Danske specialstyrker i Task Group Ferret, Afghanistan foran britisk Chinook helikopter. Foto: forsvaret.Den danske regering og deres direkte og indirekte støttepartier, Socialdemokratiet inklusiv, banker sig i dag højlydt på brystet. Fire operative F-16 kampfly, tre i reserve, et C-130J transportfly, 110 ”blandet personale” og 60 specialstyrker bliver pr. folketingsbeslutning i dag sendt i kamp i Syrien. De danske styrker skal deltage aktivt i kampen mod Islamisk Stat i Syrien. I forvejen er deployeret en luftovervågningsradar og omkring 140 danske soldater i Irak, hvor de blandt andet træner forskellige regulære og irregulære irakiske styrker, som skal slås mod Islamisk Stat.
Vi har i andre artikler beskrevet situationen i Syrien og det Arabiske Forår generelt fem år derpå. Med dagens folketingsbeslutning eskalerer et folketingsflertal den danske intervention.
Nu skal danske landtropper også i direkte kamp, side om side med lokale grupper, omend regeringen betegner de danske specialstyrkers primære opgave som rådgivende, måludpegende osv. Nogenlunde samme betegnelser, som de amerikanske ”rådgivere” i Vietnam havde, hvis der er nogen, der husker dem i dag.
Den danske politiske elite vil gerne vise handlekraft, at de er stærke statsmænd og klar til at sætte hårdt imod hårdt overfor den trussel mod den vestlige verden som de gør alt for at fremhæve, for at aflede opmærksomheden for de sociale spørgsmål herhjemme. Så endnu engang begiver den danske miniput-stat sig ud i et krigseventyr i hælene på sin hovedallierede USA, uden at stille spørgsmålstegn ved noget. Og det på trods af at fundamentale spørgsmål hober sig op.
Hvem på landjorden skal de danske kampfly støtte? Svaret er ukendt, og på Enhedslistens spørgsmål svarede forsvarsminister Peter Christensen, at man ikke ville oplyse det, og at alliancerne i øvrigt rykker sig så hurtigt, at det praktisk taget ikke er til at holde styr på. Men det er blandt andet efterretninger fra disse styrker, som vil ligge til grund for koalitionens måludpegning for de danske luftstyrker.
Kan efterretninger bruges af Tyrkiets Erdogan i hans ensidige borgerkrig mod kurderne? Forsvarsministeren har i hvert fald bekræftet, at siden Tyrkiet indgår i koalitionen mod Islamisk Stat, så kan efterretninger indsamlet af danske fly og specialstyrker tilfalde den tyrkiske hær. Det er den samme hær, som har været yderst tilbageholdende i sine angreb på Islamisk Stat, men som til gengæld meget aktivt har bombet de kurdiske styrker, som er de mest effektive i kampen mod Islamisk Stat, og de politisk mest progressive kræfter i området.
Under forudsætning af, at ”koalitionen” lykkes i at nedkæmpe Islamisk Stat, hvem skal så overtage de ”befriede” områder? – igen er svaret uvist og udenrigsministeren henviser til at situationen er kompleks. Men, fortæller han, det vil være ”forskellige grupperinger i Syrien”. Så er den hellige grav jo vel forvaret.
Vil flere civile tab, ud over at være enorme individuelle tragedier, ikke være vand på Islamisk Stats mølle? Og der vil sandsynligvis komme flere civile tab, i takt med at kampene rykker ind i byerne, og at mandatet ifølge forsvaret selv er blevet bredere, i det at man ikke længere vil afstå fra at angribe mål, hvor man mener, der er risiko for civile tab, men i stedet vil anvende et ”proportionalitetsprincip” – en cost-benefit analyse med andre ord.
Den måske mest indflydelsesrige krigsteoretiker Carl von Clausewitz skrev i midten af 1800-tallet, at ”Krig er politikkens fortsættelse med anvendelse af andre midler”. Nu er endnu en dansk krigsdeltagelse i en højrisiko-operation tilsyneladende besluttet af landets politiske elite, Socialdemokratiet inklusiv, men hvilken politik er det, som denne krig er en fortsættelse af? Hvilken tilstand vil man opnå? Udryddelse af hver eneste IS-kriger? Det er en utopi. For IS-krigerne er ikke faldet tilfældigt ned fra himlen. De er marginaliserede unge mænd, mange fra Europa, og mange af dem med mere eller mindre kriminel og lumpen baggrund. De er skabt af det system, vi lever i, arbejdsløshed, racisme, social elendighed og fremmedgørelse som Europas regeringer excellerer i at skabe gennem deres racisme og konstante nedskæringer. Svaret er, at der ingen plan er overhovedet, og hvordan kunne der være det for en koalition, hvor alle forfølger sine egne og direkte modstridende interesser.
Ingen udefrakommende imperialistiske magter kan løse det syriske folks dybe problemer. Tusindvis af grupper opererer, utallige nationer og samtlige internationale og regionale stormagter er dybt involveret i en kringlet og mudret proxykrig, som handler om alt andet end det syriske folks fremtid. Koalitionen – gruppen af de danske styrkers kampfæller – som tæller ”demokrater” som Tyrkiet, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, undergraver hver eneste dag det syriske og irakiske folks chance for selv at gøre ende på det levende helvede, som de er blevet kastet ud i, af de selvsamme landes indblanding.
Men for den danske herskende klasse er alt dette ligegyldigt. Det er ikke, hvad det handler om. Interventionen sker af to årsager: For det første af indenrigspolitiske årsager for at vise handlekraft og styrke overfor vælgerbefolkningen som man gerne vil aflede fra de sociale spørgsmål herhjemme og have med på ideen om den nationale kamp mod de islamistiske horder. Men mindst lige så vigtigt for at vise USA, den vigtigste allierede, at man er med på holdet. Det er disse politikker, som denne nye krigsdeltagelse er en forlængelse af, og intet andet.
Nej til regeringens reaktionære krigseventyr!
[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]
