Dem og Os: rekordstore overskud og stigende inflation

Mærsk

Andreas Nørgård



2 minutter

Med et årsregnskab på 117 milliarder kunne Mærsk for nylig præsentere det største overskud nogensinde i dansk erhvervshistorie. Billede: Flickr

Dem:

Dansk erhvervslivs konger kunne næppe få armene højere op over hovedet, end de havde den 9. februar, da Mærsk aflagde sit regnskab for 2021. Mærsk kunne nemlig præsentere det største overskud nogensinde i dansk erhvervshistorie. Den samlede indtjening for 2021 løb op i mere end 117 milliarder kroner – en fremgang på 500 % i forhold til deres 2020-resultat. Der var derfor fest blandt aktionærerne, som Mærsk vil udbetale 47 milliarder kroner til.

Det historisk store overskud hos Mærsk vil imidlertid ikke være til megen gavn for den danske statskasse. I 2001 vedtog politikerne på Christiansborg at fritage rederierne, herunder Mærsk, fra at betale selskabsskat. I stedet betaler de en såkaldt tonnageskat, en slags vægtafgift på skibe. Alt i alt og på tværs af landegrænser havde A.P. Møller Mærsk som et af landets mægtigste selskaber en effektiv skatteprocent i 2021 på 3,7 %. Med rigdom kommer magt, indflydelse og venner, hvilket Mærsk har i overflod på Christiansborg. Efter selskabet annoncerede danmarkshistoriens største overskud, var den socialdemokratiske erhvervsordfører Orla Hav naturligvis hurtigt ude i medierne for at afvise eventuelle planer om at ændre på rederiernes exceptionelt generøse skatteforhold.

Os:

Mens borgerskabet og eliten kun bliver rigere, må arbejdere og unge grave dybere i lommerne for at skaffe sig de mest basale fornødenheder. På trods af at alle de kloge borgerlige økonomer forsikrede os om, at inflationen ikke ville blive et problem i Danmark, er inflationen nu godt i gang med at udhule lønningernes købekraft. I januar steg det samlede forbrugerprisindeks med 4,3 %, og prisen på varer er i gennemsnit steget med 6,6 % sammenlignet med sidste år – den højeste stigning siden 1985. Konkret vil det betyde, at en gennemsnitlig husstand står til at miste mellem 17.000-20.000 kroner om året. Det må siges at være en gevaldig reallønstilbagegang, som vil ramme arbejdere, unge, ældre og lavtlønnede særdeles hårdt. Der er desuden ingen grund til at tro, at inflationen har toppet, så regningerne kan blive langt større i fremtiden. Mette Frederiksen fortalte os stolt i sin nytårstale, at “Dansk økonomi er bomstærk”, og hendes regering taler om, at Danmark gennemlever et historisk økonomisk opsving. Men det er et opsving, som kun er til glæde for samfundets øverste top. Vi andre må derimod møjsommeligt vende hver en krone i forsøget på at følge med de stærkt stigende priser; en kunst som vil blive sværre og sværre.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]