På en kølig januar-aften bliver et stykke øde, congolesisk savanne oplyst af forlygter fra politibiler. En belgisk politimand fører Congos første demokratisk valgte premierminister, Patrice Lumumba, over til et træ. Premierministeren har svært ved at gå, da han er blevet tortureret i dagevis. En henrettelsespeloton på fire mand står klar, og omkring 20 soldater, politifolk og belgiske officerer ser til. En belgisk kaptajn giver klokken 21.40 ordre til at åbne ild, og premierminister Lumumba og to af hans ministre segner døde omkuld. Vi befinder os i 1961. Midt i den stormfulde periode, hvor befrielsesbevægelser kæmpede imod de rige landes herredømme og for sociale forbedringer i Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten. Under ét går denne revolutionære bølge under betegnelsen “den koloniale revolution”.
Den koloniale revolution eksploderer i Indien efter Anden Verdenskrig med kampen for uafhængighed fra Storbritannien. Kort efter følger revolutionen i Kina, hvor Maos hær nedkæmper godsejernes og kapitalisternes demoraliserede hær. Herefter går det stærkt med Indonesiens befrielseskrig 1945- 49, Indokina-krigen (Vietnams befrielse fra fransk kolonialisme) 1946-54 og en række selvstændighedsbevægelser i Mellemøsten og Nordafrika.
I 1957 bliver Ghana det første land syd for Sahara til at løsrive sig fra sin kolonimagt. Samtidig er det tydeligt, at mange af bevægelserne har en klar antikapitalistisk karakter; i Kina afskaffer Maos hær kapitalismen og laver en stalinistisk stat. I en række lande er der i de følgende år og årtier bevægelser i antikapitalistisk retning i en række lande: Vietnam, Laos, Burma, Syrien, Egypten, Libyen, Yemen, Afghanistan, Etiopien, Angola og Mocambique, for blot at nævne nogle få. Hele denne bølge af revolutionær mobilisering af millioner af verdens fattige fører naturligt til, at forskellige politiske tendenser bliver afprøvet. I den trotskistiske bevægelse fører det også til splittelse og forvirring.
Trotskismen efter Trotskij
Efter Anden Verdenskrig står den trotskistiske bevægelse svagt og isoleret. Stalinismen står stærkt på grund af den Røde Hærs sejr over Hitler, og de socialdemokratiske ledere er i stand til hurtigt at opnå stor støtte på grundlag af et økonomisk opsving i kapitalismen, stigende levestandard og Marshall-hjælpen fra USA til Vesteuropa. Trotskijs gamle prognose fra 1940 om, at krigen ville gøre det af med både stalinismen og den socialdemokratiske reformisme, har vist sig at hvile på forudsætninger, der ikke længere er til stede. Men nogle af lederne fra Fjerde Internationale (som eksempelvis amerikaneren James Cannon) holder stædigt fast i den gamle prognose og erklærer, at da stalinisterne og socialdemokraterne står stærkt, må det betyde, at krigen ikke er slut.
Denne type ledere, ude af stand til at tænke selvstændigt i Trotskijs fravær, fører organisationen fra den ene fejltagelse til den anden – især på spørgsmålet om tilgangen til den koloniale revolution. Den britiske sektion, Revolutionary Communist Party (RCP), under ledelse af folk som Jock Haston (1913-86) og Ted Grant (1913-2006) skiller sig hurtigt ud som en gruppe, der formår at omstille sig i den nye situation og udarbejde en socialistisk taktik for den revolutionære bevægelse i både de udviklede kapitalistiske lande og de lande, som er omsluttet af den koloniale revolution.
Kina: Mao tager magten
Da Maos hær rykker frem i 1948-49, er Fjerde Internationales ledere først overbeviste om, at Mao ligesom stalinisterne under den kinesiske revolution i 1927 vil forråde revolutionen og overgive sig til feudalismens generalissimo Chiang Kai-Shek. Under en debat svarer Ted Grant: “Ja, Mao ønsker at overgive sig til Chiang, men han kan ikke fange ham!”
Det gamle regimes hær er på vild flugt fra Maos hær, der består af forhenværende bønder. Ted Grant forklarer i januar 1949, at Maos program for “jord til bønderne” er ensbetydende med nederlag til de feudale jordejere og deres korrupte regime. Samtidig med, at Ted Grant hylder, at det gamle regime i Kina er blevet knust, og at godsejervældet og kapitalismen er blevet fejet væk, forklarer han, at Maos regime ikke er et socialistisk styre, men en bureaukratisk og totalitær karikatur af socialisme.
Årsagen er, forklarer han, at Maos hær, der består af forhenværende bønder, er den drivende kraft i revolutionen. Arbejderne spiller en relativ lille rolle. Så snart soldaterne kommer ind til byerne, fejer de arbejderne til side og agerer samfundets nye herrer. Soldaterne har kæmpet i årevis imod Chiangs hær. I deres øjne har arbejderne ikke løftet en finger i denne kamp, og derfor føler Maos soldater sig moralsk overlegne.
Den nye stat, som Mao og hans hær etablerer i Kina, bliver bygget som et spejlbillede af Stalins regime i Sovjetunionen. Staten ejer industrien og planlægger produktionen, hvilket giver stor vækst og enorme fremskridt, men al uafhængig aktivitet blandt arbejderne og resten af befolkningen holdes hårdt nede. I sine artikler forklarer Ted Grant, at revolutionen er et kæmpemæssigt fremskridt, men at der vil være brug for endnu en revolution – en politisk revolution – til at feje statsbureaukratiet væk og begynde en bevægelse i retning af et socialistisk samfund.
Han forklarer samtidig, at en sådan revolution vil brede sig til Sovjetunionen og dermed knuse stalinismen og bane vejen for en tilbagevenden til arbejderdemokratiet som i Lenin og Trotskijs tid. Hvis det sker, siger han, vil det bane vejen for socialistisk omvæltning på verdensplan. I den trotskistiske bevægelse er der imidlertid ikke enighed om RCP’s analyse.
Da Kina kommer i konflikt med Sovjetunionen, indser nogle af lederne i Fjerde Internationale, at Mao ikke har overgivet sig til kapitalisterne, men besejret dem. I konflikten mellem Kina og Sovjet ser de pludselig en konflikt mellem en sund arbejderstat (Kina) og en degenereret, stalinistisk stat (Sovjetunionen). Den britiske sektions ledere forklarer, at det er en konflikt mellem to nationale bureaukratier, som der ikke er væsentlig forskel på. Men Fjerde Internationales ledere konkluderer, at Mao er “ubevidst trotskist” og bør rekrutteres til Fjerde Internationale. Men Mao har ikke travlt med at melde sig ind i Fjerde Internationale – han er optaget af at konsolidere sit greb om magten og sikre sig, at arbejderne ikke får nogen idéer om, at de selv skal styre samfundet.
Den permanente revolution
Det er den marxistiske teori om den såkaldte “permanente revolution”, der ligger til grund for analysen af den koloniale revolution. De fremskredne kapitalistiske lande i Vesteuropa, Nordamerika og Japan har for længe siden gennemgået en udvikling, hvor kapitalistklasserne i disse lande var en revolutionær kraft i opgøret med feudalismen, adelen og godsejervældet. I den franske revolution blev en stor del af adelen fysisk likvideret, og i USA kæmpede de borgerlige militser imod det bagstræberiske engelske herredømme.
Men under moderne forhold som de, der eksisterer efter Anden Verdenskrig, ser man ikke et eneste tegn på borgerlig-demokratisk revolutionær saft og kraft blandt kapitalisterne i de koloniale lande. Tværtimod: de er bundet til de multinationale virksomheder og til store vestlige finanshuse. Samtidig er kapitalisterne og godsejerne ofte én og samme person – eller i det mindste samme familie. De har hverken interesse i at smadre feudalismen eller i at gøre deres land uafhængigt i nogen som helst meningsfyldt forstand.
Disse landes vej mod udvikling og modernisering er blokeret af, at de står i en anden situation end de “gamle” kapitalistiske lande gjorde i kapitalismens begyndelse. De kan på grund af imperialismens dominans og deres egen sociale sammensætning ikke gennemgå en klassisk kapitalistisk revolution med alt hvad det indebærer (national enhed og selvstændighed, udvikling af industrien, parlamentarisk demokrati og jord til bønderne). Denne opgave må i disse lande udføres af andre klasser end borgerskabet.
Trotskij argumenterede i sin tid for, at når arbejderne stiller sig i spidsen for en demokratisk (borgerlig) revolution, vil de ikke standse revolutionen ved fabriksporten. En ægte demokratisk revolution i disse lande vil omgående komme i konflikt med både den nationale og internationale kapital, der omgående vil modsætte sig blot den mindste økonomiske omfordeling og demokratiske tiltag, der forhindrer korruption og truer elitens traditionelle magt og privilegier. For at den demokratiske revolution skal lykkes, må den glide over i en socialistisk revolution, der giver flertallet demokratisk kontrol over økonomien. Desuden har revolutionen behov for at blive spredt til andre lande, så den ikke efterlades isoleret og kan sultes ihjel.
En forvrænget revolution
Man kan sige, at den koloniale revolution i det omfang den lykkes, lykkes på en forvrænget måde. I mange lande er det ikke arbejderklassen, der stiller sig i spidsen for revolutionen imod kolonialisme og feudalisme, men derimod guerillahære eller “almindelige” hære. I Indonesien er det Sukarnos hær, der er opbygget under Anden Verdenskrig, som sammen med kommunisterne kæmper imod først englænderne og siden hollænderne. I Egypten tager “de frie officerer” med Gamal Abdel Nasser magten i 1952 og vælter den britiskstøttede Kong Farouk.
Selve Sovjetunionens tilstedeværelse som stormagt gør en enorm forskel i årene efter Anden Verdenskrig. Mange af den koloniale revolutions ledere bliver af omstændighederne – og for det meste i direkte modstrid med deres eget program og oprindelige hensigter – presset til et opgør med kapitalismen. De finder, at når de forsøger at bryde godsejernes magt og gøre op med koloniherrerne, bliver de mødt med modvilje, økonomisk sabotage og endda væbnet modstand fra kapitalisterne og Vestmagterne.
Da Fidel Castro, Che Guevara og de andre cubanske revolutionære tager magten i 1959, har Castro eksempelvis ingen hensigter om at afskaffe kapitalismen i Cuba. Omstændighederne vil det imidlertid anderledes. Imperialisterne i USA er hurtige til at gribe ind med sabotage og blokade mod alle forsøg på omfordeling af landets rigdomme. Efter at Cuba køber et parti råolie fra Sovjetunionen nægter de amerikanske oliefirmaer under pres fra regeringen i Washington at raffinere den. Konflikten eskalerer og USA erklærer total handelsblokade mod Cuba. Blokaden gælder fortsat i dag, og FN har erklæret, at blokaden er at sidestille med folkedrab. Imidlertid tvinger det Castro til at nationalisere alle amerikanske virksomheder i landet og indgå en alliance med Sovjetunionen, som bliver Cubas vigtigste handelspartner frem til Sovjetunionens kollaps i 1991.
Revolutionens dobbelt-karakter
Udviklingen andre steder bliver drevet at lignende mekanismer. I Angola, Mocambique, Syrien, Sydyemen, Etiopien, Afghanistan, Laos og Vietnam havner lederne af den koloniale revolution med at stå i spidsen for et opgør med kapitalismen. Det skyldes ikke nødvendigvis, at det er deres erklærede mål. Snarere skyldes det den omstændighed, at alle forsøg på at omfordele jorden og forbedre bøndernes vilkår i disse lande støder imod indædt modstand fra den lokale elite og de vestlige imperialistiske lande. Samtidig gør tilstedeværelsen af Sovjetunionen, at disse ledere har en model at indrette samfundet efter.
I Sovjetunionen finder de en vigtig partner indenfor handel, militær, politik, efterretningsvæsen og diplomati. Samtidig med, at den koloniale revolutions ledere i disse lande læner sig op af en massiv bevægelse blandt bønderne og samfundets fattige og eksproprierer kapitalismen, opbygger de et stærkt statsapparat, der forhindrer en virkelig bevægelse i retning af, at arbejderne får magten og at samfundet bliver socialistisk.
På det økonomiske område står disse ledere derfor i spidsen for en enormt progressiv udvikling, der fører samfundene fremad, udvikler industrien og hæver levestandarden. Men på det politiske og demokratiske plan udgør de en bremse for videre udvikling – ikke mindst fordi al erfaring viser, at en statsejet, planlagt økonomi før eller siden vil gå i stå og kollapse, hvis ikke, der er frihed til at kritisere, ytre sig og organisere sig.
Afghanistans revolution
Det er ikke mange i Danmark, der i dag er klar over det, men i 1978 gennemgår Afghanistan en revolution. Man kan med god ret hævde, at det er den blodige nedkæmpelse af denne revolution, der har trukket sine blodige spor op til i dag. I 1973 er der et militærkup under ledelse af Muhammad Daoud. Hans regime udfordres af Afghanistans Demokratiske Folkeparti (PDPA), landets kommunistparti. Den 17. april myrder regimet en af partiets ledere, Mir Ali Akbar Khyber.
Det udløser masseprotest i Kabul, og regimet planlægger at myrde seks andre ledende partimedlemmer, som sidder i det berygtede Pula- Charkhi fængsel. Men det bliver der sat en stopper for, da kommunistiske officerer fra hæren og luftvåbenet tager magten. Den demokratiske republik Afghanistan bliver udråbt, og der nedsættes et revolutionsråd og en ny regering med Nur Muhammad Taraki i spidsen. Et af revolutionens første dekreter er et totalforbud mod køb og salg af kvinder. Dekret nummer seks afskaffer alle bøndernes gæld til godsejere og pengeudlånere. Der gennemføres også en jordreform. Tre fjerdedele af landets landbrugsjord, som hidtil har været i hænderne på fem procent af befolkningen, bliver fordelt til 300.000 jordløse bønder. Der bliver taget radikale skridt til at forbedre sundhedssystemet, boligsituationen, fødevareforsyningerne og til at udrydde arbejdsløshed.
Over 600 skoler og højere uddannelsesinstitutioner bliver oprettet i 1978-79. 800.000 arbejdere og bønder begynder at gå til kurser for at lære at læse. Store mængder imperialistisk og “national” borgerlig kapital bliver nationaliseret. De radikale tiltag, der bliver taget i de første måneder efter revolutionen, har en enorm indvirkning i hele regionen. Imperialisterne er rædselsslagne for følgerne. Det er den virkelige grund til, at den største hemmelige operation i CIA’s historie bliver udløst imod den afghanske revolution.
Det er også her, den nuværende krig begynder – med imperialisternes finansielle, logistiske og militære støtte til den såkaldte “islamiske jihad”. I takt med at oprørets pres bliver stærkere udbryder der interne kampe i PDPA’s ledelse, hvilket også afspejler delinger langs nationale og etniske skillelinjer. Det fører til, at Taraki bliver dræbt af den fløj i partiet, der ser til Sovjetunionen. Sovjetunionens politik går ud på at begrænse revolutionen, fordi Moskva ser revolutionen som en “destabiliserende” faktor, der forstyrrer diplomatiet. Nogle af revolutionens mest radikale tiltag rulles tilbage, og PDPA-lederne forsøger at “undgå at provokere” godsejerne og krigsherrerne unødigt. Men krigsherrernes oprør er allerede i gang, og PDPA-ledernes tilbageskridt indbyder blot til yderligere aggression. PDPA-lederne allierer sig også i stigende grad med Moskva som modvægt til USA, Saudi Arabien og Pakistan, som bekæmper revolutionen.
De russiske kampvogne ruller ind i Afghanistan over Oxus-floden og gennem Salang-passet. Dette forandrer hele konfliktens dimension. Krigen bliver til en kamp mellem Sovjetunionen og USA. Med tiden taber Sovjetunionen, og Afghanistan overgår til et tilsyneladende endeløst barbari. Ted Grant skriver i juni 1978, blot få uger efter revolutionen:
“Hvis de [PDPA-lederne] nøler, muligvis under indflydelse fra det russiske regime, vil de bane vejen for en grusom kontrarevolution baseret på den truede adel og mullaherne. Hvis kontrarevolutionen lykkes, vil den genskabe det gamle regime på knoglerne af hundredtusinder af bønder, massakre på de radikale officerer og noget nær udryddelse af den uddannede elite.” Mere rammende kan det vist ikke siges.
En ufærdig revolution
Det afgørende for den koloniale revolutions udvikling er kapitalismens manglende evne til at modernisere og udvikle disse lande samt fraværet af en socialistisk revolution i de industrialiserede lande. Det er det, Ted Grant baserer sin analyse på i hele perioden. Samtidig gør tilstedeværelsen af en stærk stalinistisk blok (Sovjetunionen og Kina), at processen tager en forvrænget form i mange lande, hvor revolutionen bliver låst fast i en bureaukratisk, nationalistisk og stalinistisk blindgyde.
I de lande, hvor revolutionen ikke formår at vælte kapitalismen og godsejerne, fører kontrarevolutionen til en enorm katastrofe og uhørte massakrer. I Indonesien bliver mere end en million kommunister (og folk der er mistænkt for kommunistiske sympatier) massakreret af fundamentalistiske militser til forsvar for sultanernes ejendomsret til jorden. I Irak bliver arbejderbevægelsen druknet i blod af Saddam Hussein, som i denne periode endnu er USA’s bedste ven.
I Congo efter Lumumba følger det ene blodbad efter det andet, fordi imperialismen ikke kan tolerere, at befolkningen selv afgør sin skæbne og får øget kontrol over landets rige ressourcer. Og sådan er det i mange lande. I de lande, hvor revolutionen afskaffer kapitalismen, men ikke bliver fuldført som en socialistisk revolution, formår kapitalisterne at genvinde fodfæstet med katastrofale følger. Man behøver blot at se på Afghanistan, Syrien og Etiopien.
De artikler, der findes fra Ted Grants hånd om denne stormfulde periode, viser en dygtig brug af marxismen til at analysere de nye og vigtige begivenheder. Samtidig peger de på en vej frem gennem international kamp for en socialistisk omdannelse af samfundet som løsningen på de uhyrligheder, der plager størstedelen af verden.
