Mærsk containerskibet Olga. Billede: Den store danske
Glansbilledet af Danmark som grønt foregangsland begynder at falme efter et dramatisk forår, hvor det er blevet afsløret, at den danske stat manipulerer med klimaberegninger, lobbyer for megaudledere som Mærsk og fremlægger ønsketænkning som fakta. Dansk kapitalisme er kulsort, og hvis klimakrisen skal afværges, må systemet væltes.
Danske politikere som Dan Jørgensen, Mette Frederiksen og før dem Lars Løkke-regeringen har indædt forsøgt at holde liv i fortællingen om Danmark som grønt foregangsland. Når man hører politikerne tale, får de det til at fremstå som at Danmark er godt på vej til at opnå 2025-målet om at halvere drivhusgasudledningen i forhold til 1990.
Dette er til trods for at udledning af drivhusgasser fra dansk økonomi ikke har rykket sig et hak siden 90’erne. Men selv denne udlægning af status quo er for gavmild, for den er baseret på, at man ekskluderer udledninger fra afbrænding af biomasse til energiproduktion, hvilket ifølge internationale forskere er decideret svindel.
Hvis man medregner udledninger fra afbrænding af biomasse, er udledningen af drivhusgasser fra Danmarks økonomi faktisk steget over 10 procent i løbet af de seneste tre årtier og er altså betragteligt over 1990-niveauet. Dertil kommer en række sager fra dette forår, der udstiller alle forsøgene på at greenwashe dansk kapitalisme som værende rent spin.
Virkeligheden trænger sig på
Det har i sandhed været et dårligt år for regeringens klima-bluffnummer. I januar landede Klimarådets rapport, hvori myten om Danmark som “klimaduks” blev punkteret fuldstændig. Heraf fremgik det, at regeringen har været god til at skrive hensigtserklæringer, men knap så god til faktisk at føre politikken ud i livet.
Bl.a. satser regeringen helt enormt på uafprøvede teknologier, som såkaldt carbon capture and storage (CO2-fangst), hvilket for nyligt blev kritiseret i kraftige vendinger af landets førende forsker indenfor området, Philip Fosbøl, fra DTU Kemiteknik. Om regeringens planer om at fange CO2 fra landets skorstene i 2025 og 2026 siger han: “Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Det er umuligt.” og uddyber: “Vi kan aller-allertidligst fange CO2 om fire år”.
Mindst ligeså fordømmende var det, da det i april blev afsløret, at regeringen, på vegne af Mærsk, havde lobbyet for en lavere CO2-skat for shippingsektoren i EU-regi. Erhvervsminister Morten Bødskov forsøgte at bortforklare situationen: “Den dialog, der har været, er helt naturlig. Det handlede om, at både Danmark som stor søfartsnation og Mærsk som kæmpe firma med milliardinvesteringer i grøn omstilling kan presse på for det, vi gerne vil nå: Et meget ambitiøst internationalt mål om en grøn omstilling af skibsfarten”.
Vi vil lade det være op til læseren selv at vurdere, om Mærsk mon forsøgte at modarbejde en CO2-skat, fordi de gerne vil undgå at betale mere i skat, eller fordi de oprigtigt bekymrer sig om klimaet. Når det er sagt, udgør en CO2-skat ikke nogen egentlig løsning på klimakrisen. Under kapitalisme er produktionen (rederier, fabrikker, reklamebureauer, osv.) koncentreret i hænderne på et forsvindende mindretal, der grundet den konstante fare for at gå under i konkurrencen er tvunget til at maksimere deres profitter uden hensyn til klima, miljø, og mennesker.
Det betyder i praksis, at ethvert forsøg på regulering enten vil udformes, så den kan tolereres af virksomhederne (fx ved at give “CO2-rabatter” til store udledere som Aalborg Portland, så de kan fortsætte produktionen ufortrødent), eller alternativt: en skat der faktisk gør ondt, med det resultat at en given produktion lukker eller flytter til mere konkurrencedygtige himmelstrøg. Fx har ejerne af produktionsvirksomheden CP Kelco i årevis luftet implicitte trusler om at flytte produktionen til udlandet, hvis der blev lagt større afgifter på energi i Danmark. Uanset hvad, er afgifterne ikke noget, der laver et hak i udledningerne fra systemet som helhed. Status quo fortsætter, og klimaets stabilitet eroderes i jagten på profit.
Men det bliver vildere endnu. Senere i april kunne Zetland afsløre, hvordan embedsfolk i Energistyrelsen blev presset af Klima- og energiministeriet til at benytte regnemetoder, som efter styrelsens egen vurdering var decideret forkerte, med det formål at klimamålene i 2030 skulle virke mindre uopnåelige.
Udover disse usædvanligt åbenlyse og pinlige sager, så har tænketanken Concito i løbet af foråret flere gange påpeget mangler i Energistyrelsens arbejde. Det er kulmineret i, at deres seneste analyse viser, at regeringen er fire gange så langt fra reduktionsmålet, som den selv hævder.
For at opsummere, er al snak om at opnå en reel halvering af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2025 ift. 1990 ren ønsketænkning, og det eneste der beviseligt bliver reduceret er ikke CO2-udledningerne, men tilliden til regeringen og systemet som helhed.
Et udvalg af hyklere og lejesvende
Når det kommer til stykket, så er politikerne ikke herrer over markedet – det er tværtimod det uregerlige, anarkiske marked, som sætter rammerne for politikerne. Fordi de først og fremmest bliver nødt til at føre politik, som skaber gunstige vilkår for erhvervslivet, bliver alt, der kommer fra Borgen angående klimaet, begrænset til drømmerier, fiflen med tal og fodslæben i stedet for reel handling.
Hvis man kaster et hurtigt blik på toppen af dansk kapitalisme, udleder ét enkelt selskab fx flere CO2-ækvivalenter (CO2e, fællesebetegnelse for drivhusgasser) end resten af Danmark tilsammen. I 2022 udledte Mærsk over 77 mio. ton
CO2e og kunne samme år præsentere et overskud på 203 mia. kr. – Danmarkshistoriens hidtil største. Denne mængde drivhusgasser er tæt på det dobbelte af, hvad resten af Danmark udleder tilsammen – 44 mio ton CO2e i 2022.
Ser man på tallene for Danske Bank for 2020, viser de, at dette selskab stod for 41 mio. ton CO2e gennem deres investeringer (hvilket var et år, hvor økonomien stadig bar præg af en coronanedlukning og sandsynligvis derfor er lavt sat sammenlignet med et gennemsnitligt år).
Kigger vi på de største udledere på dansk jord, udleder én enkelt cementfabrik, Aalborg Portland, ligeså meget CO2 som 250.000 danskere, med deres udledning på 1.9 mio. ton CO2e i 2022.
Fælles for alle tre, udover deres massive bidrag til CO2-indholdet i atmosfæren, er, at de kunne præsentere det bedste overskud i årevis i 2022. Mens ekstreme vejrforhold i stigende grad skaber lidelser for millioner af mennesker verden over, så har toppen af dansk erhvervsliv kronede dage. Med de uhyrlige summer, som de tjener på deres aktiviteter, kan de, til tider diskret, til tider meget åbenlyst, præge diverse regeringer, styrelser, og politikere til at føre politik, der gavner dem.
Dette er ikke noget nyt. Det kommunistiske manifest fra 1848 beskriver hvordan “[d]en moderne statsmagt er kun et udvalg, som varetager borgerskabets fællesinteresser” – en beskrivelse der lige så vel kunne være skrevet om Folketinget og moderne dansk kapitalisme, som om samfundene på Marx og Engels’ tid.
At politikerne overhovedet bruger tid på klimaspørgsmålet og forsøger at fremstå, som om de tager hånd om klimakrisen, skyldes, at deres levebrød afhænger af at blive valgt til næste folketingsvalg, kommunalvalg osv. Denne samling af professionelle snakkechartoller udnytter befolkningens reelle bekymring over klimaforandringerne til at sikre sig en behagelig tilværelse i samfundets top, samtidig med at de uden for rampelyset loyalt varetager de store virksomheders interesser.
Revolutionær løsning
Klimakrisen er et resultat af selve den kapitalistiske produktionsmåde, et profitdrevet system baseret på konkurrence og et fåtals ejerskab over økonomien.
Så længe kapitalismen består, vil den ustandselige konkurrence og kamp om markedsandele få selskaber til at flytte produktioner rundt, finde smuthuller i lovgivningen og bruge deres rigdom og magt til at beskytte deres profitter. Hvis vi vil have en jordisk chance for at løse klimakrisen, inden det er for sent, er det selve systemet vi må vælte.
Til dette formål kæmper vi for den eneste løsning, der i praksis har bevist, at den kan gøre en ende på kapitalismen og dermed sætte en stopper for den ustyrlige rovdrift på planetens ressourcer: en socialistisk revolution.
