David Harvey er en universitetsprofessor og geograf, som beskriver sig selv som marxist. Hans videolektionsserie om Kapitalen er blevet set af hundredtusindvis, eftersom en ny generation af unge blev interesseret i marxisme efter 2008-krisen. Af disse årsager har hans seneste udtalelse om, at han er imod den revolutionære omvæltning af kapitalismen, naturligvis skabt røre.
Der er mange kritiske bemærkninger, man kunne komme med i forhold til Harveys ideer. For eksempel er der mange fejl i hans teori om ”akkumulation gennem fratagelse” både fra et teoretisk synspunkt, men også fra dens praktiske konklusioner. Hans lektioner om Kapitalen er generelt en udmærket, basal introduktion, men de indeholder også nogle alvorlige fejltagelser. I denne artikel vil jeg dog kun fokusere på hans nyeste udtalelser mod revolution, fordi jeg ikke mener, at han har fremsat denne holdning på en så entydig måde, og også fordi hans kommentarer fremhæver et alment problem blandt akademikere og reformister.
Reformisten Harvey
Marxisme er ikke bare en akademisk bestræbelse eller et analyseredskab. Marx satte sig for at analysere og forstå verden for at forandre den, som han kortfattet sagde det i hans Teser om Feuerbach. For Marx var revolutionær praksis ikke en frivillig tilføjelse, men en kernedel af hans politiske aktivitet, konsekvensen af hans analyse og årsagen til den. I sit brev til Weydemeyer siger han:
»…Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var 1. at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.« (Marx til Weydemeyer i New York, 5. marts 1852).
Så hvad sagde Harvey om revolution, og i hvilken kontekst sagde han det? Udtalelserne kom i december 2019 i en episode af hans ”Anti-capitalist chronicles”, der hedder ”Global Unrest”, og som omhandler de revolutionære opstande, der foregik på dette tidspunkt i Ecuador, Chile, Libanon, etc. Hele videoen (herunder) og en transskription af Harveys tale er tilgængelig online, hvilket altid er bedre end at bruge de korte uddrag, der er blevet cirkuleret på de sociale medier. Jeg vil citere udførligt, så det ikke er muligt at forvrænge eller misforstå hans synspunkter.
Der er to basale præmisser i hans tale, der er korrekte, og som vi kan enes om. Først og fremmest så vi på det tidspunkt en verdensomspændende eksplosion af protestbevægelser. »Så du kigger på situationen, og siger, jamen, der foregår noget her, som antyder, at det vi ser globalt, er en form for massedemonstrationer af forskellig karakter.« Jeg vil argumentere for, at en vigtig del af de bevægelser var, at de havde opstandslignende elementer, men lad os enes om, at dette ikke blot var et isoleret fænomen i ét eller et andet land. Harvey starter med opstanden i Chile, herefter taler han om opstanden i Ecuador i oktober 2019, om Libanon, Irak og gilets jaunes-bevægelsen i Frankrig.
Underligt nok tilføjer han kuppet i Bolivia til listen:
»Samtidig, i en noget anden retning, havde vi uroen i Bolivia. Og der havde der været valg. Der var udbredt mistanke om, at præsidenten Morales ikke havde fået så mange stemmer, som han sagde, han havde fået. Og det vi så, var, på en måde, en højrefløjsmassedemonstration. Og præsidenten og hans regering blev faktisk nødt til at flygte fra landet og bede om asyl i Mexico, hvilket de fik. Og altså igen massebevægelser på gaderne, modstridende grupper, der støder sammen med hinanden.«
Så selvom han anerkender, at denne bevægelse gik »i en anden retning«, og at dette var en »højrefløjsmassedemonstration«, misser han den vigtigste pointe: Evo Morales’ regering blev væltet af i et kup, hvori militæret gik på TV og gav ham et ultimatum. Dette er ikke nogen mindre detalje, og ingen marxist ville med sikkerhed sætte revolutionære bevægelser og kontrarevolutionære bevægelser i samme kategori og forsøge at analysere dem sammen, som om de havde den samme årsag.
Men lad os fortsætte. Det andet punkt, hvor vi kan enes med Harvey, er, når han siger, at problemet ikke er neoliberalisme, men snarere selve kapitalismen:
»Der er to måder, du kan se denne økonomiske base på. Den første er at sige, dette er et problem med den særlige form for kapitalakkumulation, den særlige form for kapitalisme, som vi generelt referer til som neoliberalisme – at selve problemet ikke er kapitalismen, men den neoliberale form for kapitalisme… der er den måde at se på tingene på. Jeg deler ikke denne holdning.«
Han siger i stedet, at hans holdning er:
»[A]t det økonomiske system, den økonomiske model, ikke virker, og den økonomiske model er den kapitalistiske. Så jeg vil argumentere for, at der faktisk er det virkelige, meget alvorlige slags spørgsmål. Og vi begynder nu at opdage dette. Vi er blevet bevidste om det.«
Så langt så godt.
Efter han har etableret, at problemet er med selve kapitalismen, og at det er dette, som driver disse protestbevægelser rundt om i verden, advarer han, i modsætning med hans præmis, mod at enhver idé om, at kapitalismen må afskaffes. De argumenter, som han bruger, giver ingen mening overhovedet, og er ikke baseret på fakta.
Lad os se:
»[D]en anden del af problemet er dette: at på Marx’ tid, hvis der var et pludseligt kollaps i kapitalismen, ville de fleste mennesker i verden være i stand til at brødføde sig selv og reproducere. Fordi de fleste mennesker var selvforsynende i deres lokale områder i forhold til den slags, du ved, ting, som de havde brug for at fortsætte med at leve – med andre ord kunne folk stadig få morgenmad uafhængigt af hvad, der foregik i den globale økonomi. Lige nu er dette ikke længere tilfældet. De fleste mennesker i USA, men i stigende grad, selvfølgelig, i Europa og i Japan, og nu også i stigende grad i Kina og Indien og Indonesien og alle andre steder, er afhængige af, at mad leveres til dem, så de får maden fra kapitalens cirkulation. På Marx’ tid, som jeg siger, ville det ikke have været sandt, men nu har vi en situation, hvori nok omkring 70 eller måske 80 procent af verdens folk er afhængige af kapitalens cirkulation for at sikre deres madforsyning, for at de kan få den slags brændstof, som tillader dem mobilitet, der rent faktisk leverer dem alle de nødvendigheder, for at fortsætte med at reproducere deres dagligdag.«
Dette er et utroligt argument mod revolution med ingen basis i virkeligheden! Det er forkert på så mange måder. Først og fremmest fik arbejdere på Marx’ tid også deres overlevelsesmidler fra det kapitalistiske marked. De arbejdede for en løn, og så gik de ned til butikkerne for at få mad. Ligesom nu. Der har måske været nogle arbejdere i 1850’erne, som havde et lille grøntsagsbed bagerst i deres baghaver (men uden tvivl ikke i de slummede arbejderklassenabolag i de store industrielle byer på dette tidspunkt), men det var ikke en faktor, som gjorde en revolution unik mulig på det tidspunkt. Det faktum, at i dag »er 70 til 80% af verdensbefolkningen afhængige af kapitalens cirkulation« til mad og basale fornødenheder, er uden tvivl en positiv faktor i relation til mulighederne for en revolution! Det betyder, at verdens bondestand stort set er forsvundet, og at eksistensminimumslandbrug i stor stil er blevet erstattet af storskala kapitalistisk landbrug. Det betyder, at arbejderklassens specifikke vægt i samfundet aldrig har været større. Marx forklarede, at under kapitalismen er arbejderklassen den eneste revolutionære klasse. Dens vækst i antal og potentiel styrke er uden tvivl positive fra synspunktet ud fra en mulig socialistisk revolution, noget som Harvey er fuldstændig uforstående overfor.
Derudover har ideen om et »pludseligt kollaps i kapitalismen«, hvori, ifølge Harvey, al produktion åbenbart ville standse, intet at gøre med en revolution. En socialistisk revolution er, når arbejderne tager den politiske magt, og med dén, kontrol og ejerskab over produktionsmidlerne. Disse bliver så omorganiseret gennem en demokratisk produktionsplan af arbejderne selv for at opfylde samfundets behov.
Kapitalisme: For stor til at falde?
Harvey insisterer på at sidestille en revolution med et pludseligt stop i al produktiv aktivitet, hvilket ville være en katastrofe:
»Så dette er, mener jeg, en situation, som jeg egentlig kan opsummere på følgende måde: at kapital lige nu er for stor til at falde. Vi kan ikke forestille os en situation, hvori vi lukkede for kapitalstrømmen, fordi hvis vi lukkede for kapitalstrømningen, ville 80 procent af verdensbefolkningen øjeblikkeligt sulte, ville blive gjort immobil, ville ikke være i stand til at reproducere sig selv på nogen særlig effektiv måde.« [Min fremhævning]
Dette er et lysende eksempel på akademikeres manglende evne på at forstå arbejderklassens kreative styrke. En overfladisk analyse af de sidste 100 års revolutioner viser det modsatte af, hvad Harvey forudser. Enhver revolutionær udvikling viser, hvordan arbejderklassen bevæger sig mod at overtage driften af fabrikker, fødevareproduktionen, etc. af sig selv, mens den udfordrer kapitalistklassens magt. Under den chilenske revolution i 1971-73, da arbejderklassenabolagene stod overfor en reaktionære arbejdsnedlæggelse fra lastbilsejere, etablerede de Juntas de Abastecimiento Popular (Folkets Provianteringskomiteer) for at sikre fordelingen af fødevarer. Under den spanske revolution overtog arbejderklasseorganisationerne fabriksdriften, omfordelte godsernes jord og organiserede fordeling af fødevarer, da kapitalisterne flygtede til den fascistiske lejr. I den franske generalstrejke i maj 1968, da 10 millioner arbejdere strejkede og besatte fabrikkerne, organiserede bondeproducenterne provianteringen af byer under arbejderkomiteernes kontrol. I Venezuela blev chefernes lockout i 2002-03 besejret gennem arbejdernes egne initiativer, de overtog installationerne i olieselskabet og drev det under deres egen kontrol, og spredte en bred bevægelse af fabriksovertagelser og arbejderkontrol. Disse er eksempler på arbejderklassens kreative organiseringsevner, når den bevæger sig for at ændre samfundet.
Harvey staver det for os, så der ikke er nogen tvivl om, hvad han mener. For ham er det en gammeldags fantasi at ødelægge kapitalismen og bygge et nyt samfund:
»Så vi har ikke råd til nogen form for vedvarigt angreb på kapitalakkumulation. Så den slags fantasi, som du måske har haft – socialister eller kommunister og så videre, måske har haft tilbage i 1850, som er, okay, vi kan ødelægge dette kapitalistiske system, og vi kan bygge noget helt anderledes – det er en umulighed lige nu. Vi bliver nødt til at holde kapitalakkumulationen i bevægelse, vi bliver nødt til at holde tingene i bevægelse, fordi hvis vi ikke gør det, sidder vi fast i en situation, hvori, som jeg har sagt, næsten alle af os ville sulte.« [Min fremhævning]
Der har I det. Kapitalismen virker ikke, indrømmer han, men samtidig kan den ikke blive ødelagt. Det er summen af den akademiske marxismes impotente visdom. I det mindste er Harvey ærlig nok til at drage alle konklusionerne af hans tilgang. Hvis kapitalismen ikke kan blive ødelagt, så er det eneste, der er tilbage at forsøge at reformere den:
»Og det betyder, at kapital generelt er for stor til at falde. Den er for dominant, og den er for nødvendig for os, til at vi kan tillade den at falde. Vi bliver nødt til at bruge noget tid på at støtte den, forsøge at omorganisere den, og måske ændre den meget langsomt og over lang tid til en anden form. Men en revolutionær omvæltning af dette kapitalistiske system er ikke noget, der er muligt op nuværende tidspunkt. Det vil ikke ske, og det kan ikke ske, og vi må sikre os, at det ikke sker.« [Min fremhævning]
Harvey er ikke en dårlig kapitalismekritiker, han har skrevet bunker af tekst, der kritiserer den, og givet masser af lektioner om, hvorfor den er udbyttende, og ikke virker for størstedelen af samfundet. Men i sidste ende er han urokkeligt imod dens revolutionære omvæltning, og hans argument er, at det kapitalistiske system bliver nødt til at blive støttet (!) af os (Jeg går ud fra, at han refererer til venstrefløjen eller arbejderbevægelsen), og forsigtigt blive skubbet i retning af en »anderledes form«.
Hans fuldstændige reformistiske tilgang bliver tydelig i hans afsluttende kommentarer:
»[D]erfor er den salgs socialistiske program, eller et antikapitalistisk program, som jeg vil have, ét, der handler om at styre dette kapitalistiske system på en sådan måde, at vi stopper det fra at være for monstrøst til at overleve, samtidig med at vi organiserer det kapitalistiske system, så det bliver mindre og mindre afhængigt af profitabilitet og bliver mere og mere organiseret, så det giver brugsværdierne til hele verdensbefolkningen – så verdens befolkning kan reproducere i fred og ro i stedet for den måde, det sker på nu, som ikke er fred og ro men udbrud.« [Min fremhævning]
Så det er, hvad David Harvey forsvarer, den fuldstændig utopiske idé at kapitalismen kan blive reformeret, og videre, reformeret så det i stedet for at jagte profit giver befolkningen brugsværdier (!). Tydeligvis har Harvey ikke lært noget fra hans gennemlæsning af Kapitalen, og hans tilgang er tydeligvis ikke en marxistisk tilgang til kapitalismen og endnu mindre til klassekamp. Kapitalismen er præcis funderet på den uophørlige jagt efter profit. Kapitalister er ikke interesserede i at producere brugsværdier men bytteværdier, så de kan realisere profitter og reproducere kapital på en evigt voksende skala. Det kapitalistiske system kan ikke blive »styret«, så det bliver det modsatte af, hvad det er, på samme måde som at man ikke kan »styre« et kødædende rovdyr til at blive vegetar, og enhver, der forsøger det, vil snart blive dets måltid. Harvey har, ganske korrekt, kritiseret de fra den herskende klasse, som argumenterer for en slags ”interessentkapitalisme”, men, i sidste ende, er hans forslag præcis det samme.
Endnu værre siger han, at det at styre kapitalismen vil skabe en verden af »fred og ro«, ulig den, vi har nu, som er en verden af »udbrud«. Han benægter ikke blot behovet og muligheden for en revolution, men han synes at anse de revolutionære bevægelser som dem i Chile og Ecuador for et par måneder siden som irriterende »udbrud«, der bryder »freden og roen«.
Jeg tror ikke, at David Harvey tidligere har udtrykt sig så klart mod revolution, selvom ideen fra denne tale ikke er faldet ned fra himlen og er et resultat af hele hans tilgang. I et interview med Leo Panitch talte han om ”Umulig Reform og Usandsynlig Revolution”. Nu er han kommet ud imod revolution og argumenterer for langsom, styret reform.
Han baserer sig på ideer som ”den klassiske arbejderklasse eksisterer ikke længere”, eller ”neoliberalismen har erobret vores sind”, og derfor er han fuldstændigt ude af stand til at se, hvad der foregår for øjnene af ham. Opstandene i Chile og Ecuador i oktober-november 2019 viste på den ene side kapitalismens krise, som er ude af stand til at garantere selv basale behov; og på den anden det arbejdende folks enorme magt, når de begynder at bevæge sig. I begge tilfælde udfordrede de enorme, opstandslignende bevægelser den herskende klasses magt, og, i hvert fald i embryonisk form, opsatte elementer af en dobbeltmagtsituation. Folkeforsamlingen og de Indførtes Garde i Ecuador, Cabildos Abiertos (massenabolagsforsamlinger), Folkeforsamlingerne og Primera Linea forsvarskomiteerne i Chile var begyndende former for arbejderklassemagt, fundamentet for en ny institutionalitet, for et nyt samfund.
Sandt nok, disse bevægelser endte ikke i sejr. Arbejderklassen tog ikke magten. Kapitalismen blev ikke succesfuldt omvæltet. Det var ikke på grund af noget af det, som David Harvey pointerer. Det var ikke, fordi »kapitalismen er for stor til at falde«, det var ikke, fordi en »revolution er umulig«. Hvad der manglede, var et marxistisk lederskab, der var i stand til at få et flertal i bevægelsen, og lede den til sejr. Det mangler stadig at blive bygget i Ecuador, i Chile og andre steder. Det vil blive bygget på basis af et seriøst studie af Marx’ og andre marxisters ideer. David Harvey og hans reformistiske, opgivende, demoraliserede akademiske impotens vil ikke være til nogen hjælp i denne opgave, desværre.
Du kan ikke være en ’akademisk marxist’ og stadig være en marxist
Da han blev spurgt direkte om, hvorvidt han er en marxist, i et interview med Jacobin, svarede Harvey på denne måde:
»Jeg kom bare til at sige til nogle studerende, at vi måske burde læse Marx. Så jeg begyndte at læse Marx, og jeg fandt det mere og mere relevant. På en måde var dette mere et intellektuelt end et politisk valg. Men efter jeg citerede Marx favorabelt et par gange, begyndte folk hurtigt at sige, at jeg var en marxist. Jeg vidste ikke, hvad det betød, men efter lidt tid gav jeg op med at benægte det, og sagde, ’Okay, hvis jeg er en marxist, er jeg en marxist, selvom jeg ikke ved, hvad det betyder’ – og jeg ved stadig ikke, hvad det betyder. Det har dog tydeligt et politisk budskab som en kapitalkritik.« [Min fremhævning]
Dette er meget forplumret, men det er ikke marxisme. Marxisme er ikke bare en kapitalkritik, marxisme er en revolutionær doktrin til at omvælte kapitalismen.
Som Lenin sagde i Staten og Revolutionen:
»Marx’ lære får nu samme skæbne, som så tit i historien er blevet dét til del, der er skabt af revolutionære tænkere og førere i de undertrykte klassers frigørelseskamp. Så længe de store revolutionære var i live, havde undertrykkende klasser kun stadige forfølgelser tilovers for dem, deres lære blev mødt med den vildeste forbitrelse, det mest rasende had, den mest tøjlesløse løgne- og bagvaskelseskampagne. Efter deres død forsøger man at gøre dem til harmløse helgenbilleder, så at sige at kanonisere dem, indrømme deres navn et vist ry, for at ”trøste” de undertrykte klasser og tage dem ved næsen, idet man udhuler den revolutionære læres indhold, bryder dens revolutionære brod af og forfladiger den. Bourgeoisiet og opportunisterne inden for arbejderbevægelsen finder nu hinanden i en sådan ”bearbejdelse” af marxismen. Man glemmer, tilsidesætter og forvansker lærens revolutionære side, dens revolutionære sjæl.«
Lad os generobre Marx virkelige revolutionære doktrin!
