være den nye Nasser.
Men i dag er alt den tidligere hæder, som han solede sig i, blevet ødelagt af de egyptiske masser, der ydmygede ham grundigt gennem deres massive magtopvisning. I går aftes sad Morsi fortsat kun på magten som resultat af massernes nåde. Hvis han havde turdet indkalde til en moddemonstration på Tahir var den blevet grundigt besejret og hans præsidenttid ville ikke have varet indtil morgenen.
Morsi er ikke, og vil aldrig blive, en ny Nasser, der på trods af sine mangler baserede sig på de egyptiske masser af arbejdere og fattige til at slå til mod kapitalismen. Morsi (præcis som resten af hans islamistiske allierede) på den anden side, er mere end noget andet, kapitalens mand, den gamle ordens mand, der står som en forhindring for fødslen af en ny orden.
Felools manøvre – “Lederne åbner døren for dem”
I mandags, i et forsøg på at aflede den bevægelse, der var under opbygning, mødtes repræsentanter for præsidenten med domstolene for at nå en aftale. Selvom en fuld retræte ville have været for ydmygende. Forsikrede Morsi offentligt dommerne om at hans immunitet ville være begrænset til ”suveræne spørgsmål”.
Først så dommerne ud til at acceptere aftalen, men da de så vreden på gaderne beregnede de, at de kunne opnå flere indrømmelser, hvis de satte hælene i lidt længere. Derfor fordømte de offentligt aftalen og påstod, at den aldrig havde eksisteret.
Det er tydeligt, at mens det Muslimske Broderskab generelt ikke har nogen problemer med at samarbejde med Felool – det navn egypterne har givet efterladenskaberne fra det gamle regime – er det ikke alle lag, der er lige glade for at dele magten med gruppen. Nogle af disse lag ser den nuværende krise som en mulighed for at slå tilbage for at genvinde deres mistede positioner. Disse gentlemens hysteriske skrig, bør vi tilføje, narrer ingen egyptere, der kan huske, hvordan de selvsamme domstole både under Mubarak og siden har fungeret som reaktionens støttepiller.
Mens de forsøger at ride på revolutionens bølge for at slå til mod det Muslimske Broderskab mobiliserede de til dagens protester og nogen af dem deltog på Tahrir pladsen. Men gennem hele dagen var det klart, at pladsen modstod dette trick og at Feloolerne tydeligt fremstod som en minoritet i protesterne.
Men desværre kunne dem der skulle formodes at lede masserne ikke gennemskue dette trick. Sidste torsdag annoncerede den liberale Mohammed Elbaradei, og nasseristen Hamdeen Sabahi – der generelt anses af masserne for at være en del af revolutionens lejr – en ny Nationale RedningsFront sammen med Amr Moussa, der var udenrigsminister under Mubarak. Med den gamle undskyldning om at ”jo flere jo bedre” inviterede disse herrer ikke bare Amr Moussa ind men også hans Felool venner fra domstolene og andre steder.
Pointen er, at revolutionen intet har tilfælles med disse mennesker, der for blot få måneder siden var parate til at drage landet gennem et hav af blod frem for at lade folket tage magten. Lad os ikke glemme at det var domstolene, der manøvrerede for at annullere parlamentsvalgene og blande sig i den grundlovgivende forsamling. Det var også domstolene, der udviste ekstrem mildhed overfor Mubaraks slagterfolk, da de var i retten. At give disse folk nogen åbning er det samme som at invitere kontrarevolutionen dybt ind i revolutionens lejr – og det kan have altødelæggende konsekvenser.
I stedet for klart at udpege samfundets brudlinjer og hæve massernes politiske forståelse, kan denne taktik ikke andet end at desorientere og svække revolutionen. De første konkrete resultater af denne alliance har allerede vist sig. For det første har broderskabet været i stand til offentligt at anklage anti-broderskabs demonstrationerne for at være i alliance med Felool, et faktum der naturligvis ville afskrække mange fra at deltage i bevægelsen. For det andet er frontens program blevet udvandet for at stille Felool tilfredse, i en sådan grad at det ikke kan tiltrække nogen.
Dets hovedkrav er en tilbagekaldelse af det præsidentielle dekret og forsvar for domstolene. I den udstrækning det forsvarer domstolene, frastøder det de ærligste og mest fremsynede revolutionære kræfter og i den udstrækning det kræver en tilbagetrækning af dekretet, halter det i virkeligheden efter bevægelsen, hvis krav på pladsen var ”ned med regimet” dvs. for en ny revolution.
Det er derfor tydeligt, at parolen om at “jo flere, jo bedre” faktisk bliver til sin modsætning ved at begrænse den revolutionære bevægelses rækkevidde for ikke at træde de gamle herskere over tæerne. Den eneste vej til at sikre en sejr er ved at sige tingene som de er og fremsætte et dristigt revolutionært program og en aktionsplan med det mål at feje hele det gamle regime og det økonomiske og sociale system, der står bag det, til siden.
Sabahi vandt mere end fem millioner stemmer i præsidentvalgets første runde; han ville sikkert have vundet valgene, hvis ikke der havde været udbredt valgsvindel. Alt dette skete, fordi han helt fra begyndelsen gjorde det klart, at han var ”Tahrirs kandidat”; og at han ikke ville støtte hverken Shafik (det gamle regimes kandidat) eller Morsi i en mulig anden runde. Men ved nu at indynde sig med Felool risikerer han at miste al den støtte.
Hvis Sabahi i går havde opfordret til en eskalering af kampen til en generalstrejke og en march til præsidentpaladset for at vælte Morsi kunne intet have stoppet bevægelsen. Men i stedet opfordrede NRF blot til flere demonstrationer og protester.
Revolutionære Socialister begik en lignende fejl, som vi forklarede tilbage i juni. Under præsidentvalgene anbefalede de at stemme på Morsi som ”det mindste onde” i stedet for at afsløre det Muslimske Broderskabs borgerlige klassebasis og kontrarevolutionære karakter. Morsis kampagne takkede dem endda i deres sejrstale. Denne kriminelle fejltagelse – som organisationens ledelse er ansvarlig for – svækkede organisationen og dens forbindelser med de ægte revolutionære kræfter, der tydeligvis ikke er med Broderskabet.
I de sidste dage har de udsendt en udtalelse, hvori de distancerer sig fra Broderskabet, men det må siges at være noget sent. Hvis de havde haft styrken og forståelsen for, at det var nødvendigt fra starten af at udstille det Muslimske Broderskabs virkelige natur fra revolutionens første dag, ville de have kunne vinde langt mere nu, hvor massernes levende erfaring har vist dem Broderskabets virkelige natur. På grund af disse fejl og andre lignende udgør organisationen og dens mange talentfulde og dedikerede medlemmer kun en lille og relativt isoleret del af bevægelsen.
Langtrukken og ustabil process
Til alle de skeptikere, der har jamret over enden på den egyptiske revolution, efter at Broderskabet kom til magten, må gårsdagens demonstration tjene til at lære dem en vigtig lektion. Uanset den grad af religiøs overbevisning eller nationalistiske følelser, der eksisterer på et givent tidspunkt, kan det ikke stoppe de klassemodsætninger, der eksisterer i det kapitalistiske samfund fra før eller siden at komme op til overfladen.
Her er, hvad vi skrev for et år siden:
“Det ville være en fejl at tilskrive islamisterne og andre kontrarevolutionære kræfter ‘overnaturlige’ kræfter, der angiveligt på en eller anden måde skulle gøre dem i stand til at stå over samfundet og klassekampen. Hovedpointen at forstå er, at disse kræfter alle er forskellige afskygninger af borgerlige partier, der alle sammen forsvarer kapitalens styre. Men så længe de forsvarer kapitalens styre, må de acceptere kapitalismens logik. De må derfor forsvare kapitalismens krise, der på nuværende tidspunkt ikke tillader selv den mindste og mest basale indrømmelse til masserne.
Hvis alt dette var sket for ti år siden, havde de måske været I stand til at konsolidere en eller anden form for borgerlige demokratiske regimer. Opsvinget i verdenskapitalismen ville have givet dem et vist manøvrerum. Men nu er det en grundlæggende krise på verdensplan. Det er både baggrunden for den revolutionære uro og årsagen til, at det ikke nemt kan stoppes.” (One Year Since Bouazizi’s Death — One Year of Arab Revolution, Hamid Alizadeh, 16 December 2011)
Gårsdagens styrkefremvisning bekræfter fuldt ud, det vi skrev. Revolutionen har jagtet islamisternes bøller og har efterladt alle reaktionens kræfter i en tilstand af chok og paralysering. Ude af stand til at gøre noget kan de kun se på og håbe, at masserne vil vise dem nåde. Havde der været en revolutionær ledelse for bevægelsen, kunne gårsdagens protester have været omdannet til en ny revolution der kunne have fejet alle resterne af det gamle regime til side. Men manglen på en sådan kraft betød, at regimet, selvom det er svagt og ustabilt, stadig står.
Masserne ønsker demokrati og vi støtter dem i dette krav, men vi forklarer samtidig, at den nuværende tingenes tilstand er det bedste, som borgerlige demokrati kan tilbyde i Egypten. Marxisterne havde forudset de begivenheder der nu udfolder sig, men på grund af den Marxistiske Tendens’ numeriske svaghed er vi ikke i stand til at bringe disse lektioner til bevægelsen som et hele. Derfor må masserne lære disse lektioner selv, gennem pinefulde erfaringer.
Modsat hvad borgerlige “eksperter” og skeptikere på venstrefløjen vil have os til at tro, har de arabiske masser ikke en indbygget tilbøjelighed til at støtte reaktionær islamisk fundamentalisme. I virkeligheden er de virkelige traditioner hos arbejderne i Egypten og resten af regionen socialistiske og venstreorienterede.
Og som revolutionens strøm går frem og tilbage vil disse gamle traditioner endnu en gang blive genopdaget på masseskala og det er fordi, at indenfor det kapitalistiske systems rammer kan selv ikke de mest basale behov blive opfyldt.
Kun den videnskabelige socialisme, dvs. marxismen, kan vise en vej frem. Derfor er opgaven nu at bygge kræfterne indenfor den egyptiske arbejderbevægelse baseret på disse ideer. Ved at studere erfaringerne fra fortiden og tålmodigt forklare dem til arbejderne og ungdommen vil vores ideer vinde genklang indenfor revolutionen. Når det er opnået, vil vejen være åben til en virkelig socialistiske revolution, der vil gøre en ende på det kapitalistiske system, som Morsi loyalt tjener.
