Cuba har i mange år været et forbillede for dele af den europæiske ungdom og for store dele af den latinamerikanske befolkning. Og efter murens fald er der mange der ser Cuba som en af de sidste socialistiske bastioner.
Men er det Cubanske styre socialistisk og hvilken holdning bør marxister tage til det?
Cuba før revolutionen
Først og fremmest er det nødvendigt at skelne imellem at forsvare de fremskridt, som Cuba har opnået, og at forsvare det cubanske samfund som en helhed. Det cubanske samfund har nemlig gjort utrolige fremskridt efter revolutionen. Før var Cuba et paradis for de rige på bekostning af arbejderklassen og de fattige bønder. F.eks. ejede 0,1% af gårdene 20,1% af jorden og 8% af gårdene ejede 71,1% af jorden, mens de allerfattigste gårde, der udgjorde 39%, kun ejede 3,3% af jorden! Samtidig var den cubanske industri totalt domineret af amerikanske firmaer, de ejede 90% af telefoni og elektricitet, 50% af offentlige ydelser og 40% af råsukkerfremstillingen. Dette betød, at den cubanske økonomi næsten blev fuldstændigt styret af USA og derved blev tvunget til at koncentrere sig om ét produkt, som var sukker til det amerikanske marked.
Den cubanske regering, under diktatoren Batista, havde altså ikke engang været i stand til at gennemføre den borgerlige revolutions opgaver, hvilket vil sige jord til bønderne, frihed fra udenlandsk økonomisk/politisk undertrykkelse og at udvikle industrien.
Castro
Dette førte selvfølgelig til utilfredshed, der i sidste ende gjorde, at Castro kunne tage magten. Men i modsætning til hvad mange tror, så var Castros revolution ikke socialistisk, ja han var oven i købet ikke engang medlem af kommunistpartiet. Faktisk havde kommunistpartiet, under ledelse af Blas Roca, i 1947 anklaget Castro for at være en gangster. Grunden til dette skal ikke findes i, at kommunistpartiet var ægte marxister, dette var de langt fra. Ligesom de fleste af de andre latinamerikanske kommunistpartier gik de ind for en alliance med det såkaldte “progressive nationale borgerskab” som vejen til at gennemføre den “antiimperialistiske, patriotiske og demokratiske revolution”. Denne søgen efter de “progressive borgerlige” var selvfølgelig helt hen i vejret, eftersom de cubanske kapitalister ejede så meget jord, at de aldrig ville gå med til jordreformer.
Tilbage til Castro. Den revolution, Castro ville gennemføre, var først og fremmest borgerlig: Et dokument fra Castros bevægelse, der hed 26. Juli-bevægelsen, slog i 1956 fast, at de bekendte sig til “Jeffersonsk filosofi” og gik ind for Lincolns ideer. Samtidig fremsatte de et ønske om “at nå frem til et samfund, hvor der hersker solidaritet og harmoni mellem kapital og arbejde med det formål at hæve produktiviteten”. Selv efter at han havde taget magten, havde Castro ingen intentioner om at bryde med kapitalismen, f.eks. sagde han bl.a. i en tale til sammenslutningen af bankmænd, d. 6. marts 1959, at han ønskede deres samarbejde samtidig med at han tilføjede, at han “ingen intentioner havde om at nationalisere nogen som helst industrier”.
Bruddet med kapitalismen
Hvorfor endte Castro så som “kommunist”, vil mange nok spørge – svaret ligger i hans bevægelses natur og den cubanske kapitalismes fallit. Castros bevægelse bestod først og fremmest af bønder, der efter at Batista var overvundet af sig selv gik i gang med at overtage jorden, samtidig med dette begyndte arbejderklassen at kræve lønstigninger og genansættelse af dem, der blev fyret under Batista. Dette forskrækkede USA, især fordi masserne var bevæbnede og kunne lægge pres på Cubas regering. Det der fik det hele til at gå galt for de amerikanske imperialister var, at de amerikanske oliefirmaer på Cuba nægtede at raffinere noget russisk råolie, som Cuba havde købt. Dette fik Cubas regering til at gribe ind og tvinge olien igennem. Efter det ville de amerikanske firmaer ikke levere mere olie fra Venezuela til Cuba, hvorefter Cuba bare aftalte med Sovjet, at de fik al deres olie fra dem. Dette fik USA til at svare igen ved at nægte at aftage 700.000 tons sukker, som var aftalt i en kvoteaftale, men Sovjet slog til og tilbød at aftage sukkeret.
Bureaukrati og manglende demokrati
Samtidig begyndte Cuba så at nationalisere de amerikanske firmaer, og da det var gjort, kunne man jo ligeså godt nationalisere resten, så i slutningen af 1960 var al cubansk industri nationaliseret. USA svarede igen ved at indføre handelsembargo og forberede militær intervention. Cuba var altså blevet “socialistisk”, men det havde ikke været Castros mål med revolutionen, det var først og fremmest sket på grund af presset fra masserne og de amerikanske kapitalisters klodsethed. Dette kom også til at præge den cubanske stats natur. Masserne havde ingen kontrol med statsmaskineriet. Hvor man i Sovjet i starten havde haft sovjetterne, som sikrede folkets kontrol med staten, var disse totalt fraværende på Cuba. Man havde dog elementer af det som f.eks. Komitéerne til Revolutionens Forsvar, som hver gade og kvarter havde en af. Men statsmagten var stadigvæk fuldkommen i hænderne på Castro og hans bureaukrati.
Fremskridt
Men Cuba har først og fremmest også gjort store fremskridt, hvilket har været på grund af planøkonomien. Levealderen er steget, der er uddannelse til alle, og børn kan komme i børnehave fra deres 45. levedag. Når man tænker på de fremskridt, Cuba har opnået, så tænk på hvor man kunne være henne i dag hvis Cuba havde ægte arbejderdemokrati – uanset hvor imponerende resultater Cuba har opnået efter revolutionen, så kunne man havde opnået meget mere. De muligheder, der ligger i planøkonomi, kommer først rigtigt til udfoldelse, hvis man har diskussion blandt arbejderne, som så kan komme med ændringer o.s.v. Uden denne deltagelse fra masserne vil der uværgeligt ske fejl på grund af bureaukratiets inkompetence og jagt på goder til sig selv.
Som marxist man altså forsvare planøkonomiens og revolutionens landvindinger, men samtidig skal man ikke være bange for at kritisere Castro og det cubanske bureaukrati. Det er kun ved at slippe af med dem, at det cubanske folk kan realisere planøkonomiens potentiale, som vil få deres levestandard til at blive højere endnu og give dem politisk frihed – en udvikling der vil være et endnu større forbillede for resten af Latinamerika og verden, end Castros Cuba nogensinde har været. Revolutionens sejr i andre lande i området og opbyggelsen af demokratiske socialistiske planøkonomier også dér er den eneste garant for en sikker kurs mod ægte socialisme.
