Opgaven for enhver der ønsker at ændre samfundet, er først og fremmest af forstå de processer der foregår under overfladen, og som fører samfundet fremad. At forstå de faktorer der er afgørende for den fremtidige udvikling af klassekampen, ikke for at kunne sige, ”hvad sagde vi”, men for at kunne intervenere i de kommende kampe blandt arbejderklassen.

Et perspektiv er forsyn frem for overraskelse. En hær, der ønsker at føre en effektiv krig, undersøger også fjendens tilstand, styrke og positioner, ligesom den undersøger egne ressourcer, ledere og kampmoral.

Formålet med dette perspektiv er at forstå de underlæggende processer, for at være bedst muligt forberedt på den kommende periode.

Marxisterne har længe sagt, at den nuværende epoke er den mest turbulente i verdenshistorien. Det har vist sig endnu mere sandt i det seneste år. Derfor er det også klart, at et perspektiv som dette lynhurtigt er forældet, hvis man ser på fakta.

Men selvom tallene muligvis trænger til en opdatering, så er det de grundlæggende processer, som dette perspektiv analyserer, og som enhver, der vil ændre samfundet, må forstå. Det afgørende er processerne. Vi har ikke en krystalkugle, og videnskaben om samfundet er utrolig kompleks. Derfor præsenterer, vi dette perspektiv med ydmyghed. Vi håber, at alle arbejdere, unge og ældre, der ønsker at forstå det nuværende samfund, vil deltage i diskussionen af perspektivet. Jo flere der deltager i diskussionen, jo mere præcist kan perspektivet blive, og jo bedre forberedt kan vi blive på den kommende periode.

Den gamle liberal-demokratiske forestilling om en gradvis og generel vækst i velstand, kultur, fred og frihed har lidt endeligt og uopretteligt skibbrud. I dens kølvand er den social-reformistiske forestilling gået fallit, idet den i virkeligheden kun repræsenterede en tilpasning af liberalismens ideer til de foreliggende betingelser for arbejderklassen. Alle disse teorier og metoder havde deres rødder i den industrielle kapitalismes tidsalder, tidsalderen med fri handel og konkurrence, dvs. længere tilbage end hukommelsen rækker, en tid hvor kapitalismen endnu var et relativt progressivt system. Kapitalismen i dag er reaktionær. Den kan ikke helbredes.
Leon Trotskij, Om marxismens krise endnu en gang (1939).

Kapitalismens verdenskrise er en kendsgerning, som ingen kan ignorere. De borgerlige økonomer forsøgte for kort tid siden at forsikre os om, at en global krise var umulig. Nu frygter de en gentagelse af krisen i 1930’erne på et nyt og højere plan.

Den nuværende krise er den værste krise, som kapitalismen har oplevet siden Anden Verdenskrig. Der er sket en kvalitativ ændring i økonomien. Det vil få store, voldsomme konsekvenser, som vi allerede ser.

Den Internationale Valutafond IMF advarer om en stigende risiko for en dyb og langvarig økonomisk nedgang på verdensplan. Hvad der begyndte som et finansielt kollaps i USA har nu spredt sig til den virkelige økonomi og truer arbejdspladser, hjem og livsgrundlaget for millioner af mennesker i hele verden.

Den nuværende krise er langt fra slut. Den vil ikke blive standset af de forholdsregler, som regeringer og centralbanker opstiller. Ved at kaste store summer af penge ind i bankerne, vil de allerhøjst opnå at få et midlertidigt pusterum eller at lette krisen marginalt på bekostning af at skabe en kæmpe gældsbyrde for fremtidige generationer. Men enhver seriøs økonom ved, at markederne vil falde endnu dybere.

På trods af de koordinerede forsøg fra centralbankernes på at pumpe penge ud i systemet forbliver kreditmarkederne med at være stivfrosne. Den britiske regering gav den 13. oktober 2008 bankcheferne en gave på mere end 400 milliarder pund. Reaktionen var et fald på aktiemarkederne. Interbankrenten steg faktisk efter annonceringen af denne donation og annonceringen fra Bank of England om en rentesænkning på en halv procent. I hovedsagen bliver disse rentesænkninger ikke givet videre til lånere og huskøbere. Disse forholdsregler har ikke løst krisen, men kun øset penge ned i lommerne på de samme mennesker, hvis spekulative aktivitet har, om ikke skabt krisen, så forværret den og givet den en krampagtig og ukontrolleret karakter.

De økonomiske chok, som dagligt bliver rapporteret i aviserne og tv fortæller en historie, hvor meningen er klar for alle: det eksisterende system virker ikke. For at bruge et amerikansk udtryk: det leverer ikke varen. Der er ingen penge til sundhed, skoler eller pension, men der er alle penge i verden til Wall Street. Med den amerikanske forfatter Gore Vidals ord har vi socialisme for de rige og fri markedsøkonomi for de fattige.

Kapitalismen i en blindgyde
Kriser er en uundgåelig del af det kapitalistiske system. Kapitalismen har brug for kriser til at løse de modsætninger, som økonomien skaber. Resultaterne: arbejdsløshed, tvangsauktioner, fattigdom, fallit og andre fortrædeligheder er ikke ”uheldige bivirkninger”, men derimod en nødvendig følge af det kapitalistiske system.

I den nuværende epoke af kapitalismens historie er opsvingene svage og medfører ikke nævneværdige forbedringer – tværtimod er de seneste opsving blevet fulgt af angreb på arbejderne og nedskæringer på velfærden. Til gengæld er den nuværende krise alt andet end svag – det er som en feberagtig sygdom, som hjemsøger en dødssyg patient.

Den grundlæggende sygdom i kapitalismen skyldes, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstatens snævre rammer virker som en massiv forhindring for videre udvikling af produktivkræfterne. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne bevirker, at produktionen er underkastet anarki, og at der produceres efter individuelle profithensyn i stedet for samfundets behov. Samtidig er den moderne produktion for længst vokset ud over nationalstatens grænser, og der er skabt et verdensmarked. Nationalstaten tjener i den moderne tidsalder som en enorm forhindring for en harmonisk udvikling af produktion og videnskab.

USA, Japan og EU er i krise. USA’s industriproduktion faldt ifølge The Economist med 4,1 procent i oktober 2008. Euroområdets industriproduktion faldt med 2,1 procent i september 2008. Kinas økonomi er kraftigt på vej ned, og det samme gælder Rusland. Intet land i verden kan undgå at blive påvirket af krisen. Krisen i 1930’erne var ikke en synkron verdenskrise. Frankrig blev for eksempel først ramt, da den amerikanske økonomi var på vej ud af krisen. I dag er verdensøkonomien langt mere integreret, og krisen rammer samtidig over hele verden.

Arbejdsløsheden i USA steg i oktober 2008 med den største hastighed i 26 år, skriver Boston Globe. Der var i november 2008 officielt over 10 millioner arbejdsløse i USA. Det er over tre millioner flere end på samme tidspunkt året før. Alene i september og oktober 2008 mistede 500.000 amerikanere deres arbejde. Og stigningen i arbejdsløsheden er på ingen måde slut.

Kapitalisterne kræver penge fra staten
Før krisen var kapitalisterne og deres ideologer varme fortalere for et ubegrænset frit marked. Markedets ”usynlige hånd” ville ordne alting, bare staten blandede sig udenom, fortalte de os. Det føles som om, det er en menneskealder siden. Nu har de travlt med at forklare, at det er dødsens nødvendigt, at staten støtter bankerne og industrien med enorme milliardbeløb, som arbejderklassen har betalt i skat.

Alle de faktorer, der skubbede økonomien op, forbinder sig nu og skaber en nedadgående spiral. I takt med at gælden bliver rullet ud truer knapheden af kredit med at bringe økonomien til en hård opbremsning. Hvis en arbejder kludrer i det på sit arbejde vil han blive fyret, men når bankcheferne ødelægger hele det finansielle system forventer de at blive belønnet.

I november 2008 fløj tre mænd til Washington i hver deres private jetfly. De fik foretræde for den amerikanske Kongres. De krævede at få 25 milliarder dollars – omkring 125 milliarder kroner. De truede med, at landet ville undergå en katastrofe af næsten bibelske proportioner, hvis deres krav ikke blev efterkommet.

Nu skulle man måske tro, at der var tale om almindelig pengeafpresning, og at de skyldige nu var blevet arresteret og sat i fængsel. Den amerikanske regering har jo en politik om, at de ikke forhandler med terrorister. De tre mænd med mørke ansigter truede med, at millioner af amerikanske indbyggere kunne få smadret deres liv, hvis kravene ikke blev efterkommet. Millioner ville miste deres bolig og deres job. Tilværelser ville blive smadret, familier gå i opløsning. Derfor kunne man forvente, at folk, der på den måde afpresser det offentlige for penge, ville blive pågrebet af kampklædt politi med maskinpistoler, lagt i lænker med hætter over hovederne og muligvis ført til lejre som Guantanamo eller Bagram.

Men der skete noget helt andet. Kongressen lyttede med stor alvor til te tre pengeafpressere. Kravene blev taget alvorligt, og meget tyder på, at de vil blive efterkommet med samme lydighed som en jagthund adlyder sin herre.

Lyder det besynderligt? Det har nok noget at gøre med, at de tre pengeafpressere ikke er almindelige småkriminelle. De er direktører i General Motors, Ford og Chrysler. De tre store bilfabrikanter fra Detroit. Lignende tilfælde kan fortælles fra Tyskland, hvor Opel kræver støtte. Eller Frankrig, hvor det drejer sig om Peugeot. Desuden er der en endeløs række af banker, der kræver, at staterne dækker deres tab. Det gælder alle lande.

Overalt har regeringerne travlt med at efterkomme kapitalisternes ublu krav om, at staten skal dække deres tab. Så længe, de skovlede profitter ind, havde staten vær så god at blande sig uden om. Men når profitterne er røget på gulvet forventer disse kriminelle fra samfundets top, at staten dækker deres tab med penge, som arbejderklassen har betalt.

En turbulent verden
Sovjetunionens kollaps førte til en situation, der ikke har noget fortilfælde i historien. Tidligere var der altid to, tre eller flere stormagter, der kæmpede om magten, og som havde tendens til at udligne hinanden og opnå en vis magtbalance. Men med Ruslands magts kollaps var der kun en enkelt supermagt i verden – USA.

Den 11. september 2001 var ikke årsagen til den aggressive imperialistiske politik, som Bush førte. Den var allerede udarbejdet før han overhovedet satte sine fødder i det ovale værelse, og ligeledes var invasionen af Irak. Men det gav ham den undskyldning, han behøvede til at udføre den aggressive politik efter verdensdominans, som har fundet sin ”teoretiske” berettigelse i den såkaldte Bush-doktrin.

Krigene i Afghanistan og Irak har ikke stabiliseret Mellemøsten og Centralasien – tværtimod. Krigen i Irak har destabiliseret hele regionen, og krigen i Afghanistan har destabiliseret Pakistan helt og aldeles. Imperialisterne har ikke formået at opnå et eneste af deres erklærede mål i hverken Irak eller Afghanistan.

Geeorge Bush er snæversynet og uvidende. Han har draget USA ind i en række militære eventyr, som er slået fuldstændig fejl. Han har nægtet at erkende nederlaget i Irak. Obama er imidlertid mere intelligent og satser på at minimere tabene i den tabte krig. Katastrofen fortsætter imidlertid i Afghanistan. Uanset hvor vi ser hen, er der en enorm ustabilitet, og imperialisterne er ikke i stand til at kontrollere situationen.

Krigen i Georgien i sommeren 2008 var en alvorlig blodtud til imperialisterne. På den ene eller anden måde havde den amerikanske imperialisme en hånd med i denne affære. Den opbyggede den georgiske hær og den stod bag Georgiens præsident Saakashvili og opfordrede ham til at ”stå op imod russerne.” Måske forventede de ikke, at han ville tage det så bogstaveligt og lancere angrebet i august. Uden tvivl har nogle af dem forbandet ham efterfølgende. Men med alle deres handlinger forberedte amerikanerne en eksplosion. Lunten ventede bare på at blive antændt. Ved et slag har russerne opnået en let sejr, ikke kun mod Georgien, men mere vigtigt imod USA. Det åbner for et helt nyt stadie i konfrontationen mellem Rusland og Vesten.

Den senile kapitalisme, der er belejret af uløselige modsætninger til alle sider, fbliver afspejlet i den mest brutale imperialisme, verden nogensinde har set. Det galoperende våbenkapløb forbruger en evigt stigende andel af den rigdom, som arbejderklassen har skabt. USA, der nu er verdens eneste supermagt, burger hvert år omkring 600 milliarder dollars på våben. Det udgør næsten 40 procent af verdens totale militærudgifter. Til sammenligning udgør England, Frankrig og Tyskland omkring 5 procent hver, mens Rusland står for omkring 6 procent. Denne situation udgør en trussel mod menneskehedens fremtid.

De enorme summer, der bruges på våben, kunne i sig selv være nok til at løse verdens fattigdomsproblem. Ifølge en beregning vil Irakkrigen i alt have kostet USA 3000 milliarder dollars. Alle ved, at dette er vanvid. Men nedrustning kan kun opnås gennem en fundamental ændring af samfundet.

Imperialismens afskaffelse kan kun opnås gennem afskaffelsen af kapitalismen og bankcheferne og monopolernes styre, ved at etablere en rationel verdensorden baseret på folkets behov i stedet for de grådige kampe for markeder, råmaterialer og indflydelsessfærer, der er den virkelige årsag til krig.

Så længe, at økonomien er baseret på enkelte kapitalisters jagt efter profit, vil de forskellige magters kamp om markeder og indflydelse komme i konflikt med hinanden. Det er disse konflikter, der fører til krig, og derfor er det utopisk at forestille sig en fredelig verdensorden uden at afskaffe kapitalismen.

USA
Obamas valgsejr viser, at folk er frustrerede og trætte af Bushs politik. Verden er ikke blevet et bedre sted i løbet af de sidste otte år – tværtimod har Bushs politik betydet, at millioner af amerikanere er blevet fattige. Dertil kommer de kriminelle krige i Irak og Afghanistan og den imperialistiske indblanding i Latinamerika.

Mere end 37 millioner amerikanere levede i 2007 i fattigdom, hvorimod tallet var på 36,5 millioner i 2006. Det viser en ny rapport fra det statslige statistik-kontor Census Bureau.

Uligheden i USA har aldrig været så høj som nu. I 2006 tjente de 0,01 procent rigeste amerikanere 976 gange så meget som de 90 procent fattigste. Medianlønnen er den løn, som er den mest almindelige. Ifølge en statistisk undersøgelse blandt amerikanerne, offentliggjort i tidsskriftet The Nation, er den midterste femtedels medianløn, i en periode fra 1998 til 2006 hvor den amerikanske økonomi er vokset med 25 procent, faldet med 3,8 procent. Medianindkomsten er faktisk stagneret siden 1973. En arbejder, der tjener 10 dollars i timen skal arbejde i over 10.000 år for at tjene det samme, som de 400 rigeste amerikanere tjente i 2005. 46 procent af amerikanerne har ikke råd til en sundhedsforsikring, hvilket er en katastrofe i et land som USA med privatiseret sundhedssektor.

Vi har allerede set, at den amerikanske arbejderklasse rører på sig. Strejken blandt arbejderne ved New Yorks undergrundsbane og busser i december 2005 var en bitter konflikt, hvor arbejderne kæmpede hårdt og staten gik i panik og satte fagforeningens formand i fængsel. Vi har også set havnearbejderne på USA’s vestkyst lammede al trafik i 2002 – blandt andet som et led i kampen mod A.P. Møllers brug af uorganiseret arbejdskraft. Vi har set en generalstrejke blandt emigrantarbejderne den første maj 2007. Og der har gentagne gange været strejker blandt bilarbejderne i protest mod lukning af fabrikker. Dertil kommer de massive protester mod krigen i Irak.

Der er enorme forhåbninger til Barack Obama blandt folk i USA og resten af verden. Men Obama repræsenterer ikke de håbefulde unge mennesker, der længes efter forandring. Obama repræsenterer de amerikanske kapitalisters bedste bud på en mand, der kan få dem gennem den næste periode. Obama blev først og fremmest valgt på grundlag af det, folk ønsker at se i ham frem for det, han virkelig står for.

Obama har – også før han blev valgt – arbejdet hårdt for at dæmpe folks forventninger. Han har opfordret til ”national enhed” og til at ”arbejde hårdere”. Budskabet er i virkeligheden det samme, som George Bush fremkom med efter angrebene i New York og Washington den 11. september 2001. Budskabet om ”national enhed” lyder besnærende for folk, der er trætte af racisme og andre former for splittelse. Men i et klassesamfund betyder ”national enhed” at arbejderklassen skal underordne sig kapitalisternes interesser. Det svarer til en “enhed” mellem hesten og dens rytter, der borer sine sporer ind i kødet på ridedyret.

Præsidentvalget i USA var historisk. Valget markerer et nyt stadie i forandringen af de amerikanske arbejderes bevidsthed. Mange folk har allerede fået nok af topartisystemet og kan gennemskue Obamas sukkersøde taler. Men de fleste arbejdere og unge vil være nødt til at lære gennem erfaring. Gennem deres egne pinefulde erfaringer vil alle illusioner blive nådesløst knust af begivenhederne. Nedskæringer, fortsat krig, arbejdsløshed, gaver til overklassen, tvangsauktioner og øget fattigdom vil ødelægge håbet om en bedre fremtid med Obama. Det vil være en smertefuld proces. Men konklusionen vil hamre sig ind i hovederne på folk: der er brug for noget andet. Folk vil i stadigt større grad lede efter et alternativ. Det eneste reelle alternativ er et arbejderparti baseret på fagforeningerne. Sådan et parti vil selv med et moderat program om faglige rettigheder og en løn til at leve af for alle, gratis sundhedsvæsen og uddannelse samt en øjeblikkelig stopper for krig, ville hurtigt samle enorm støtte, for ikke at tale om et program for socialistisk omdannelse af samfundet.

De amerikanske arbejdere er kommet i ”Demokraternes skole”, og de vil lære, at der ikke findes nogen udvej gennem det borgerlige politiske system. Det baner vejen for eksplosioner i klassekampen i fremtiden.

Kina
Kapitalisternes ideologer har forsøgt at bilde os ind, at Kina skulle holde sig fri af krisen og redde resten af verdens økonomi. Nogle af dem troede endda selv på det. Men det er absurd. Kinas hjemmemarked er på størrelse med Italiens, og det kan overhovedet ikke optage den produktion, der er beregnet til eksport. Nedgangen i forbruget i USA og Europa vil uundgåeligt påvirke den kinesiske eksport. Resultatet vil være fabrikslukninger og massearbejdsløshed. Det er et uundgåeligt resultat af den ”kinesiske vej” med afmontering af planøkonomien under bureaukratiets kontrol og genindførelse af kapitalisme.

Kinas ledere forventede, at de olympiske lege ville blive fulgt af en bølge af nye udenlandske investeringer i Kina. Imidlertid er det udeblevet. I stedet for investeringer ser vi, at fabrikker bliver lukket på stribe. Alene i Guandong-provinsen, der er en bastion i Kinas fremstillingsindustri, har halvdelen af skofabrikkerne (over 2.200 fabrikker) nedlagt værksteder i år. Financial Times kunne 22. september berette, at provinsens eksport af tøj og tilbehør (som for eksempel sko) er faldet med 31 procent i perioden januar til juli i forhold til sidste år. Eksporten af plasticprodukter, legetøj og lamper er enten stagneret eller faldende. Og denne situation var før panikken på Wall Street og de voldsomme krampetrækninger i den amerikanske økonomi.

To tredjedele af de fabrikker i Kina, der producerer småt legetøj, lukkede i løbet af de første ni måneder af 2008, oplyser USA Today 3. december. Gao Jiahai, en forsker på det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskab, sagde til Boston Globe, at 67.000 fabrikker i Kina blev lukket i løbet af de seks første måneder af 2008. Han tilføjede, at antallet af lukkede fabrikker meget vel kan være over 100.000 ved udgangen af 2008.

Den stigende arbejdsløshed og uundgåelige økonomiske nedgang i Kina vil få et udtryk i stigende klassekamp. De seriøse borgerlige økonomer er udmærket klar over dette perspektiv. Far Eastern Economic Review skrev i oktober 2008:

”Fyrede fabriksarbejdere vil sammen med millioner af emigrerede bygningsarbejdere blive arbejdsløse mens byggeriet aftager, og de vil vende tilbage til landområder, der i det store og hele ikke er forandrede i forhold til da de forlod dem får år tilbage. Det bør ikke komme som en overraskelse, at demonstrationer imod lokale myndigheder i mindre byer hurtigt eskalerer til ’masse-hændelser’”

Disse ”hændelser” består i strejker, demonstrationer, angreb og nedbrænding af myndighedsbygninger. Til USA Today 3. december 2008 sagde Mao Shoulong, professor på Renmin-Universitetet i Beijing, at den nuværende bølge af protest er den største siden 1989, hvor protesterne blev nedkæmpet med massakren på Tiananmen-pladsen.

Den kinesiske arbejderklasse er verdens største. Arbejderne er så småt begyndt at røre på sig, og de sociale eksplosioner vil i den kommende periode sende chokbølger ud over hele verden.

Latinamerika
Nøglen til verdensrevolutionen er lige nu Latinamerika. Det er på dette kontinent, at revolutionen er længst fremme. I Latinamerika er det Venezuela, hvor den revolutionære proces er nået længst. Begivenhederne i Latinamerika generelt og i Venezuela i særdeleshed har afgørende betydning for resten af verdens begivenheder. Derfor er det vigtigt for perspektivet at tage begivenhederne her i betragtning.

Hugo Chávez’ appeller om socialisme har fået et ekko. Socialismens ideer er tilbage på dagsordenen. I Bolivia og Ecuador går massernes bevægelse mod kapitalismen og imperialismen fremad trods oligarkiets voldsomme modstand, som bliver bakket op af Washington.

En revolutionær bølge fejer over Latinamerika. Den venezuelanske revolution var et jordskælv, der har fremkaldt efterskælv over hele kontinentet: bevægelsen blandt masserne i Latinamerika er det endelige svar til alle dem, der har påstået, at revolution ikke længere var mulig. Det er ikke bare muligt, det er absolut nødvendigt, hvis verden skal reddes fra truende katastrofe.

I den sidste periode har masserne i Latinamerika kæmpet med alt, hvad de har. I Mexico var der i 2006 en enorm massebevægelse imod højrefløjens valgsvindel. I Mexico er det almindelig viden, at Lopez Obrador vandt valget, men at højrefløjen svindlede. Washington var til dels bange for at få ”en ny Chavez” på sit dørtrin, men det de var dødsens angste for var massernes bevægelse. Tre millioner demonstrerede i Mexico City for grundlæggende forandringer. De ønsker et opgør med oligarkiet og imperialismen. Kampen imod valgsvindelen blev tabt på grund af, at lederne vaklede og tøvede, men ingenting er løst. Nye eksplosioner er indbygget i situationens logik.

Hugo Chávez har udvist stort personligt mod ved at stille sig op imod USA. Imidlertid er mod og gode hensigter ikke tilstrækkeligt. Der er brug for et klart program for at ekspropriere kapitalisterne og sætte en stopper for godsejervældet. Masserne har igen og igen reddet revolutionen, for eksempel imod kuppet i 2002, arbejdsgivernes lockout i 2003 og folkeafstemningen i 2005. Men efter ti år med revolutionen er kapitalismen i Venezuela ikke afskaffet. Det gør det muligt for oligarkiet at sabotere økonomien og det gør, at Venezuela vil blive ramt hårdt af den økonomiske verdenskrise. Især de faldende oliepriser vil gøre det umuligt at gå fremad uden et afgørende brud med kapitalismen, og det vil polarisere situationen yderligere.

Overklassen gør alt i sin magt for at sabotere revolutionen. De benytter sig også af en femte kolonne inden for den bolivariske bevægelse. Laget af bureaukrater er forhadt blandt masserne.

Hvis masserne bliver passive og opgivende er det en stor fare for revolutionen. Ved at tøve, vakle og holde revolutionen tilbage, sætter reformisterne i den bolivariske bevægelse revolutionens skæbne over styr. Et nederlag til revolutionen vil have de mest forfærdelige konsekvenser for befolkningen og resten af verden. Det vil betyde et benhårdt militærdiktatur. Borgerskabet vil gøre alt for at udrydde selve ideen om revolution og ideen om, at masserne selv kan forandre deres liv. I virkeligheden er reformisterne de værste utopister. De forestiller sig, at man kan manøvrere mellem revolution og kontrarevolution. Men det kan ikke lade sig gøre. Enten vinder revolutionen gennem ekspropriation af kapitalisterne, eller også vinder kontrarevolutionen. Man kan ikke lave en halv revolution lige så lidt som man kan gennemføre en halv graviditet.

Et vigtigt skridt til at fuldføre revolutionen er oprettelsen af det Forenede Socialistparti PSUV og PSUV’s ungdomsorganisation. Kampen om revolutionens fremtid vil i høj grad blive afgjort af kampen om den politiske linje i disse organisationer. Bureaukratiet holder tilbage samtidig med at masserne forlanger drastiske tiltag imod overklassen for at gennemføre revolutionen.

Europa
Europas produktive potentiale er kolossalt. Med en befolkning på 497 millioner og en indkomst på 32.300 dollar pr. indbygger er det en formidabel kraft. Men dette potentiale kan aldrig realiseres under kapitalismen. Alle forsøgene på at skubbe foreningen af Europa fremad er strandet på de modstridende nationale interessers. Krisen vil uddybe disse splittelser yderligere og sætte spørgsmålstegn ved selve EU’s fremtid.

Dannelsen af den Europæiske Union var en stiltiende indrømmelse af det faktum, at det er umuligt at løse økonomiens problemer indenfor det nationale markeds snævre grænser. Men på et kapitalistisk grundlag kan europæisk enhed aldrig opnås. I en krise vil modsætningerne mellem kapitalisterne i de forskellige nationalstater komme op til overfalden. Den nuværende krise har afsløret de gemte brudlinjer og åbenbaret falskheden i demagogien om europæisk enhed. Trods Sarkozys forsikringer er relationerne mellem de europæiske ledere yderst anstrengt, ikke mindst mellem lederne af Frankrig og Tyskland, de to nøglelande i EU.

Den tyske regerings erklæring om, at de private indskud på 1 trillion euro i landets banker ville være “garanteret”, kom bag på de andre europæiske regeringer og så ud til at trampe på løftet om europæisk samarbejde, der tidligere var blevet givet på et mini-stormøde i Paris af de franske, britiske, tyske og italienske ledere. Det tyske tiltag truede med at tiltrække opsparinger fra banker i andre lande. De andre lande var rasende. Men hvad var forskellen mellem dette og erklæringen fra den irske regering om, at den ville sikre dets seks hovedbankers passiver i to år, eller den britiske regerings nylige løfte om, at den vil tage “alle nødvendige skridt” for at beskytte opsparere eller Sarkozys løfte om, at de franske private opsparere ikke vil miste “en eneste euro”?

I virkeligheden forsøger hver national regering at sætte egne interesser først. Den gensidige mistillid mellem de europæiske regeringer kommer op til overfladen, så snart de står overfor en krise.

EU er i virkeligheden en kapitalistisk klub domineret af bankerne og de store monopoler i medlemsstaterne. De nye medlemsstater i Østeuropa bruges som et lager af billig arbejdskraft med “europæiske” priser og “østlige” lønninger. På den anden side er EU en imperialistisk blok, der udnytter de europæiske landes tidligere kolonier i Afrika, Mellemøsten, Asien og Vestindien. Der er intet progressivt ved det. Den eneste vej til at udnytte Europas virkelige potentiale er ved at etablere en socialistisk føderation, der integrerer Europas produktivkræfter i en fælles plan.

De store klassekampe, vi har set i den seneste periode, er bare begyndelsen. Vi har set generalstrejke i Belgien (oktober 2008), storstrejke i den offentlige sektor i England (sommeren 2008), de store kampe mod CPE-loven i Frankrig (foråret 2006), 100.000 i studenterstrejke i Tyskland (november 2008), generalstrejker i Grækenland (december 2007 og oktober 2008), massebevægelse blandt studerende og arbejdere i Italien (november-december 2008), hundredtusindvis i protest i Portugal (april 2007 og marts 2008) generalstrejke blandt studerende i Spanien (november 2008) og strejke blandt sygeplejerskerne i Sverige. Senest har vi set, at vrede demonstranter i Island har stormet landets centralbank og en politistation. Det indvarsler en fremtid med revolutionære begivenheder i Europa.