Det var i Tunesien at Det Arabiske Forår startede i 2010 hvor den unge frugtsælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i frustration og afmagt. Det blev dette selvmord der blev gnisten der antændte den revolutionære bølge der førte til diktatoren Ben Alis fald i Tunesien og som spredte sig til resten af Mellemøsten og Nordafrika som en steppebrand. Disse verdenshistoriske begivenheder spredte sig til resten af verden, hvor vi senest har set de sociale eksplosioner i Tyrkiet, Portugal, Brasilien og Egypten. Nu er verdens øjne endnu engang rettet mod Tunesien.
Drabet på Brahmi
Denne gang er det ikke en ung frugtsælgers død, men drabet på den venstreorienterede nasserist (politisk ideologi opkaldt efter Gamal Abdel Nasser der stod for en pan-arabisk revolutionær nationalisme) Mohamed Brahmi, der har antændt den revolutionære bevægelse på ny. Den 25. juli blev Brahmi skudt ned foran sit hjem af to mænd der ventede på ham på en motorcykel. Foran sin kone og børn blev han slået ihjel af 14 kugler. Dette fik masserne i Tunesien til at oversvømme gaderne i massedemonstrationer og tvang fagforeningen UGTT til at indkalde til generalstrejke de næste to dage. Mange steder i landet kom det til sammenstød med politiet og i flere byer blev myndighederne sat ud af kraft, hvorefter der blev oprettet lokale institutioner på massernes initiativ.
På trods af at der formelt set er blevet indført borgerligt demokrati i Tunesien så bliver politikere fra venstrefløjen stadig slået ihjel. I februar var det en anden nasserist, ved navn Chokri Belaïd, der blev dræbt og denne episode udløste på samme vis en masseopstand. Både ham og Brahmi var en del af venstrefløjskoalitionen Folkefronten, som er en sammenslutning af forskellige venstrefløjspartier. Brahmis familie og kammerater var ikke i tvivl om at det var det islamiske Ennahda-parti, som er det ledende parti i regeringen, der stod bag drabet. Ennadah kom til magten ved det første parlamentsvalg som manglede al demokratisk legitimitet, og har siden ført en politik der var en uskøn blanding af sharia-lovgivning og IMF dikterede nedskæringsprogrammer.
Da nyheden om drabet på Brahmi slap ud blev Ennahda kontorer brændt ned flere forskellige steder i landet. De fortællinger der er opfundet i de borgerlige mediemaskiner, om at befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika helst vil regeres af reaktionære islamister, er ved at gå op i røg. Det er ikke kun blevet bevist i Tunesien, men senest også i Egypten, hvor Det Muslimske Broderskab blev væltet af en af verdenshistorien største massemobiliseringer.
Ophobet utilfredshed
Den nuværende massebevægelse i Tunesien kan dog ikke isoleres til kun at omhandle dette drab, som kun var dråben der fik bægeret til at flyde over. Hvad vi oplever nu er et udtryk for den enorme utilfredshed der stadig hersker i alle afkroge af det tunesiske samfund, på trods af at diktaturet formelt set er blevet erstattet med et demokrati. Det er dog stadig markedets diktatur der bestemmer landets skæbne, og siden revolutionen startede er den økonomiske krise i kapitalismen blot blevet dybere, hvilke har betydet en forværring for arbejdere og unges forhold i Tunesien.
På trods af tunesiernes heltemodige kamp de sidste år så er der basalt set intet forandret. Mange af de sammen korrupte mennesker, der sad i statsapparatet under Ben Alis diktatur, sidder der stadig og plyndrer staten gennem privatiseringer. Arbejderløsheden er stadig tårnhøj, fattigdommen er på ingen måde udryddet og mange har svært ved at få mad på bordet. Samtidig er der blandt unge mennesker få fremtidshåb, lige meget om man er højtuddannet eller ej.
Den Grundlovsgivende Forsamling, som blev oprettet efter diktaturets fald, er en farce . Det var meningen at den skulle have udarbejdet en grundlov efter ét år, men nu over to år senere er der stadig ikke skyggen af en grundlov. I realiteten er den blot blevet brugt som en syltekrukke.
Den nuværende massebevægelse har rystet både Den Grundlovsgivende Forsamling og regeringen, som der er massiv utilfredshed med. Som Brahmis kone sagde til hans begravelse: \” Stop med at klappe. I klappede da Belaïd døde og det hjalp ikke. Gå i stedet imod regeringen (Head instead to the government) og send de her rotter tilbage til kloakkerne.\”. Selv general Mohamed Salah Hamdi, som er øverstkommanderende for hæren, viste sig ved Brahmis begravelse og lod sig fotografere ved siden af hans kiste. Det vidner om de rystelser den revolutionære bevægelse har skabt langt inde i staten.
Nej til klassesamarbejde
Alle etablerede partier er ligeledes blevet rystet. I et forsøg på at dæmpe de revolutionære rystelser er lederne fra venstrefløjen (blandt andet Folkefronten) gået sammen med fagforening UGTT, arbejdsgiverorganisationen UTICA og flere højrefløjspartier, for at danne \”Den Nationale Frelses Front\”. Deres mål er at opløse Den Grundlovsgivende Forsamling og erstattet den nuværende regering med en teknokratisk regering.
Opsætningen af denne front er intet andet end et forsøg på at demobilisere masserne, hvor den herskende klasse bruger Folkefronten og UGTT som et venstredække. Folkefronten har været de eneste der er gået imod nedskæringsprogrammer fra IMF og det er en del af forklaringen på deres popularitet. Selv det herskende Ennadah-parti vil nu gå med i denne front, hvilke siger noget om hvor ustabil situationen er, og hvor nervøse hele den herskende klasse er. Ennadah har videre forslået en folkeafstemning om regeringen skulle forsætte, og sagt at det var muligt for alle oppositionspartier at blive en del af regeringen.
Problemet er at Folkefronten og UGTT miskrediterer dem selv ved at indgå i sådan et klassesamarbejde med de organisationer og partier der repræsenterer kapitalisterne. De burde holde sig langt væk fra markedets marionetdukker og i stedet opstille en selvstændig klassepolitik baseret på masserne mobilisering. En opløsning af Den Grundlovsgivende Forsamling i sig selv løser intet, og en teknokratisk regering vil sandsynligvis blot have endnu nemmere ved at gennemføre \”den usynlige hånds\” nedskæringer.
Socialistisk Standpunkt mener at første skridt må være at indkalde til tidsubestemt generalstrejke der kan vælte både regeringen og Den Grundlovsgivende Forsamling. I stedet må der dannes en revolutionær forsamling på baggrund af de revolutionære folkekomiteer som allerede er skudt op.
Vi mener at de tunesiske massers demokratiske og sociale problemer i sidste ende kun vil kunne løses ved at de eksproprierer de vigtigste dele af økonomien og overtager statsmagten, eller sagt med andre ord, masserne må gennemføre revolutionen. Det kan kun ske hvis arbejderklassen går forrest i denne proces og trækker alle andre undertrykte sociale grupper i samfundet med sig. Arbejderklassen er, på grund af dens placering i produktionen, den eneste konsekvente revolutionære klasse, og det er derfor kun hvis arbejderklassen er ledende i gennemførelsen af revolutionen, at masserne kan få demokratisk kontrol med samfundet. Det er kun sådan et socialistisk perspektiv – for Tunesien og resten af Mellemøsten og Nordafrika i en føderation af socialistiske stater – der kan give befolkningerne en fremtid.
Alle pessimisterne og skeptikerne må have svært ved at forstå hvordan revolutionen kan forsætte, og forsøger i stedet at give bevægelsen alle mulige reaktionære mærkater i stedet. Men sandheden er at masserne er gået på gaden gang på gang for at forsvare revolutionen, senest i februar, hvor der også var generalstrejke og demonstrationer med 1,5 million mennesker. Den nuværende revolutionære massebevægelse vidner om at den tunesiske revolution er langtfra slut.
