Før læste jeg Marx for at vinde online-diskussioner med racister. Nu læser jeg det struktureret for at forstå verden bedre. | Foto: PrivatfotoLigesom mange andre unge blev jeg radikaliseret online. En dag mens jeg sad og så Youtube-videoer, slog det mig som et lyn fra en klar himmel: hvordan kan vi forvente, at verden vil blive bedre, når vi alle er underlagt et økonomisk system, der belønner grådighed og udnyttelse? Løsningen på problemet var åbenlys.
Vi kan ikke løse verdens problemer indenfor kapitalismens rigide rammer. Vi kan ikke redde regnskoven og skabe profit samtidig. Vi bliver nødt til med magt at afskaffe kapitalismen og indføre en international demokratisk planøkonomi.
Tiden efter var som en dans på roser. Pludselig stod alting ganske klart. Jeg så verden fra et helt nyt perspektiv. Nu var det bare et spørgsmål om tid, før alle mine medborgere også så lyset, og vi sammen kunne danse hånd i hånd ind i fremtiden.
Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle mine venner om min nye politiske overbevisning. Jeg glædede mig ved tanken om at fortælle dem, at jeg endelig havde fundet ud af, hvem jeg var, og hvad jeg mente om verden. Flere af dem var da også støttende og gengældte min nyfundne optimisme. »Godt for dig!«, sagde de og klappede mig på ryggen.
Det var dog ikke alle, der tog lige pænt imod de gode nyheder. Flere af mine venner virkede nærmest forargede, når jeg fortalte dem, at jeg nu identificerede mig som kommunist, og forsøgte med det samme at tale mig til fornuft. »Jamen, har du ikke hørt om Stalin? Forstå du ikke simpel økonomi?«.
Jeg havde ganske rigtigt hørt om Stalin, og jeg følte egentlig også, at jeg forstod de mest basale mekanismer i vores økonomi. Jeg var da også udmærket klar over, at kommunisme og socialisme for mange ses som en radikal ideologi, og at det bestemt ikke er alle, der er lige venligtsindede overfor ideen om en international demokratisk planøkonomi.
Alligevel overraskede det mig at flere af de mennesker, som jeg anså for (og stadig anser for) at være ganske velinformerede og åbensindede, viste en tydelig intuitiv og følelsesladet modreaktion mod mit nye politiske standpunkt. Hvorfor forstod de det ikke? Kunne de dog ikke se, hvor indlysende det var?
Jeg besluttede mig for, at jeg måtte blive bedre til at argumentere for min sag.
Derfor søgte jeg tilbage til dér, hvor min rejse begyndte; på nettet. Her opsøgte jeg aktivt enhver debattør og meningsdanner, der havde tid til at diskutere med mig. Sådan kunne jeg træne mine debat-muskler og finjustere mine argumenter.
Misforstå mig ikke. Det kan være ganske sundt at lufte sine holdninger for mennesker, som har et helt andet verdenssyn. Det tvinger dig til at tænke grundigt over, hvorfor du mener, hvad du mener, og kan hjælpe dig til at finde eventuelle huller i din egen argumentation.
Men som enhver, der har brugt bare lidt tid på sociale medier, ved, så kan online-diskussioner meget hurtigt udvikle sig til mudderkast og tilsvininger. Jeg begyndte at modtage chikanerende beskeder fra folk, jeg ikke kendte, og jeg fik endda et par trusler om vold med på vejen.
Det kuede mig som sådan ikke, men jeg måtte alligevel med tiden erkende, at den energi jeg brugte på at diskutere, ikke var tilstrækkelig godt givet ud. Jovist fik jeg øvet mine debat-evner, men jeg følte ikke, at jeg for alvor rykkede på noget, og jeg blev bestemt ikke et gladere menneske.
Så jeg droppede internettet for en tid, hvilket var en god beslutning. Jeg blev hurtigt i bedre humør og kunne samtidig mærke en stigende trang til at komme ud i den virkelige verden og bruge mine politiske kræfter mere konstruktivt.
En efterårsdag cyklede jeg forbi Nørrebros Runddel, hvor jeg så en nydelig ung mand med en avis i hånden, hvorpå der stod Revolution. Jeg besluttede at stoppe og gå hen til ham. Efter en kort snak, blev vi enige om, at jeg skulle komme forbi RS’s kontor til en kop kaffe.
Jeg har været medlem af RS siden december, og selvom jeg stadig er en ganske grøn kammerat, står det allerede soleklart, at jeg endelig har fundet det rigtige sted, hvor mine frustrationer over det nuværende system kan blive kanaliseret over i kampen for at forandre verden.
Hvor jeg før læste Marx for at vinde online-diskussioner med racister, læser jeg det nu struktureret med kyndig hjælp fra mine kammerater for at forstå verden bedre. Hvor jeg før sad på min flade til langt ud på natten, hejser jeg i dag fanen i gader og stræder.
Til dig, der læse dette, kan jeg derfor kun sige: organisér dig! For din egen og for verdens skyld.
