I dag er jeg en optimistisk marxist, fordi jeg er organiseret sammen med andre marxister. | Foto: Nikolaj LohmannDet er efterhånden mange år siden, at jeg blev introduceret til marxistiske analyser af verden. Analyserne stemte utrolig godt overens med den verden, jeg oplevede omkring mig og de problemer, jeg stødte på. I dag lever store dele af verdens befolkning undertrykt og udsat for omfattende økonomiske og sociale afsavn. I Danmark bliver vi ligefrem syge af systemet, hvilket har ledt til, at depression, stress og angst er blevet folkesygdomme. Men den ulighed og undertrykkelse, vi ser i verden i dag, er ikke eviggyldig. Den er knyttet til det eksisterende system og vil derfor kunne afskaffes, hvis vi indrettede samfundet anderledes. Jeg er kommunist, fordi jeg ikke under nogen omstændigheder tror på, at det nuværende system kan løse problemer som ulighed og undertrykkelse.
Det kapitalistiske system baserer sig på udbytning af arbejdskraft, hvilket altid vil resultere i ulighed. Udbytning af arbejdskraft betyder, at arbejdere, der producerer de varer, vi skal bruge for at overleve såsom mad, tøj og et sted at bo, ikke får udbetalt den værdi, deres arbejde svarer til i løn. Den overskydende værdi overgår til dem, der ejer virksomhederne, og de kan derfor akkumulere profit. Mens arbejderklassen, som udgøres af de fleste mennesker i samfundet, bliver fattigere, bliver en mikroskopisk kapitalistklasse kun rigere.
Det er også den modsætning, der ligger til grund for de økonomiske kriser, der med jævne mellemrum rammer samfundet. Arbejderklassen producerer nemlig mere værdi end, hvad de har mulighed for at købe tilbage. Overproduktionen af varer skaber på den måde de tilbagevendende kriser, der resulterer i arbejdsløshed på masseskala og social og økonomisk elendighed for en kæmpe gruppe af mennesker. Det betyder også, at ulighed og økonomiske kriser er en indbygget del af kapitalismen. For at splitte arbejderklassen og for at retfærdiggøre udbytning af arbejdskraft bliver nogle grupper i samfundet udpeget som mindre værd end andre. Sexisme, racisme og andre former for undertrykkelse vil således altid eksistere så længe, der eksisterer udbytning.
Da det stod klart for mig, at de mest alvorlige samfundsmæssige problemer, vi står overfor i dag, er knyttet til selve det kapitalistiske system, resulterede det i første omgang i en pessimisme. Min pessimisme ændrede sig for nylig, da jeg gik med i RS og fik øjnene op for marxismens måske væsentligste aspekt – Det, der er særligt ved Marx og Engels teorier, er, at de er udarbejdet med et formål om at ændre på de vilkår, vi lever under. Marxisme er med andre ord ikke bare et analytisk værktøj, men et revolutionært redskab til at forandre verden. Marxistisk teori handler nemlig om klassekamp, og klassekampens historiske rolle, og det er derfor nødvendigt at vi bygger videre på arbejderklassens historiske erfaringer og lærer af dem for at vinde i kampen for kommunisme.
I dag er jeg en optimistisk marxist, fordi jeg er organiseret sammen med andre marxister, der er af den overbevisning, at vi i kraft af vores kollektive indsats kan få en afgørende indflydelse på klassekampen og dermed ændre de rammer, vi lever under. Historien har utallige eksempler på at arbejderklassen kan og vil kæmpe for bedre levevilkår, når kapitalismen gang på gang svigter og viser sig som et utilstrækkeligt system i tilbagegang. Når et socioøkonomisk system ikke længere tilbyder fremgang for det store flertal, så har mennesker altid være nødsaget til at kæmpe for at ændre samfundet fundamentalt.
Mange mener, at kommunisme er utopisk, fordi det kræver noget så omfattende som en revolution for at kunne realiseres. Men i mine øjne er det reformismen, der er utopisk. At ændre kapitalismen bid for bid er en ønskværdig og meget bekvem tanke. Desværre har reformismen aldrig lykkedes med at ændre fundamentalt på vores indretning af samfundet. Udviklingen af velfærdssamfundet var kun mulig på grund af efterkrigsopsvinget efter 2. verdenskrig. Det var en unik periode i kapitalismen, og en sådan situation vil aldrig opstå igen. Almindelige mennesker har i de seneste årtier ikke oplevet andet end besparelser og tilbagegang. De reformer, arbejderklassen tilkæmpede sig op igennem 60’erne, bliver en efter en trukket tilbage. En revolution er for mig at se den eneste og mest realistiske måde at løse de fundamentale problemer, der knytter sig til vores eksisterende samfund, på.
Marxistisk teori gav mig logiske og forståelige forklaringer på, hvorfor vi stadig lever med problemer som ulighed og undertrykkelse. Men vigtigst af alt, så peger teorierne på de handlemuligheder, vi som mennesker har. Vi påvirkes af de rammer, vi lever under, men vi har også mulighed for at ændre på dem. Kigger man på de problemer, vi står overfor i dag, er følelsen af magtesløshed forståelig. Men kigger man på arbejderklassens historie, så er der masser af grund til at være håbefuld på menneskehedens vegne. Mennesker har historisk set altid kæmpet for, at dagen i morgen bliver bedre end dagen i går, og det vil mennesker blive ved med at gøre, også inden for kapitalismen. Verden er foranderlig og kapitalisme vil en dag blive erstattet af noget andet. Lige nu er det vores opgave at organisere de revolutionære kræfter, så vi bliver i stand til at lede utilfredshed i befolkningen i en progressiv retning, der kan ligge grundlaget for et kommunistisk samfund uden undertrykkelse, og hvor ingen behøver at lide mangel. Det er ikke en utopi, det er en klokkeklar nødvendighed!
