”MENNESKENES LANDE
For længe siden kom vi til landene
hvor vi nu bebor
vi levede af den rige natur
og hentede hvor styrke dér
det som vore forfædre besad
skal tilfalde vore efterkommere
det er menneskenes lande
de skal forblive på deres hænder
Så kom de hvis øjne er anderledes
og indførte deres levevis
de prækede hellige skrifter
og ville påvirke os i alt
deres kronede hoveder
bød dem styre vore lande
tag rigdommene
og sælge over hovederne på os.
Til Jer,
som vi valgte ind i rådene:
Vi har været lullet i søvn
som ét folk vil vi rejse os
det som vore forfædre besad
må tilfalde vore efterkommere
det er menneskenes lande
de skal styre dem som ét
de skal forblive på deres
hænder”
Fra Sumes (grønlandsk rockband) anden plade 1974
Ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 var det amerikanske militær massivt tilstede på Grønland, og det havde de ikke tænkt sig at opgive. Grønlands geopolitiske postion var blevet slået fast med syvtommersøm under krigen. Verdenskrigen var blevet afsluttet, men den kolde krig var allerede aftegnet på himlen. Grønlands position på den nordlige halvkugle gjorde, at amerikanernes radarsystemer og ikke mindst bombefly medbringende atomvåben kunne nå Sovjetunionens lange arktiske grænse på kort tid. Hvis amerikanerne vel at mærke havde en base på grønlandsk territorium.
En gruppe indenfor det amerikanske militær pressede på for, at USA skulle købe eller blot overtage Grønland fra Danmark. Den danske elite var selvfølgelig lodret imod amerikansk overtagelse af Grønland, men de arbejdede på, at supermagten og lilleputstaten kunne indgå et kompromis.
Anden Verdenskrigs afslutning havde ændret magtbalancen i verden. Tyskland og resten af Europa var forvandlet til en ruinhob, og England og Frankrig var færdige som stormagter. Tilbage stod USA og Sovjetunionen. USA dominerede Vesteuropa militært, politisk og økonomisk. Den danske elite, som mere eller mindre havde allieret sig med Nazityskland under krigen, havde nu brug for en ny storebror. Nazi spøgelset skulle lægges i graven, og det var udelukket at underlægge sig Sovjetunionen, da det ville betyde kapitalismens ophør i Danmark.
Danskerne overbeviste amerikanerne om, at grundet de mange års koloniherredømme var de i en langt bedre position til administrere det grønlandske folk og territorium end amerikanerne. Det ville spare amerikanerne penge og en masse bøvl, mens danskerne ville imødekomme alle amerikanernes militære ønsker med hensyn til Grønland. Samtidigt med disse forhandlinger prøvede de danske politikere at undersøge muligheden for en nordisk forsvarspagt. Den faldt dog til jorden, da nordmændene ikke ville være med. I 1949 blev Danmark medlem af NATO. Udover Danmarks geografiske position i Østersøen, var Danmark komplet ligegyldigt i militær og økonomisk betydning både for NATO og USA, men ved at bibeholde kontrollen over Grønland havde det danske borgerskab en direkte kanal til amerikanernes øre.
Danmarks udenrigspolitik blev klistret op af den amerikanske. Når Washington sagde dans, så dansede man. Selvfølgelig kunne Danmarks udenrigspolitiske ageren kun blive symbolsk, men den amerikanske elite værdsatte loyaliteten og støttede tilgengæld den danske kontrol med Grønland. Danmark havde fundet en ny supermagt at læne sig op af. Et forhold der er blevet dyrket lige til i dag.
Danskerne og amerikanerne fik en aftale om en base i stand, der betød, at amerikanerne byggede et gigantisk militærkompleks i det nordligste Grønland ved Thule. Det fik blandt andet den konsekvens, at den lokale grønlandske befolkning blev tvangsflyttet på 48 timer i 1953. Det meste information om Thule basen er indtil dags dato hemmeligstemplet, men basen er en hjørnesten i USA’s atomforsvar og en af hovedgrundende til det gode forhold mellem det danske og amerikanske borgerskab i dag.
Danisering på speed
Den danske kontrol over Grønland havde været truet. Igen. Men det danske borgerskab var sluppet heldigt fra amerikanernes tilstedeværelse på Grønland. Men med en permanent amerikansk tilstedeværelse eksisterede muligheden for, at de ville ombestemme sig igen. Nu gjaldt det om at holde Grønland tæt til Danmark og det tænkte det danske borgerskab at gøre ved at forsøge at gøre grønlænderne til danskere.
Den danske befolkning i Danmark hørte stort set aldrig noget om tilværelsen i Grønland (ligesom i dag), men kort efter besættelsens ophør blev den danske offentlighed bombarderet med de forfærdelige sociale forhold for den grønlandske befolkning. Forhold som den danske koloniadministration var direkte ansvarlige for. Danskerne kunne have gjort noget ved forholdene på et langt tidligere tidspunkt, hvis de ville, men investeringerne var gået til minedrift, fiskeindustrien og høje lønninger til danskerne i kolonien.
Leveforholdene for den grønlandske befolkning var forfærdelige. Det var massiv fattigdom og sygedomme som tuberkulose var udbredte som følge af de elendige levevilkår. I 1950 døde 32,2% af tuberkulosepatienterne i Grønland. I Danmark var det under 0,5 %. Politikerne appellerede til den danske befolkning om at man skulle hjælpe til at redde grønlænderne fra fattigdom og tilbageståenhed, men at det ville koste mange af skatteborgernes penge. Den ledende kaste blandt grønlænderne bakkede også op om planerne, da de nærede den illusion, at det ville gøre dem mere ligeværdige med den danske elite. Men de tog fejl.
Radikale ændringer i det grønlandske samfund fik bred opbakning i Danmark og Grønland, hvor det blev præsenteret som et spørgsmål om humanisme og ikke en måde på at sikre det danske borgerskabs udenrigspolitiske trumfkort i Nordatlanten. I 1950 kom den store Grønlandskommission. Dens planer gik i sin enkelthed ud på, at Grønland skulle blive et moderne industri/velfærdssamfund efter dansk forbillede. For at opnå dette skulle befolkningen daniseres, helst frivilligt igennem uddannelse og i nødstilfælde med tvang.
Nu gik det over stok og sten i Grønland. I 1950 havde den danske stat brugt små 4 millioner danske kroner på Grønland. I 1970 var det steget til 800 millioner. De grønlandske børn blev sendt i skole som aldrig før for at lære dansk, og de dygtigste blev sendt videre til Danmark for at få højere uddannelser. De grønlandske byer blev elektrificeret og kloakeret. Betonboligblokke skød op over alt. Grønland skulle tjene penge på fiskeriet, hvor torsken snart veg pladsen for rejer.
Fiskeriet blev industrialiseret og ejerne, der var den danske stat, nød godt at den meget billige ufaglærte grønlandske arbejdskraft. Dog var der et stort problem. Der var for få arbejdere i byerne. Som et led i moderniseringsprocessen blev det besluttet, med den ledendes kastes accept, at der skulle ske en befolkningskoncentration i byerne, hvor fiskeindustrien befandt sig.
De små bygder, som var spredt langs hele kysten, skulle udsultes økonomisk, indtil deres befolkninger flyttede til byerne. Først fjernede den danske administration købmanden, så posthuset og til sidst lægen. Endda kirker og præster blev flyttet. Mange grønlændere havde intet andet valg end at flytte til byerne, hvis de skulle overleve. Det skabte fundamentet for mange af Grønlands sociale problemer, da mange grønlændere oplevede, at hele deres verden styrtede sammen, da de gik fra at være frie fangere i bygderne til at blive ufaglærte arbejdere i rejeindustrien med hjem i en betonboligblok. En meget brat tvangsindrullering i arbejderklassen.
Grønland oplevede også en ren invasion af danskere i de år. Fra 1.061 danskere i 1950 til 7.620 i 1970. Den grønlandske modernisering skete på speed, og rigtige mange opgaver kunne ikke varetages af grønlænderne, da størstedelen, bortset fra den ledende kaste, primært var ufaglærte. Danske håndværkere blev tilbudt høje lønninger, så de valfartede til Grønland for at opbygge den moderne infrastruktur. Danskerne fik altid en højere løn end grønlænderne, selvom de havde samme kvalifikationer. En klassisk del-og-hersk taktik. Dette skabte spændinger mellem de to grupper. Et andet problem var, at de danske håndværkere fandt sig grønlandske kærester, gjorde dem gravide, hvorefter de smuttede hjem til Danmark og efterlod de grønlandske kvinder og børn i Grønland.
Håndværkerne var dog ikke den eneste gruppe af danskere. De kom sammen med lærere, bureaukrater, læger og politifolk. Danskerne dominerede alle vigtige erhverv og styrede alle essentielle dele af samfundet, mens flertallet af grønlænderne sled på rejefabrikkerne. De grønlandske repræsentanter gjorde det, de var blevet trænet til igennem hundredvis af år; at godkende og stemme for alle de beslutninger, der kom fra København.
Det største symbol på denne underkastelse var, da den danske elite besluttede at ophæve Grønlands kolonistatus og indlemme Grønland i Danmark som endnu en kommune i 1953. På daværende tidspunkt var den koloniale revolution i fuld gang i Afrika og Asien, så da Danmark meldte ud, at de ville indlemme Grønland, førte det ballade fra FN. To grønlandske repræsentanter med danske sympatier blev sendt til New York og fortalte forsamlingen, at det grønlandske folk ønskede at blive danskere. Amerikanerne støttede danskerne, og så var der ikke mere at rafle om. Der blev aldrig afholdt en folkeafstemning i Grønland om indlemmelsen i Danmark, men den ledende kaste af grønlændere fik to pladser i Folketinget sammen med færingerne.
Det var dog dyrt og uholdbart i længden, at det grønlandske samfund kun blev kørt af danskere. Dansktalende grønlændere med lange uddannelser var i høj kurs. Politikerne besluttede at sætte lidt skub i udvikling ved at tvangsfjerne 22 grønlandske børn fra deres familier i 1951 og sende dem til Danmark, så de kunne lære dansk på rekordtid. Det giver sig selv, at det var dybt traumatiserende for børnene og deres familier, og da børnene vendte hjem nogle år senere, kunne de ikke længere tale grønlandsk, og kunne derfor ikke kommunikere med deres forældre. Børnene endte med at flytte på børnehjem i Nuuk, ødelagt af den danske stat.
I 1964 lavede politikerne i København en status på de sidste 14 års moderniseringspolitik i Grønland. Der var sket meget, men det gik for langsomt. Ifølge dem var der brug for flere investeringer, og at daniseringsprocessen blev speedet op. Danmark og verden befandt sig på daværende tidspunkt i det store økonomiske efterkrigsopsving (1957-1973). Der var masser af økonomisk rådrum, så det var bare om at få arbejdet gjort færdigt. Grønland skulle blive til Norddanmark og grønlænderne skulle blive norddanskere.
Endnu et skridt i den retning blev taget, da Danmark blev medlem af EF (EU) i 1972. Her kom Grønland automatisk med på trods af, at 70 % af grønlænderne havde stemt imod. Det danske borgerskab ønskede dansk medlemskab af EF, fordi det ville styrke dansk kapitalisme, men det var ikke tilfældet for medlemmerne af den grønlandske kaste, der besad fiskebåde i Grønland. Grønlands udenrigspolitik var bestemt i Washington. Indenrigspolitikken var bestemt i København og nu skulle andre europæiske kapitalister gennem det indre marked og EF’s fællesregler have ret til udnytte Grønlands naturressourcer igennem EF medlemskabet. Indlemmelsen af Grønland i EF sammen med Danmark var på mange måde dråben, der fik bægeret til flyde over, selv for den grønlandske ledende kaste.
Oprør på grønlandsk
I løbet af 1960erne steg utilfredsheden og vreden blandt grønlænderne. Med den voldsomme danisering var den danske kolonimagt gået for langt. Især den nye generation af Grønlands ledende kaste følte sig tilsidesat. I flere hundrede år havde de nydt en privilegeret tilværelse som led i samarbejdet med den danske koloniadministration, men nu blev de vraget til fordel for danskere fløjet direkte ind fra København. Det danske borgerskab havde brudt deres hundredårige alliance med den ledende kaste på Grønland.
En stor del af de unge fra den nye generation af grønlandske ledere studerede i København. De kom i de samme cirkler og diskuterede Grønlands underdanighedsforhold til Danmark. I 1968 skyllede der en revolutionær bølge hen over verden, og dette fik også betydning for grønlænderne. De unge studerende grønlændere i København blev i stigende grad inspireret af socialistiske og antiimperialistiske idéer. Ud over at vende sig mod den danske kolonimagt vendte de sig også mod de gamle medlemmer af den ledende kaste i Grønland, som blot havde set til, mens landet blev daniseret.
I 1973 fik anti-imperialismen sit folkelige gennembrud på Grønland. Det grønlandske rockband Sume (Hvor?) udgav deres første plade på grønlandsk. Den var skarp anti-imperialistisk. Den var vendt mod Danmark, og vigtigst af alt var den på grønlandsk. Den danske koloniadministration havde i mange år arbejdet på, med svingende held, at dansk skulle overtage pladsen som førende sprog fra grønlandsk på alle niveauer af samfundet. For første gang i Grønlands historie hørte befolkning et klart angreb på kolonimagten på deres eget sprog. Sumes tre plader fra 1973, 1974 og 1977 nåede meget bredt ud i befolkningen. Det satte spørgsmålet om selvstændighed på dagsorden og det pressede de unge grønlændere i København til venstre.
I midten af 1970erne dannede denne nye generation af grønlandske ledere de partier, som har haft magten i Grønland frem til i dag. Siumut (Fremad) blev det største. Det var socialdemokratisk reformistisk. Det andet parti af betydning var IA (Inuit Ataqatigiit: Mennesker og sammenhold). IA var i sin begyndelse marxistisk orienteret og havde tilknytning til Venstresocialisterne i Danmark og siden SF. Disse to partier dannede en opposition til de gamle ledere i Grønland, de fremsatte en stærk kritik af den danske kolonimagt og de havde bred opbakning i befolkningen. De kæmpede for øget selvbestemmelse.
De danske politikere kunne føle presset, og i 1979 fik Grønland sit eget hjemmestyre, hvor Siumut dannede regering. Der var flere grunde til, at det danske borgerskab gav denne indrømmelse. For det første havde det danske borgerskab aldrig hersket over Grønland ved hjælp af militærmagt. Hertil havde de altid benyttet den ledende kaste, som kunne spores helt tilbage til åndemanerne i 1700-tallet. Danskerne havde stødt kasten fra sig ved daniseringspolitikken, og hvis de skulle tilbage i folden, måtte der gives indrømmelser.
For det andet kunne det danske borgerskab give indrømmelser, men stadig kontrollere det, de anså for de vigtigste aspekter ved Grønland: Udenrigs- og forsvarspolitikken, samt retten til undergrunden, hvilket var bestemmende for det dansk-amerikanske forhold på Grønland og i Nordatlanten.
For det tredje var kapitalismen gået ind i en global krise i 1973. Det store efterkrigsopsving var forbi, og det grønlandske fiskeri og dermed den grønlandske økonomi var dybt ramt af krisen. Det grønlandske hjemmestyre var fra begyndelsen dybt afhængig af økonomiske bidrag fra den danske stat kaldet bloktilskud. Det danske borgerskab havde den grønlandske politiske elite i en skruestik. Danmark kunne bare ikke herske så åbenlyst som tidligere på Grønland.
Nepotisme og korruption: Hjemmestyret
Hjemmestyret blev skabt i 1979 på en anti-imperialistisk platform med en bred bevægelse i ryggen, men det var ganske få røster blandt Siumut og IA´s ledere, der linkede den anti-imperialistiske kamp sammen med kampen for et socialistisk samfund og et brud med kapitalismen. I retorikken var de holdelinjen i de to partier anti-imperialistiske og anti-koloniale, men når det kom til økonomiske spørgsmål, var de reformister.
I hver eneste valgkamp i Grønland siden 1979 har politikerne lovet sociale forbedringer til den grønlandske befolkning. Først var det fiskeriet, så var det råstofferne og olien, der skulle betale velfærden, men på kapitalistisk basis kan Grønland aldrig opnå det, som deres politikere lover. Tværtimod går det den forkerte vej. Den grønlandske arbejderklasse består af mange ufaglærte, store dele af befolkningen er afhængige af jagt for føde, da prisen på alt i Grønland er meget høj. Klimaforandringerne gør problemerne endnu mere akutte, da de betyder at der bliver længere og længere mellem byttedyrene.
Mens forholdene for almindelige grønlændere er elendige, får politikerne i Grønland deres del af kagen. De er bundet med tusinde tråde til dansk kapitalisme. Den nuværende magtstruktur er i høj grad en forsættelse af det forhold mellem borgerskabet og politikerne i København og den ledende kaste i Grønland, som blev påbegyndt i 1720erne.
Hjemmestyret har en afgørende økonomisk magt, da det er Grønlands største arbejdsgiver. Den grønlandske økonomi har næsten været i konstant krise siden slutningen af 1960’erne. Fiskeriets krise er Grønlands krise, da den grønlandske økonomi er helt afhængig af denne sektor. Da den grønlandske økonomi er så enormt svag, samt fuldstændigt afhængig af bloktilskuddet fra Danmark, havde den danske elite ikke noget problem med at lade Hjemmestyret overtage alle de store danske statsvirksomheder, der opererede i Grønland, i løbet af 1980erne. Virksomhederne gav ikke længere det store overskud, og koloniens værdi var skiftet fra at være primært økonomisk, til at være geopolitisk i forholdet til USA.
Hjemmestyret kom til at kontrollere de største arbejdsgivere i Grønland, hvor Air Greenland (flyselskab), Royal Arctic Line (rederi) og Royal Greenland (rejefabrikkerne) er de absolut største. De grønlandske politikere blev administratorer af disse virksomheder, og i bedste kapitalistiske stil ragede de til sig og gav deres venner vennetjenester. Hjemmestyret i Grønland har fra dag ét været præget af utallige sager om nepotisme og korruption. Især toppen i Siumut har, som det store regeringsbærende parti, været dybt involveret, men toppen i IA var ikke meget bedre, da de dannede regering i 2009-2014.
Ved Hjemmestyrets indførsel troede mange grønlændere, at Grønland kunne begynde at kaste kolonialismens lænker og fortid af sig, og at grønlænderne kunne se frem til en bedre fremtid. Håbet og fremtidsudsigterne til et frit og selvstændigt Grønland kom især til udtryk i kampen for grønlands udmelding af EU. EU blev med rette set som endnu en imperialistisk magt, der ville udnytte Grønland. Endnu en stor bevægelse blandt grønlænderne voksede frem med Siumut og IA i spidsen. Ved en vejledende afstemning i 1985 stemte 53 % af grønlænderne for at forlade EU.
Det gjorde Grønland til det indtil nu eneste land, der har forladt EU (det var før brexit). At Grønland forlod EU betød, at den grønlandske rejeindustri ikke skulle dele fiskekvoter med andre EU lande og det var med til at sikre Hjemmestyrets profitter og bestyrelsesposter til deres familie og venner. Den grønlandske arbejderklasse fik ikke meget ud af det. Faktisk styrkede Grønlands udtrædelse af EU indirekte det danske borgerskabs kontrol over Grønland, da det efterlod Danmark som det eneste europæiske land, der kunne blande sig i Grønlands sager.
Det grønlandske folk var blevet lovet en bedre fremtid, men Hjemmestyret kunne ikke og kan ikke levere den, indenfor kapitalismens rammer. Elitens svar på Grønlands økonomiske, sociale og politiske krise var at skrue op for den anti-danske retorik. Grønlændernes kritik af Danmark som kolonimagt og deres krav om erstatning for dansk koloniherredømme er fuldt berettiget. Men den grønlandske elite kan ikke sikre det, som det grønlandske folk har krav på. Til det er der brug for mere end ord.
Den grønlandske elite har i stedet brugt den anti-danske stemning i befolkningen til at aflede opmærksomheden fra mange af de problemer, de selv er medvirkende til og det faktum, at de ikke er istand til levere den selvstændighed, som grønlænderne ønsker. Sidste gang Hjemmestyret pustede til drømmene om selvstændighed var i 2006 til 2014.
På baggrund af det økonomiske opsving i 00’erne, og at olieprisen var rekordhøj, lovede de grønlandske politikere en vej ud af fattigdom og afhængighedsforholdet til Danmark igennem et grønlandsk råstofeventyr. I 2008 blev der gennemført en selvstændighedsafstemning og grønlænderne stemte massivt for selvstændighed. Men selvstændigheden var mest symbolsk, da det danske borgerskab stadig beholdt det sidste ord i udenrigs- og forsvarspolitikken. Da oliepriserne styrtdykkede, blev drømmen om grønlandsk selvstændighed udskudt igen til en uvis fremtid.
Grønlands krav om selvstændig er absolut legitimt, og som marxister støtter vi deres ret til selv at bestemme deres forhold til Danmark. Men vi må også sige det, som det er: På kapitalistisk basis vil Grønland altid være bundet til en større kapitalistisk magt, mest sandsynlig Danmark eller USA. Selvom den rent formelle underordning ophæves, vil den økonomiske dominans fortsætte, så længe imperialismen eksisterer. I kampen for Grønlands frigørelse fra imperialistisk dominans har de danske arbejder en særlig rolle i kampen mod den danske imperialisme, der så længe har undertrykt og udnyttet den grønlandske befolkning.
Hvilken vej frem?
I år er 295 året for dansk politisk og økonomisk dominans over det grønlandske folk. Den danske statskirke, kongehus og ikke mindst det danske borgerskab har udnyttet besiddelsen af verdens største ø til det yderste. Grønlands geopolitiske betydning har givet overklassen i Danmark et vigtigt kort på hånden, og dermed en rolle at spille i forhold til stormagten USA.
Det danske koloniherredømme i Grønland er en historie om flere hundrede års udnyttelse af Grønlands naturressourcer og befolkning som billig arbejdskraft. Et massivt fordanskningsprogram i 50’erne og 60’erne for at fastholde Grønland under dansk kontrol står som et af de nyere brutale skamstøtter over det danske koloniherredømme i Grønland. De grønlandske bygder blev økonomisk udsultet for at tvinge grønlænderne til at flytte til byerne, hvor de blev bosat i betonboligblokke. De grønlandske børn skulle opgive deres sprog og kultur for at blive ”norddanskere”. Skiftende danske regeringer iværksatte dette for ikke at miste øen til den amerikanske supermagt.
Besiddelsen af Grønland giver den danske overklasse muligheden for den dag i dag for at spille arktisk stormagt på linje med Canada, Norge, USA og Rusland. På trods af hjemmestyrets indførsel i 1979, på trods udmeldelse af EU i 1985 og endelig på trods af afstemningen om selvstyre i 2008, er den grønlandske befolkning bundet på hænder og fødder af dansk kapitalisme. Danmark kontrollerer grønlandsk forsvars, udenrigs- og økonomiske politik gennem bloktilskuddet på 3,5 milliarder årligt. Millioner af danske skattekroner bliver brugt på at ”købe” grønlandske politikere og fastholde Grønland under dansk kontrol.
295 års koloniherredømme har sat sine spor i Grønland. Hver ellevte grønlandske barn går sulten i seng. 41% af grønlandske mænd har et sundhedsskadeligt indtag af alkohol. Grønland har en af verdens højeste selvmordsrater med cirka 40 personer om året ud af en befolkning på 56.000, og børn helt ned til ti-års alderen begår selvmord. 28% af grønlandske piger under 15 år har oplevet seksuelle overgreb. Det samme gælder 9% af drengene. Grønland er et langt fattigere land end Danmark. Uligheden er massiv: den gennemsnitlige skattepligtige indkomst i Nuuk (hovedstad og hjemby for de grønlandske politikere) ligger på 220.000 kroner, mens den ude i bygderne såsom Qaanaaq er 98.000 kr. I Danmark er den gennemsnitlige indkomst på 294.000 kr. I Grønland rækker pengene meget kortere end i Danmark, fordi leveomkostninger er langt højere.
Danske politikere har et hovedansvar for den sociale katastrofe, som Grønland befinder sig i, da de har haft kontrollen over udviklingen fra dag ét. De har formet og manipuleret det grønlandske samfund og økonomi efter forgodtbefindende. Det grønlandske folk er blevet udnyttet som billig ufaglært arbejdskraft inden for fiskeriet i generationer. Landets mineralressourcer er blevet plyndret af den danske stat, uden at grønlænderne har fået gavn af det.
På trods af flere hundrede års massiv udplyndring og fuldstændig ødelæggelse af folk og kultur bliver grønlænderne mødt med racisme og ydmygelse her i Danmark. De (og den danske befolkning) får at vide, at problemerne primært er grønlændernes egen skyld. At de skulle være uduelige og uvidende. At de nærmest har en medfødt trang til alkoholisme og incest. Den grønlandske befolkning er blevet smadret af dansk kolonialisme; men alt, hvad de bliver mødt med, er racisme fra brede lag i Danmark.
Et stort flertal af grønlænderne ønsker selvstændighed; men de bliver mødt med tavshed eller halve svar fra den etablerede venstrefløj i Danmark. Den racisme mod grønlænderne, der er udbredt i Danmark, trækker sit grimme spor helt ind på dele af den danske venstrefløj.
Socialdemokraterne og SF har lange traditioner for at følge den herskende klasse i Danmark, og spørgsmålet om Grønland er ingen undtagelse. Socialdemokraterne og SF forholder sig i høj grad tavst til Grønland, hvis ikke de ligefrem fremviser den nedladende arrogance over for grønlænderne, som er så udbredt i dansk politik.
Grønland er styret af sit Hjemmestyre og det blander danske politikere sig ikke mere i end absolut nødvendigt. Socialdemokraterne og SF fremstiller det som om, at Grønland er tilknyttet Danmark frivilligt igennem rigsfællesskabet; men i virkeligheden er Grønland bundet med tusinde tråde til den danske stat og dansk kapitalisme. Socialdemokraternes og SF’s søsterpartier i Grønland, henholdsvis Siumut og IA, er de regeringsbærende partier i Grønland; men samtidig er toppen i partierne åbenlyst korrupte og nepotistiske.
De danske medier beretter jævnligt om den udbredte korruption og nepotisme, der udspringer af Hjemmestyrets kontrol med de vigtigste dele af økonomien. Dog glemmer de danske medier at fortælle, at store dele af de firmaer, som hjemmestyret kontroller, ejes af den danske stat og danske kapitalister. En stor del af det danske bloktilskud på 3,5 milliarder går til disse firmaer. Den danske stat betaler altså sig selv og danske kapitalister med Grønland som transitland.
Enhedslisten er det eneste venstrefløjsparti, der faktisk har en officiel Grønlandspolitik. Partiet mener, at hjemmestyreloven er utilfredsstillende, da Danmark stadig kan blande sig i grønlandske forhold. Samtidig støtter Enhedslisten det grønlandske krav om større økonomisk og politisk selvstændighed eller fuldstændig selvstændighed. Det lyder jo godt nok; men når der kommer til politikken for Arktis, får piben en lidt anden lyd.
Enhedslisten har bakket op om den danske stats imperialistiske ambitioner i Nordatlanten med den begrundelse, at dansk kontrol i området ville være bedst for demokratiet og miljøet. Det er altså en legitimering af den borgerlige danske stat som forsvarer for demokrati og grøn klimapolitik (det må klinge ekstra hult i grønlandske ører). I Enhedslistens top er man hurtig til at fordømme overgreb i Mellemøsten, men man hører ikke meget kritik af den danske stats overgreb i kolonien.
Venstrefløjspartierne i Folketinget har ingen løsning på det grønlandske spørgsmål af den simple årsag, at de ikke er revolutionære. Der findes ingen løsning ud fra et reformistisk eller kapitalistisk grundlag. Hovedopgaven for os på den danske venstrefløj er at bekæmpe vores eget borgerskab og disses imperialistiske politik. Så længe Enhedslisten og andre ikke er villige til at bryde med systemet, så ender de med at gå dansk kapitalisme og imperialismes ærinde.
Vi skriver 2016 og stadig har Danmark kolonier! Men ingen taler om det i den danske offentlighed. De få gange, Grønland bliver bragt på banen, trækker de fleste på skuldrene. Der er en kæmpe kolonielefant i lokalet, og den hedder Grønland. Stadig bliver store dele af den grønlandske befolkning behandlet som andenrangsborgere både i Danmark og i Grønland.
Der eksisterer en dyb anti-kolonial og anti-dansk stemning i Grønland og med god grund. Dette afspejles i den grønlandske befolknings manglende tillid til systemet. Ved folketingsvalget i maj 2015 stemte under 50% af den grønlandske befolkning. Det er et tegn på dyb mistillid til Christiansborg og de grønlandske repræsentanter i Folketinget.
Den danske arbejderklasse har absolut ingen interesse i at opretholde det danske koloniherredømme i Grønland. Den danske arbejderklasse og arbejderbevægelse burde kæmpe for grønlændernes ret til national selvbestemmelse og for, at hvis der fortsat skal eksistere økonomiske og politiske bånd mellem Danmark og Grønland, skal det kun ske, hvis grønlænderne selv beslutter det demokratisk.
På nuværende tidspunkt har det grønlandske samfund brug for økonomisk hjælp. De midler bør Danmark stille til rådighed uden bindinger, som en passende betaling for 295 års økonomisk og politisk udnyttelse. Det er klart, at det har det danske borgerskab ingen intention om. Dens magt og privilegier afhænger af økonomisk udnyttelse af arbejderklassen, hvad enten den er dansk, grønlandsk eller en helt tredje nationalitet. Den bedste måde de danske arbejdere kan støtte grønlænderne er ved at bekæmpe vores egen herskende klasse. Kun hvis den danske arbejderklasse tager magten i Danmark og styrer økonomien demokratisk, så imperialistiske interesser fjernes fra ligningen, kan grundlaget lægges for ligeværdige relationer og mellem Danmark og det grønlandske folk.
Den danske venstrefløj må naturligvis støtte Grønlands ret til selvbestemmelse, altså 100% forsvar for, at grønlænderne træffer deres egne beslutninger uden dansk indblanding overhovedet. Et selvstændigt Grønland på kapitalistisk basis vil dog ikke løse nogen problemer for det grønlandske folk. Selvstændighed under kapitalismen ville blot betyde, at grønlænderne fik større frihed til at vælge, hvilken imperialistisk magt der skal udplyndre dem økonomisk: Danmark? Canada? Eller USA?
Kampen for Grønlands selvstændighed og for et ordentligt liv for det grønlandske folk kan ikke adskilles fra kampen for en socialistisk verdensrevolution. Vi kæmper for enhed i arbejderklassen på tværs af alle skel. Den grønlandske katastrofe skyldes 300 års dansk kolonipolitik, og den fortsætter så længe kapitalismen og imperialismen består. Den danske arbejderbevægelse burde kæmpe for at afskaffe kapitalismen i Danmark og resten af verden, så vi i tilgift kan være med til at afslutte næsten 300 års koloniherredømme i Grønland og give det arbejdende folk i Grønland, Danmark og internationalt den fremtid de fortjener.
Denne artikel er fjerde del af serien Dansk Imperialisme i Grønland. Gå til Del 1 | Del 2 | Del 3
Har du kommentarer, ris eller ros, så kontakt os på marxist@marxist.dk