Jeg er kun 19 år gammel, men jeg kan huske en tid, hvor man stadig kunne fange fisk i Østersøen, som ikke var fyldt med giftstoffer. Det er ikke længere tilfældet. Klimaforandringer og forurening fra især landbrug og industri har dræbt det meste af det biologiske liv i farvandene omkring Danmark. Mange andre steder på planeten står miljøkatastrofen langt værre til.
Ligesom mange andre unge, nægtede jeg at kigge passivt på, imens jorden blev ødelagt.
Derfor kastede jeg mig entusiastisk ind i klimabevægelsen, og gik med til demonstrationerne under “Fridays for Future”-bevægelsen. At strejke fra skole, og se at tusindvis af andre unge også var ved at koge over af frustration, er noget som har sat sig i mig til i dag. Den energi, som bevægelsen skabte, gav en følelse af selvtillid og tro på, at det er muligt at ændre verden gennem kollektivt handling.
Bevægelsens enorme mængder energi blev senere kanaliseret over i det forestående folketingsvalg, og snart begyndte man at se bannere med skriften “klimavalg” overalt til demonstrationerne. Som ved et trylleslag blev alle partierne grønne, og kort tid efter vedtog politikerne en klimalov, som de stolte påstod havde “verdens mest ambitiøse klimamål”.
Men som altid, forblev politikernes løfter kun ved tom snak om ambitiøse mål. Olieplatformenes rytme fortsatte uforstyrret, forureningen af havene eskalerede og antallet af klimaflygtninge steg. Der kom intet politisk kursskifte i retning af en bæredygtig fremtid.
Jeg begyndte at spekulere på, hvorfor politikerne ikke gjorde noget, når nu de anerkendte seriøsiteten af problemet? Hvorfor viste det sig, at være fuldstændigt umuligt for dem at gennemføre den grønne omstilling?
I min søgen på svar, blev jeg heldigvis introduceret til de kommunistiske idéer af Revolutionære Socialister, som var aktive på mit gymnasie.
Jeg fandt ud af, at under kapitalisme er al produktion styret af, hvad der kan maksimere profit mest muligt. Det er ikke kun et resultat af kapitalisternes grådighed, men en økonomisk nødvendighed, hvis de vil overleve i den globale konkurrence. Hvis politikerne stiller strenge miljøkrav til de store virksomheder, som vil skære i deres profitter, så vil kapitalisterne blot flytte produktionen til et andet land, med slappere lovgivning.
Det er altså ikke den enkelte virksomhed eller politiker, der er problemet, men selve systemet. Evnen til at stoppe klimaforandringerne ligger ikke på Christiansborg, men i arbejderklassens hænder. Der er arbejderklassen, der i kraft af sin rolle i produktionen, får hele samfundet til at køre rundt. Alt i samfundet, fra transport af olie til produktion af solceller, udføres af arbejdere.
Ved at nationalisere økonomien og køre den under en demokratisk plan, vil det være muligt at producere efter menneskelige langsigtede behov og interesser, herunder ikke mindst en verden uden klimakatastrofer, hvor luften er sikker at indånde og havene er fulde af liv.
Kapitalismen er en kræftcelle, som udvider sig og intet skåner. Derfor må alle kommunister i Danmark og resten af verden bygge det revolutionære parti, som er nødvendigt for at vælte den!
