På Tuborgvej Tekniske Skole i København samledes lærlingene omkring middagstid tirsdag. Eleverne på skolens grundforløb blokerede, så ingen lærere kunne komme ind, og dermed blev al undervisning lukket. En rundspørge i alle klasser havde forinden vist, at ingen var imod denne aktion.

Kort efter gik lærlingene i demonstration, mødtes med en stor gruppe gymnasieelever på Nørrebrogade, og fortsatte til Rådhuspladsen.

Neddroslet mobilisering
Den vigtigste kraft var uden tvivl gymnasieeleverne. Derudover var der en relativt stor gruppe folkeskoleelever. Der var også lærestuderende, universitetsstuderende, lærlinge og andre.

Til at begynde med sagde arrangørerne af tirsdagens demonstration, at de regnede med, at der ville deltage 50.000 i demonstration den 6. oktober. Senere blev forventningen neddroslet til 25.000. Ifølge Jyllands-Posten 7. oktober sagde de selv, at omkring 22.000. Der er med andre ord tale om, at mobiliseringen blev væsentligt mindre end det, der først blev regnet med. At sige dette er ikke et tegn på mangel på respekt for den mobilisering og den energi, der er blevet udvist på de enkelte skoler – tværtimod. Der er brug for en ærlig vurdering af, hvad der er sket, hvorfor, og hvad der nu skal til.

Gymnasieeleverne
Der blev mobiliseret stærkt på mange gymnasier. Ifølge gymnasieelevernes organisation DGS blev 48 gymnasier besat i hele landet om mandagen. Eleverne på omkring 60 gymnasier nedlagde tirsdag undervisningen for at protestere imod, at den borgerlige regering vil spare en milliard på uddannelserne. Alt tyder på, at deltagelsen i demonstrationen har været massiv.

Gymnasieeleverne gik ikke hjem, da undervisningen blev nedlagt, men deltog i demonstrationerne, der gik indtil den fælles demonstration. Eleverne opretholdt en høj grad af disciplin, hvilket afspejler et højt politisk niveau og en stor vrede imod den borgerlige regering. Denne vrede stemning blandt eleverne blev til gengæld mødt af en usædvanlig tam omgang på Rådhuspladsen.

Lederne på talerstolen mødte demonstranterne med taler om, ”hvor er det flot, at I er så mange”, ros til DGS’ formand fordi han ”gør et kæmpe arbejde for eleverne” og usædvanlig lidt politik. Denne reporter mødte ingen elever på Rådhuspladsen, der var tilfredse med det upolitiske arrangement. Eleverne stemte med fødderne, og de forlod i stort tal Rådhuspladsen.

Ledelsen
Ingen af repræsentanterne for elevbevægelsen gjorde et forsøg på at forbinde kampen for ordentlige forhold for de unge med, hvilken regering, der sidder. Linjen var tydeligvis, at man ikke skal være ”partipolitisk”. Men det er i praksis en meget farlig linje, fordi den demobiliserer eleverne.

Ledelsens fornemste opgave er at stole på eleverne, lytte til deres problemer og krav, formulere en sammenhængende række af krav, stille sig i spidsen for disse krav, hjælpe de lokale ledere på skolerne til at mobilisere, og ikke mindst formulere et bud på, hvad problemerne skyldes, og hvordan de kan løses.

Det burde være klart for alle, der har været aktive i den seneste periode, at den borgerlige regering ikke fører en politik til gavn for ungdommen. Den borgerlige regering fører en politik, der gavner deres bagland – de store arbejdsgivere, aktionærerne og boligspekulanterne. Derfor presser de SU’en, så unge kan udnyttes som billig arbejdskraft. Derfor skærer de ned på skolerne, så de i stedet kan forære statens pengene til de borgerliges snyltende overklasse-venner i bankerne. De borgerlige modarbejder også bevidst, at unge kan få ordentlige boliger, der er til at betale – det presser nemlig mange unge ud i en situation, hvor man skal betale overpriser til skrupelløse bolighajer og ejendomsspekulanter. Denne politik er ikke en tilfældighed, men et resultat af en bevidst politik, der har til formål at berige samfundets absolutte top på bekostning af arbejderklassen og ungdommen i almindelighed.

Der er brug for, at elevernes ledelse fremhæver disse ting og gør de politiske og klassemæssige forskelle klare i stedet for at udviske dem. Ledelsen må melde klart ud og sige det, som alle elever instinktivt ved – at dette er en politisk kamp om, hvordan samfundets ressourcer skal bruges. Elvebevægelsens ledelse må også drage konsekvensen og mobilisere for at vælte den borgerlige regering og få en ny regering, der vil forsvare ungdommens forhold.

Eleverne bød sådanne udmeldinger særdeles velkomne, da en lærling under demonstrationen talte fra en af højtalervognene. Lærlingen forklarede, at kampen handler om, at en lille snylter-minoritet i toppen af samfundet har interesse i dårlige forhold for lærlinge, gymnasieelever og resten af ungdommen. Da lærlingen råbte ”Ned med Løkke”, ”Ned med regeringen”, ”Ned med Pia” og ”Ny regering!”, stemte alle omkring vognen entusiastisk i.

Alliance med arbejderbevægelsen
Ungdommen har aldrig fået noget forærende. Alle fremskridt, lige fra gratis uddannelse, SU og så videre, er et resultat af arbejderbevægelsens kampe. Det er arbejderbevægelsen, der har kæmpet alle fremskridt for ungdommen igennem. Det er derfor naturligt, at elevbevægelsen tyr til sin naturlige allierede – fagbevægelsen og arbejderpartierne – i kampen imod de borgerliges angreb.

Den ”voksne” fagbevægelse var fraværende ved demonstrationen tirsdag. Det var angiveligt for ikke at ”stjæle de unges dagsorden”. Men fagbevægelsen og ungdommens organisationer har overhovedet ikke forskellige ”dagsordener” – eller burde i hvert fald ikke have det. Kravene er grundlæggende de samme, hvad enten de kommer fra arbejdspladserne, de tekniske skoler gymnasierne eller seminarierne: kamp imod arbejdsløsheden, ret til god og gratis uddannelse (herunder lærepladser!) til alle, for økonomiske muligheder for at kunne tage en uddannelse – en SU og lærlingeløn til at leve af, ordentlige boliger, der er til at betale, ingen gaver til bankerne og resten af overklassen, lavere arbejdstid og så videre.

Elevbevægelsens ledere har intet gjort for at appellere til den organiserede arbejderklasse om at deltage så massivt som muligt. Det er kun ved en stærk alliance med arbejderne, at ungdommen kan få sine krav igennem. Lærlingene er afhængig af at stå sammen med svendene på pladsen – det er helt indlysende. Men det er også helt indlysende, at gymnasieelever ikke alene kan presse den borgerlige regering – de borgerlige kan kun presses, hvis de frygter for, at deres bagland i industrien bliver ramt på pengepungen. Det er kun arbejderklassen, organiseret i fagforeningerne, der kan lægge et sådant pres. Ved at ignorere dette, skader elevbevægelsens ledere i virkeligheden de unges kamp i stedet for at styrke den.

Mobilisering og kamp
Som tidligere nævnt, var der en udbredt stemning af skuffelse at spore på Rådhuspladsen tirsdag. Mange unge forlod pladsen, selv om de var ankommet med deres skole i samlet flok. Men da elevbevægelsens ledere tog over og anførte demonstrationen i stedet for de lokale ledere på skolerne, så faldt det politiske niveau, og mange havde svært ved at se formålet og seriøsiteten.

Elevbevægelsens ledere må forstå, at eleverne gerne vil kæmpe, men at eleverne kun vil kæmpe, hvis de tror, at det nytter. Hvis lederne amputerer kampen ved at isolere sig fra arbejderbevægelsen og splitte eleverne væk fra deres eneste allierede, så vil mange elever have svært ved at se, hvordan man kan vinde.

Mange elever gav udtryk for en holdning, der sagde, ”selvfølgelig vil vi kæmpe, selv om vi har svært ved at se, at det nytter. Men vi kan ikke gøre andet”. Det udtrykker meget godt stemningen blandt især gymnasieeleverne på nuværende tidspunkt. Men det vil ikke vare ved. Enten må elevernes ledere optrappe kampen og give den en klar retning, eller også vil mange elever finde, at upolitiske protester, adskilt fra arbejderbevægelsen, er nyttesløse.

Ledelsen må stole på eleverne, deres kampvilje og initiativrigdom. Under alle omstændigheder udviste de almindelige elever langt mere kampgejst og initiativ end deres ledere tirsdag. Lederne af de organisationer, der stod bag tirsdagens mobilisering, må basere sig på de unge og indkalde til et stormøde for alle elever, lærlinge og studerende, hvor de i fællesskab kan diskutere og beslutte, hvordan kampen bedst føres til sejr.

Kæmp for socialisme
De seneste 30 år har været en evig kamp for ungdommen, der har kæmpet imod nedskæringer. Alene i de sidste otte år under den borgerlige regering har der været nedskæringer hvert eneste år. De borgerlige har tydeligvis ikke tænkt sig at standse nedskæringerne. De vil have ungdommen og arbejderne til at betale regningen for de milliarder, de smider efter bankerne, og de nye kampfly, de vil købe for at bombe fattige mennesker i fjerne lande. Det er tydeligt, at ungdommens problemer ikke kan løses under den borgerlige regering. Der er brug for at kæmpe for en ny regering med SF.

For at kunne løse ungdommens problemer, for at erstatte de seneste mange års nedskæringer med investeringer, er der brug for at ungdommen organiserer sig i sine fagforeninger, lærlingeklubber, elevråd og så videre. Men der er også brug for at organisere sig politisk. Det naturlige sted for unge klassekæmpere at organisere er i SF og SFU, og kæmpe for at de marxistiske ideer kommer i spidsen for arbejderbevægelsen.

De enorme teknologiske fremskridt, der er sket de sidste 50 år, gør det fuldt ud muligt at skabe et samfund, hvor nedskæringer, dårlig lærlingeløn, mangel på ressourcer og praktikpladser, kun er fortidslevn. Men så længe, samfundet domineres af en lille gruppe egoistiske, profithungrende banker, arbejdsgivere og deres skødehunde i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, så er det umuligt. Der er brug for en organiseret og målrettet kamp for at feje dem og deres system af banen og erstatte det med et socialistisk samfund.