I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi klare i spyttet, hvad angår anvendelse af vold. Anderledes ulden er Matthias Dressler-Bredsdorff, der gemmer sig bag et høj lixtal oppe i elfenbenstårnet.
»Klimakrisen gør, at vi må tage en diskussion om grøn sabotage«. Sådan lyder rubrikken på journalist Matthias Dressler-Bredsdorffs klumme den 2. maj i Information, hvori han omtaler mig og det parti, som jeg er medlem af, Revolutionært Kommunistisk Parti. Det gør han på baggrund af, at jeg medvirkede i et videointerview hos B.T.
Ifølge Dressler-Bredsdorff bliver jeg »fanget« af journalisten, da jeg udtaler: »Men det er klart, at det nuværende samfund er ekstremt voldeligt. For os at se så er en revolution, at flertallet forsøger at ændre samfundet. Hvis der er nogen, der vil stoppe det med vold, med magt, så er det jo klart, at folk må forsvare sig«.
Om det skriver han: »Ved ikke på forhånd og i alle situationer at afskrive muligheden for vold, inklusive som selvforsvar, har den interviewede de facto afskrevet sig selv.« Al form for vold er altså ifølge Dressler-Bredsdorff uanvendeligt.
I Revolutionært Kommunistisk Parti har vi intet problem med at stå på mål for vores holdninger. Først forsøger B.T. og nu Dressler-Bredsdorff at portrættere os som voldsforherligende. Intet kunne være længere fra sandheden. Vi kæmper for en fredelig revolution. Det er absolut muligt, især i et land som Danmark. Vi kæmper for et samfund, hvor de betingelser, som skaber så utrolig meget vold i dag, bliver fjernet.
Nej tak til grøn vold. Eller hvad?
Vi er ikke dog ikke naive. Der sidder en lille elite i toppen af dette samfund, som naturligvis vil gøre alt, hvad de kan for at fastholde deres magt og privilegier. Vi kan ikke bestemme, hvad deres reaktion vil være, hvis det store flertal beslutter sig for at gøre op med det nuværende system, der kun gavner denne elite.
Det er derfor, at jeg hos B.T. forklarede, at hvis flertallet i befolkningen påbegynder en revolution, og de nuværende magthavere vil stoppe den med vold, så mener vi naturligvis, at det er fuldt legitimt at forsvare sig.
Vi er altså ret klare i spyttet. Anderledes uklart står det til med Dressler-Bredsdorffs holdning til vold. Han starter med at afskrive al vold, men bruger mit interview som afsæt til at lufte sine tanker vedrørende klimakampen og de nuværende klimaprotesters utilstrækkelighed. På trods af hans tidligere kategoriske afvisning af vold slutter han sin kommentar: »Der skal stærkere midler til. Hvad de er, må vi finde ud af sammen.« Titlen på kommentaren i printavisen er »Grøn vold«.
Så nej til vold. Men det er muligt, at det alligevel skal bruges. Måske? Måske ikke?
I stedet for at stå ved, hvad han faktisk mener, og komme med forslag til, hvad han faktisk synes, der bør gøres, så gemmer Dressler-Bredsdorff sig bag frasen om, at vi »sammen må finde ud af det«.
I forbifarten nævner Dressler-Bredsdorff arbejderbevægelsen, at vi kan lære af historien, og hvordan arbejderklassen brugte »strejker, blokader og ikke mindst sabotage«. Yes! Her er vi helt enige.
Men det er ikke nok blot at hænge sig i historien. For arbejderklassen er ikke noget, der hører fortiden til, men nutiden: I Kina, USA, Tyskland, Indien og mange andre steder er arbejderklassen i bevægelse, i gang med at organisere sig og genopfinde sine kampmetoder. Vi mener, at arbejderklassen vil gøre det samme i Danmark i den kommende periode.
Det er den ene grund til, at vi er optimistiske omkring fremtiden: Vi har fuld tillid til, at arbejderklassen, det store flertal, kan revolutionere samfundet, skabe et nyt og drive det bæredygtigt. Den anden grund er, at vi ikke lader det blive ved ord. Som kommunister handler vi sammen og organiserer os sammen.
Individualistisk bedrevidenhed fører ingen vegne
Man kan ikke sige det samme om Dressler-Bredsdorff, hvis indlæg mest af alt udtrykker en pessimistisk, småborgerlig magtesløshed. Det giver god mening, når man lever af at sidde i sit elfenbenstårn og få penge for at dele ud af sine strøtanker, men intet gør for at organisere en kraft, der rent faktisk kan ændre verden.
Der findes mange Dressler-Bredsdorff’ere derude, om de så kalder sig akademiske marxister, radikale demokrater eller noget tredje. I deres kritik er der altid skruet op for lixtallet og arrogancen – et klassisk greb i de her akademiske cirkler, hvor man gerne vil fremstå venstreorienteret og radikal.
Det er denne form for individualistisk bedrevidenhed, som har været med til at give venstrefløjen et dårligt rygte, og som desværre stortrives på Information.
Heldigvis er der et voksende lag af unge, der ikke har noget til overs for akademiske dybsindigheder, men som ønsker at organisere sig for at forandre verden. Det er dem, der strømmer til os i Revolutionært Kommunistisk Parti, og det er dem, der giver os optimisme og tro på fremtiden.
