Med al den omtale der omgiver Hollywoods version af Margaret Thatcher som ”Jernladyen”, der (angiveligt) tvang minearbejderne og fagforeningerne i knæ, kommer her den rigtige historie om minearbejdernes strejke i 1984 fra Betty Cook og Ann Scargill, to kvinder, som ikke kun spillede en rolle under strejken, men som nu siger, at begivenhederne i 1984 ændrede deres liv for altid.


(Note:Denne artikel er blevet bragt i Socialistisk Standpunkts britiske søsteravis, Socialist Appeal.)

Socialist Appeal stillede de to kvinder en række spørgsmål omhandlende deres følelser omkring filmen og om minearbejdernes strejke i 1984 og de erfaringer, der kan drages.

Socialist Appeal: ”Med fremvisningen af filmen ”Jernladyen” spillet af Meryl Streep, er strejken i 1984 igen kommet tilbage i fokus og bliver diskuteret bredt i arbejderbevægelsen. Hvorfor mener I, at det er vigtigt at holde mindet om den store strejke i live?”

Anne: Før jeg svarer på spørgsmålet, ønsker jeg at kommentere på filmen ”Jernladyen”. Jeg så Meryl Streep på morgen-fjernsyn og kunne næsten ikke tro hvad jeg hørte. Streep sagde, at Thatcher var en elskværdig kvinde, som havde gjort en masse gode ting. Jeg tænkte bare, Meryl Streep, du bør besøge vores område her i South Yorkshire og Derbyshire, og se med dine egne øjne, hvilke åbne sår hendes politik har efterladt sig i vores lokalsamfund. Hun har ødelagt vores lokalsamfund. Der er mange mennesker, ikke kun minearbejdere, der har mistet deres job og nu ikke kan finde arbejde og aldrig igen vil vende tilbage til arbejdsmarked. Virkningen af datidens politik kan stadig mærkes. Forretninger, der er lukket, er ikke genåbnet, og efterlader unge mennesker og børn uden noget håb for fremtiden. Unge mennesker i arbejderklasseområder som vores, har ringe chancer for at få en universitetsuddannelse på grund af Koalitionens [den britiske regering – red] politik om at opkræve højere betaling for optagelse universiteterne.

Betty: Mange af jobbene i de tidligere minearbejder-områder er lavtlønnede deltidsjob. Jeg kender masser af kvinder, som har to, undertiden tre deltidsjob for at overleve, hvilket efterlader dem med meget lidt tid sammen med deres familier. Hvad angår 1984-strejken, er det absolut nødvendigt, at vi holder alle minderne i live, fordi vi har en ung generation, der vokser op uden håb om job og en videreuddannelse. Det er vigtigt at holde den storslåede historie om vores fagbevægelse i live og selv den tidligere Labour-regerings renommé, som efter krigen reformerede social og velfærdssystemet til vores fordel.

Anne: Vi er nød til at holde mindet fra 1984-strejken i live, da det er relevant for, hvad der sker i dag. Der bør undervises i minearbejdernes strejke i skolerne. Det bedrøver mig, at vi satte vores lid til kulindustrien, og minearbejderne til krigsindsatsen, og senere efterkrigsopsvinget, og at vi senere blev fejet til siden, da der ikke længere var brug for os, af økonomiske grunde. Mange børn i skolen i dag ved ikke, hvordan en klump kul ser ud. De minearbejdere og kvindernes støttegrupper, der kæmpede for at beholde mineindustrien og dem som afhang af den, må aldrig glemmes. Vi gik i strejke i over et år for at redde den fra Thatcher. Vi gik i strejke, ikke for pengene, men for at redde vores industri og vores arbejde, og når jeg ser mig omkring i mit lokalsamfund nu, har jeg ikke fortrudt, at jeg kæmpede for, hvad jeg troede på.

Styrke

Socialist Appeal: Hvorfor tror du at kvindernes støttegrupperne blev en magtfaktor, og hvorfor var de vigtige i strejken?

Anne: Kvindernes støttegrupper var meget vigtige lige indtil det sidste af strejken og efter. Selv de mere chauvinistiske af minearbejderne anerkendte deres betydning. Thatcher forstod ikke vigtigheden af kvindegrupperne. Hun troede, at hvis hun udsultede minearbejdernes familier ved at fjerne statslig understøttelse, ville hun tvinge dem tilbage på arbejde. Det modsatte var tilfældet, da minearbejdernes husfæller og partnere blev tvunget til at organisere sig. De så dette som et personligt angreb på deres familie og livsforhold.

Betty: Ja kvindegrupperne organiserede fælleskøkkener og madpakker. Men så skete det meste vidunderlige. De begyndte at indse at de havde langt større potentiale end blot at tilvejebringe de nødvendige provisioner til egen opretholdelse. De begyndte at lære nye færdigheder, at blive i stand til at tale offentligt, fordi strejkens fokus og dens udholdenhed til at fortsætte fra medierne faldt på dem. Strejken åbnede nye horisonter i yderligere uddannelse for arbejderkvinder, inklusiv politisk og social uddannelse, da de så, hvordan staten gennem brug af politiet og de væbnede styrker blev brugt som et våben imod dem.

Socialist Appeal: Hvad er jeres tanker om arbejder- og fagbevægelsen, især den rolle som Niel Kinnock, lederen af Labour partiet på det tidspunkt, spillede?

Betty: Vi fik stor støtte fra det store flertal af bevægelsen, især de almindelige medlemmer. Der blev udvist solidaritet på blokaderne og på demonstrationer, hvilket gav os stor tilskyndelse til at fortsætte, selv når det så sort ud.

Anne: Hvad angår Neil Kinnock, så mente jeg, at han var lige så slem som Thatcher. Det var min overbevisning, at han i ligeså høj grad som de borgerlige ønskede, at minearbejderne skulle lide nederlag. Han ytrede sig aldrig nogensinde på nogen overbevisende måde til støtte for strejken eller mindearbejderne, og jeg kan huske en gang, han forlod scenen til et offentligt mød, da min mand Arthur var på vej op på den for at tale til mødet. Han virkede til at være glad for, at torierne [de borgerlige] ødelagde minearbejdernes nationale fagforenings indflydelse, endda selvom det betød at hans egne walisiske dale med de walisiske minearbejdere blev lagt øde. Han demonstrerede sin opportunisme senere ved at tage imod et højt betalt job i den Europæiske Union sammen med familiemedlemmer. Det er et under, at han kan sove om natten, når han ser rundt på de nu tomme walisiske dale, der ligesom Yorkshire og Derbyshire aldrig virkelig er kommet sig efter minearbejderstrejken.

Lektioner
Socialist Appeal: Hvad kan vi lære af strejken i dag?

Begge: Det virker som om, vi intet har lært af minearbejderstrejken, når vi er vidne til Ed Milliand og Ed Balls støtte til toriernes nedskæringsprogrammer – deres seneste udtalelser gav os begge kvalme. Efter minearbejderstrejken mistede Labour fuldstændig sine arbejderrødder gennem indførslen af New Labour og Blairismen og er alt for gennemsyret af karrieremagere og velklædte akademikere, der ikke har den fjerneste ide om, hvordan arbejdere lever og tænker. Konsekvensen er at partiet er gået tilbage og der vælges langt færre potentielle Labour parlamentsmedlemmer fra arbejderområder. Indtil partiet begynder at støtte sine egne og tilbyde en virkelig kampvillig ledelse i opposition til koalitionsregeringen, vil der komme flere optøjer på gaderne, fordi de unge bliver mere isolerede.

Socialist Appeal: Hvad er jeres favoritminder fra strejken?

Anne: Jeg blev arresteret på Silverhill Kulminen og kastet ind i politistationens hundegård, der var dækket af hundelort. Jeg blev derefter sat ind i en celle med bad i og bedt om at klæde mig af, af en ung politikvinde. Jeg spurgte hende ’hvorfor?’, og hun sagde, ’du har brug for et bad’. Jeg fortalte hende, at jeg allerede havde taget et bad om morgenen, men hun insisterede og jeg klædte mig af. Så sagde jeg til hende, ’Jeg er gammel nok til at kunne være din mor’ og hun svarede, ’jeg gør bare mit arbejde’, hvortil jeg sagde, ’det er, hvad de sagde i Nazi Tyskland, når de tog jøderne ud til nedslagtning’.

Betty: Jeg levede i den gade, der førte direkte op til Wooley kulminens porte, der var strengt bevogtet af politiet. Det var ikke tilladt at gå på gaden uden at blive stoppet, men eftersom jeg boede der, var jeg fast besluttet på at lufte min hund som normalt. Da jeg gik ned af gaden, stoppede en politimand mig og tog fat i min arm. Hunden gjorde så det samme mod ham. Han sprang tilbage og råbte, ’den hund bider’, og jeg svarede ’netop hr. betjent hun er trænet præcis lige som dig!’

Socialist Appeal: Ville I have ændret noget?

Anne: Aldrig! Jeg ville ikke have gået glip af det for noget, og hvis strejken skete igen, ville jeg være lige så involveret i den som nogensinde. Jeg lærte lige så meget i løbet af de atten måneder, som jeg har gjort i resten af mit liv og jeg fik venner fra hele verden og blev mere selvsikker og fik mere selvtillid i forhold til mig selv og andre mennesker.

Betty: Jeg har det på samme måde. Ligesom mange kvinder i minesamfundene så vi med egne øjne, hvor brutal staten kan være, hvis man går op imod den. Uddannelse er nøglen til vores frihed. Efter strejken startede jeg på et kursus i sociologi og socialpolitik på Sheffield universitet og fik min universitetsgrad. Ikke med karriereformål, men fordi jeg vidste, jeg kunne gøre det, selvom jeg aldrig havde indset det før strejken. Minearbejdernes strejke ændrede mit liv til det bedre og jeg kender mange andre kvinder, der gik i gang med at forbedre deres liv men, som stadig ligesom mig har deres rødder fast forankret i vores lokalsamfund. Jeg har også fået en god ven for livet i Anne.