Os:
Vi bliver fortalt at Danmark i den grad har brug for faglærte, og at problemet kun vil blive værre i fremtiden.
Vi skal tage erhvervsuddannelse, hvor princippet er, at man skiftevis lærer ved at være i lære hos en virksomhed og ved at være i kortere skoleforløb. Mange kan ikke få en læreplads, og ender i værste fald med at måtte stoppe på uddannelsen, eller hvis man er på en uddannelse, hvor der virkelig er mangel på uddannede, komme i SKP (skolepraktik). Prisen for dette er, at vi ender i et limbo , hvor vi arbejder fuldtid, men kun modtager marginalt mere end SU og ikke har adgang til forsørgertilskud eller handicaptillæg. Skulle vi være så uheldige at være i SKP under uddannelsen, vil vi efterfølgende opleve at komme bagerst i køen i forhold til at få et arbejde, da vi så betragtes som mindre kompetente af arbejdsgiveren. Lige nu er der på portalen praktikpladsen.dk 17.471 elevprofiler der søger elevplads. Manglen på arbejdskraft burde, hvis vi skal tro de borgerlige dogmer, følge udbud og efterspørgsel og resultere i en stigning i elevpladser, men det er langt fra tilfældet.
Dem:
De kender udmærket til problemet med mangel på faglært arbejdskraft. Det er ikke noget nyt problem. Arbejdsmarkedet er afhængige af kvalificeret arbejdskraft, men de enkelte arbejdsgivere har en modsætningsfuld interesse i elever. På den ene side er de interesseret i, at virksomheder generelt tager elever ind, og uddanner dem. Samtidig er der mange virksomheder som på trods af, at elever er billig arbejdskraft og at der følger tilskud med, ikke gider at afsætte de ressourcer, og påtage sig de forpligtigelser, som det kræver. Selv indførslen af bonus og bodsordninger i 2018 har ikke ændret dette mønster betydeligt. For de større virksomheder, er det nemmere at betale sig fra ikke at have elever, hvis de ikke gider ”besværet”. Man kunne måske tro, at dette problem primært er indenfor det private, men fx betalte Region Hovedstaden i 2018 1,2 millioner kr. i bøde, fordi de manglede at ansætte 160 elever. Når der så mangler kvalificeret arbejdskraft er staten på pletten med det samme. Ikke for at tvinge arbejdsgiverne til at løfte et samfundsansvar og være med til at uddanne flere, nej, staten agerer som sædvanlig kapitalisternes forlængede arm og presser nedslidte og syge ud i arbejde.