Amalienborg, regentens private residens, beskyttes af den kongelige livgarde. Foto: Pxfuel.
Krisen i kapitalismen eroderer tilliden til det borgerlige samfund og alle dets institutioner, herunder ikke mindst kongehuset. Samtidig har hyppige skandaleroverhele Europa udstillet de royales råddenskab til et punkt, hvor de i stigende grad betragtes med ligegyldighed eller direkte afsky. I denne artikel vil vi behandle kongehusets rolle under kapitalismen og fremlægge, hvorfor marxister kæmper for en republik.
Fra hele det officielle Danmark bliver vi fortalt at kongehuset er en neutral og objektiv institution, som ikke blander sig i politik, og som varetager hele nationens interesser. Det er tydeligvis meget fjernt fra sandheden. Staten, som monarkiet er en afgørende del af, er ikke neutral, men forsvarer det bestående kapitalistiske system, den herskende klasses ejendom og dens privilegier.
Desværre får etablissementets myte om kongehuset lov til at dominere den offentlige mening, især i fraværet af et modsvar fra den etablerede venstrefløj. Det er særdeles sjældent, at man hører en venstreorienteret kritik af kongehuset eller argumenter for dets afskaffelse. Når man en sjælden gang hører venstrefløjsrøster argumentere for kongehusets afskaffelse, er det primært med argumentet om, at kongehuset er en dyr og forældet ceremoniel institution. Alt det er naturligvis sandt, men den kritik omgår det, som netop er det afgørende: kongehusets rolle som et reservevåben for den herskende klasse.
Det danske kongehus er en antidemokratisk og reaktionær institution, som bogstaveligt er forklædt som en gammel dame. Det er en institution, som forsvarer status quo, og som, kommunister mener, må afskaffes.
Monarkiets rolle i klassesamfundet
Mange af monarkierne i Europa blev fejet væk i kølvandet på de borgerlige revolutioner, som strømmede gennem Europa i 1700- og 1800-tallet. Gennem revolutionær kamp vandt den opadstigende kapitalistklasse den politiske magt og smadrede resterne af det feudale regime. Eksempelvis blev det franske kongehus væltet, da det var det første land på det europæiske kontinent, som havde en borgerlig revolution. Andre monarkier i Europa så, hvordan det endte i Frankrig, og var efterfølgende mere villige til at tilpasse sig de nye politiske vinde i forhåbning om at beholde deres hoveder. Derfor kapitulerede de over for borgerskabet, som vi så med Frederik VII i Danmark.
Borgerskabet i både Storbritannien og Danmark kunne se fordelen ved at beholde kongehuset som et våben, der kunne bruges mod masserne. De indgik derfor et kompromis med dele af den gamle feudale elite, som dermed fik lov at overleve, men fra da af som en støttepille, der forsvarede borgerskabets interesser. Som en godtgørelse for deres loyale arbejde fylder den herskende klasse til gengæld de royales lommer med arbejderklassens skattekroner.
Dronning Margrethe 2. Foto: Wikipedia
Ikke alene er kongefamilien født ind i et liv af absurde rigdomme og privilegier, de bliver overordentligt godtgjort for deres hårde arbejde: Ifølge Kongehusets hjemmeside får Hendes Majestæt Dronningen en månedlig “statsydelse” på godt 7.595.369 kr., hvilket er en årsløn på lige over 91 millioner. Penge som ingen medlemmer af kongefamilien vel at mærke betaler skat af. Det skal dog ikke forstås således, at vi ville lade os spise af med et kongehus, som faktisk betalte skat.
Dronning Margrethe bliver ofte fremført som en folkelig figur, der, af en eller anden usagt årsag, personificerer hele folket. Hvordan det skulle gøre sig gældende er imidlertid et mysterium, da der eksisterer en afgrundsdyb kløft mellem kongehuset og os andre; dets dødelige undersåtter. Med en anslået nettoformue på 275 millioner kroner tilhører hendes majestæt utvivlsomt landets absolutte elite. Men selv dette er nok konservativt anslået, da kongehuset også er en af de største jordbesiddende institutioner i Danmark. Men hvad er det, den herskende klasse får ud af de enorme pengebeløb, der postes i monarkiet?
Kongehuset fremstår som en institution, der er hævet over samfundet, og som ikke søles til af det daglige politiske spil på Christiansborg. Mens regeringer gennemfører angreb efter angreb på arbejderklassen, så holder monarkiet sine hænder rene ved ikke at blande sig direkte i politik. Regeringer bliver miskrediteret for at føre reaktionær arbejdsgiverpolitik, alt imens monarken kan opretholde sin facade af umiddelbar neutralitet og national enhed. Monarken bestøver dermed staten med dette skær af neutralitet.
Monarkiet giver samtidig staten, som er den herskende klasses redskab, en mytisk og religiøs aura af respekt og legitimitet; ja nærmest en hellighed. Af borgerlige historikere fremføres det danske monarkis angiveligt lange historie (der ifølge myten strækker sig helt tilbage til Harald Blåtand) som et argument for monarkiets, og dermed statens, legitimitet. Mens regeringer kommer og går, så består monarkiet og giver dermed staten et skær af kontinuitet og tilsyneladende evighed. Samtidig bruger kongehuset ceremonierne omkring sig som et svøb af mystik. Det forgyldte blikfang understreger den mystiske og mytiske atmosfære, som de udnytter til at skabe et billede af en eviggyldig stat med en aura af hellighed. Kongehuset spiller dermed en vigtig rolle i at understøtte det borgerlige regime ideologisk, men kongehusets magt er også praktisk.
Blot en kransekagefigur?
Fortalere for kongehuset påstår ofte at monarken blot er en kransekagefigur uden nogen reel indflydelse eller magt. Lad os kigge nærmere på den påstand.
Det danske kongehus har ikke interveneret åbenlyst i politik i mange år. Sidste eksempel på dette er Påskekrisen i 1920, hvor Christian 10. forsøgte at begå et statskup ved at afsætte den daværende regering. Monarken har nemlig magten til at afskedige ministre og hele regeringer, selvom disse, modsat monarken, er demokratisk valgt.
Alt dette gøres muligt af grundlovens paragraf 14, som giver monarken den ultimative magt over, hvem der udnævnes som ministre. Som en forklarende kommentar til paragraffen dog pointerer, så er traditionen i dag, at monarken ikke benytter denne magtfulde indflydelse. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at der står sort på hvidt i grundloven, at monarken har vidtrækkende politiske beføjelser. Hvis det virkelig skulle blive nødvendigt, så kan den herskende klasse, med monarkens hjælp, altså afsætte en regering i fuld overensstemmelse med grundloven. Det illustrerer, hvordan monarkiet er et reservevåben i tilfælde af dannelsen af en radikal socialistisk regering, som vil forsøge at ændre grundlæggende på status quo.
Kongehuset spiller desuden en central rolle i forhold til den bredere elite i Danmark. De kongelige arrangementer fungerer som et samlingspunkt, hvor hele eliten mødes og plejer deres forhold til hinanden. Der er utvivlsomt blevet truffet mange beslutninger med store konsekvenser for samfundet i korridorerne til dronningens bal og andre festligheder. Det er i hvert fald det billede, som kom frem i 2015, hvor to forskere udgav en rapport om den danske magtelite. I rapporten beskriver forskerne kongehusets magt med ordene:
»Kongehuset har måske ikke så meget formel beslutningsmagt, men det fungerer som samlingspunkt for store dele af eliten og er også et af de steder, hvor den politiske elite og erhvervslivet kan mødes under andre forhold. Det virker også, som om store dele af eliten kerer sig ret meget om kongehuset og dets syn på dem«
Kongehuset foretrækker at udføre deres indflydelse bag kulissen, men i ny og næ bliver tæppet blæst til side, hvilket giver os et lille glimt af, hvilken rolle kongehuset faktisk spiller.
Kronprinsen og den hemmelige loge
Kronprins Frederik. Foto: Frankie FouganthinDet selvstændige forsvarsmedie OLFI kunne i 2020 rapportere om, hvorledes Kronprins Frederik var omdrejningspunktet i en hemmelig loge for den absolutte top af det danske militær.
I et hus på Strandvejen har kronprinsen i en årrække været til en række “private aftaler” med følgende bemærkelsesværdige personer: forsvarschef Bjørn Bisserup, chef for søværnskommandoen Torben Mikkelsen, chef for flyverkommandoen Anders Rex, chef for specialoperationskommandoen Peter Boysen, pensioneret Kontreadmiral Nils Wang og efterforskningschef i Forsvarsministeriets Auditørkorps Hans Herluf Pedersen, som er personlig ven af kronprinsen.
På møderne var der ingen dagsorden, og der blev ikke skrevet referat. Møderne fremgik heller ikke på deltagernes kalendere, men blev typisk noteret som “private aftaler”. OLFI forsøgte på daværende tidspunkt at komme i kontakt med logens medlemmer, men forgæves. Da den daværende socialdemokratiske forsvarsminister, Trine Bramsen, blev spurgt, om hun havde kendskab til logen, og om hun eller andre medlemmer af regeringen havde godkendt dette netværk, var svaret, at hun ikke havde nogen kommentarer.
Heldigvis ville andre fra samfundets højere luftlag gerne kommentere på den kendsgerning, at Danmarks kommende konge i al hemmelighed gnubber skuldre med militærets spydspidser til regelmæssige private møder. Ifølge Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, er denne direkte kontakt mellem kongehuset og militærets top normalt kun noget, som foregår i diktaturstater:
»Det er meget betænkeligt og lugter langt væk af noget, som ikke tåler dagens lys, fordi det foregår skjult. Sagen er meget klar. Den absolutte inderkreds i Forsvaret skal ikke sidde med kronprinsen i hemmelige møder, hvor der ikke bliver skrevet referater.«
Det er altså ikke kun marxister, som kan se det suspekte i denne hemmelige militærloge. Selv professorer fra universiteterne, som må siges at være fortalere for status quo, kan se alvoren af Kronprinsens lyssky eskapader med militæret.
Vi tror ikke, at Kronprinsen er i gang med at planlægge et militærkup sammen med sin hemmelige loge. Sagen illustrerer dog tydeligt, at kongehuset ikke består af en passiv flok kransekagefigurer, som klipper røde bånd og poserer på fotos til Billedbladet, men de royale er tæt knyttet til den herskende klasses vigtigste undertrykkelsesmiddel: militæret.
Historisk set er det gennem militæret, at monarkiet har interveneret i klassekampen til forsvar for status quo. I Storbritannien har det britiske borgerskab hele tre gange i løbet af de sidste 50 år diskuteret at gennemføre et militærkup med monarkiet i spidsen. Fx var der i 1968 planer om at lancere et militærkup under ledelse af Earl Mountbatten fætter til dronning Elizabeth. Hele plottet blev på dramatisk vis afdækket i Netflix serien The Crown, der åbent udstiller monarkiets reaktionære natur, samt hvilken magt kongehuset besidder.
Etablissementet har mange pæne ord at sige om demokratiet, så længe det leverer det rigtige resultat; at garantere kapitalismen og den herskende klasses interesser. Men den herskende klasse har mange gange vist, at de gerne ofrer deres højtbesungne demokrati, hvis de oplever en reel trussel mod status quo fra venstrefløjen og arbejderklassen.
Monarki og socialisme
Marxisters modstand mod monarkiet bunder altså i en analyse af, hvilke klasseinteresser institutionen forsvarer og ikke af dets dyre pris. Rosa Luxemburg opsummerede på glimrende vis vores tilgang:
»Vi ville være imod monarkiet, selv hvis det kostede halvt så meget, som det gør: vi ville være imod det, selv hvis det var gratis! Vi foretrækker den dyreste republik fremfor det billigste monarki; det er ikke et spørgsmål om penge: monarkiet er klassesamfundets mest tilbagestående værktøj.«
Selv hvis vi i Danmark faktisk tjente penge på kongehuset ved f.eks. turisme, så ville det ikke ændre kongehusets klassekarakter som en reaktionær, antidemokratisk institution. Illusionerne blandt den danske befolkning til kongehuset er endnu ikke ødelagt i en sådan grad, som det er i mange andre lande. Dette skyldes bl.a., at krisen i dansk kapitalisme endnu ikke er så akut, at den herskende klasse har haft brug for at benytte sig af kongehuset for at stabilisere sit regime.
Kongehuset er et reservevåben, som den herskende klasse er tilbageholdende med at bruge. Fordi når våbnet først er brugt, så opbruges også kongehusets “glamour” og “mystik”. Hver eneste gang kongehuset må intervenere i politik og få snavsede hænder, slider det på monarkiets autoritet. Den herskende klasse bruger altså først kongehuset, når det virkelig bliver nødvendigt.
I de lande, hvor borgerskabet allerede har set sig nødsaget til at støtte sig til monarkiet for stabilitet, som fx i Storbritannien, er kongehuset blevet miskrediteret. I fremtiden, her i Danmark, hvor klassekampen også vil tilspidses yderligere, kan vi ligeledes forvente, at kongehuset bliver taget i brug. Frederiks lyssky militærloge er blot en forsmag på, hvad der er i vente.
Det er på tide at venstrefløjen forkaster ideen om kongehuset som en harmløs turistattraktion og i stedet fremfører kravet om dets afskaffelse. Det var netop et af de historiske krav, som arbejderbevægelsen i Danmark blev bygget på.
Som socialister kæmper vi for en verden uden klasser og undertrykkelse; en verden uden konger og kapitalister, en verden, hvor vi kan leve som frie individer og ikke som undersåtter. Kun gennem den socialistiske republik kan arbejderklassen rejse sig fra århundreders undertrykkelse og tilkæmpe sig den magt, som den retmæssigt fortjener. Ned med borgerskabet og deres royale lakajer!
