Fra 2003 til 2011 var Danmark med til at besætte Irak som en del af en international koalition ledet af USA for at “befri det irakiske folk”. 

USA’s begrundelse for at invadere Irak var angiveligt, at landets diktator Saddam Hussein var en trussel mod verdensfreden, fordi han var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og havde forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, der stod bag terrorangrebet i New York den 11. september 2001. Den daværende amerikanske præsident George W. Bush præsenterede således Irak-krigen som et nødvendigt skridt i “krigen mod terror”.

Herhjemme brugte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen de samme argumenter for at retfærdiggøre Danmarks deltagelse i invasionen af Irak. Ifølge Anders Fogh var fjernelsen af  Saddam Hussein en nødvendighed i kampen mellem “demokrati og diktatur”, men i dag, 20 år efter, er vestlig imperialismes forbryderiske invasion af Irak afsløret for at være bygget på løgn og bedrag.

I krig for olie

Kort efter USA, Danmark og resten af koalitionen havde besat Irak, blev det afsløret, at der slet ikke var nogle masseødelæggelsesvåben eller forbindelser mellem al-Qaeda og Saddam Hussein. Det var en løgn, som Bush-administrationen havde fabrikeret for at retfærdiggøre en uprovokeret invasion af Irak, som den amerikanske udenrigsminister Colin Powell senere indrømmede. 

Anders Fogh derimod afviste blankt alle anklager om at have løjet for Folketinget og offentligheden om masseødelæggelsesvåben i Irak, selv da det i 2019 kom frem i en uvildig undersøgelse om Danmarks deltagelse i Irak-krigen, at Fogh direkte havde tilbageholdt informationer for Folketinget. 

Politikerne sendte altså Danmark i krig på en løgn, og “krigen mod terror” var i virkeligheden et røgslør for de virkelige interesser, der lå bag. 

Lenin forklarede, at kapitalistiske lande ikke går i krig af moralske årsager eller for at forsvare særlige værdier. Kapitalisterne fører i stedet krig for at erobre markeder, ressourcer og indflydelse, for at sikre sig mest mulig profit. 

Den primære årsag til at USA invaderede Irak, var for at få kontrollen over landets oliereserver, som er verdens femtestørste, og med beskyldninger om masseødelæggelsesvåben opfandt de en undskyldning for at føre deres imperialistiske krig ud i livet.

For det danske borgerskab var Irak-krigen en mulighed for at styrke båndet med USA, verdens stærkeste imperialistiske magt. Derudover havde de danske kapitalister også store forventninger til de økonomiske gevinster ved krigen.

Dødens købmænd

Den herskende klasse i Danmark så på Irak-krigen med dollartegn i øjnene og kastede sig over landet som sultne gribbe. Danske virksomheder fik adgang til bistandsprojekter for milliarder af kroner, som kun koalitionslande kunne byde på, og samtidig belønnede USA det danske borgerskab for sin krigsdeltagelse ved at give den danske krigsindustri lukrative kontrakter med det amerikanske militær. I 1995 havde kun fem danske virksomheder sådanne kontrakter, men i 2005 var det antal steget til hele 28 virksomheder.

Den helt store vinder var Mærsk, som fik lukrative kontrakter med det amerikanske forsvar på svimlende 17 milliarder kroner for blandt andet at fragte tanks og ammunition til Mellemøsten. Som Lenin sagde: “Ja, krig er forfærdelig… forfærdelig profitabel!” Vestlig imperialisme efterlod til gengæld Iraks befolkning en blodig arv.

Invasionen af Irak ødelagde landet fuldstændig, og vestlig imperialisme opildnede bevidst til sekterisk splid ved at spille forskellige etniske og religiøse grupper ud mod hinanden. 

I løbet af besættelsen voksede spændingerne mellem de religiøse og etniske grupper, især mellem sunni og shia-muslimerne. Efter at Saddams regime blev væltet, støttede den vestlige besættelse de shiamuslimske befolkningsgrupper på bekostning af det sunnimuslimske mindretal, som Saddam Hussein regime havde baseret sig på.

Det eskalerede ustabiliteten i landet, som nåede sit højdepunkt fra 2006 til 2008, da der udbrød en sekterisk borgerkrig mellem de religiøse grupper. Efter nogle år aftog spændingerne, og koalitionslandene inklusiv Danmark trak sine styrker ud af Irak i 2011. På det tidspunkt var en fjerdedel af befolkningen ramt af fattigdom, 14% var arbejdsløse, og landets infrastruktur lå i ruiner — problemer, der stadig hærger landet i dag. Over ni millioner mennesker var blevet fordrevet fra deres hjem, og over en million mennesker havde mistet livet i løbet af de otte år, krigen varede. 

I krig igen

Imperialisterne vil altid finde en undskyldning for at føre krig. I Irak var det for at bekæmpe terror og befri det irakiske folk, og vi hører i dag lignende argumenter fra politikerne, når de skal retfærdiggøre deres involvering i Ukraine-krigen eller forsvare Israels invasion af dets nabolande. 

I virkeligheden er det imperialistiske interesser, som ligger til grund for alle disse konflikter, ligesom det var tilfældet med Irak-krigen. Danmark viste med Irak-krigen, hvor langt de vil gå for at bevare deres position som en skødehund for amerikansk imperialisme, der adlyder hver en ordre. En position, som de danske politikere stadig efterlever med største loyalitet.

Forsvarsministeren Troels Lund Poulsen udtalte for nylig, at Forsvaret skal være parate til at deltage i internationale missioner blandt andet ved at bidrage til USA’s militære tilstedeværelse i Stillehavet, som er rettet mod Kina. Det er blot endnu et kynisk forsøg på at bevare det tætte bånd mellem dansk og amerikansk imperialisme, som Fogh var med til at skabe med Irak-krigen. 

Troels Lund Poulsen er i dag, sammen med resten af Christiansborg, blandt de mest ivrige krigsmagere både i Ukraine og Mellemøsten. Bag argumenter om “Ukraines suverænitet” kaster de for milliarder af våben i blodbadet i Ukraine. Hykleriet driver ned af væggene, for hvor var bekymringerne om suverænitet for Irak, Afghanistan og de talrige andre lande, der er blevet smadret af Vestens agressionskrige, som Danmark har deltaget i?

Irak-krigen viser med største tydelighed, at den danske herskende klasse og deres politiske repræsentanter på Christiansborg hverken forsvarer demokrati, frihed eller “vestlige værdier”. De er stålsatte på at forsvare den herskende klasses interesser, om det så skal koste en gentagelse af Irak-krigens blodige historie.