Over hele verden fyldes gader og stræder af plakater og klistermærker på alverdens sprog med teksten “Er du kommunist – så organiser dig!”. Også herhjemme skal man ikke bevæge sig langt omkring i København, Århus eller andre større byer, før man støder på opfordringen.

Det er ikke tilfældigt, at den Internationale Marxistiske Tendens, som Revolutionære Socialister er en del af, lancerer denne kampagne netop nu. Verden over indser unge, at kapitalismen har spillet fallit og at det ikke er muligt at reformere systemet. En nylig undersøgelse viser at 30% af unge mellem 18 og 34 år i Storbritannien mener at “kommunisme er det ideelle økonomiske system”. I USA er tallet 20% – altså millioner af mennesker. Vi har ikke tilsvarende undersøgelser for Danmark, men vi oplever at tendensen er den samme herhjemme.

Radikaliseringen er ikke et resultat af kommunistisk propaganda, men af kapitalismen selv. Unge har ikke oplevet andet end et kapitalistisk system, der humper fra krise til krise. Nedskæringer, klimakatastrofer, inflation og krig er blevet hverdag. De yngre generationer har ikke længere tiltro til, at kapitalismen kan tilbyde en fremtid – og de har ret!

Ingen tillid til systemet

Verdensøkonomien er aldrig rigtig kommet sig ovenpå krisen i 2008. Kapitalistklassen og alverdens regeringer har i forsøget på at genskabe økonomisk stabilitet, gennem nedsabling af offentlige budgetter, sænkning af renten og ved at pumpe stimulipakker ud i økonomien, undermineret den sociale og politiske stabilitet, såvel som reproduceret de enorme modsætninger i økonomien der førte til økonomisk kollaps i det hele taget, tilbage i 2008.

Over hele verden er tilliden til de etablerede politiske institutioner smuldrer. Den gamle politiske midte forsvinder og andelen af folk, der helt undlader at stemme, vokser år for år. I Italien var der for eksempel i 1970’erne, på bagkanten af efterkrigstidens enorme økonomiske vækst, en valgdeltagelse på omkring 90%. Ved sidste valg var den nede på omkring 60%. Den reelle base i befolkningen for de regeringer der dannes svinder altså ind, og vi ser at et parti som Italiens Brødre kan vinde valget med opbakning fra bare 16% af vælgerne. Det samme ser vi i Frankrig, hvor kun omkring 20% af vælgerne stemte på Macron i første valgrunde. Det er udtryk for en dybtfølt og berettiget mistro til hele det politiske system.

Men mistilliden til det politiske system betyder ikke passivitet. I foråret så vi hvordan den franske arbejderklasse afviste Macrons reaktionære og diktatoriske pensionsreform, og gjorde deres modstand tydelig med andre midler. Strejker og demonstrationer spredte sig på tværs af landet, og Macron stod svagere end nogensinde før Og det er ikke bare her, at arbejdere og unge tager sagen i egen hånd: I Iran var der inspirerende masseprotester mod regimet, i Sri Lanka blev præsidenten væltet, i Storbritannien ser vi strejkebølge efter strejkebølge og i sommers blev Tyskland ramt af en såkaldt megastrejke. Selv i kapitalismens højborg, USA, drager strejken blandt manuskriptforfattere i Hollywood opmærksomhed og sympati fra hele verden. Eksemplerne er mange og vil kun vokse i antal. Arbejdere og unge indser, at skal der forandring til, kan de ikke stole på hverken karrierepolitikere eller borgerskabets såkaldte kloge hoveder. Kollektiv kamp er det eneste, der rykker.

Skift i bevidstheden

Marx forklarede, hvordan bevidstheden afspejler vores sociale væren. De 15 år, der er gået siden 2008 krisen, har sat alvorlige spor i bevidstheden hos arbejdere og unge. Ovenstående eksempler taler deres eget tydelige sprog. Men skiftet i bevidstheden foregår også mere subtilt under overfladen, og kan ikke alene måles i strejketal og stemmeprocenter. Under overfladen ophobes vrede og frustrationer og et voksende lag drager radikale konklusioner. Det var hvad den russiske revolutionære Leon Trotskij kaldte for revolutionens molekylære proces. Hvad vi står overfor er den spæde begyndelse på en periode præget af revolution og kontrarevolution på verdensplan. Der sker et kvalitativt skift i bevidstheden.

Gennem det seneste århundrede har vi set flere revolutionære bølger. For hundrede år siden endte den bølge, der blev antændt af den russiske revolution, med arbejderklassens nederlag i den tyske revolution i 1923, og en række andre lande i årene omkring. Også den bølge, der fulgte Maj 1968 i Frankrig, endte i nederlag ligesom de revolutionære bevægelser, der fandt sted i kølvandet på krisen i 2008. Arbejderklassen har gang på gang vist sig rede til at kæmpe for at ændre samfundet. Hvad der har manglet har været en revolutionær ledelse.

Det skift vi ser i bevidstheden nu er et forvarsel om at en ny revolutionær bølge er under opsejling. Den radikalisering vi ser blandt et lag af ungdommen nu vil blive udbredt til bredere lag af arbejdere og unge i fremtiden. Skal kommende revolutioner ende i sejr og en gang for alle gøre en ende på dette pilrådne system, kræver det, at vi allerede nu, inden klassekampen tager fart og hundrede tusindvis er i gaderne, bygger kimen til en revolutionær kommunistisk masseorganisation.

Revolutionær energi

Over hele verden er desillusion og fortvivlelse ved at omdannes til klassehad og et brændende ønske om at gøre noget. Og ikke bare gøre hvad som helst, men rive hele systemet op med roden.

For at den revolutionære energi skal omdannes til virkelig forandring kræver det at den kanaliseres ind i at bygge et revolutionært parti, organiseret på et solidt teoretisk fundament og et fælles program. Det gælder først og fremmest hvad angår spørgsmålet om kommunisme: hvad er det, hvad er det ikke og hvad er dets relation til socialisme? Socialisme er blevet totalt udvandet af størstedelen af venstrefløjen til en vag reformistisk utopi, der har som mål at forsøge at forbedre en kriseinficeret kapitalisme uden så meget som at røre ved den private ejendomsret til produktionsmidlerne. De går klassesamarbejdets vej, har opgivet enhver ide om revolution, og tiltrækker på ingen måde de unge, der i dag ser til kommunisme.

Deres ide om socialisme har dog intet at gøre med socialisme i marxistisk forstand. Marx forklarede, at socialisme blot er kommunismens første eller laveste stadie. Han anså det som overgangsperioden mellem det nuværende kapitalistiske system og det fremtidige klasseløse og statsløse samfund.

Kommunisme

I modsætning til hvad Enhedslisten og andre reformister fremfører, så handler ægte socialisme ikke om en sølle omfordeling og lidt højere skat indenfor kapitalismens rammer, gennemført af den borgerlige stat. Ægte socialisme er revolutionært og internationalistisk. Det repræsenterer et fundamentalt brud med de kapitalistiske ejendomsrelationer, dvs. den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Forudsætningen for ægte socialisme er at arbejderklassen overtager de vigtigste dele af økonomien og planlægger dem demokratisk og rationelt til gavn for mennesker og miljø. På det grundlag kan vi skabe et samfund hvor “alle yder efter evne og nyder efter behov”, dvs. et kommunistisk samfund.

At der eksisterer en vis forvirring om, hvad kommunisme og socialisme egentlig er, skyldes ikke mindst de gamle kommunistpartier, der har misbrugt begreberne “kommunist” og “marxist-leninist”. Vi må gøre det helt klart at de stalinistiske regimer i alle deres former intet havde at gøre med kommunisme. Ægte kommunisme handler om menneskelig frigørelse og materiel overflod, ikke bureaukratiske privilegier, polititerror og mangel. Det er et samfund hvor ulighed og undertrykkelse forsvinder og menneskeheden for alvor kan udleve sit virkelige potentiale.

Heldigvis er de fleste unge i dag ikke tiltrukket af den totalitære karikatur, der opstod i Sovjetunionen under Stalin, men derimod af kommunismens virkelige essens. En flod af blod adskilte de virkelige kommunister blandt bolsjevikkerne under Lenin og Trotskijs ledelse og det stalinistiske regime. Et regime der endte i en blindgyde og med kapitalismens genetablering i de tidligere sovjetstater.

Den stalinistiske degenerering betød, at de revolutionære marxistiske ideer blev fordrejet til ukendelighed og i et århundrede forblev isoleret. Selv da de igen blev på mode i bevægelsen i 1970’erne skete det i en fordrejet form. Nu er Sovjetunionen kollapset, og den stalinistiske bevægelse er en skygge af sig selv. Den virkelige marxisme og kommunisme har igen muligheden for at blive en massekraft over hele verden.

At være kommunist betyder at være en uforsonlig fjende af udnyttelse og undertrykkelse. Det betyder at have fuld tillid til arbejderklassen og dens potentiale til at forandre verden gennem en revolution og sikre menneskehedens frigørelse. I den kommende periode vil muligheden komme for én gang for alle at gøre en ende på dette pilrådne kapitalistiske system, der fortjener en plads på historiens mødding.

Arbejdet for at sikre at det lykkes, starter nu, og alene kan vi intet gøre. Så er du kommunist, så organiser dig!