Angela Merkel. Fra Marxist.com
Med valget i Tyskland er det stabile centrum blevet svækket. En mere ustabil fremtid åbner sig op i Europas hjerte.
De gamle magtpartier, mister betydelige dele af deres tidligere opbakning i befolkningen. Det er et fænomen, som allerede kunne iagttages før COVID-19-pandemien i mange lande rundt omkring verdenen. Det gælder også i Tyskland, Europas største økonomi, hvor Rigsdagsvalget blev afholdt søndag den 26. september. De gamle tyske ”folkepartier” – det konservative CDU og det socialdemokratiske SPD – står historisk svage.
Under valgkampen oplevede begge partier episoder, hvor de kom under 20% af stemmerne. Dette er uden fortilfælde i Forbundsrepublikkens historie. Til gengæld oplevede Die Grünen, et parti, som profilerer sig som værende særligt miljøbevidst, episoder, hvor de fik en større opbakning i meningsmålingerne end CDU, noget som heller ikke er set før i tysk historie.
Denne popularitet var bygget på forhåbninger særligt fra unge vælgere om, at Die Grünen ville komme med nogle reelle forbedringsforslag især i forhold til klimaet, hvis de kom til magten. Opbakningen faldt dog tilbage, efter de grønne præsenterede deres valgprogram, som egentlig var intet andet end en stor gave til bilindustrien. En gave, som endda skulle finansieres stort set alene af arbejderklassen.
Skiftene i udviklingen under valgkampen blev reflekteret i valgets endelige resultat. Den erklærede vinder blev Olaf Scholz og SPD, som fik 25,7% lige over CDU, der fik 24,1%. På tredjepladsen kom Die Grünen med 14,8%. CDU fik dermed det dårligste resultat i partiets historie. SPD fik sit tredje dårligste valg nogensinden, på trods af at det vokse med 5,2% point i forhold til sidste valg. På trods af at Die Grünen sammenlignet med sidste valg gik 5,8%-point frem, var det altså langt under den store opbakning i meningsmålingerne, som de kunne samle i begyndelsen af valgkampen.
Det er også interessant, hvor deres vælgere kom fra. SPD og CDU mistede mange af deres traditionelle vælgere. Rigtig mange stemmer kom fra folk, som tidligere har stemt på andre partier, mens mange af deres tidligere vælgere denne gang gik til andre partier.
Det er et tydeligt tegn på, at det tyske samfund er i bevægelse.
En upolitisk valgkamp
I stedet for politik handlede valgkampen mest om de forskellige personligheder hos de tre kanslerkandidater, og hvordan de geberdede sig. Således var medierne en hel måned optaget af, at CDU-kandidaten Armin Laschet grinede i baggrunden, mens forbundspræsidenten holdt en mindetale for ofrene af de store oversvømmelser, som havde ramt Tyskland i juli.
Fokusset på kandidaternes personer var nødvendigt, da nærmest alle partier havde enslydende programmer med kun minimale forskelle. Derfor var en betydende faktor i at forklare, hvorfor Olaf Scholz fra SPD fik størst opbakning i meningsmålingere, ikke hans popularitet, men at han var den af de tre kandidater, der i længst tid lykkedes med IKKE at komme i mediernes fokus på grund af større skandaler.
Manglen på alternativet og venstrefløjens falliterklæring
Når det solide politiske centrum bliver svækket, så plejer der at være en bevægelse mod yderpolerne, det vil sige mod højre- og venstrefløjen. I forbundsdagsvalget tabte dog både Die Linke, som er det største venstreorienterede parti i Tyskland, og det højrepopulistiske AFD stemmer i valget. AFD’s tab af stemmer kan nemt forklares med, at partiet bortset fra racisme ikke har meget andet at byde på.
Die Linke led et stort nederlag og blev halveret, hvormed partiet er faldet under 5%-spærregrænsen og dermed kun sidder i forbundsdagen gennem “direkte mandater”, dvs. ved at nogle kandidater blev valgt direkte ind i parlamentet. Dette kraftige fald var en direkte konsekvens af partiets fortsatte forsøg på politisk at tilnærme sig de etablerede partier. Gennem de sidste år har Die Linke prøvet at bevise, at de er i stand til at regere sammen med de andre borgerlige partier ligesom SPD. På den anden side er der også de store interne splittelser i partiet mellem en identitetspolitisk fløj og en gruppering, som mener, at partiet skulle tilnærme sig det, de beskrev som “arbejdernes interesser” ved at gå ind for en hårdere flygtningepolitik.
Denne forsigtighed og uklare politiske position var udtalt under valgkampen.
Men hvis Die Linke kun tilbyder det samme, som også Die Grünen og SPD står for, hvorfor skulle vælgerne så stemme på dem, når det var mere sandsynligt, at de andre partier ville få større indflydelse? Konsekvensen var, at mange tidligere Die Linke-vælgere gik over til SPD og Die Grünen.
Hvad sker der nu?
Den mest sandsynlige resultat af valget er nu, at der bliver dannet en såkaldt “trafiklys-koalition” mellem SPD, Die Grünen og den liberale FDP. Denne kombination bliver i medierne allerede fejret som “fremtidskoalitionen”, da alle tre partier lover at gå ind for ændringer særlig i forhold til klimaet. Die Grünen og FDP var særligt foretrukket af unge vælgere, netop fordi de lovede forandringer og at arbejde for en bedre fremtid. Men hvis man ser på deres valgprogrammer og deres politiske praksis de gange, de tidligere har været i regering, så er det meget tydeligt, at det ikke holder. Ingen af disse partier vil gøre noget som helst andet end business as usual. Med andre ord: Regningen for at vedligeholde dette ustabile, kriseramte system, som vi lever under, vil blive lagt hos arbejderklassen og de unge.
Også i forhold til klimapolitik er det svært at se, hvordan en regeringskoalition mellem disse tre partier vil være i stand til at udføre de nødvendige tiltag. FDP vil aldrig tillade, at store virksomheder skal holde for til fordel for klimaet. De unge, som til en vis grad så til FDP og Die Grünen, kan se frem til en stor skuffelse. En skuffelse, som vil få dem til at miste troen på systemet endnu mere, end det allerede er tilfældet i dag.
At der allerede hersker en enorm mistro til det herskende system illustreres ved den lave valgdeltagelse. Næsten en fjerdedel af alle de stemmeberettigede valgte ikke at afgive deres stemme. Størstedelen af disse var unge. Også under den store klimademo fredag før valget, som kunne mobilisere over 600.000 mennesker i Tyskland alene, var det tydeligt, at de deltagende ikke bakkede op om partiernes planer for at håndtere klimakrisen.
Flere og flere arbejdere og unge kan se at det bestående system ikke fungerer i deres interesse. Støtten til den herskende klasses traditionelle partier svinder i land efter land. Selv i det forhenværende stabile Tyskland, Europas hjerte, mister den herskende klasse sin autoritet. Den udvikling vil kun skærpes i fremtiden.
For hver krise, for hver ny drejning bliver det mere og mere åbenlyst, at løsningen på de problemer, vi lever under, ikke findes i at sætte et kryds på stemmesedlen for det ene eller andet borgerlige parti, men at et omfattende brud med hele den kapitalistiske produktionsmåde er nødvendigt.
