Den bevidst organiserede arbejderklasse, i form af et socialistisk masseparti, kan forhindre en spirende fascistisk bevægelse i at fortsætte.
Livestreamede billeder af voldelige gadekampe mellem “White nationalists” og nynazistiske demonstranter, og et hav af moddemonstranter i Charlottesville Virginia, oversvømmede den 12. august verdens nyhedskanaler og sociale medier. “Unite the Right” -marchen var organiseret af et bredt udvalg af tilhængere af white supremacy, nynazister, Ku Klux Klan og Alt-right organisationer, som svar på byens længe ventede beslutning, om at flytte en statue af General Robert E. Lee, en af de 1.000 Sydstats-monumenter, der stadig står i 31 stater hen over USA.
Den ekstreme højrefløjs forsamling tiltrak først national opmærksomhed natten før marchen, da hundrede af fakkelbærende højreorienterede – inklusiv Alt-right talsmanden, Richard Spencer – marcherede igennem University of Virginias kampus. De ankom til Emancipation Park (tidligere kendt som Robert E. Lee Park), omringede og provokerede en gruppe antifascistiske moddemonstranter for foden af statuen.
Omkring kl 11:00 lørdag morgen havde små sammenstød udviklet sig til direkte slagsmål ved byens West Main Street, hvilket fik borgmesteren til at erklære undtagelsestilstand. Billeder/video viser uropoliti på række langs marchruten. De ser ud til at stå ret og ser roligt til imens fascistiske demonstranter angriber moddemonstranterne med pepperspray og andre kemikalier, tæsker dem med bats og trækøller og støder sammen med træskjolde. De nynazistiske demonstranterne var ledsaget af fuldt udrustede “militamen” (selvbestaltede og svært bevæbnede hjemmeværnsgrupper) i camouflage kampudrustning og bevæbnede med potente stormrifler.
Den første passivitet fra politiet blev kritiseret, iblandt andre, af Cornel West som var tilstede ved moddemonstrationen. “Hvis det ikke havde været for antifascisterne, der beskyttede os fra nyfascisterne, var vi blevet knust som kakerlakker.” Men det demokratiske kongresmedlem fra Virginia, David Toscano, roste politiet for senere at blande sig, da tingene begyndte at komme “ud af kontrol” og blottede fuldstændig det Demokratiske Partis egen politimentalitet, da han samtidig beskyldte antifascistiske moddemonstranter for at være “udefrakommende provokatører som ville opmuntre til vold.”
Situationens intensitet steg ud på den tidlige eftermiddag, da en af de fascistiske demonstranter, James Fields, med fuldt forsæt kørte sin bil med høj fart ind i hundreder af moddemonstranter, og dræbte 32-årige Heather Heyer, en Bernie Sanders-supporter og medlem af Industrial Workers of the World. Fields, som havde rejst hele vejen fra landdistrikterne i Ohio for at deltage i marchen, blev fotograferet sammen med en kontingent fra den nynazistiske organisation Vangaurd America. 19 moddemonstranter endte på hospitalet efter at være ramt af hans bil, og 14 mere fik skader fra gadeslagsmålene. Fields blev arresteret og sigtet for uagtsomt manddrab – både de liberale og højrefløjsmedierne tager dog meget let på den terroristiske karakter af hans angreb.
Præsident Trump, efter at have været ukarakteristisk stille indtil eftermiddagen, begyndte at tweete fra hans golfbane. Som det kan forventes, var hans forsøg på at adressere spørgsmålet, fjernt fra virkeligheden og tiltrak sønderlemmende kritik. Ikke blot lovpriste han arbejdsløshedstallene og prøvede dermed fuldstændigt at trække opmærksomheden væk fra Charlottesville – “Der sker så mange gode ting i vores land!” – men hans kommentarer om højrefløjs-volden var vage og tvetydige, hvor han fordømte “had, fordomsfuldhed, og vold fra mange sider. Fra mange sider.” Som om handlingerne fra nynazisterne og dem der forsvarede sig selv var på samme plan!
Styrkeforholdet
Den yderste højrefløj havde i sinde at denne samling skulle vise deres styrke, men i virkeligheden demonstrerede den ubetydeligheden af deres styrker. Efter måneders planlægning og på trods af at de tiltrak racistiske deltagere fra alle hjørner af landet – størstedelen af de højre-orienterede demonstranter der er blevet identificeret var fra andre stater, fra så fjerne steder som Florida og Nevada – så var den flok de formåede at samle ikke større end en gennemsnitligt anti-Trump demonstration i en større by. Højrefløjen var ikke kun i mindretal i forhold til moddemonstranterne i Charlottesville (forholdet var mindst to mod en). Tusinder mobiliserede sig med det samme landet over, og lavede samtidige demonstrationer i Baltimore, Boston, Memphis, Minneapolis, New York, Philadelphia, Portland, San Diego og andre byer, med flere på vej.
De fleste af de improviserede demonstrationer imod højrefløjen, brugte slogans fra #BlackLivesMatter bevægelsen og endda tilråb om at revolution er den eneste kur imod racismens sygdom. Det spontane opmøde og den militante stemning fra disse demonstranter bekræfter det virkelige styrkeforhold blandt arbejderklassen og ungdommen fra alle baggrunde. Der er en vilje til at kæmpe imod racisme og alle former for undetrykkelse og ulighed, som bliver vist ved hver eneste nye bølge af #BLM-bevægelsen, som har spredt sig hen over landet over de sidste tre år.
Hvor mange af disse opflamninger bliver sat igang efter politi-brutalitet, er andre kommet frem omkring initiativer til at fjerne Sydstats-mindesmærker og symboler i Syden. Andre tilfælde af højrefløjens terror, motiveret af racistisk, reaktionær ideologi, har også skabt væmmelse og vrede i de seneste måneder.
For eksempel i maj, da to mænd blev dræbt og en tredje kvæstet, af en voldelig racist i Portland. Manden havde chikaneret en kvinde i Hijab og hendes ven. Da tilskuerne blandede sig, trak han en kniv og skar halsen over på dem. To måneder tidligere blev to indiske mænd skudt i Kansas i en anden racistisk hændelse, som også involverede indblanding fra en tilskuer, der prøvede at forsvare dem. I marts rejste en “white supremacist” fra Baltimore til New York, med det mål at myrde en sort mand, en skræmmende vilkårlig og dog komplet overlagt forbrydelse. Hans dødsoffer var 66-årige Timothy Caughman, en intetanende og forsvarsløs hjemløs mand.
Et samfund i forfald
Den stigende frekvens af disse hændelser reflekterer at en større selvtillid blandt de mest tilbagestående lag af samfundet, som ser Trump som et støttepunkt, og specielt de ekstreme højrefløjsmedlemmer fra hans administration, såsom Steve Bannon og Stephen Miller. Denne opfattelse blev tydeliggjort af tidligere KKK leder, David Duke, som erklærede at Charlottesville marchen “opfylder Donald Trumps løfter.” Han protesterede senere imod Trumps krav om at alle skulle “forene sig”, på Twitter og svarede “Jeg ville anbefale, at du tager et godt kig i spejlet og husker på, at det var hvide amerikanere der gjorde dig til præsident, ikke radikale venstreorienterede,” før han begyndte at jamre over “invasionen af marxistisk propaganda.”
Men disse elementer er dog ved at indse, er der ikke er nogen massetilslutning eller overhovedet en bevægelse af nogen som helst betydning der står bag deres reaktionære ideer. Alle disse hændelser viser ikke kun polariseringen i samfundet, de uddyber også denne polarisering. Denne “kontrarevolutionens pisk” formår kun at udbygge den overvældende anti-racistiske stemning blandt størstedelen af arbejdere og unge. Millioner af mennesker er mere åbne overfor revolutionære socialistiske ideer i dag, end på noget andet tidspunkt i nyere tid.
Marxismen forklarer, at for at et idesæt skal blive en reel kraft i samfundet, må den være forbundet med materielle interesser blandt bestemte sociale lag. I det kapitalistiske samfund, bliver racistiske og chauvinistiske ideer opildnet af den herskende klasse, som kontrollerer institutioner og informationsstrømmen som for det meste former massernes bevidsthed. Helt bevidst skaber og opretholder de uligheder i samfundet, som i på sin side forstærker deres dominans og ideologi. Vigtigst af alt, er kapitalismen ude af stand til at imødekomme alle menneskers basale behov, og denne usikkerhed forstærker opdelingen på basis af identitet, imens masserne er tvunget til at konkurrere om de få ressourcer, der er til rådighed for dem.
Af denne grund har mange arbejdere racistiske og chauvinistiske ideer. En del af opgaven for bevægelsen er at uddanne disse lag og vinde dem over til et perspektiv om en forenet klassekamp imod vores fælles undertrykkere. På samme tid må dem der kan uddannes, skelnes fra dem der ikke kan – og sidstnævnte må bekæmpes via masseaktion fra arbejderklassen.
Solidaritet bliver skabt igennem de fælles arbejds- og livsbetingelser for arbejderklassen, og frem for alt i forenet kamp. Solidaritet er en modsætning til den kapitalistiske ideologi, men den er stigende, specielt imens krisen bliver dybere og illusionen om status quo forrådner. Højrefløjens ideer, gerningsmændene bag de blodige og meningsløse angreb, får et langt større ekko blandt småborgerskabet, et lag af samfundet som hele tiden bliver klemt af storkapitalens stormløb og dens krise, og hvis atomisering avler individualisme, racisme, nationalisme og andre giftige ideer.
Marxister har længe forklaret, at på verdensplan, er den tradtionelle klassebase for massefascistiske bevægelser blevet udryddet af kapitalismens udvikling siden Anden verdenskrig. Og selvom massebasen for fascisme i form af “det oprørte småborgerskab” ikke længere er hvad den har været, så kræver selv et militært diktatur destruktionen af arbejderbevægelsen – en kamp de på ingen måde har en garanti for at vinde – såvel som opgivelsen af direkte politisk kontrol igennem deres stat. Så imens bourgeoisiet i alle lande i sidste ende afhænger af brutal magt og uden større skrupler vil være klar til at regere igennem åben militærdiktatur, hvis de kan slippe afsted med det, er de ingen stedet i verden klar til at give magten til et direkte fascistisk regime.
Det er derfor klart at fascisme på ingen måde er i nærheden af at overtage statsmagten. Men det udelukker ikke fremkomsten af en uudklækket og giftig form for fascisme. Fremkomsten af sådanne kræfter er en uundgåelig konsekvens af polariseringen i samfundet. Fremkomsten af organisationer som Vanguard America er et udtryk for kapitalismens akutte sygdom på den ene side, og et komplet vakuum på venstrefløjen skabt af klassesamarbejde fra arbejderbevægelsens ledelse på den anden. Så hvordan kan arbejderklassen knuse denne bevægelse før den udklækker?
Kapitalismen har altid været voldelig og på dette stadie af dets historiske udmattelse, er den fyldt med sociale spændinger der kan eksploderer når som helst. Den er et system grundlagt på slaveri, folkemord og tvangsekspropriation, holdt oppe gennem sekterisk had og vold, og ondsindet og overlagt opildning af de mest altødelæggende fordomme. Alt dette for at sikre den koldt kalkulerede bevarelse af profit og den stadige ophobning af kapital. Om det er i form af statsstøttede pogromer eller det årtier lange Jim Crow regime af terror (raceadskillelseslovene i USA, red.), er kapitalens diktatur, og har altid været, karakteriseret af kalkuleret vold. I løbet af efterkrigstidens opsving, holdt illusioner om en gradvis lineær fremgang for en tid, men som krisen intensiveres, således vil samfundets ustabilitet.
Den historiske opgave
Trump er ikke den eneste borgerlige politiker, der er skyldig i banale klageråb. Demokraterne og liberale organisationer har også gjort det soleklart i lyset af højrefløjens terror, at de er komplet inkompetente. For eksempel sagsøgte Virginia-afdelingen af American Civil Liberties Union, ikke blot Charlottesville for at sikre fascisterne tilladelse til at holde demonstration i parken, de spredte også rygter om at en antifascistisk demonstrant havde kastet en sten på James Fields bil. De fremstillede dermed den overlagte, terroristiske uhyrlighed, som et fremprovokeret “uheld” – på trods af tydelige beviser fra videoer der viser hændelsens forløb i sin helhed. CBS News karakteriserede det brutale mord på Heather Heyes som et “fatalt sammenstød.”
Hvad Charlottesville viser os, er den stadig stigende nødvendighed af at udføre en omfattende politisk opgave, for hvilken der ingen genveje er. At arbejderklassen er en overvældende kraft numerisk set, er selvindlysende. Men på den politiske front mangler den et masse-, uafhængig og organiseret udtryk, og er på den økonomiske, faglige front bliver den konstant forrådt af de pro-kapitalistiske faglige ledere. Den bevidst organiserede arbejderklasse, i form af et socialistisk masseparti, kunne forhindre en spirende fascistisk bevægelse i at fortsætte. Vigtigst af alt, kan dette alene sætte en stopper for det dødevande, der har dannet baggrunden for genopblusningen af højrefløjens terror, ved kollektivt at rette slag imod reaktionens materielle base.
Hvis heltemod og fysisk tapperhed i individuelle sammenstød var alt hvad der krævedes for at kæmpe imod og vinde, så ville højrefløjen nemt være besejret af vores antal. Folk som Rick Best og Taliesin Namkai-Meche i Portland, var trods alt villige til at give deres liv i solidaritetens navn. Tusinder af unge mennesker og arbejdere fra alle baggrunden, heltemodige frontkæmpere som Heather Heyers og utallige Antifascister, er villige til at forsvare de undertrykte med deres kroppe og knytnæver. Men i sidste ende kan disse isolerede sammenstød ikke eliminere denne plage.
Et socialistisk masseparti for arbejderklassen, med et determineret og dristigt lederskab, ville kunne få millioner af arbejdere på gaderne, i en ustoppelig bølge af demonstrationer imod racistisk reaktion i hver eneste amerikanske by. Ved at kombinerer demonstrationer med en nøje forberedt og kordineret generalstrejke, vil arbejderklassen, med de organiserede arbejdere i front, bringe hele landet til stilstand. Ikke bare vil nynazisternes fakler blive slukket så nemt som et barn puster lysene ud på sin fødselsdagskage, men det vil stille spørgsmålstegn ved både Trumps administration som har hærdet disse elementer, og alle kapitalistiske partier og institutioner. Kort og godt ville en sådan magtdemonstration ikke blot fordrive de spredte kræfter af uudklækket fascisme, men de vil sætte spørgsmålstegn ved, hvem der virkelig styrer dette samfund.
Fagforeningerne skal vindes tilbage fra karriere-magerne, de klasseforræderiske bureaukrater som har lavet fagforeningerne om til maskiner der kontrollerer arbejderne i stedet for et kollektivt værktøj for at kæmpe imod arbejdsgiverne. Racisme, kvindehad og alle former for kapitalistisk undertrykkelse manifesteres på arbejdspladsen og vi må takle dette lige på, uden tiltro til borgelige retssale eller mægling.
Den socialistiske revolutions program kan synes overvældende, taget det nuværende vakuum af lederskab for arbejderklassen i betragtning. Men hvis der er én kvalitet der karakteriserer den nuværende epoke, så er det ustabilitet. Vi lever ikke en “normal” periode af historien, men en eksponentiel periode, hvor hændelser udfolder sig med overvældende hastighed, og former bevidstheden på en massiv skala i sit kølvand. Efter en livstid af nedslidt og meningsløs retorik fra borgerskabets politikere, har begge de store kapitalistiske partier utrolig lav opbakning. Et stærkt, revolutionært program, kan, hvis det får en tilstrækkelig prominent platform, transformere det politiske landskab og ende kapitalismens permanente “undtagelsestilstand.” Slut dig til de revolutionære socialister i IMT og hjælp os med at sprede de revolutionære socialistiske ideer til stadig bredere lag af arbejdere og unge.
Denne artikel blev oprindeigt bragt på Socialistrevolution.org
