Vil Tyskland følge efter Frankrig, Holland, Danmark, Norge, Portugal, Italien og Østrig og vende tilbage til en koalitionsregering mellem de to største borgerlige partier, de kristelige demokrater (CDU/CSU) og de liberale (FDP)? Mindre end to måneder før valget, som afholdes den 22. september, viser meningsmålingerne, at de to partier, der var grundlaget for Kohls koalitionsregering gennem 16 år, har flertal frem for Socialdemokratiets (SPD), Socialisternes (PDS) og de Grønnes samlede opbakning. Selvom mange mennesker – flere end nogensinde før – endnu ikke har besluttet sig til, hvad de vil stemme på, så er et nederlag for SPD nu en alvorlig mulighed.

Sidste sommer da Schröders ven og politiske med-tænker Tony Blair blev genvalgt i England, virkede det sandsynligt, at Schröders koalition med de Grønne også ville blive genvalgt i september 2002. Men den økonomiske situation og den generelle stemning har ændret sig dramatisk siden da.

Arbejdsløshed og usikkerhed om fremtiden

Kohl mistede magten i 1998, hvor han led et historisk jordskredsnederlag pga. den høje arbejdsløshed på 4,5 millioner mennesker på det tidspunkt og pga. hans angreb mod velfærdsstaten og arbejdernes rettigheder. Schröder havde offentligt sat sig det beskedne mål at mindske det officielle arbejdsløshedstal til 3,5 millioner. I 2000 og 2001 – da koalitionen havde stabiliseret sig efter en turbulent opstartsperiode i 1999 – virkede det, som om at den økonomiske vækst kunne give grundlag for at nå dette mål, og arbejdsløsheden faldt pænt ned under de 4 millioner. For to år siden begyndte de endda at snakke en masse om behovet for at rekruttere IT-specialister fra udlandet for at undgå arbejdskraftmangel via såkaldte “green cards”. Men på baggrund af den økonomiske krise har både IT-specialister og dot.com-arbejdere mistet deres job, og arbejdsløsheden er nu steget til 4 millioner igen i løbet af sommermånederne.

Kamp i øst

Mens den økonomiske tilbagegang og krisen i sektorer som byggeindustrien og den “nye økonomi” har efterladt sig spor alle steder, så er tingene endnu værre i det tidligere Østtyskland. I det, der engang var DDR, har ødelæggelsen af planøkonomien efter genindførslen af kapitalismen i 1990 ført til en enorm ødelæggelse af produktivkræfter og det sociale velfærdssystem. Det har skabt katastrofeområder i mange regioner med arbejdsløshed på den forkerte side af 20% og massiv udvandring på næsten to millioner, af især yngre, faglærte og højt uddannede arbejdere til vesten. Dem, der er blevet tilbage, betragtes som en slags tabere af kapitalisterne.

Kløften mellem øst og vest vokser. I 1990 lovede Kohl at skabe “blomstrende landskaber” på grundlag af kapitalismen, senest i 1994. Men allerede i 1994, og i endnu højere grad i 1998, tabte Kohls koalition sit flertal østpå, og han blev massivt overhalet af SPD og PDS’s samlede stemmer. Dette sving lagde grunden for Schröders sejr i 1998, hvor han lovede at give topprioritet til genopbygningen af Østtyskland. Nu føler mange østtyskere, at de står alene med deres problemer.

Politiske ændringer i øst

I Sachsen-Anhalt i øst udgjorde valget til delstatsparlamentet (Landdagen) i april 2002 en slags generalprøve og en advarsel op til valget til Forbundsdagen til september. Her havde SPD regeret i 8 år baseret på støtte fra PDS, men den høje arbejdsløshed overskyggede valgkampen. På grundlag af meget lav valgdeltagelse faldt SPD’s opbakning fra 36% til 20%, og en koalition mellem CDU og FDP fik magten. I kampagnen lovede SPD, at hvis bare man var lidt tålmodig, ville der komme et økonomisk opsving og løse alle problemerne. Men arbejderne mærker hver dag, at tingene ikke bliver bedre, og at dem, der ikke allerede har mistet deres arbejde, får værre og værre arbejdsforhold hele tiden.

Strejkebevægelsen begynder

Imod alle odds har arbejderne i de sidste par måneder spillet med musklerne og er gået i strejke. Der har i de sidste måneders tid været en række af strejker under ledelse af tre af de største fagforeninger: IG Metall, ver.di (service, offentlig sektor, transport) og IG BAU (byggeri) – det var som en del af overenskomstforhandlingerne. Disse strejker viste, at arbejderne er begyndt at røre på sig på en mere aggressiv måde. Efter år med moderate lønstigninger og faldende reallønninger og levestandard, har arbejderne sagt “nu er det nok!”

Historien og erfaringen (ikke bare i Tyskland, men også på internationalt plan) viser, at løntilbageholdenhed ikke skaber nye jobs eller fjerner arbejdsløsheden. Selvom de store firmaers profit steg med 85% mellem 1993 og 2000, faldt reallønnen med 6,5%, og arbejdsløshedsproblemet blev ikke løst, men blev tværtimod forværret mange steder som f.eks. i det tidligere Østtyskland.

Strejkerne har fundet sted på trods af, at topledelsen i fagforeningerne og regeringen har opfordret til tilbageholdenhed og generelt har gjort alt for at lægge låg på. Den første store strejke blev startet af IG Metall. Den blev fulgt af strejker inden for byggeriet, trykkerne, emballageproduktion, post og telekom, bankansatte i Frankfurts finansdistrikt, og selv avisredaktørerne har strejket i solidaritet med det tekniske personale. I de sidste par dage har der været strejke blandt de offentligt ansatte buschauffører i Hessen.

I den sidste periode har mange fagforeninger tabt medlemmer pga. fagforeningsbureaukraternes højredrejede politik. Men det har ikke forhindret mange arbejdere i at melde sig ind under de seneste strejker. Hvad der er vigtigt, er at mange uorganiserede også var med i strejkerne, og mange af dem, der var med i demonstrationerne, var unge, som var med for første gang. I fremtiden, på baggrund af en verdenskrise, vil bureaukratiet komme under hårdt pres for at gøre mere for de almindelige medlemmer.

Der er også ved at ske en mobilisering blandt de studerende. I Nord Rhein-Westphalen, som er Tysklands industricentrum, har der været masseprotester blandt studerende imod de undervisningsafgifter, som lederen af delstatsregeringen, Wolfgang Clement (der er højre-socialdemokrat), har foreslået. Det førte til, at Clement måtte trække sine planer tilbage.

“Der er brug for flere ofre!”

De nylige overenskomstforhandlinger var ikke ren rutine, som det har været de sidste par år. På baggrund af den økonomiske tilbagegang er arbejdsgiverne blevet mere modige mht. at kræve nedskæringer. Bankerne planlægger f.eks. at reducere deres ansattes lønninger med en tredjedel! Derudover opmuntres ansatte til at forøge deres løn via individuelle anstrengelser, f.eks. hvor ens løn kommer til at afhænge af antallet af kontrakter, man kan indgå med kunderne. Men sådan noget er farligt at gå ind i, især midt i en økonomisk nedgang, hvor der vil blive solgt færre kontrakter.

Sådan en situation er helt ny for bankarbejdere, som altid havde troet, at deres jobs var sikre og garanterede en god løn og gode forhold. Da denne illusion blev smadret, marcherede tusinder af bankarbejdere gennem Frankfurt og protesterede foran byens skyskrabere, der skulle være symboler på rigdom og fremgang.

Hvad er så de gode nyheder?

Desværre er der ikke så mange. De fald på aktiemarkederne, som vi har set for nylig, har vist, at investering i aktier, som ofte blev set som en “let måde” at akkumulere rigdom på, er en illusion, og at de individuelle muligheder for fremgang under kapitalismen er ved at forsvinde. Hver dag er der nye rapporter om konkurser og massiv ødelæggelse af arbejdspladser.

Kan Stoiber vinde?

Så hvorfor er en sejr for de reaktionære kristdemokrater under ledelse af den bayriske ministerpræsident Stoiber så et sandsynligt perspektiv nu? Hvorfor kan arbejdernes og de studerendes bevægelser ikke forhindre, at uret skrues tilbage den 22. september?

Sandheden er, at Stoiber ikke har nogen særlig entusiastisk opbakning. Men manglende valgdeltagelse fra skuffede og desillusionerede SPD-vælgeres side kan afgøre tingene. Samtidig gør Stoiber alt, hvad han kan, for at pudse sit image af: Han undgår klare løfter og fremstiller sig som en politisk leder, der vil tage almindelige arbejdende menneskers problemer op og undgå nedskæringer på velfærden. Nogle kommentatorer har endda sagt, at Stoiber prøver at fremstille sig selv som mere socialdemokratisk end Schröder selv.

Stoibers reaktionære politiske mentor Strauss, der stillede op som kansler i 1980, erklærede, at han var den “tyske Thatcher”, og han tabte valget – i modsætning til dette prøver Stoiber at undgå alle udtalelser eller hentydninger, der ville kunne skabe polarisering og mobilisere hans modstandere på venstrefløjen og i arbejderklassen. En anden bayrisk kristdemokrat ved navn Glos gik endda så langt som at sige, at hans parti var det “ægte arbejderparti” her i landet.

SPD-ledelsen

Den massive bevægelse i arbejderklassen i 1996-97 kom politisk til udtryk i det skift, der skete ved valget i 1998, som førte SPD til magten. Men i de sidste par måneder har SPD-ledelsen ikke gjort noget for at bruge den mobiliserede arbejderklasse i det kommende valg. Tværtimod gjorde SPD-lederne og valgkampagnestrategerne alt, hvad de kunne, for at presse de faglige ledere til at stoppe strejkerne. Topfolkene i partihovedkvarteret og kampagneorganisatørerne gik endda så vidt som at beskylde fagforeningerne for et eventuelt valgnederlag. Der er et lag af ny-liberale yuppie-elementer i partiapparatet, som er meget langt væk fra arbejderklassens virkelighed.

Selvfølgelig er arbejdsløshed, krise og aktiekrak ikke Schröders fejl, men noget der skyldes det kapitalistiske system. Men det var Schröder, der i sit forsøg på at indføre “blairismen” i SPD i gennem fire år har fremmet illusionen om, at han kunne drive kapitalismen bedre og mere “progressivt” og “dygtigt” end Kohl, Stoiber og co. Så i stedet for at gennemføre ting som kortere arbejdstid og en mindsteløn er SPD-ledelsen blevet overrasket af den nuværende krise, og de er ude af stand til at forklare, hvad der sker, eller til at give et alternativ.

Valgt af arbejderne, men…

Schröder har gjort sit yderste for at behage kapitalisterne via utallige indrømmelser, især hans skattereform. På trods af krav fra de almindelige medlemmer og fagforeningerne nægtede han at genindføre ejendomsskatten (som blev afskaffet under Kohl), samtidig med at han reducerede virksomhedsskattten. Schröder og hans finansminister Eichel havde en illusion om, at skattelettelser for kapitalisterne og de rige ville fremme et langvarigt opsving og føre til øgede indtægter for staten, som kunne finansiere velfærd og sunde budgetter.

Eichel (der som tidligere venstreorienteret må have hørt om Marx engang i 70’erne) sagde endda i starten af 2002, at “ingen på denne planet kunne have forudset denne krise”. Som deres kolleger i andre lande opdager Schröder og Eichel nu, at kapitalisterne gladelig accepterer deres tjenesteydelser og påskønner Schröders intentioner – men alligevel foretrækker de en Stoiber-regering!

Krise for statens indtægter

Nye rapporter tyder på, at mange af de store monopoler ikke skal betale virksomhedsskat til staten, men rent faktisk er i en position, hvor de lovligt kan få store skattetilbagebetalinger! Denne krise for de offentlige indtægter rammer især lokaladministrationen, som vil få store problemer, ligegyldigt hvad resultatet af valget bliver.

Katastrofens virkelige omfang vil ikke blive afsløret for offentligheden før efter valget. For øjeblikket skjules det af partibureaukratiet (på begge sider), mens bureaukraterne fra de forskellige lokalregeringer prøver at overbevise ledelsen om, at de skal hjælpe med at rydde op i rodet.

Fra den ene krise til den anden

I 1999 og 2000 var den politiske elite beruset af det, der tilsyneladende var én lang succeshistorie med evigt stigende aktiepriser, og de opfordrede folk til at købe aktier i telekom og andre steder, mens de fremmede illusionen om en folkelig aktiekultur. Men da de drastiske fald i Deutsche Telekom gjorde de mere end 3 millioner aktieejere i firmaet urolige, kom regeringen, som stadig ejer 43% af Deutsche Telekom, under pres for at gøre noget, og de opfordrede til, at Ron Sommer gik af som direktør. Men at de har droppet Sommer (der selvfølgelig har fået en stor kompensation i form af millioner af euro), som ellers blev ført frem af Schröder og co. som en stor helt, vil ikke løse den overkapacitetskrise, som der er i telekommunikationssektoren, og som klart er et verdensomspændende problem.

På baggrund af den alvorlige krise i økonomien og de store tab af værdier er det ekstremt ansvarsløst, at de socialdemokratiske ledere har startet privatiseringer af pensionssystemet. Det er et højst uheldigt paradoks: I USA er millioner af ældre arbejdere, der skal til at gå på pension, bange for at miste alt og blive kastet ud i fattigdom som følge af nedtur og konkurser. I Tyskland er de første rapporter om truende krise i forsikringsselskaber dukket op i medierne – men alligevel praler ledende socialdemokrater af, at de vil indføre private pensionsordninger!

Nogen forskel?

Det er klart at Stoiber og co. prøver at spille det racistiske kort på dygtig vis, men højrefløjssocialdemokrater som indenrigsminister Schily kommer selv igen og igen med racistiske udtalelser, og på den måde giver de højrefløjens lov og orden-kampagne gode kort på hånden.

Det er ikke overraskende, at mange siger: “De ‘røde’ og de ‘grønne’ har lovet at gøre det bedre end Kohl, men tingene bliver ikke bedre, så det betyder ikke så meget, hvem der sidder i regeringen. De er alligevel alle sammen ens…”

Men der er stadig forskelle på en Schröder- og en Stoiber-regering. Den nuværende koalition har trods alt genindført vigtige fremskridt som sygeløn og beskyttelse mod fyringer osv., som var blevet afskaffet under Kohl. Der er blevet lavet nogle mindre forbedringer for tillidsmænds rettigheder og nogle meget små fremskridt inden for demokratiske rettigheder, som ikke ville være kommet under kristdemokraterne. Så der er stadig grund til at sige “Stop Stoiber!”

Men Schröders politik har skubbet mange arbejdere og almindelige partimedlemmer væk. Under denne regering har Tyskland for første gang siden anden verdenskrig været aktivt involveret i aggressiv krigsførsel (Jugoslavien og Afghanistan). Det var et chok for mange, der har været medlemmer af partiet længe, og en del har forladt partiet i protest. Den såkaldte “krig mod terror” blev brugt som en undskyldning for at indføre “lov og orden”-lovgivning, dvs. til at fjerne demokratiske rettigheder.

Kløften mellem rige og fattige i samfundet er vokset under Schröder-regeringen. Privatiseringsprocessen – til skade for arbejderne – blev påbegyndt under Kohl, men er fortsat med høj fart (postkontorer, telekom, jernbaner osv.), og der er lavet adskillige nedskæringer på velfærden – især mod arbejdsløse og de svagere dele af samfundet.

Korruptionsskandaler

En anden ting, der underminerer den entusiasme blandt SPD-medlemmerne, som ville være absolut nødvendig for at mobilisere til valgkampen, er de skandaler og afsløringer af korruption og tvivlsomme aftaler, som ledende socialdemokratiske politikere har været involveret i på det sidste. I industriområdet Nord Rhein-Westphalen (der har et højere befolkningstal end hele Østtyskland) anklages lokalrådspolitikere for korruption af den offentlige anklager.

I Køln er det lokale SPD blevet rystet af korruptionssager i forbindelse med privatisering af affaldsindsamling – sager med vidtrækkende konsekvenser, som involverede ledende lokale partirepræsentanter. Så det er ikke udelukket, at lav stemmedeltagelse i Nord Rhein-Westphalen alene vil være nok til at sikre Stoiber en (relativ) sejr.

Udsigten for andre partier

De Grønne, som blev startet for omkring 25 år siden som et slags venstreorienteret alternativ, har vist sig at være et liberalt parti – især når det gælder vigtige klassespørgsmål, og det på en endnu mere højreorienteret måde end de fleste socialdemokratiske parlamentsmedlemmer. Deres støtte til krigsførslen har frastødt mange af deres tidligere støtter, som havde illusioner til deres “pacifisme”.

PDS (med rødder i det tidligere østtyske kommunistparti) håber at få stemmer fra skuffede Grønne og SPD-vælgere. Det anses stadig af mange for at være et venstrealternativ. Men i øst har de mange vigtige positioner i statsapparatet (ministre i to østlige forbundsstater, mange borgmestre osv.), og derfor står de også over for konflikter og skuffelse blandt medlemmerne, og de kan risikere at komme i samme situation som kommunistpartierne i Frankrig, Spanien og Portugal.

3 af PDS’s parlamentsmedlemmer havde et banner med i Forbundsdagen, da den amerikanske præsident Bush talte der den 23. maj, hvor der stod “Stop jeres krige, Bush og Schröder”. Efterfølgende undskyldte PDS-lederne denne “beklagelige hændelse” over for Bush og prøvede at distancere sig fra de tre partimedlemmer!

Hård krise forude

Hvad end resultatet af valget bliver, står Tyskland over for en ny periode med krise, uro og pludselige forandringer. En Stoiber-regering vil uden tvivl gennemføre hårde indgreb imod arbejderklassen (som det allerede er blevet foreslået af arbejdsgiverforeningen og højreorienterede professorer og journalister), og inden længe vil de fremprovokere modstand. Hvis Schröder på trods af sine idiotiske angreb på eget bagland bliver ved magten, vil der også snart opstå en kritisk stemning i parti og fagforeninger. Schröders “tredje vej”-politik har vist sig at være en blindgyde.

De økonomiske og sociale rystelser vil yderligere svække den kapitalistiske ideologi og skabe god grobund for anti-kapitalistisk kritik og marxistiske idéer. Allerede før krisen sætter ind for alvor, er der uro i fagforeningerne og ungdommen. På et tidspunkt i de kommende år vil dette også blive afspejlet inde i SPD (og også i PDS i øst), men det vil være lettere at påvirke dem, hvis de er i regering efter september.

Men SPD må gøre mere for at få opbakningen tilbage fra dem, der stemte på dem for 4 år siden. Kun på grundlag af en politik til gavn for arbejderklassen kan der findes en løsning på den krise, kapitalismen og det “frie marked” har skabt. Derfor kræver vi:

– Massive lønstigninger og en garanteret mindsteløn for alle!
– Fagforeningerne må slås for at forsvare arbejdspladser og velfærd!
– Ikke mere “tredje vej”-politik i SPD – for en politik, der gavner SPD’s støtter i stedet for at angribe dem!
– Nej til privatiseringer – gennationaliser de privatiserede områder uden kompensation til de rige kapitalister!
– Stop arbejdsgivernes ødelæggelse af arbejdspladser – nationaliser firmaer, der trues af fyringer og lukning.
– For en socialistisk produktionsplan baseret på offentlig overtagelse af de vigtigste dele af økonomien under arbejdernes egen demokratiske ledelse og kontrol!