Filmen Der Junge Karl Marx (Den unge Karl Marx) handler faktisk meget lidt om den unge Karl Marx, men mere om den verdenskendte ”bromance”, der opstod mellem Engels og Marx. Filmen tager udgangspunkt i Marx og Engels tidlige, revolutionære aktivitet og de begivenheder, der ledte op til, at de i 1848 forfattede det Kommunistiske Manifest.
I filmen følger vi først Karl Marx, da han går til angreb på sine kollegaer på avisen Rheinische Zeitung over dens kujonagtige journalistik. Kort efter bliver de alle arresteret som følge af Marx’ systemkritiske udgivelser. Den samme hårdt optrukne pædagogiske fortælleform ses igen i den følgende scene, hvor seerne bliver præsenteret for figuren Friederich Engels. Her er man vidne til, at den unge Engels fortvivlet ser til, mens hans far, ejeren af et stort spinderi i Manchester, beskærer medarbejdernes løn og den rapkæftede Mary Burns forvises.
Scenen, hvor Marx og Engels introduceres, er overkarikeret og en anelse grinagtig. Marx erindrer at have mødt en yngre, mere arrogant Engels i Berlin, hvor han førte sig frem og opførte sig som om han var kommunismens grundlægger. Marx har som udgangspunkt en fjendtlig attitude over for Engels; men i det sekund de efterlades alene i rummet opstår der gnister. Engels lovpriser Marx’ arbejde og beundrer gennemsigtigheden i Marx’ materialistiske analyser. Marx anerkender, at Engels´ undersøgelse af arbejdsforholdene i Manchester er et førsteklasses stykke arbejde og, at intet lignende nogensinde før er blevet lavet. Rosende ord kastes frem og tilbage mellem de to mænd, mens de udveksler et fast, intenst og næsten forelsket blik. Før man har set sig om, har de to mænd forladt bygningen for at spadsere og diskutere, og man er som seer næsten tilbøjelig, til at tro at det bliver gjort hånd i hånd. Dette bliver efterfulgt af, at de to mænd flygter fra politiet, som inspicerer gaderne. I flugten skilles Marx og Engels; men det lykkes dem begge at komme i sikkerhed to forskellige steder, og de ånder lettede op, mens de udbryder i et smørret grin. Hele introduktionen til venskabet mellem Marx og Engels fremstår næsten nuttet, og det er underholdende, men også en anelse useriøst.
Generelt er der hele filmen igennem en række grinagtige forsøg på at iscenesætte, hvordan Marx og Engels’ teorier og venskab udvikles. Nogle gange er det underholdende, andre gange kammer det over. Det kendte Marx citat, ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den. ”, fødes ifølge filmens instruktør i en dyb rus. Her ser vi en stærkt beruset Marx, som tømmer indholdet af sin mavesæk ud på fortovet, hvorefter han tager sig til panden, kigger sin kammerat Engels forhutlet i øjnene og udbryder: ”Filosofferne har kun fortolket verden”. Engels klukker: ”Hvad det kommer an på, er at forandre den”, afslutter han, hvorefter Engels følger ham hjem og dejser om på hans stuegulv.
Hvad der senere følger, er Marx og hans kone Jenny’s forvisning fra Frankrig og deres bosættelse i Bruxelles. Nu bliver filmen mere interessant, da det munder ud i, at Marx og Engels inviteres til et møde i League of the Just, et socialistisk broderskab. Her kommer der for alvor rigtige politiske diskussioner på bordet, og filmen demonstrerer her udmærket, hvordan Marx og Engels’ ideer adskilte sig fra de utopiske socialisters som Proudhon og Weitlinger. Generelt er filmens forsøg på at inddrage de teoretiske ideer tamme og dårligt udførte. Den eneste scene med en rigtig god politisk diskussion indtil mødet med League of the Just, er, da Jenny Marx’ skoler Proudhon på baggrund af hans abstrakte fortolkning af fattigdom.
Til mødet med League of the Just bliver Marx og Engels introduceret til tre alvorligt udseende mænd. Manden i midten åbner mødet med at opridse foreningens verdensbillede. Der findes to slags mænd. De mænd, som hver dag bliver hårdhudede som følge af fysisk krævende arbejde, og de mænd, som høster frugten af andres mænds hårde arbejde – borgerskabet. ”Som I ser ud, tilhører I ikke den første gruppe,” erklærer manden i midten. De tre repræsentanter går nu enstemmigt til angreb på Marx og Engels’ manglende forståelse for fattigdom. Hvordan kan man som udestående vidne påstå, at man ved noget om proletariatets daglige udfordringer? ”Ved gud, hvad laver vi her?”, siger Marx til Engels. Herefter træder Wilhelm Weitling ind i rummet og påbegynder en moralsk brandtale om fattigdommens vederstyggeligheder, og hvordan han trods tortur og landsforvisning aldrig vil opgive kampen for de undertrykte. ”Dette er ikke én af dine demonstrationer, Weitling. Sæt dig,” udbryder en af repræsentanterne. ”Hvad kan vi bruge Jer til?” siger han så, henvendt til Marx og Engels, hvorefter Marx forklarer, hvordan de i samarbejde med Weitling kan bygge broer mellem socialister i England, Frankrig og Belgien. Marx imponerer herefter repræsentanterne med sit personlige kendskab til Proudhon.
Marx og Engels deltager i League of the Just´s efterårskongres, hvor Engels trods modstand præsenterer resultaterne af hans og Marx’ analyser. Her kommer der for alvor splid og opstand i forsamlingen, hvor der på den ene side bliver argumenteret for, hvorfor et hårdt og blodigt opgør med borgerskabet er nødvendigt, mens andre prædiker, at menneskeheden mangler godhed og næstekærlighed. En heftig ideologisk debat rejser sig; men ved afstemningen vinder Marx og Engels flertal. Bag scenen bliver det gamle banner med ordene All men are brothers revet ned, erstattet med et rødt banner med ordene Workers of all countries unite, og dermed er The Communist League blevet født.
Det er klart filmens stærkeste scene, da fokus for første gang rigtig kommer på Marx og Engels ideer i så stor en udstrækning, som det nu kan gøres i en filmisk scene på nogle få minutter. Filmen er gennemgående set en fortælling om et smukt og intellektuelt venskab. Hvis historien om Marx og Engels skal fortælles bedst, skal man dog fortælle historien om deres ideer.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 35, december-januar 2017/18. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
