Landets universiteter er i øjeblikket inde i store omvæltninger. Der forhandles om en ny universitetsreform, der fjerner det demokrati, de studerende var med til at kæmpe igennem i 1968. Reformen betyder, at ledelsen af universiteterne nu skal have et flertal af folk fra uden for universiteterne. Tidligere har flertallet bestået af ansatte, både lærere og administrativt personale, samt studerende. Samtidig skal lederne på alle niveauer – rektor, fakulteter og institutter – ansættes, i stedet for som nu, hvor de bliver valgt af ansatte og studerende og kan afsættes hvis der er utilfredshed med dem. Samtidig skal universiteterne være selvejende. Regeringen har bl.a. fundet flertal til reformen hos Socialdemokraterne.

Hvorfor ingen studenterreaktioner?

Selvom reformen truer demokratiet og den frie forskning, har der næsten ikke været nogen reaktioner fra de studerende. Det skyldes først og fremmest, at langt størstedelen af de studerende ikke nu føler, at de har nogen reel indflydelse. De sidste mange år er de studerendes forhold blevet forringet gennem utallige besparelser, og ledelsen for studenternes organisationer har ikke ført protester imod disse nedskæringer frem, men har i stedet siddet og været med til at prioritere nedskæringerne. Langt størstedelen af de studerende kan altså ikke se, at reformen gør nogen forskel i deres hverdag. Samtidig har regeringen brugt den samme taktik som ved sidste års finanslovsforhandlinger, hvor bebudede besparelser er blevet udskudt. Universiteterne er de sidste mange år blevet skåret og kan ikke klare flere nedskæringer. På den måde har den borgerlige regering formået at skabe lettelse over, at nedskæringerne blev udskudt, i stedet for utilfredshed med reformen.

Reformen er en del af en større tendens

At universiteterne skal gøres selvejende betyder, at erhvervslivet lettere kan bestemme, hvad der skal lægges vægt på i undervisningen, og hvilken retning forskningen skal gå. Når universiteterne selv skal køre økonomien, og den gang på gang bliver skåret, må de finde nye måder at tjene penge på, og det vil blive ved at udbyde kurser for virksomheder og forskning, som man kan tjene penge på, på bekostning af de studerende og forskning i, hvad samfundet har brug for. Men det er ikke kun i Danmark, at der sker ændringer på universitetsområdet. Lige nu er der forhandlinger i gang i verdenshandelsorganisationen (WTO) om en liberalisering af services som fx uddannelser, energi- og vandforsyning o.l. (det der kaldes aftalen om GATS). Hvis det kommer igennem, skal store uddannelsesfirmaer, som dem der er i USA, kunne komme til Danmark og kræve samme behandling, altså samme tilskud, som de offentlige universiteter. På den måde bliver også de offentlige universiteter markedsgjort.

Tegn på en kapitalisme i krise

Kapitalismen på verdensplan er i krise og leder desperat efter nye markeder, derfor nu denne snak om en liberalisering af bl.a. uddannelserne. Det viser, hvordan kapitalismen fuldstændigt har udspillet sin progressive rolle på verdensplan. Nu gælder hver en lille profitkrone, der kan få økonomien i gang igen, og udviklingen af ny teknologi og forskning i fx arbejdsmiljø sker kun med det formål.

Allerede nu er der begyndende protester imod forslaget. De studerende i Danmark må gå sammen med de ansatte imod reformen og liberaliseringerne i GATS. Men samtidig må de alliere sig med arbejderklassen i kampen for et uddannelsessystem for alle, der er med til at føre samfundet fremad i stedet for tilbage. Den eneste måde forskningen og udviklingen af ny forskning og ny teknologi kan komme alle til gavn, er i et frit samfund, altså et socialistisk, hvor alle – både ansatte, studerende og arbejderklassen generelt – kan bestemme, hvad der skal undervises og forskes i, og hvor uddannelserne ikke er underlagt private profitinteresser.