Udgivelsen af en revolutionær avis er ikke en luksus, men en forudsætning for at kunne skabe det værktøj, der kan lede arbejderklassen til succesfuld socialistisk revolution. Revolution forsøger at bygge på de bedste traditioner fra Bolsjevikpartiet.
Den nuværende verdenssituation er karakteriseret af masseprotester og oprørslignende tilstande. Fra Chile og Haiti til Libanon og Hong Kong har enorme revolutionære bevægelser udfordret den uholdbare status quo. Selv i Europa er det tydeligt at mærke at utilfredsheden ligger og ulmer under overfladen. I visse tilfælde, som med Frankrigs gule veste, er den allerede brudt ud i lys lue. Det nuværende system er komplet miskrediteret blandt et voksende lag af unge og arbejdere.
Fælles for alle disse bevægelser er imidlertid fraværet af en samlet politisk retning og et perspektiv for hvilke opgaver bevægelserne står overfor, samt hvordan de skal løses. Med andre ord: De revolutionære bevægelser mangler revolutionær ledelse. Gennem udgivelsen af bladet Revolution, forsøger vi i Revolutionære Socialister at skabe kimen til en organisation, der kan slå rødder i arbejderklassen og få afgørende indflydelse på klassekampen i fremtiden.
Behov for arbejderklassens egne organer
Samtidig med at klassekampen på verdensplan tilspidses, er den danske venstrefløj i krise og lukker sine medier. Arbejderen gik tidligere i år fra et dagblad til et internetmedie, Modkraft lukkede for flere år siden, da det mistede sin mediestøtte, men er sidenhen blevet erstattet af Konfront og Solidaritet. Begge disse er brede medier, som kan være nok så interessante fordi en masse forskellige holdninger og politiske tendenser kommer til udtryk i dem, men netop derfor kan de ikke spille samme rolle som en revolutionær avis, som vi vil vise herunder.
Borgerskabet har en masse talerør, hvorigennem de får indflydelse på arbejderklassen og den såkaldte offentlige mening til deres fordel. Det var ikke uden grund, at Marx allerede i det kommunistiske manifest pointerede, at enhver tids herskende ideer er den herskende klasses ideer. Arbejderklassen har brug for sine egne politiske talerør, der analyserer situationen fra arbejderklassens synspunkt og står på dens side i klassekampen. Udgivelsen af en avis der taler arbejderklassens sag og lader arbejdere komme til orde, er et vigtigt redskab for at en revolutionære organisation kan forbinde sig med arbejderklassen, og med tiden vinde arbejderens tillid og støtte til revolutionær politik.
Med udviklingen af internettet og moderne digitale medier kan ideen om at udgive en fysisk avis umiddelbart virke forældet og overflødig. Hvorfor besvære sig med at udgive et tidskrævende fysisk medie, når vi har det fleksible internet til rådighed? Selvfølgelig må vi udnytte internettets muligheder.
Internettet som medie har mange fordele, i form at dets fleksibilitet og mulighed for at kunne opdateres med aktuelt indhold i takt med begivenhedernes udvikling. De digitale medier er derudover ikke tynget af de samme begrænsninger i form af tid og rum som det fysiske nyhedsmedie er. Fx kan en arbejder i Danmark med få klik gå ind at læse en artikel om en strejke der foregår i Spanien, minuttet efter at artiklen er blevet lagt på nettet. Revolution kan derfor også læses på hjemmesiden marxist.dk. Men internettet har også sine egne begrænsninger.
Den fysiske avis kan noget andet end en hjemmeside. En hjemmeside er et passivt medie. Hvor en hjemmeside kan indeholde en blanding af vigtige og mere perifere artikler, så er artiklerne bragt i en avis valgt af ledelsen ud fra deres relevans og vigtighed. Avisen er organisationens officielle stemme og guider organisationen fremad gennem sine analyser af de vigtigste emner. De mangeartede opgaver forbundet med at publicere en avis er desuden med til at skabe organisatorisk tyngde, som er med til at binde organisationen sammen.
Som marxister kommer vi ud af en tradition der bygger på Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Alle havde som en stor del af deres virke, udgivelse af forskellige aviser. Erfaringerne fra disse historiske revolutionære aviser indeholder lektioner der stadig er højest relevante i dag. Særligt i Lenins pjece Hvad må der gøres, behandles den revolutionære avis’ rolle indgående.
Lenin og Iskra
Historien har kun set én succesfuld socialistisk revolution, hvor masserne tog magten og på demokratisk vis kørte samfundet uden kapitalister, godsejere og bankfolk. Denne revolution fandt sted i Rusland i 1917 og blev ledt af Bolsjevikkerne. Årsagen til at den russiske revolution i 1917 lykkedes, mens utallige revolutioner igennem historien siden da har lidt nederlag, skal findes i arbejderklassens ledelse. Erfaringerne viser, at det er nødvendigt med en kadreorganisation, i stil med bolsjevikpartiet, for at kunne lede arbejderklassen til en succesfuld revolution. Med udgivelsen af Iskra formåede Lenin at bygge sådan en samlet politisk kadreorganisation. Iskra er derfor for eftertiden blevet et eksempel på, hvad en revolutionær avis skal kunne.
Da Hvad må der gøres blev skrevet i 1901 led det unge russiske Socialdemokrati under politisk og organisatorisk fragmentering. Partiet var opdelt i en snesevis af småcirkler eller grupper, der alle hævdede at tale på vegne af det russiske Socialdemokrati. Intet bandt de forskellige grupper, som var spredt ud over det russiske imperium, sammen til en sammenhængende politisk enhed. Forskellige lokale grupper rundt om i landet udgav lokale aviser, men ingen fælles avis eksisterede.
Den opgave, som de russiske revolutionære stod overfor, at vælte hele systemet, krævede imidlertid et samlet parti, forenet med en klart politik linje. Lenin forstod, at for at bygge et parti der kunne handle samlet, måtte det have en centralistisk struktur. Han satte sig derfor for at gøre op med partiets decentraliserede føderalistiske struktur. Det redskab, Lenin brugte til at samle partiet organisatorisk og politisk, var den revolutionære avis Iskra.
Mange af de småcirkler eller grupper som det russiske Socialdemokrati bestod af, var stærkt influeret af den politiske tendens indenfor det russiske Socialdemokrati, der var kendt som økonomisterne. Lenin skrev derfor i 1901 kampskriftet Hvad må der gøres?, som angreb økonomisterne teoretisk og tilsigtede at overbevise partiet om behovet for en fælles avis, teoretisk uddannelse og samlet aktion.
Økonomisterne blev kaldt således grundet deres forsøg på at begrænse partiets program og virke til den økonomiske eller faglige kamp, der sigtede mod at forbedre arbejderklassens umiddelbare vilkår. Tendensen afviste den politiske kamp, og fremførte derfor ikke politiske krav imod tsarens regime og undertrykkelse i almindelighed, og behovet for teori blev ignoreret. Lenin kæmpede imod økonomisterne fordi han mente, at deres politik ikke ville hæve arbejdernes udsyn ud over kapitalismens rammer og derfor ikke fremmede kampen for socialisme.
Konsekvensen af økonomisternes politik ville have været at opløse det Russiske Socialdemokrati i rent fagforeningsarbejde. Derudover var den organisatoriske konsekvens af økonomisternes politik decentralisering og lokalisme, der ville opdele partiet i små grupper, som kæmpede isolerede kampe. Igennem Iskra gav Lenin en teoretisk forklaring på, hvordan de isolerede kampe var kædet sammen, da de alle udsprang af kapitalismen, og at de forskellige kampe derfor måtte forenes i en samlet kamp om at vælte tsarstyret og det kapitalistiske system.
Med udgivelsen af Iskra ønskede Lenin at forene det russiske Socialdemokrati til en handlekraftig revolutionær organisation. Det kunne kun lade sig gøre ved at overkomme partiets »dilettanteri«, hvori partiets medlemmer var fragmenteret i smågrupper. I stedet måtte partiet bygges op omkring kadrer, politiske ledere uddannet i marxistisk teori. Denne form for organisering blev for eftertiden kendt som en kadreorganisation, og det er også hvad vi i Revolutionære Socialister i al beskedenhed forsøger at bygge. At Revolutionære Socialister netop følger Lenins metode til at organisere vores organisation, er ikke tilfældigt. Det var bl.a. denne, der gjorde bolsjevikkerne i stand til at lede verdens hidtil eneste succesfulde socialistiske revolution.
Politisk organisator
Indadtil spiller den revolutionære avis en afgørende politisk rolle for den revolutionære organisation. Avisens analyser giver organisationen en politisk retning i aktuelle begivenheder i takt med at de udfolder sig. Avisen er dermed et politisk kompas, der udstikker organisationens kurs. Ud over at lede organisationen politisk har avisen også til opgave at uddanne kammeraterne i teori, ved at bringe teoretiske artikler. Det er gennem teori at vi analyserer politiske begivenheder og udviklingen i klassekampen. Teori er derfor altafgørende, da den lægger fundamentet for vores forståelse af verden omkring os. Derfor vil den faste læser også vide, at Revolution altid har mindst én længere teoretisk artikel centralt i bladet.
Den revolutionære avis spiller også en vigtig rolle udadtil. Det er gennem distributionen af Revolution, at vores ideer spredes i samfundet, og igennem vores avis at mange for første gang stifter bekendtskab med vores organisation og revolutionære politik. Samtidig bør avisens indhold ruste organisationens kammerater politisk med de bedste analyser af aktuelle begivenheder og de skarpeste argumenter, så disse kan deltage i politisk arbejde og vinde de mest klassebevidste unge og arbejdere over til et socialistisk program.
En klar politisk linje er dermed en forudsætning for at skabe en handlekraftig revolutionær organisation. Den revolutionære avis fungerer som organet, hvori organisationens valgte ledelse lægger den politiske linje. Avisen som medie har desuden begrænset plads, hvilket tvinger ledelsen til at prioritere hvilke emner og begivenheder, der er de vigtigste at bringe. Igennem denne prioritering af politiske indhold bliver den politiske kurs for organisationen lagt. Revolution er derfor heller ikke et debatmagasin, der udtrykker forskellige politiske ståsteder (som Konfront og Solidaritet). Den udtrykker derimod den af organisationen lagte politiske linje. Organisationens medlemmer kan således også følge den valgte ledelses politik og stille dem til regnskab.
Som revolutionære diskuterer vi ikke for diskussionernes egen skyld. Målet for vores diskussioner må altid være at højne det politiske niveau og skabe klarhed, for at bringe os nærmere målet om en socialistisk revolution. Derfor kan diskussionerne heller ikke fortsætte ud i det uendelige. På et tidspunkt må der træffes en beslutning, hvorefter organisationen handler som en kollektiv enhed. Som revolutionær organisation er vi ikke en samling af enkeltindivider, men en samlet politisk organisation, der er karakteriseret af livlig diskussion indadtil og enhed udadtil.
Kollektiv organisator
Avisen er et middel til at nå målet om en socialistisk revolution. Heri ligger implicit at bygge en politisk stærk organisation der kan handle som en kollektiv enhed. De mange opgaver der er forbundet med udgivelsen af avisen, er med til at give organisationen samhørighed, sammenhængskraft og strukturer til at handle. Avisens indhold skal produceres, layoutes, trykkes, avisen og dens ideer udbredes igennem salg og artiklerne læses og diskuteres, så medlemmerne kan tage stilling til den politiske linje. Alt sammen skaber det behov for kontakt og koordinering imellem forskellige dele af organisationen. Derigennem skaber avisens udgivelse kontinuitet og sammenhæng, og en organisation hvor kammeraterne kommunikerer med hinanden og har strukturerne og praktisk træning til at handle hurtigt på politiske begivenheder. På grund af disse kvaliteter kaldte Lenin avisen for en kollektiv organisator:
»Avisen er ikke blot en kollektiv propagandist og en kollektiv agitator, men tillige en kollektiv organisator. I denne sidste henseende kan man sammenligne den med stilladset, som bygges op omkring et hus under opførelse, antyder bygningens konturer, letter samspillet mellem de enkelte bygningsarbejdere, hjælper dem at fordele arbejdet og at overskue de fælles resultater, der opnås ved organiseret arbejdsindsats«.
Avisen udgør det »stillads« som den revolutionære organisation kan bygges omkring. Udgivelsen af en avis er derfor ikke en luksus der kan til- eller fravælges, men en forudsætning for at kunne bygge en politisk stærk og organisatorisk sammenhængende revolutionær organisation. Udgivelsen af en fælles avis binder organisationen sammen, både politisk og organisatorisk, og udgivelsen af avisen over tid skaber en kontinuitet i organisationens arbejde og rodfæster organisationens traditioner. At opgive udgivelsen af en avis vil derfor være at opgive målet om at bygge en revolutionær organisation.
Opgaverne i at udgive avisen lærer også partiet at handle kollektivt, hvilket er en forudsætning for at intervenere i klassekampen. Som enkeltindivider kan vi ikke gøre nogen forskel, men når mange revolutionære handler samlet, kan det få en stor indflydelse på begivenhederne. Hvis vi derfor skal være seriøse om vores mål om en revolution, en handling der kræver det højeste niveau af koordineret kollektiv handling, så kræver det at partiet er trænet i denne kunst. Det er avisen et redskab til.
Hvem skriver vi til?
Arbejderklassens centrale rolle i produktionen gør den til den eneste klasse, der kan vælte kapitalismen. Så uanset størrelsen på en revolutionær organisation er det essentielt, at avisen udtrykker en politisk linje, der står på arbejderklassens side i klassekampen, og som er baseret på de marxistiske ideer. Kunsten ligger i at forbinde de revolutionære ideer med arbejderklassens kamp. Først når de marxistiske ideer vinder genklang blandt masserne, bliver ideerne forvandlet til en materiel kraft, der kan forandre samfundet.
Revolutionære Socialister er stadig alt for lille en organisation til at nå de brede lag i arbejderklassen. For at kunne forbinde sig med masserne og få reel indflydelse på klassekampen kræves der en organisation af en vis størrelse. Det er derfor, at RS fokuserer på at bygge organisationen ved at nå de mest radikale og politisk avancerede lag af unge og arbejdere for at bygge kimen til noget, vi håber, kan blive et fremtidigt masseparti.
En af måderne hvorpå en lille revolutionær organisation kan begynde at slå rødder blandt arbejderklassen, og blive et politisk omdrejningspunkt for arbejdere, er igennem hvad Lenin kaldte »fabriksafsløringer«. Det lidt spøjse navn dækker over artikler som afslører arbejderes arbejdsforhold og viser klassemodsætningerne. Men kampe og problemer skal ikke bare vises. En revolutionær avis tager også stilling, præsenterer organisationens bud på en vej frem og ikke mindst viser, at de mange lokale kampe og problemer hænger sammen. At de er del af den samme større kamp. I jo højere grad en revolutionær avis er i stand til at bringe analyser af sådanne kampe, i jo højere grad kan organisationen slå rødder i arbejderklassen, og bruges som et praktisk våben i klassekampen til at give politisk ammunition til bevægelsen. Revolution forsøger derfor, trods sin beskedne slagkraft og rækkevidde, efter bedste evne at dække faglige konflikter, strejker og andre aspekter af arbejderklassens økonomiske kamp.
Vores mål på nuværende tidspunkt er imidlertid fortsat at nå de mest avancerede lag af unge og arbejdere, der leder efter forklaringer på den krise kapitalismen befinder sig i, og en måde hvorpå verden kan forandres fundamentalt. Derfor forsøger vi at formulere vores ideer så klart og tydeligt som muligt, og samtidig sørge for, at ingen af avisens læsere er i tvivl om hvem de skal gå til, for at gå med i kampen for en socialistisk omvæltning af kapitalismen.
Inden for marxismen skelnes der mellem to forskellige metoder, hvorpå de revolutionær spreder deres ideer. Disse to metoder kaldes propaganda og agitation. Lenin formulerede forskellen på disse to ved at »propagandisten giver mange ideer til en enkelt person eller nogle få personer, men agitatoren giver kun én eller kun nogle få ideer, men til gengæld giver han dem til en stor mængde personer«. De forskellige muligheder en organisation har for at føre propaganda eller agitation afhænger i høj grad af organisationens størrelse samt udviklingen i klassekampen. Store partier har mulighed for at lave vidtrækkende agitatoriske politiske kampagner, der når titusinder af arbejdere, og hvis mål er at vække deres utilfredshed over de skrigende modsætninger, som kapitalismen skaber. Grundet RS’ beskedne størrelse, beskæftiger Revolution sig imidlertid næsten udelukkende med propaganda, hvor vi analyserer aktuelle og specifikke begivenheder med baggrund i kapitalismens modsætninger, og fremhæver nødvendigheden af at opbygge en kadreorganisation inden en revolutionær bevægelse bryder ud. Som organisationen vokser og klassekampen skærpes, vil flere muligheder for at lave arbejde af agitatorisk karakter opstå.
Lenin understregede igennem hele sit liv behovet for revolutionær teori. Det var også derfor han ytrede de berømte ord – »Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse«. Revolutionær teori er det fundament, som det revolutionære parti bygger på. Hvis dette fundament derfor erstattes af utålmodig her-og-nu aktivisme, rent økonomisk fagforeningsarbejde eller småborgerlig teori, så ophører partiet med at være et revolutionært våben i arbejderklassen kamp for et nyt samfund.
Vi skriver for nu at nå de mest avancerede lag, så vi med tiden kan nå arbejderklassen. Revolution beskæftiger sig på nuværende stadie med teori, samt med større begivenheder i Danmark og internationalt. Men i takt med at vores organisation vokser, er det vores mål at avisen i højere grad også begynder at reflektere arbejderklassens liv og give svar på de spørgsmål, som møder arbejdere og unge i deres daglige kampe. Her er dens opgave at sammenkæde det specifikke med det generelle, at gøre arbejderklassens ubevidste stræben mod at transformere samfundet bevidst.
Styrk Revolution
Kapitalismen befinder sig i sin værste krise nogensinde, og som de mange massebevægelser, der foregår overalt i verden, vidner om, så er vi i en periode med opsving i klassekampen. De samme uløselige modsætninger og samme ophobede frustrationer, der har udløst fantastiske og kraftfulde bevægelser i Frankrig, Chile og Libanon eksisterer også under overfladen i Danmark. Før eller siden vil klassekampen bryde frem til overfladen.
Det er åbenlyst, at de igangværende bevægelser mangler revolutionær ledelse. Der er tværtimod et politisk vakuum. Men det er ikke nok at lokalisere problemet, vi må drage de nødvendige konklusioner. I al beskedenhed forsøger vi med RS at bygge kimen til en organisation der i fremtiden, i netop lignende situationer, kan vinde arbejderklassen for en socialistisk omvæltning.
Det er derfor ikke nok at Revolution udkommer 10 gange om året. Frekvensen af Revolution har behov for at blive sat op, så avisen dag til dag kan blive et politisk omdrejningspunkt for de mange arbejdere og unge, der leder efter en vej ud af kapitalismens blindgyde. RS er endnu for lille til at udfylde denne opgave. Derfor har vi brug for din hjælp. Vær med til at styrke Revolution og skabe en revolutionær avis der kan nå arbejdere og unge i hele landet.
Gå med i RS.
