Det
illustrerer ganske godt det, som marxisterne har sagt i lang tid: At det er en
myte at tale om en passiv og egoistisk ungdom. Den såkaldte ”generation
fucked-up”. Det vi ser nu, er tværtimod, at tusinder af unge danskere ikke ser
noget håb eller nogen fremtid for det kapitalistiske system. De unge vil se, at
deres generation kommer til at få en lavere levestandard end deres forældre.
Det vil have en vigtig psykologisk effekt på ungdommen, som vil bevæge sig i
endnu højere grad, for at forsøge at ændre samfundet.

Studenter- og gymnasieungdommen
Den første del af ungdommen som begyndte at
rykke på sig, var gymnasieungdommen, som især siden 1999 er gået mod venstre.
Efter en længere periode i 1990’erne, med en rimelig højredrejet og passiv
ledelse i studenterbevægelsen, begyndte gymnasieeleverne at demonstrere og
protestere. Kampagner som ”Nu er det nok” og senere ”STOP-NU”, var yderst
succesfulde, forstået på den måde at de formåede at forene titusinder af elever
og studerende landet over i fælles kampe imod besparelser på uddannelse. Ledelserne
af elevorganisationerne (især DGS – Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) blev
også skubbet til venstre og begyndte at arbejde aktivt for at udfordre
regeringen med studenterprotester.

Problemet
var, at de hver gang indkaldte til éndagsdemonstrationer, uden noget perspektiv
for hvordan kampen kunne føres videre og føre til sejr. Det har gjort, at en
del af gymnasieeleverne og andre elever, er blevet trætte af hele tiden at
demonstrere én dag og så gå hjem bagefter. Samtidig har Bertel Haarder og de borgerlige
angrebet DGS for at være venstreorienterede og det har fået ledelsen i DGS til
at forsøge at fremvise sig som ”neutrale” og ”tværpolitiske” og gang på gang
trække i land og præsentere mere moderate slogans, for ”ikke at skræmme
eleverne væk” og vise ”bredde”.

Som vi har
forklaret flere gange, er disse argumenter grundlæggende forkerte. DGS – og de
andre elevorganisationer – kan ikke være upolitiske. Selve kampen for god og
gratis uddannelse er ikke en upolitisk kamp. Det er en kamp for, at arbejderklassens
børn (og alle andre) kan få adgang til at tage den uddannelse, de ønsker. Det
er en benhård kamp imod arbejdsgivernes interesser. Med andre ord er det
klassekamp. Derfor kan DGS ikke være upolitisk – kampen er en politisk kamp og
der er nogen partier (de borgerlige), som forsvarer nogle fundamentalt
anderledes interesser end elevernes.

Men
ledelsen af DGS har gentagne gange afvist dette og hævder, at der ingen
sammenhæng mellem elevkamp og klassekamp er. Et klart eksampel på det var
sammenlægningen med den borgerlige elevorganisation i 2005. Som vi allerede
forklarede dengang, ville en sådan sammenlægning uddybe højresvinget i toppen
af DGS og fungerer som en permanent undskyld for at drosle ned på
demonstrationer og strejker til fordel for handlinger og lobbyarbejde med
regeringen. Alt sammen i enhedens navn.

I en
løbeseddel til DGS’ landsmøde i 2005 skrev vi:

”GLO er gået markant tilbage de senere
år. Den nu positive indstilling til sammenlægningen med DGS er et resultat af,
at GLO er i dyb krise og umiddelbart ikke er i stand til at overleve som
organisation i fremtiden. I stedet regner GLO’erne med at kunne føre borgerlig
politik i korridorerne og lave kompromiser med DGS. Men hvorfor skal DGS lave
kompromiser med et lille ubetydeligt borgerligt mindretal? (…) Der vil komme
nye kampe, nye kampe DGS’erne skulle vinde, ikke tabe ved at føre borgerlig
opgivelses-politik.

Imod højredrejning af DGS – nej til sammenlægning med de borgerlige”

Det er desværre præcis, hvad der
er sket. Unge borgerlige har været med på DGS stormøder og har forsøgt at
stille forslag efter forslag. Mange af dem er heldigvis blevet stemt ned, men
nogle er også gået igennem og i hvert fald er det tydeligt, at de har haft en
indflydelse. F.eks. går DGS nu (med visse forbehold som overses i forbifarten)
ind for karakterer som et legitimt evalueringsmiddel, hvilket må siges at være
en skandale, i stedet for at fremhæve hvor asocialt og sorteringsagtigt et
redskab det er.

På samme måde, har man set DGS
lederne være ude og man til ro i flere omgange og til forsoning med de
borgerlige. Udover det, er det lykkedes de borgerlige, at få en udtalelse
igennem på et stormøde om, at man ikke skal arrangere demonstrationer hvert år.
Selvfølgelig skal man ikke det, bare for at demonstrere – man må bedømme
situationen hver enkel gang. Men hvorfor vedtage sådan en udtalelse? Det kan
kun være for at dæmpe eleverne.

Men samtidig med at DGS i
praksis trækkes til højre, bruger DGS ledelsen også de borgerlige til, at vise
hvor ”venstreorienterede” de selv er, når de fremsæter kryptiske ukonkrete
forslag om, at kampen for god og gratis uddannelse hænger sammen med kampen for
bedre velfærd. Det er selvfølgelig fuldstændig rigtigt, men det er ikke nok
bare at sige det. Det må følges op af praksis. Det må følges op af en tæt
alliance med fagbevægelsen og resten af arbejderbevægelsen, i stedet for kun
alliancer med toppen.

I praksis viste DGS ledelsen sin
manglende vilje til at følge elevernes krav efter demonstrationen d. 2.
oktober. På et møde den 25. september havde flere hundreder elever og
studerende gennem ændringsforslag vedtaget en klar plan for kampen:

”Dog mener vi ikke, at en enkelt
demonstrationsdag kan lægge det nødvendige pres på undervisnings- og
videnskabsministeriet. Derfor vil vi fortsætte kampen til nedskæringerne er
taget af bordet, og samtidig opfordre de offentligt ansatte i
uddannelsessektoren til at støtte op om vores krav, da det også er deres
arbejdspladser, der bliver forringet af nedskæringerne.

Vi må som elever og studerende
være klar over den kæmpe styrke vi har når vi står sammen. Derfor opfordrer
stormødet de deltagende organisationer til at fortsætte samarbejdet efter
demonstrationen.
Dette samarbejde indebærer bl.a. at der arrangeres regionale møder og et
nationalt møde efter demonstrationen, hvor vi kan videreudvikle fælles
fremadrettede krav til vores uddannelser, og diskutere fremtidige initiativer.”
(kun offentliggjort online på www.marxist.dk)

Hvad gjorde ledelsen af DGS og de andre
elevorganisationer? Intet. Absolut intet. Det er en skandale.

Udtalelsen og det store fremmøde 2. oktober
viser på tydeligste vis den store kampvilje, der er blandt elever og
studerende. Men det er ikke nok bare at vise sin utilfredshed, kampene må
vindes. Derfor er der brug for en kampklar ledelse
for elevorganisationerne, som viser en vej frem. Derfor tydeligt er der brug
for en marxistisk opposition inde i DGS og de andre elevorganisationer.

Ungdomshus-bevægelsen
Den 1. marts 2007 blev Ungdomshuset i København ryddet.
Ungdomshuset fungerede som et samlingssted for en del af den københavnske
ungdom, som brugte stedet til sociale aktiviteter, m.m. Da det blev ryddet, var
der en rimelig stor protestbevægelse, hvor flere tusinde unge gik på gaden, og
nogle tyede til hærværk og sabotage. Vi kan ikke billige ødelæggelse af biler
og individuelle slåskampe med politiet, men det er altafgørende at forstå, at
dette oprør var udtryk for de ophobede frustrationer hos tusinder af unge. De
er frustrerede over en kynisk, borgerlig politik, som føres indenfor rammerne
af et kapitalistisk system, der ikke kan give et håb eller en fremtid for
arbejderklassen og ungdommen.

Det handler ikke kun
om det nu nedrevne hus på Jagtvej 69 i København. Mange af de demonstrerende
havde aldrig sat deres fod der. Problemet går langt dybere. I årevis er der
blevet skåret ned på folkeskoler, gymnasier, tekniske
skoler, osv. samt på velfærden generelt set. Det er sket samtidig med, at
Fogh-regeringen fra starten støttede den blodige krig og besættelse af Irak.
Det er denne kyniske foragt for menneskeliv og for ungdommen, som har fået
sagen til at eksplodere. ”De vil ikke engang give os ét hus, de tænker kun på
deres egen magtkyniske dagsorden”. Sådan tænkte mange af de unge.

Gadekampene
og demonstrationerne varede ved i omkring fire dage og efterfølgende er der en
del unge, som er blevet ved med at demonstrere og kræve at kommunen finder et
nyt ungdomshus. Det er klart, at når lederne af de traditionelle
arbejderungdomsorganisationer ikke har vist et klart alternativ, og når fagbevægelsen
i flere omgange har været med til at stoppe kampene, ja så vil mange unge
forsøge at gå udenom og kaste sig ud i den slags spontane aktioner, for at
”gøre noget”.
Får de unge et hus, vil diskussionerne for alvor starte. Hvad skal huset bruges
til, hvordan og ikke mindst hvad er så reelt ændret? Størstedelen af de unge,
der har deltaget i kampen, vil ikke finde noget tilfredsstillende svare i
ungdomshusmiljøet, men vil lede efter andre veje. Et nyt ungdomshus ændrer ikke
på, at nedskæringerne på velfærden og den generelle forringelse af unges
forhold fortsætter.

I
fremtiden vil det dog afgørende blive, at denne vrede og afmagt, som tusinder
af unge føler, kanaliseres ind i arbejder- og elevbevægelsen og at fokus ikke
bliver individuelle gadekampe og sabotage, men derimod massekamp. De tusinder
af unge som har været på gaden må tilbydes et revolutionært program og må kæmpe
for at gøre SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet og deres
ungdomsorganisationer til ægte redskaber i kampen for en ny regering og en ny
politik.

Lærlingene
Med demonstration 17. maj 2006 så vi den
første massive mobilisering af lærlinge på landets tekniske skoler. Det
fortsatte i 2007, hvor tusinder af lærlinge gik med i demonstrationen den 2.
Oktober. De københavnske lærlinge arrangerede en fantastisk karavane bestående
af lærlinge og elever fra flere tekniske skoler. Generelt var der stor
tilslutning og på mange skoler blev der arrangeret mødet, mens man Tuborgvej
Tekniske Skole sågar arrangerede en skoleblokade.

At der er utilfredshed blandt lærlingene,
burde ikke overraske læseren. Lærlingelønnen (ca. 50 kroner i det første år)
gør det i sig selv utroligt attraktivt at udbytte lærlingene. Det er trods alt
billigere at hyre en lærling end en arbejdsmand. Og de tekniske skoler er ikke mere
moderne end de forhistoriske lønninger: Gamle maskiner, slidt og ubrugeligt
udstyr, lærerefri timer, angreb på skolepraktikken ordningen (SKP) og mangel på
overblik, er alle forhold, der tærer på elever og lærer. Taxametersystemet har
reelt set omdannet skolerne til private virksomheder, der kun tænker på at få
elever igennem maskineriet, og dermed penge i kassen, i stedet for at uddanne
fremtidens faglærte arbejdere.

Siden Lærlinge og ungarbejdernes
LandsOrganisation LLO blev nedlagt i 1989, har det faglige arbejde blandt unge
ligget meget stille. LO Ungdom blev dannet i 1980erne som et modstykke fra
toppen af fagbevægelsen mod LLO, som var styret af DKP. LO Ungdom har siden sin
start været præget af at være meget upolitisk og nedtone kravene fra lærlingene.
I stedet for at kræve strejkeret og en løn til at leve af, har LO Ungdom i
samarbejde med toppen af LO startet ting som Mindscope, Sunraids og lignende.
Disse ”kurser” har for eksempel handlet om gode manerer, bjergbestigning, at
spise sundt osv. Det vil nogle måske mene er interessant, men det har ikke
gavnet lærlingene og ungarbejdere, der stadig oplever dårlig løn, dårlig
uddannelse og dårlige arbejdsforhold.

For marxisterne står det klart, at det
aldrig kan og bør være fagbevægelsens opgave at tilbyde fritidsunderholdning. I
stedet må fagbevægelsen gå forrest i kampen for at sikre bedre forhold. Det er
selvfølgelig helt i orden, at der findes mennesker, der ikke mener, at faglige
unge skal have bedre forhold, og at man ikke skal kæmpe for det – men de hører
bare ikke hjemme i spidsen for arbejdsbevægelsens ungdomsorganisationer.
Nogle kunne fristes til at sige, at der skulle laves et nyt LLO ved siden af LO
Ungdom. Men dette vil være en fejl. Der er ikke brug for 2 faglige
ungdomsorganisationer – men én samlet kamporganisation, og det er hvad LO
Ungdom burde være. Til gengæld er der i den grad brug for at lærlinge og
ungarbejdere bliver aktive i LO Ungdom og kæmper for at organisationen på
nationalt plan, kæmper for lærlingenes og ungarbejdernes krav.

En anden organisation indenfor det faglige
arbejde er Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO). EEO blev dannet i 1990erne
for at samle elever fra de tekniske skoler og tekniske gymnasier. Det gør EEO
til en lidt speciel størrelse. Eleverne på de tekniske skoler er nemlig kun på
skole en mindre del af deres læretid. Resten af tiden foregår ude i
virksomhederne. Dermed har lærlingene en organisation når de går på skole, og
en anden når de er ude i virksomhederne. Dette er knapt så effektivt. Ved overenskomsterne
2007 kunne man for eksempel se EEO stille en række (rigtig gode) krav om bedre
løn, mens mange faglige ungdomsorganisationer stiller krav om bedre
uddannelsesforhold.

Med andre ord overlapper de hinanden. Der er
selvfølgelig ikke holdbart. Derfor bør EEO være en underdel af LO Ungdom, hvor
de aktive i elevrådene også er aktive i lærlingeklubberne. På den måde ville
man samle de aktive der er. Et af problemerne er, at LO Ungdom ikke eksisterer
som en national organisation. Dette er et alvorligt problem for den faglige
ungdom. Derfor bør lærlingeklubberne, EEO og ungdomsudvalgene igennem de lokale
LO Ungdom afdelinger lægge pres på at indkalde til et landsmøde, der gendanner
LO Ungdom som national organisation. Det bør foregå på et program, der kræver
ordentlige løn- og arbejdsforhold, strejkeret, demokratisering af
fagbevægelsen, øget samarbejde med arbejderpartiernes ungdomsorganisationer og
kampen for et socialistisk program for arbejderbevægelsen. Desuden må de
faglige ungdomsorganisationer modsat nu blive såvel økonomisk som politisk
uafhængige. De bør have retten til at tage egne beslutninger på stormøder og
vælge deres egne faglige og politiske krav og kampagner.

Hvis der skal vindes nogen som helst
forbedringer igennem for lærlinge og ungarbejdere, kræves det, at de er
organiserede i stærke organisationer. Arbejderklassen og dens ungdom har nemlig
kun én styrke: enhed. De faglige ungdomsorganisationer må opbygges. Men det kan
kun ske ved, at de almindelige lærlinge og ungarbejdere i praksis kan se, at
fagforeningerne beslutsomt kæmper deres sag. Der er behov for en helt anden
politik end ”gokart og bajere”.

Derfor må der dannes en opposition i
ungdomsfagbevægelsen, der med samlet kraft kan tale de aktive lærlinge og
ungarbejderes sag. En opposition der vil kæmpe for demokratiet i fagbevægelsen
og indflydelse til lærlinge og ungarbejdere. En opposition der vil kæmpe for,
at ledelsen af fagforeningerne gør deres opgave og udbreder de nationale kampe
til alle lærepladser og skoler og samtidig forener dem igennem de nationale
organisationer. En opposition der kan slås for at arbejderbevægelsen vender
tilbage til sine rødder som kamporganisationer for arbejderklassen. En
opposition der kan vise vejen til sejr – kort sagt: en marxistisk opposition,
opbygget på følgende krav:

• En løn til at leve af!
• Reel strejkeret – også for svende
• Lærepladser til alle
• Afskaf mesterlæren
• Mod arbejdsgivernes racisme
• Billige ungdomsboliger

Nye kampe på vej
Alle de ovenfor
beskrevne tendenser viser, at ungdommen nu for alvor er ved at blive
radikaliseret. Dette må og vil have en effekt på arbejderklassen. Ungdommen, og
især lærlingene, kan være med til at give et frisk pust og være med til at
begynde at ændre arbejdernes organisationer og tilbageerobre dem, til det de
blev opbygget som – kamporganisationer, med et socialistisk samfund som mål.

Hvad Trotskij
skrev i Overgangsprogrammet i 1938 gælder også i dag:

”Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan
sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer
i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det
altid været, således vil det fortsat være.”

Konklusion

Perspektivet for næste
periode i Danmark er, som det fremgår af det ovenstående, en skærpelse af konfrontationen
mellem klasserne.

Den seneste periode er
arbejderklassen begyndt at komme på gaden i stigende grad. I 2008 vil
arbejderne igen røre på sig. Overenskomsterne for de offentligt ansatte kan let
munde ud i en eksplosion. Men uanset hvad der sker, er nye eksplosioner
indbygget i selve periodens karakter.

Den danske økonomi får
i den kommende periode en grundlæggende anderledes karakter. Dansk økonomi gik
i en periode og blev og blev fremstillet som undtagelsen i Europa og verden.
Men det er slut nu. De processer der foregår i resten af verden påvriker
Danmark, både de økonomiske, sociale og politisk. Den europæiske kapitalisme
befinder sig i en blindgyde. For at opnå økonomisk stabilitet vil
kapitalisterne skabe social ustabilitet. Udviklingen i Latinamerika viser, hvad
der er i vente for Europa. Og her er Danmark ingen undtagelse.

De seneste års
velfærdskampe har været en kamp om del i opsvinget. I den kommende periode vil
arbejderklassen stå overfor for hårdere angreb på selve deres leveforhold. Kampene
vil være kvalitativt anderledes end tidligere og handle om basale ting som
retten til at arbejde og et sted at bo. Det vil gøre klassekampen mere indædt
og bitter.

Alle løsninger
indenfor kapitalismen vil vise sig som mere og mere utilstrækkelige. Det eneste
man vil forbinde med kapitalismen er nedskæringer og tilbageskridt. Det vil
åbne nye muligheder for den marxistiske tendens. Nye lag af arbejdere, især
unge, som tidligere ikke så til revolutionære ideer, vil søge nye veje.

Danmark er ikke en
isoleret ø fra denne udvikling. Også Europa har været rystet af massebevægelser
i de senere år. En strejkebølge gik gennem særlig Sydeuropa i starten af dette
årtusinde, men efter det kom der en periode hvor arbejderne stoppede op og
tænkte, efter de ikke havde opnået reelle forbedringer på den faglige front,
har de afprøvet den politiske, med socialdemokratiske-centrum regeringer i både
Spanien og Italien. Denne stilstand i klassekampen er kun midlertidig, og den
næste bølge vil komme på et højere niveau.

Men der har været
nogle undtagelser fra den midlertidige stilhed i Europa, især Grækenland,
Frankrig og Danmark. I Frankrig har modstanden mod CPE bevist, at regeringen
kunne rystes i sin grundvold, og at arbejderklassen og klassekampen langt fra
var død, og at ungdommens kampe hænger uløseligt sammen med arbejdernes kamp. I
Grækenland blev det bevist, at sloganet om en 24-timers generalstrejke ikke er
noget der hører fortiden til, men en tværtimod er en taktik, der peger fremad
mod sejr.

Situationen er således
aldeles favorabel for de marxistiske ideer i Danmark og på verdensplan.
Arbejderklassen er begyndt at kæmpe og ikke mindst arbejderungdommen er også i
den seneste periode begyndt at gå på gaden. Det er bare en forsmag på, hvad der
vil komme.

Hvad der dog også er
tydeligt i Danmark og Internationalt er at den største bremse på
arbejderklassens kamp er dens ledelse. Gennem årtier er der opbygget et lag i
toppen af arbejderbevægelsen hvis levevilkår og dermed også politiske udsyn har
fjernet sig så meget fra almindelige arbejdere, at de ikke længere kæmper for
deres vilkår.

Denne ledelse kan kun
sætte en bremse på bevægelsen op til et vist punkt. Men den utilfredshed der
ulmer blandt de danske arbejdere og unge har brug for et middel at udtrykke sig
igennem og at kæmpe igennem. Arbejderne vil udtrykke sig gennem kamp og denne
kamp vil igen få sit udtryk i arbejdernes masseorganisationer. Men uden et
middel, uden klare ideer, står arbejderne svagere. Det er dette middel vi må
opbygge, den marxistiske tendens i arbejderbevægelsen.

Kapitalismen har vist
sin fuldstændige fallit. Som samfundssystem er det ikke længere progressivt, og
kan ikke skabe fremgang for flertallet hverken internationalt eller nationalt.
Den krise, som vil udfolde sig i næste periode, vil tvinge arbejdere over hele
verden, herunder i Danmark, til at tænke over grundlæggende ting. Bevidstheden
vil blive rystet, og større og større lag vil søge i retning af revolutionære
løsninger.

Koncentrationen af
produktionen, og skabelse af produktion med en samfundsmæssig karakter, som var
en af kapitalismens historisk progressive bedrifter, har samtidig skabt
grundlag for planlægning af produktionen – det vil sige for overførslen af
planlægning fra den enkelte virksomhed til samfundet som helhed. Frigørelsen af
potentialet i den menneskelige produktion forudsætter, at den befris fra den
lænke, som den private ejendomsret til den samfundsmæssige produktion udgør. I et socialistisk samfund vil produktionen blive planlagt
demokratisk af arbejderklassen, på den måde vil arbejdstiden kunne sættes ned,
produktionen sættes op og forbedres, og velfærden udbygges.

Marxisternes
opgave er at lære historiens rytme. Det vil sige at forbinde programmet med
klassekampens dialektik og de konkrete opgaver. Selv de stærkeste fjender, hvis
magt er i modstrid med den historiske udviklings lov, skræmmer os ikke. At
deltage i kampen for menneskehedens befrielse er den højeste moral og den
største tilfredsstillelse for et tænkende væsen.