De fleste forbinder nok krigen i Afghanistan med kaotiske billeder fra Kabul, hvor tusindvis af desperate afghanere forsøger at komme med et af de sidste fly ud af landet inden Talibans magtovertagelse. Det blev på ydmygende vis enden på Vestens 20 år lange besættelse af landet. En besættelse som vi blev fortalt handlede om at hjælpe det afghanske folk, om at genopbygge landet og indføre demokrati og menneskerettigheder.
Sådan blev det fremført af politikerne utallige gange, og særligt af den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. F.eks. i en tale til Folketinget i 2007: “Danske soldater i verdens brændpunkter arbejder for at fremme frihed, sikkerhed og demokrati. De arbejder for at skabe rammerne om genopbygning og økonomiske og sociale fremskridt. Og pigeskolen i Kabul er blot ét af mange eksempler på, at det nytter.”
Men ser vi nærmere på Danmarks og Vestens rolle i Afghanistan, så tegner der sig ikke et billede af en magt, der bekymrer sig om demokrati eller menneskerettigheder, men tværtimod en, som kun bekymrer sig om sine egne imperialistiske interesser på bekostning af det afghanske folk.
Afghanistan før Taliban
I modsætning til det indtryk man får i DR’s nye dokumentarserie Velkommen til frontlinjen, så har Afghanistan ikke altid været et land domineret af religiøs fundamentalisme, brutal kvindeundertrykkelse og generel tilbageståenhed.
I løbet af det 20. århundrede oplevede det afghanske folk tværtimod enorme fremskridt – allerede i 1919 fik kvinder stemmeret og den første pigeskole åbnede i 1920. I 60’erne og 70’erne blomstrede Afghanistan kulturelt og politisk. Ligesom i mange andre lande ramte en enorm bølge af studenter- og arbejderstrejker Afghanistan i 1968, og der var en stærk sekulær bevægelse blandt arbejdere og unge, som blandt studerende endda var eksplicit kommunistisk.
For eksempel stiftede en gruppe af kvindelige studerende i 1977 den Revolutionære Sammenslutning af Kvinder i Afghanistan, som organiserede kvinder til kamp for kvinderettigheder og et sekulært Afghanistan. Den revolutionære proces kulminerede i 1978 da Saur-revolutionen udbrød.
Revolutionen afskaffede kapitalismen, nationaliserede de vigtigste dele af økonomien og indførte enorme økonomiske og sociale fremskridt, herunder barselsorlov og ligestilling mellem mænd og kvinder. Der blev også gennemført ægteskabsreformer, som ophævede århundredgamle patriarkalske skikke såsom ‘brudeprisen’, og der blev indført obligatorisk skolegang for piger i hele landet.
Men for vestlig imperialisme var Saur-revolutionen et geopolitisk tilbageslag i den kolde krig mod Sovjetunionen og et farligt eksempel, som risikerede at inspirere verdens arbejdere og undertrykte masser.
Vestens Frankensteins monster
For at bekæmpe Saur-revolutionen iværksatte USA derfor i sommeren 1979 ‘Operation Cyclone’, der sendte massiv økonomisk støtte og våben til mujahedinerne, som bestod af løst organiserede grupper af militante islamister, som var fjendtlige over for landets nye kommunistiske regering. Det var disse “tapre frihedskæmpere”, som senere gik sammen om at danne Taliban.
USA var dog langt fra alene i denne “ædle sag”. Hurtigt fulgte en lang række andre vestlige lande trop, og herhjemme gik Lars Løkke Rasmussen, vores nuværende udenrigsminister og tidligere statsminister, forrest med at samle penge ind til disse religiøse fanatikere. Som formand for Venstres Ungdom rejste han i 1988 til Afghanistan og afleverede personligt 600.000 kr. til mujahedinerne.
Vestlig imperialisme spillede på den måde en afgørende rolle i at smadre det afghanske samfund og bringe Taliban til magten. Alle Saur-revolutionens progressive reformer blev rullet tilbage, og det afghanske folk blev dømt til en lang og mørk periode med de mest undertrykkende forhold for kvinder.
Det var derfor hykleri af værste skuffe, da Vestens politikere gennem 00’erne talte om at bekæmpe Taliban i demokratiets og kvinderettighedernes navn. De havde selv bragt Taliban til magten og ikke nok med det, så fortsatte de deres gode relationer med Taliban helt frem til slutningen af 90’erne. F.eks. var højtstående medlemmer af Taliban i 1997 på besøg i Texas hos det amerikanske olieselskab Unocal, som forsøgte at indgå en aftale om en gasrørledning gennem Afghanistan.
Men da Taliban afviste de amerikanske olieselskaber og forhindrede USA’s bestræbelser på at hæmme det fremvoksende al-Qaeda, gik der skår i de gode relationer. Vestens Frankensteins monster vendte sig imod sin skaber.
Tyve års besættelse
Blodet fra de knap 3.000 mennesker, som blev slået ihjel i terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, er derfor ikke kun på hænderne af al-Qaeda og Taliban, men også på hænderne af Vestens ledere, herunder Lars Løkke Rasmussen og den danske regering.
Det var et ydmygende slag i ansigtet på vestlig imperialisme. Samtidigt var det dog også netop den undskyldning, som de havde ledt efter, for at slå hårdt ned på det monster, de selv havde skabt, og til at genetablere vestlig dominans over Afghanistan.
Det førte til at NATO, for første og hidtil eneste gang, aktiverede artikel 5, den såkaldte ‘musketer-ed’, og invaderede Afghanistan i oktober 2001.
Krigen blev oprindeligt ‘solgt’ til offentligheden som en hurtig militær operation, der ‘blot’ skulle eliminere truslen fra al-Qaeda og Taliban. Hurtigt begyndte fortællingen dog at ændre sig, og pludselig var indførelsen af demokrati og kvinderettigheder blevet NATO’s hovedargument for at fortsætte besættelsen af landet. Det var også den fortælling vi blev præsenteret for herhjemme af Anders Fogh Rasmussen og resten af det politiske etablissement.
Ligesom forud for den danske deltagelse i Irak-krigen, hvor fortællingen handlede om Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben og relation til al-Qaeda, blev vi ført bag lyset af politikerne. De tilslørede den virkelige situation i Afghanistan og Vestens sande interesser: dominans over naturressourcer og handelsruter, samt lukrative kontrakter til våbenproducenterne og følgeindustrierne. F.eks. sikrede Mærsk sig kontrakter for mange milliarder kr. for at transportere militært isenkram for det amerikanske militær.
Sandheden er, at de danske kapitalister og deres politikere på Christiansborg aldrig har set Afghanistan som andet end en brik i et geopolitisk stormagtsspil, hvor deres mål i sidste ende var at fremme deres økonomiske interesser og sikre et godt forhold til USA, verdens stærkeste imperialistiske supermagt.
På samme kyniske vis dækkede politikerne også over den sande karakter af det forhadte regime, som de indsatte og holdt ved magten gennem 20 år. Det var først i 2023, i dokumentaren “Bedraget i Helmand”, at Vestens afghanske marionetregime for alvor blev afsløret som et gennemkorrupt og tyrannisk regime, der kollapsede fuldstændigt som et korthus, straks efter at NATO forlod landet.
Som om det ikke var nok efterladte besættelsen landet fuldstændigt i ruiner og kostede mindst 176.000 mennesker livet, heriblandt mere end 46.000 civile og 44 danske soldater. Mange flere blev såret eller fordrevet fra deres hjem. Efter 20 års krig i Afghanistan led vestlig imperialisme et dybt ydmygende nederlag, hvor Taliban nu igen er ved magten og holder kvinder under de mest undertrykkende forhold.
I krig for…
Imperialisterne finder altid en undskyldning for at føre krig. Ser man på dansk og vestlig imperialismes historie i Afghanistan, står det klart, at krigen aldrig handlede om at sprede demokrati og menneskerettigheder. Det var blot endnu et røgslør for imperialisternes virkelige interesser.
Sandheden er, at imperialister aldrig fører krig af moralske årsager eller for at hjælpe almindelige arbejdere og unge. Tværtimod er deres krige altid blot fortsættelsen af deres ‘fredelige’ imperialistiske politik med andre, voldelige, midler.
Det var tilfældet med Afghanistan, hvor Vesten først skabte Taliban og siden forhandlede med dem, indtil de blev afvist, og det var tilfældet i Ukraine og Mellemøsten, hvor USA i årtier har forsøgt at udvide sin økonomiske dominans og svække sine imperialistiske rivaler i form af Rusland og Iran.
På samme måde, men fra et arbejderklasseperspektiv, må vores politik altid være den samme i freds- og krigstid. Vi må altid bevare et selvstændigt anti-imperialistisk klassestandpunkt og afsløre de løgne, som imperialisterne forklæder deres krigsmageri i.
