Regeringskrisen og nyvalget repræsenterer et vendepunkt. Illusionen om det fredelige, stabile land, hvor alle enes, har fået et alvorligt slag. Den politiske ustabilitet, som vi ser i hele verden i kølvandet på den økonomiske krise, er nu også tydelig i Sverige. Dette er begyndelsen på en dyb krise i det borgerlige demokrati og det kapitalistiske system.

Kapitalismens krise og splittelsen i toppen

Den 3. december stemte Sverigedemokraterna (SD) på Alliansens (alliance mellem fire centrum-højre partier, red.) budgetforslag og dermed faldt mindretalsregerings budget. Stefan Löfven sagde kort efter, at han ville udskrive nyvalg. Hvad der fulgte – og som vi har set hele efteråret – er mudderkastning som snarere ligner amerikansk eller sydeuropæisk politik end svensk, som vi er vant til at se det.

Alliansen beskylder Socialdemokraterne for ikke at ville “tage ansvar” og arbejde sammen. Det vil sige, at Löfven ikke har været villig til at føre en tilstrækkelig ren borgerlig politik til at borgerskabet kunne støtte det. Socialdemokraterne med Miljøpartiet og Venstrepartiet som hylekor har til gengæld beskyldt alliancen for ikke at ville tage ansvar ved at nægte at samarbejde, hvilket giver SD mulighed for at vælte budgettet og dermed regeringen.

Denne type splittelse i toppen er naturlig, når borgerskabet og dets repræsentanter ikke er i stand til at løse krisen. Det fører til alvorlige konflikter om vejen frem. Ligesom borgerskabet i andre lande, har det svenske borgerskab, på grund af det svindende verdensmarked, fundet at det er nødvendigt at presse arbejderklassen yderligere. Den har brug for en regering, der repræsenterer sine interesser, uden den mindste indrømmelse til arbejderklassen.

Socialdemokraterne og Miljøpartiet havde ikke dannet en sådan regering. Deres budget gav ganske vist meget få reformer og bibeholdt de fleste af de kontrareformer højre-regeringen indførte. Men det var stadig ikke nok i borgerskabet øjne. Økonomien vokser stadig, men kun meget langsomt, men den lave inflation og Rigsbankens rentenedsættelse til 0 procent, viser, at dens fremtidsudsigter er meget dystre.

Löfven er ikke personligt i mod at føre højre-politik, men han føler et pres og forventninger fra partiets græsrødder og vælgere – fra arbejderklassen. Den situation som nu er skabt, er en måde for borgerskabet at gå imod dette uorganiserede pres nedefra vha. et hårdt pres fra højrefløjen og dermed sætte en stopper for alle forslag der bare lugter af venstrefløjspolitik.

Hvis Socialdemokraterne og Miljöpartiet havde kunnet danne en stabil flertalsregering, uden indrømmelser til Venstrepartiet, havde de borgerlige måske stillet sig tilfreds. Men Löfvens regering var svag og efter otte års højreorienteret politik, blev han tvunget til at love i det mindste nogle millimeter i en anden retning. Og disse millimeter var det, der gjorde det der umuliggjorde støtte fra de mindre alliancepartier, som Löfven ellers havde håbet.

Krisen i det borgerlige demokrati

Et nyvalg ser ud til at blive afholdt den 22. marts. Men i modsætning til, hvad partierne og borgerskabet håber, kommer et nyvalg ikke til at ændrer noget grundlæggende. Det er usandsynligt, at nogen af blokkene får flertal. Derfor diskuterer man nu tekniske foranstaltninger til at sikre, at en regering skal kunne styre uden flertal i parlamentet. At Venstrepartiet ikke strengt har fordømt dette er en skandale. Mens man græder floder over “krisen i demokratiet”, så giver man passiv støtte til at indskrænke det.

Demokratiet under kapitalismen er i virkeligheden først og fremmest en måde at narre masserne, at have mulighed for at påvirke dem. I realiteten bestemmes den førte politik af bankerne og de store virksomheders interesser og en regering, der ikke følger deres ønsker vil blive mødt af angreb fra borgerskabet.

På trods af dette, må vi forsvare de demokratiske rettigheder og friheder, som vi har vundet, fordi vi kan bruge dem i vores kamp. Men partilederne i arbejderpartierne gøre det modsatte. De klager over krisen i demokrati, men tager ikke klar afstand fra de faktiske begrænsninger af det. Spørgsmålet er, om det er arbejderklassens rettigheder eller det kapitalistiske system stabilitet, de bekymrer sig om?

De fleste svenske arbejdere har helt sikkert haft og har stadig store illusioner til kapitalismen og det borgerlige demokrati. Men en generel følelse af, at politikerne ikke forstår den virkelige verden og kun bekymrer sig om deres egne positioner, penge og meningsmålinger, bliver mere og mere almindelig. At masserne mister tilliden til “etablissementet”, dvs. det borgerlige demokrati og dets repræsentanter, er et nødvendigt skridt i kampen for socialisme. For at en revolution bliver mulig, må arbejderklassen miste de illusioner, de har til det kapitalistiske system, herunder parlamentarismen.

At Socialdemokraterne, fagforeninger og venstrefløjen tuder over den mistede tillid til politikerne, viser deres manglende forståelse for masserne situation. Arbejderklassens situation bliver værre og værre, mens det stadig oftere kommer frem, at de forskellige embedsmænd og ministerier holder dyre fester for skatteydernes penge. Politikernes spil og intriger opleves frastødende.

At denne politikerforagt ikke er slået over i øget støtte til venstrefløjen og arbejderbevægelsen er udelukkende fordi de ikke udgør et klart alternativ. De ses som en del af det rådne politiske etablissement. Og jo mere de klager over den manglende ansvarlighed fra de borgerlige, og jo mere de udtrykker deres sorg over krisen i det borgerlige demokrati, jo mere vil de også ses som en del af det og miste opbakning.

Socialdemokraterne har i hele valgkampen og efteråret forsøgt at søge samarbejde mod højre. Venstrepartiet har samtidig kun i enkelte tilfælde forsøgt at holde sig uafhængige af Socialdemokraterne og Miljøpartiet, og som regel har det kun været et resultat af disses afvisning af dem. Men så snart de er blevet tvunget til at lukke Venstrepartiet ind i varmen og støtte sig til dem, har Venstrepartiet villigt stillet op.

Hvis Venstrepartiet havde holdt sig til at give kritisk støtte til de enkelte progressive reformer ville det have været godt. Men de burde samtidig også tage afstand fra regeringen og dens politik i øvrigt, og understrege at budgettet er utilstrækkeligt. I stedet har de gjort det modsatte, og roste budgettet som et skridt til venstre, der ville gøre en reel forskel. Trods Sjöstedts ord om, at man ikke ville være en “støtteparti”, fremstod man mere og mere som en aktivt støttende partner til en regering, som klart viste, at den ønskede at følge en højreorienteret politik. Derfor kommer den manglende tillid til det borgerlige demokrat, primært til udtryk gennem øget støtte til Sverigedemokraterna, som synes at være det eneste parti i parlamentet, der ikke er en del af “etablissementet”.

Er Sverigedemokraterna neo-fascister?

Tidligere var Socialdemokraternas linje, på den ene side at tage afstand fra Sverigedemokraterna som parti, men på den anden side, at understrege, at deres vælgere ikke er ansvarlige for dets politik, og at de, der stemmer på dem er ikke racister, men er ulykkelige og bekymrede for fremtiden. Problemet med denne linje er bare, at de ikke tilbyder noget alternativ, og samtidig ville samarbejde med højrefløjen for at “isolere” Sverigedemokraterna, dvs. fortsætte med den klassesamarbejdspolitik, der gjorde SD i stand til at vokse.

Nu ser det ud til at man går væk fra denne linje for i stedet at angribe Sverigedemokraterna hårdere som et neo-fascistisk parti. Efterfølgende har debatten raset i medierne mellem højrefløjen, som forsvarer Sverigedemokraterna og venstrefløjen, der applauderer Socialdemokraterne og citerer forskellige akademikere som “bevis” for, at Sverigedemokraterna er fascister.

Sverigedemokraterna har en baggrund i nazistiske organisationer, og det har uden tvivl efterladt en arv i form af ideer og individuelle medlemmer, som fortsat ser sig selv som nazister. Men et parti kan ændre sig. Kommunistpartiet i Italien gik eksempelvis sammen med det kristendemokratiske parti og dannede et borgerligt parti, Det Demokratiske Parti. Det betød, at de kvalitativt har forandret sig fra et arbejderparti til et borgerligt parti.

Sverigedemokraterna har lavet store udrensninger og arbejdet hårdt for at forlade nazismen og blive et konservativ, racistisk, højreorienteret parti. Det betyder ikke, at der ikke er rester tilbage, men rester kan ikke definere, hvilken slags parti de er.

Fascismen kan ikke defineres primært på grundlag af ideologi, fordi fascismens ideologi tilpasses efter hvordan fascisterne kan vinde opbakning. Men den har den grundlæggende funktion, med vold at true, skræmme og på visse tidspunkter i historien, drukne arbejderbevægelsen og arbejderklassens kamp i blod. De bruges af borgerskabet som et supplement til statens politi og militæret, til at holde arbejderklassen nede og bekæmpe dens organisationer med vold.

Men hver gang nogen på venstrefløjen kommer til netop det centrale spørgsmål, Sverigedemokraterna og vold, kan de kun henvise til enten individuelle medlemmer (af hvilke mange af netop samme grund er ekskluderet), eller til online trusler og deres forbindelser til andre reelt fascistiske organisationer, som Svenskarnas Parti og SMR. Men trusler på nettet er ikke noget kun fascister laver, og selv om det er ubehageligt, så det er næppe det samme som knivangreb.

Forfatteren Henrik Arnstad, som forskede i nyfascismens ideologi og historie, udtrykte det i Sydsvenskan som at “SD har udliciteret volden”. Men hvis Sverigedemokraterna overlader volden til andre, og hvis de enkelte medlemmer skal gå til andre organisationer for at udøve den slags vold, er det netop fordi SD er ikke en fascistisk organisation længere. De behøver ikke udfylde denne funktion. Deres funktion er at splitte arbejderklassen langs sekundære skillelinjer, altså – de er racister. Både racisme og fascisme er resultatet af og en naturlig del af kapitalismen, et våben i hænderne på borgerskabet, men de er ikke en og samme sag.

For revolutionær antiracisme

Men det er ikke af taktiske grunde, at vi ikke kalder Sverigedemokraterna fascister. Det er fordi vi har brug for at have en korrekt forståelse af hvilken periode vi gennemgår, og magtbalancen i samfundet. Hvis du ser Sverigedemokraterna som fascister, betyder det at der er en relativ høj støtte til fascismen. Men det er ikke sandt. De virkelige fascistiske organisationer er ikke andet end sekter. Hvis ikke man ser at støtten til fascismen er svag, betyder det, at man får et falsk billede af virkeligheden.

Hvis venstrefløjen og dele af venstrefløjen kun begik fejlen at kalde Sverigedemokraterna fascister og ellers havde handlet korrekt, så ville det være en mindre alvorlig fejltagelse. Men som man agerer nu, hvor man støtter Socialdemokraternes højreorienterede politik og samtidig appellere til højrefløjen om “anti-racisme”, så gør man Sverigedemokraterna til det eneste alternativ i manges øjne.

Problemet er nemlig netop kapitalismen og manglen på alternativer fra arbejderpartierne, som i stigende grad er åbne for samarbejde mod højre. Derfor bør skylden for at denne situation er opstået, placeres på lederne af arbejderpartierne

Vänsterpartiet er det eneste parti, der lige nu har mulighed for at stoppe tendensen til at arbejdere stemmer på SD. Man må holde fast på anti-racismen, men udvikle det fra udelukkende skarpe ordvekslinger til mere aktiv deltagelse i protesterne mod racisme, som finder sted: vend ryggen til SD-manifestationer, protestér mod REVA, og så videre. Det kan ikke overlades til de enkelte medlemmer af Vänsterpartiet og Ung Vänster-medlemmer at deltage på eget initiativ.

Fokus må samtidig hele tiden vrides bort fra den falske debat om “indvandrere” og “svenskere” og begynde at handle om klasse. Uanset hvor vi kommer fra har vi arbejdere fælles interesser, netop fordi vi tilhører arbejderklassen. SD er ét højreorienteret parti, blandt flere andre, og Vänsterpartiet er nødt til at afsløre deres arbejderfjendtlige og anti-faglige politik. Man er nødt til at vise, at man selv er det eneste alternativ i svensk politik. Dette kan kun ske, hvis man bryder samarbejdet med Socialdemokraterna og Miljöpartiet og fører en revolutionær socialistisk politik.

Ifølge de nuværende prognoser ser Alliansen ud til at kunne genvinde magten, men så er de nødt til at regere med Sverigedemokraternas aktive støtte. Det er bestemt ikke noget nyt. Under den sidste valgperiode regerede alliance via mindretal og for det meste baseret på Sverigedemokraternas støtte. Men hvis de kommer til magten nu vil de blive tvunget til mere åbent at stole på Sverigedemokraterna. Rundt om i landet er moderater allerede gået i forvejen og startet et åbent samarbejde med dem. De kræver nu at partiledelsen tager skridt i samme retning og “diskuterer indvandring”, dvs. at de vil nærmere sig Sverigedemokraternas mere ekstreme racisme.

Hvis Sverigedemokraterna åbent støtter en højre-regering vil de ikke kunne præsentere sig som om de er “mod etablissementet”, eller som et midterparti, der bekymrer sig om ”folkhemmet”. De vil afsløre sig som et borgerligt parti. At de stemte for højrefløjens budget er et skridt i denne retning. At afsløre sig som et højreorienteret parti vil give bagslag, ligesom det gjorde for Fremskridtspartiet i Norge, som sidder i en borgerlig regering, der gennemfører nedskæringer og angreb på arbejderklassen. De fik 16 procent i valget, men er nu faldet til 10 procent i meningsmålingerne.

Socialdemokrater og Vänsterpartiets medlemmer kan klage over manglen på konsekvent anti-racisme fra højrefløjens side alt hvad de vil. Det betyder ikke noget. At være et højreorienteret parti udelukker en reel antiracisme, eftersom man forsvarer kapitalismen – det system, der giver anledning til racisme. Alliancen har fremført en klart racistisk politik i løbet af de seneste otte år, for eksempel gennem REVA [et effektiviseringsprojekt for immigrationsmyndighederne, red.]. De må nu nærme sig Sverigedemokraterna yderligere for at kunne regere – selv om de er nødt til at spille modvillige til at gøre det – og det uanset hvad arbejderbevægelsen måtte tænke herom.

Nyvalg

At regeringen udskrev ekstravalg var det eneste rigtige at gøre. At blive siddende og administrere højrefløjens budget eller konstruere en ny regering havde kun betydet endnu mere højreorienteret politik – udført af Socialdemokraterna. Men en valgkamp, som føres til forsvar for den førte politik, til forsvar for det beskårne budget, med den samme politik vil kun føre til den samme situation, eller at man mister magten til de konservative og vælgerne til SD. Vänsterpartiet hævder, at vi nu står over for et meget ideologisk valg, med en klar højre- og venstrefløj. Flamman (socialistisk avis der er mere eller mindre knyttet til Vänsterpartiet, red.) skriver:

“Nu går vi i stedet ind i et meget ideologisk valg. På den ene side er der et rimeligt progressivt budget på S + MP (Miljöpartiet, red.), støttet af V (Vänsterpartiet, red.). Skattelettelser for pensionister, større bemanding i velfærdssektoren, forhøjet a-kasse, en ende på slagtningen af sygesikringen og satsninger på enlige forældre, er allerede blevet forhandlet og fremlagt. På den anden side står fem højreorienterede partier, og tilbyder mere af den politik vi allerede har set i otte år. “

Flere fra Vänsterpartiet taler om behovet for at være det klare “venstrealternativ”. Men at køre en valgkamp på forsvaret for et “rimeligt progressivt budget” udelukker netop dette. Som vi skrev om tidligere, var der ikke et venstreorienteret budget, men et højreorienteret budget med nogle indrømmelser til venstre. Hvis Vänsterpartiets valgkampagne skal handle om at forsvare det, betyder det at man forsvarer Socialdemokraterna og Miljöpartiet og sættes i bås deres højreorienterede politik.

Vänsterpartiet skal i stedet tage afstand fra regeringen og deres budget og fastholde en konsekvent revolutionær socialistisk politik. Man skal nå ud til alle de radikaliserede unge og arbejdere, ved at tale om deres virkelighed og forklare, at kun en kamp for socialisme, kan lede os væk fra de konstante angreb på vores levevilkår. Man er nødt til at tale om mere end gevinsterne i velfærdssamfundet. Man er nødt til at tale om overskuddet i virksomhederne, om korruption og bureaukratiet indenfor staten. Man er nødt til at tale om den reelle situation for arbejderklassen: om vikarbureauer og usikre job, om stress som nedslider vores rygge og dødsulykker i industrien. Man er nødt til at tale om klassesamfundet og dets undertrykkelse. Man skal være en tydelig del af enhver kamp mod disse rædsler. Man må blive et ægte socialistisk parti.

Krise og revolution

Det seneste års begivenheder – de fascistiske angreb og massedemonstrationerne som fulgte efter, kampen mod Sverigedemokraterna og racismen, Öresundstågs strejken – alt den har indledt en ny fase i Sverige. Processen er stadig i sin vorden, men uden tvivl forberedes store begivenheder. Jo mere situationen udvikler sig, desto større polarisering, både til højre og venstre.

Vi står over for et vendepunkt. Den svenske kapitalisme er begyndt at knage. Det land, der engang var verdens socialdemokratiske højborg, viser sig nu ikke at kunne have en socialdemokratisk regering i mere end et par måneder. Betyder det at vi ser en højre-bølge? Betyder det at højrefløjen er stærk? Overhovedet ikke. Højrefløjen er stadig svag. En meningsmåling viser eksempelvis, at 43 procent betragtede sig selv som værende på venstrefløjen og 36 procent på højrefløjen. Sidste gang så mange anså sig som værende på venstrefløjen ved et valg, var i 2002, som var i en periode med radikalisering og i 1994, efter utilfredshed med højrefløjsregerings angreb under krisen i 1990’erne.

Men selv ikke dette viser den reelle magtbalance. Mange som er blevet radikaliseret det forløbne år vil ikke nødvendigvis kalde sig “venstreorienteret”. For dem der kun ser overfladen og den parlamentariske situation ligner det, at radikaliseringen er dødet ud, og at vi står over for en drejning mod højre. Men det er kun fordi der ingen partier er tilbage i parlamentet, der kan kanalisere radikalisering, og dermed ser vi kun den voksende sociale polarisering til højre.

Hvis en højreorienteret regering kommer til magten med Sverigedemokraternas støtte vil det blive den mest forhadte regering i Sverige i nyere tid. Kampe vil blusse op. Men som vi har set i andre lande vil kampen ikke føre nogen vegne uden en revolutionær ledelse. Hvor er denne ledelse i Sverige? Det burde være Vänsterpartiets opgave. I stedet for at jagte små indrømmelser gennem forskellige intriger og gode tilbud bag kulisserne i parlamentet, skal partiet være arbejderklassen og ungdommens stemme i parlamentet, på gaden, i skoler og på arbejdspladser. Vänsterpartiets ledelse har enorme illusioner til muligheden for at bringe os tilbage til en periode med velfærdskapitalisme – en kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Vi må bryde med denne utopiske idé om en “bedre” slags kapitalisme og se virkeligheden som den er. Dette system har intet at tilbyde.

En rigtig velfærd kan kun opnås gennem afskaffelse af kapitalismen. Vi er i øjeblikket i den mest alvorlige krise i det kapitalistiske system nogensinde på globalt plan. Revolutioner og masseprotester er brudt ud i land efter land. Arbejderbevægelsen klamrer sig stadig hårdere til kapitalismen. Venstrefløjen må ikke gøre det samme. Det vi ser udfolde sig for vor øjne er en krise i svensk kapitalisme og man kan allerede fornemme duften af en kommende revolution.

Denne artikel blev bragt på Avanti (marxist.se) den 12. december 2014.