I efteråret 1918 bankede den russiske og tyske revolution på Danmarks dør. Arbejderklassen var i gaderne og stødte voldeligt sammen med statsmagten. Det danske borgerskab gik i panik og bad England sende krigsskibe og soldater for at drukne den mulige revolution i København i blod. Men det danske borgerskab kunne ånde lettet op, for de danske revolutionære var håbløst uforberedte.
Inflation, arbejdsløshed, sult og afsavn havde bragt den danske arbejderklasse på gaden i efteråret 1918. Især i København. Revolutionerne i Rusland, Tyskland, Østrig og Ungarn var med til at eskalere situationen. En socialistisk revolution i Danmark var en mulighed, som det danske borgerskab frygtede, og som de revolutionære håbede på.
Den britiske og franske generalstab anså Skandinavien og især Danmark som det næste mål for den røde smitte fra Rusland. De borgerlige medier gik i panik og krævede, at hæren skulle indsættes i København, socialisterne arresteres, og Sovjetunionen fjernes fra jordens overflade. Men selvom den politiske situation var stærkt tilspidset, så sad de reformistiske socialdemokrater under Staunings ledelse stadigvæk hårdt på arbejderbevægelsen og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at forhindre revolutionen. Værre var, at de danske revolutionære, som havde forladt Socialdemokratiet i 1918-1919, var isolerede og totalt uforberedte til den opgave, som en revolution i Danmark ville indebære.
Den subjektive faktor
Marie Nielsen og Thøger Thøgersen havde forladt det danske Socialdemokrati som enkeltpersoner og havde oprettet Socialistisk Arbejderparti (SAP) i februar 1918 med omkring 30 medlemmer (se del 2.). De havde ikke bygget en stærk revolutionær venstrefløj inden for Socialdemokratiet og stod nu med ingenting. Ingen organisation. Ingen avis. Intet kontor. Det tager år at opbygge og træne en revolutionær ledelse. Dette arbejde var ikke blevet gjort i årene op til den revolutionære bølge, der fulgte den Russiske Revolution, og nu blev SAP opslugt af begivenhederne.
Heldigvis var der hjælp at hente. Lederne af den af den Russiske Revolution, Lenin og Trotskij, mente, at en international socialistisk revolution var forudsætningen for, at en revolutionen kunne sejre i Rusland. Dette gjaldt også Danmark. Igennem en bolsjevikisk repræsentant i Stockholm fik Nielsen og Thøgersen 800 kr. til at lave et revolutionært parti i Danmark. Det skulle langt fra blive sidste gang, at pengebidrag fra Sovjet reddede de revolutionære i Danmark. De danske revolutionære var totalt uforberedte og havde ikke selv nogle ressourcer. Det betød, at de blev afhængige af Sovjet til at køre deres organisation.
I perioden 1918-1925 var der et utal af demonstrationer og strejker. Nielsen og Thøgersen deltog efter bedste evne og var ofte hovedtalere og agitatorer. Den danske arbejderklasse var meget lydhør over for deres idéer og deres forbindelser til de russiske revolutionære; men de stod som enkeltindivider uden en reel organisation i ryggen.
Nu stod Nielsen og Thøgersen midt i en proces med voldsom klassekamp, hvor arbejderne nok ville komme til deres demonstrationer og klappe af deres taler, men ikke kunne se perspektivet i at gå med i en mikro-organisation. Arbejderne forblev for størstedelens vedkommende medlemmer af Socialdemokratiet og så tiden an. Det betød i sidste ende, at momentum blev tabt for de danske revolutionære.
Yderligere var de danske revolutionære ikke samlet på et klart politisk grundlag. Syndikalister, venstrereformister og revolutionære socialister fusionerede i det ene nye parti efter det andet, hvorefter de lige så hurtigt splittedes i nye organisationer. De manglede det, som Lenin havde haft i Rusland: et revolutionært marxistisk masseparti med trænede revolutionære og med egne medier, baseret på et klart teoretisk fundament. Én organisation, baseret på et program, tager det år at opbygge, og nu i efteråret 1918 var det for sent. Danmark manglede totalt det Lenin havde kaldt den subjektive faktor: et parti af professionelle revolutionære.
Fængsel tur-retur
Det danske politi og regeringen ledet af det Radikale Venstre (med Stauning som minister) fulgte de revolutionære tæt. De slog dog koldt vand i blodet i modsætning til den danske presse og den britiske generalstab. Fra Socialdemokraterne var de udmærket klar over, hvor svagt de revolutionære stod organisatorisk. Dette åbnede muligheden for, at de kunne kappe hovedet af bevægelsen ved at smide de revolutionære i fængsel.
Siden 1872 havde det danske demokrati haft politiske fanger i kortere og længere perioder. Udelukkende socialister vel at mærke. Folk, der luftede idéen om at omstyrte den borgerlige stat og det kapitalistiske samfund, røg en tur i brummen. I perioden 1918-1922 var samtlige revolutionære ledere i Danmark en tur i fængsel. De længste straffe var op til 2,5 år.
Kombinationen af, at de revolutionære var utroligt svage organisatorisk, Socialdemokratiets hårdnakkede modstand og, at fængslet blev de revolutionæres andet hjem betød, at regeringen og politiet kunne svække bevægelsen i den danske arbejderklasse afgørende.
Et godt eksempel på dette var slaget på Grønttorvet (i dag Israels plads) den 13. november 1918. I tiden op til slaget havde politiet arresteret en række revolutionære inklusiv Christian Christensen, som var leder af syndikalisterne (se del 2.). Thøgersen og Nielsen indkaldte til en generalstrejke for at få løsladt alle politiske fanger samt en stor demonstration den 13. november på Grønttorvet. Men eftersom Socialdemokraterne var imod, og Thøgersen og Nielsen på ingen måde havde organisationen eller netværket til at indkalde en generalstrejke, var det urealistisk, at strejken ville lykkes.
Generalstrejke blev der ikke noget af; men der dukkede dog over 10.000 person op til demonstrationen den 13. november. Thøgersen og Nielsen talte begge til demonstrationen; men da demonstranter stoppede en forbipasserende sporvogn (for at få sporvognspersonalet til at strejke), angreb politiet demonstration. Det kom til gadekampe med flere hundrede sårede på begge sider. Thøgersen og Nielsen blev arresteret, og uden ledelse eller samlingspunkt uddøde gadekampene efter tre dage.
Tredje Internationale
Mens de danske revolutionære blev ganske familiære med det danske fængselssystem, fortsatte Sovjets kamp for en international socialistisk revolution. Til dette formål oprettede Lenin og Trotskij Tredje Internationale eller Komintern i 1919. Tredje internationale bestod af verdens kommunistpartier; men langt de flest steder mindede situationen for de revolutionære om den i Danmark.
Venstrefløjen havde brudt med Socialdemokratierne og så til Sovjetunionen som det eneste sted med en succesfuld socialistisk revolution. De russiske Bolsjevikker opstillede 21 teser for organisationer, der ønskede at blive optaget i Tredje Internationale. De gik kort fortalt ud på, at kommunistpartierne skulle bygge på et revolutionært marxistisk grundlag og kæmpe for en socialistisk verdensrevolution. Dog stod de unge kommunistpartier organisatorisk meget svagt ligesom i Danmark. Så Sovjetunionen, som også udkæmpede en borgerkrig mod den internationale kontrarevolution (se del 1.), havde hænderne fulde med at hjælpe de mange nye kommunistpartier. Det blev dog til en håndsrækning til de danske revolutionære.
I efteråret 1918 var lederen af den socialdemokratiske ungdomsorganisation (SUF), Ernest Christiansen, på besøg i Sovjetunionen. Christiansen var egentlige venstrereformist, da han mente, at reformer igennem parlamentet var vejen til det socialistiske samfund; men Staunings klassesamarbejde var blevet for kvalmt for ham og et flertal i SUF.
Christiansen og SUF trak med Tredje Internationales hjælp til venstre, hvilket betød, at SUF brød ud af Socialdemokratiet i 1919 til Staunings store forbitrelse. Christiansen og SUF fik snart selskab af SAP og Thøgersen. I 1920 kom syndikalisterne i FS med Christian Christensen i spidsen med i det nye parti. I 1920 var alle de danske revolutionære samlet i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) med Ernest Christiansen som formand takket være Tredje Internationale.
Det nye DKP var dog ikke blevet samlet på grundlag af de 21 teser, som Tredje Internationale havde fremlagt året før. DKP var blevet samlet omkring støtte til Sovjetunionen samt en venstrereformistisk afvisning af klassesamarbejde i dansk politik. DKP’s ledelse fortalte Tredje Internationale, at de accepterede de 21 teser, men fulgte dem ikke i praksis. Da Tredje Internationale havde ringe ressourcer, blev Danmark sat langt ned på prioriteringslisten. Der blev ikke grebet ind for at rette politisk op på DKP, hvilket skulle føre til et hav af problemer senere. Danmark havde fået et kommunistparti på omkring 2000 medlemmer; men de var for få og ikke mindst alt for dårligt forberedt, da Kongen påsken 1920 kuppede Folketinget.
Kongens kup
Christian d. 10’s kup eller påskekrisen, som den også kaldes, udsprang af begivenheder uden direkte forbindelse med den russiske og tyske revolution. Kongen ragede uklar med den Radikale regering og afsatte denne til fordel for sin egen dybt reaktionære embedsmands-regering. Folketinget var blevet kuppet. Det handlede om den dansk-tyske grænse. Kuppet eskalerede så hurtigt ud af kongens kontrol, at Danmark kunne være blevet en republik, og med den rette ledelse kunne Danmark have haft en socialistisk revolution.
Kuppet satte Socialdemokratiet i en vanskelig situation. Siden 1918 havde socialdemokraterne bekæmpet de revolutionære i arbejderbevægelsen; men nu kom en mere reel trussel fra kongehuset og borgerskabet. Socialdemokratiet havde ofret alle principper om internationalisme og socialistisk revolution og sat liden til det borgerlige demokrati. Kongen skulle anerkende Folketinget, og redskabet hertil var en alt omfattende generalstrejke.
Da budskabet om generalstrejken blev spredt i arbejderbevægelsen, blev det modtaget med stor begejstring. Arbejderklassen var gået i offensiven. Den socialdemokratiske ledelse henvendte sig til syndikalisterne (DKP blev først samlet med syndikalisterne senere på året) om at gå med i strejken, og Syndikalisterne besluttede sig for at gå med i generalstrejken.
Men Socialdemokraterne aflyste i sidste øjeblik generalstrejken, da Kongen og borgerskabet fuldstændigt underkastede sig arbejderbevægelsen. Her i 1920 var den danske arbejderklasse og dens organisationer nået en sådan størrelse og styrke, at den socialdemokratiske ledelse ikke blot kunne have udråbt republikken, men ligefrem sovjetrepublikken Danmark. Hvis arbejderbevægelsen var gået i offensiven mod den borgerlige stat og kapitalismen, så havde det danske borgerskab ikke meget andet valg end at acceptere tingenes tilstand eller håbe på en udenlandsk militærinvasion. Eksemplet og truslen fra den russiske revolution stod knivskarpt, og førte det danske kongehus og borgerskab til forhandlingsbordet.
Heldigvis for borgerskabet var det ikke Thøgersen og Nielsen, der stod i spidsen for den danske arbejderbevægelse, men Stauning. Socialdemokraterne gav kongen et rap over fingrene og vendte tilbage til at forhandle med borgerskabet gennem parlamentet. Det danske borgerskab havde prøvet at knuse Socialdemokraterne et utal af gange op til 1920; men nu efter kongekuppets nederlag indså det, at Socialdemokratiet var deres største allierede i klassekampen. Socialdemokratiet transformation var komplet: Fra danske kapitalismes største modstander til dens støttepille, hvilket blandt andet førte til at socialdemokraterne kunne danne deres egen regering i 1924.
I Stalins skygge
Efterspillet til Påskekrisen blev, at borgerskabet knuste syndikalisterne, der gennemførte deres del af generalstrejken alene på trods af, at Socialdemokraterne var hoppet fra. De stod derfor alene og isolerede. Imens fik de socialdemokratiske fagforbund massive lønforhøjelser, hvilket styrkede socialdemokraternes prestige enormt og knækkede syndikalisterne.
De revolutionære i DKP stod meget svagt og stod foran en lang periode, hvor de måtte opbygge deres egen organisation. Igennem hele perioden var der militant klassekamp og strejker i den danske arbejderklasse. For eksempel blev Randers besat af hæren i 1922 for at knække en generalstrejke i byen; men de revolutionære fik ikke udnyttet de mange muligheder for at vokse, da de havde travlt med interne magtkampe. To fløje aftegnede sig i DKP. Venstrereformisterne under formanden Ernest Christiansens ledelse og de revolutionære, som var ledet af Thøger Thøgersen. Det var dog ikke en kamp, der afklarede ideerne, men mest af alt personangreb og beskidte tricks såsom besættelse af partikontoret i nattens mulm og mørke.
Den Russiske Revolution blev startpunktet for nogen af den mest militante klassekampe i Danmarkshistorien. Hvis der havde været en stærk revolutionære ledelse, kunne den danske arbejderklasse have gennemført den socialistiske revolution. Dette var ikke tilfældet. De danske revolutionære var håbløst dårligt forberedte til den opgave, som de stod overfor. Meget sigende om den danske arbejderklasses syn på det unge Sovjetunionen var, da DKP afholdt et mindemøde for Lenin i København i januar 1924, hvor der dukkede over 40.000 mennesker op for at vise deres respekt for lederen af den russiske revolution.
De revolutionære begivenheder i Europa og Danmark førte til, at det danske borgerskab mistede en stærk samarbejdspartner i form af Zar diktaturet i Rusland (se del 1.); men de fik en ny i den socialdemokratiske ledelse, som borgerskabet accepterede som partner og bolværk mod en socialistisk revolution. Danmark fik også et kommunistparti til venstre for Socialdemokraterne, som dog degenererede sammen med degenereringen i Sovjetunionen under Stalin.
Perioden 1917-1924 var præget af en revolutionære bølge i Europa. Danmark stod ikke udenfor disse begivenheder, men fulgte dem tæt og blev stærkt påvirket af dem. Danmark skulle aldrig blive det samme som før den russiske revolution. Her 100 år efter er erfaringerne fra denne periode i Danmarkshistorien mere relevante end nogensinde, som forberedelse til de kampe, der uden tvivl igen vil komme på dagsordenen.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 28, april 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]
Litteratur
Bloch-Poulsen, Jørgen & Morten Thing (1979). Danmarks kommunistiske parti 1918-1941. Politisk revy: Viborg.
Jensen, Bent (1979). Danmark og det russiske spørgsmål 1917-1924. Universitetsforlaget i Aarhus: Aarhus.
Munch, Peter (1961). Erindringer 1914-1918. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck: Danmark.
Munch, Peter (1963). Erindringer 1918-1924. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck: Danmark.
Petersen, Carl Heinrich (1974). Danske Revolutionære – 1 og 2. Borgens billigbogs bibliotek: Holstebro.