Fra start til slut emmer Sirius af kolonitidens spøgelser, men alle vegne er de forsøgt fejet ind under gulvtæppet. | Foto: Ukendt
Kammeratskab, mod, udholdenhed og selvopofrelse. Det er nogle af de idéer om slædepatruljen Sirius, dokumentarserien af samme navn forsøger at prakke seeren på. DR-dokumentaren, der fik premiere i år, er da også flot produceret og fortalt på indlevende vis. Men er Sirius blot mønsterværdig mandehørm, eller ligger der andre interesser bag drengenes eventyr på Daneborg?
Sirius-patruljen præsenteres i DR-serien som noget eventyrligt og nærmest som et uskyldigt selvrealiseringsprojekt for de unge soldater, der ønsker at prøve kræfter med ekstreme vejrforhold. Det billede kunne dog næppe være længere væk fra slædepatruljens reelle betydning. Den militære specialenhed har siden sin oprettelse været et vigtigt redskab for dansk imperialisme i Arktis.
Kolonikapløb
Som historisk baggrund fortæller dokumentaren i sin intro blot, at den internationale domstol i Haag i 1933 besluttede, at Danmark »skulle vise vilje og evne til at være til stede i det ubeboede Nordøstgrønland«, og at Slædepatruljen Sirius derfor blev oprettet for at foretage suverænitetshævdelse. Men hvorfor traf domstolen i Haag den beslutning? Og hvorfor er det i det hele taget, at den danske stat foretager suverænitetshævdelse i Nordøstgrønland – et område, der ligger over 2.500 km fra København?
Dokumentaren mener tilsyneladende ikke, at det er relevant at give seeren nogen form for kendskab til forholdet mellem Grønland og Danmark i den omtalte periode – eller de begivenheder, der ledte til slædepatruljens oprettelse. Det er ellers netop Sirius-patruljens forhistorie, der gør os i stand til at forstå dens karakter i dag.
Indtil slutningen af 1800-tallet havde Danmarks koloni i Grønland været begrænset til den grønlandske vestkyst. Men omkring år 1900 begyndte USA, Canada og Norge at udvise en større interesse for Arktis. Som del af et kolonialt kapløb udvidede Danmark derfor på få år sin grønlandske koloni voldsomt. I 1894 blev den grønlandske østkyst indlemmet i kolonien, og det samme skete for Nordgrønland i 1910.
Indlemmelsen af Østgrønland i den danske koloni bragte imidlertid det danske og norske borgerskab på kollisionskurs. Norske sælfangere havde nemlig fangstinteresser på østkysten, som de ikke ønskede at blive afskåret fra. Samtidig havde det norske borgerskab, ligesom sin danske modpart, sine egne imperialistiske ambitioner i Arktis. Efter Norges løsrivelse fra Sverige i 1905 begyndte kredse i det norske borgerskab derfor at presse på for, at Norge skulle tage kontrollen over dele af den kun tyndt befolkede grønlandske østkyst.
Den 27. juni 1931 besatte en norsk ekspedition på fem mand således et stort område i det nordøstlige Grønland, som de døbte Erik den rødes land. Den norske regering fulgte op med en enstemmig beslutning om at annektere området. Året efter annekterede Norge endnu et område, denne gang i Sydøstgrønland.
De danske politikere bragte derfor i 1933 konflikten om Østgrønland for Den Internationale Domstol i Haag. Domstolen dømte til Danmark fordel, eftersom USA gav sin støtte til Danmark. Som del af Haags afgørelse skulle den danske koloniadministration fremover patruljere det store ubeboede område i Nordøstgrønland, som Norge havde forsøgt at gøre krav på. Til det formål blev Slædepatruljen Sirius skabt.
Det grønlandske folk havde naturligvis ingen medbestemmelse i de beslutninger, som fjerntliggende kolonimagter traf over deres land og dets fremtid. De danske koloniherrer og de andre europæiske magter forventede blot, at grønlænderne accepterede beslutningerne uden postyr. Kravet om oprettelsen af Sirius-patruljen kom altså ikke fra det grønlandske folk, og slædepatruljens funktion har aldrig været at tjene det grønlandske folks interesser.
Sirius-patruljens funktion var oprindeligt, og er stadig i dag, at fastholde dansk overherredømme over Grønland, der i alt andet end ord stadig er en koloni. Når først man kender til den historiske baggrund, får det Sirius-patruljen til at fremstå i et andet lys end det, DR stiller slædepatruljen i.
Brugt som brik i en magtkamp
Den eneste gang, vi i DR’s dokumentar møder det grønlandske samfund, er i form af byen Ittoqqortoormiit (også kendt på dansk som Scoresbysund). Til trods for at dokumentarserien næsten dedikerer et helt afsnit til to danske soldaters forsøg på at finde en grillbar i Ittoqqortoormiit, så får vi påfaldende lidt at vide om byens historie eller livet for dens indbyggere.
Ittoqqortoormiit blev oprettet som koloni i 1925, da 87 grønlændere, med liden overtalelse og en stor mængde tvang, blev flyttet fra byen Ammassalik i Sydøstgrønland op til den nye koloni længere mod nord. I den foregående periode var det danske borgerskab blevet mere og mere nervøse over Norges voksende interesse for Østgrønland.
Ittoqqortoormiit blev altså udelukkende oprettet for at fungere som en udpost for dansk imperialisme. I den henseende blev den grønlandske befolkning på kynisk vis brugt som et redskab af det danske kolonistyre; som en brik i en magtkamp mellem to glubske imperialistiske nationer.
Det er samtidig intet mysterium, at den grønlandske befolkning ikke tidligere selv havde valgt at bosætte sig i området. Områdets vejr er ekstrem barskt, og stedet er isoleret fra omverdenen store dele af året. Den ufremkommelige natur betyder, at der selv i dag i perioder er knaphed på noget så grundlæggende som stabile forsyninger af friske fødevarer. Samtidig er Ittoqqortoormiit også en af de fattigste dele af Grønland.
I Grønland er der et stort ønske om selvstændighed og et had imod dansk imperialismes 300 år lange undertrykkelse af landet og dets befolkning. Den følelse er især udbredt i Ittoqqortoormiit, hvilket blev afspejlet i 2021 valget til det grønlandske landsting, Inatsisartut, hvor det radikale selvstændighedsparti Naleraq fik hele 52,5% af stemmerne i byen! Til sammenligning fik partiet på landsplan blot 12% af stemmerne.
Men i stedet for at påtale byens historie eller moderne leveforhold, så skildres Ittoqqortoormiit i DR-dokumentaren blot som et idyllisk samfund næsten udelukkende bestående af glade fangere, der bor i kulørte træhuse. Der tegnes et glansbillede af livet i Grønland, som ligner noget taget ud af en forældet skolebog eller et postkort. Dokumentaren fremviser en karikatur af det grønlandske samfund i forsøget på at skjule den grimme virkelighed af livet under dansk imperialisme.
Glorificering af dansk imperialisme
Fra start til slut emmer Sirius af kolonitidens spøgelser, men alle vegne er de forsøgt fejet ind under gulvtæppet. I dokumentarserien præsenteres seeren for en visuelt smuk og interessant fortælling, men det ændrer ikke ved det forhold, at dokumentaren kan opsummeres som en glorificering af et redskab for dansk imperialisme.
Efter at have set den tre timer lange DR-dokumentar er man ikke blevet klogere på det reelle forhold mellem Danmark og Grønland, hverken i fortiden eller i nutiden – ej heller klogere på, hvilken rolle Sirius-patruljen stadig spiller for dansk imperialisme i dag.
