Efter chokket fra Brexit er Storbritannien ramt af endnu et politisk jordskælv. Theresa May er i store problemer. Lynvalget blev til en katastrofe for de Konservative. Den forudsagte Konservative jordskredssejr, der skulle være forløberen for årtier med en Konservativ regering, viste sig at være en myte. Derimod så vi regeringens flertal blive udslettet af et revitaliseret Labour-parti anført af Jeremy Corbyn.

Theresa May satsede og tabte, som David Cameron satsede og tabte. Resultatet af disse sats har skubbet Storbritannien ud i politisk usikkerhed. Valget var et altødelæggende slag mod de Konservative. I 2015 havde partiet 331 pladser i parlamentet. I dag, med praktisk talt alle resultater opgjort, står partiet til blot 318 pladser. Det resulterer i en ustabil mindretalsregering.

May lovede en ”stærk og stabil” regering, der kunne forhandle de hårde Brexit-aftaler på plads. Men det billede er nu slået itu. Resultatet har fremprovokeret en bølge af usikkerhed hos adskillige større virksomheder, som har manifesteret sig selv i nervøse reaktioner fra markedet. Det britiske pund faldt med over 2 %, i forhold til Dollaren og Euroen. ”Tydeligvis var markederne ikke klar på dette, og indtil videre bliver resultatet ikke set i et positivt lys, fordi det betyder mere usikkerhed,” sagde Geoffrey Yu, leder af det britiske investeringskontor hos UBS Wealth Management.

Udskrivelsen af valget var den største fejlberegning siden Goliat besluttede sig for at duellere David. Massemedierne blev mobiliseret for at for at opbygge Mays ”stærke og stabile” glansbillede og angribe, tilsvine, og miskreditere Jeremy Corbyn. Men jo mere folk så til den robot-agtige fru May, jo mindre syntes de om hende. Fiaskoen mws de forkludrede manifest-løfter, der skulle få de ældre til at betale for social pleje, og tilbagerulningen af tilskuddet til pensionisternes varmeregning om vinteren, blot for at blive fulgt af en uværdig U-vending, fremmedgjorde mange af De Konservatives kernestemmer. Oven i dette, gav Mays afvisning af at deltage partileder-debatter og at svare på spørgsmål fra almindelige mennesker, indtryk af politisk fejhed.

Theresa May kæmper nu for sit politiske liv. Hendes autoritet er smadret, ikke blot blandt vælgerne, men også i selve partiet, hvor der allerede har været krav om hendes fratræden. Alligevel har hun valgt at danne en Konservativ mindretalsregering, uden tvivl på grund af pres fra de øvrige konservative ledere, der er skrækslagne for alternativet. Men en mindretalsregering er kun mulig på baggrund af en rådden aftale med det nordirske Democratic Unionist Party (DUP), som med sine ti pladser i parlamentet kan redde hendes politiske skind indtil videre.

Men støtten fra DUP er dyr. De to partier er ikke enige og det er langt fra sikkert, at alliancen overlever den kommende politiske storm. ”Uanset hvad, betyder aftalen, at fru May vil komme til at regere over en sammenslutning af højest forskelligartede interesser”, som Financial Times påpegede.

Under valgkampen advarede May mod en Corbyn-regering, som hun kaldte en ”kaos-koalition”. Ironisk nok, er dette en god beskrivelse af den usikre regering, som hun nu ønsker at skabe. Dette vil blive en kortlivet regering – en kriseregering. Det katastrofale valgresultat har allerede ført de Konservative ud i krise. Det Konservative parlamentsmedlem Anna Soubry udtalte, at premierministeren burde ”overveje sin stilling” efter den ”katastrofale valgkamp” som hun førte.

Bag kulisserne er folk som Boris Johnson i gang med at manøvrere sig selv i position til at snuppe hendes job. De lange knive bliver trukket frem frem, men de potentielle snigmordere er nervøse for at et kongemord, på nuværende tidspunkt, vil skabe en intern borgerkrig og splittelse i det Konservative Parti. Derfor hænger de på den miskrediterede og upopulære Therese May, og må utålmodigt vente på et bedre tidspunkt til at lancere et internt valg, der skal finde en ny leder. Dog tror de færreste seriøse observatører, at denne urolige våbenhvile vil vare ved efter sommerferien.

Corbyns sejr

Dette valgs virkelige sejrherre var Jeremy Corbyn. Og han har klaret det imod alle odds. Hele den konservative presse og etablissementet var fuldstændig på Theresa Mays side. Da valget blev udskrevet, kaldte aviserne, som fx The Sun, Theresa May for “The new Maggie” [Den nye Margret Thatcher], og forudsagde at hun ville likvidere Labour.

Dagen før valget, brugte The Daily Mail 13 sider på at angribe Corbyn på den mest vederstyggelige facon. Rendestens-pressen og medierne forsøgte at tørre ansvaret for terrorisme og anden kriminalitet af på ham. De brugte terrorangrebene i Manchester og London til at tilsværte Corbyn, og udråbe ham som værende tolerant overfor terrorisme. Disse mediemoguler, som troede at de kunne forme den offentlige mening, har vist sig afmægtige.

Meningsmålingerne havde forudset et stort flertalt til the “Tories” (De Konservative) på op til 150 mandater. I dag ligger disse forudsigelser i ruiner. Selv da valgstederne lukkede, sagde etablissementets orakler, at alt pegede på en stor sejr til Tories og et knusende nederlag til Corbyn. Men det hele eksploderede i hovedet på dem. Da the Tories hørte resultaterne af exit-polls stod de vantro tilbage. I noget tid nægtede de simpelthen at tro dem. Da virkeligheden endelig åbenbarede sig for dem, afslørede deres ansigter deres choktilstand, forbløffelse og fortvivlelse.

Oven i de giftige angreb fra etablissementet og medierne, måtte Jeremy Corbyn stå model til ondsindede angreb indefra hans eget parti. Højrefløjen i Labour forudsagde konstant at Labour ville tabe og at the Tories ville vinde en jordskredssejr i stil med den Margaret Thatcher vandt i 1980’erne. Der kan ikke herske den mindste tvivl om, at Blair-isterne i Labour-partiets parlamentsgruppe ønskede netop et sådan resultat, så de kunne starte et nyt angreb for at fjerne Corbyn fra partiets formandspost. Men deres komplot slog fejl.

Imod alle odds gennemførte Labour et af de mest spektakulære comebacks i Storbritanniens politiske historie. Partiet steg til vejrs i raketfart og vandt mandater fra steder hvor alle havde forudset markante tab. Endnu vigtigere end antallet af mandater [på grund af det britiske valgsystem] vandt Labour 40 procent af stemmerne. Det var 10 procentpoint mere end hvad Ed Miliband [den tidligere ledere af Labour, red.] vandt ved sidste parlamentsvalg, hvor Labour led nederlag. Det var mere end hvad Gordon Brown og endda mere end hvad Tony Blair fik i 2005 [begge tidligere premierministre og formænd for Labour, red.]. Det var i allerhøjeste grad et bedre resultat end hvad Niel Kinnock [tidligere formand for Labour og hardcore højrefløj i Labour, samt svigerfar til Helle Thorning-Schmidt, red.], som havde sagt at Corbyn ville blive udraderet, selv opnåede i sin tid.

Alt dette viser, at Labours valgmanifest, som er mere venstreorienteret end noget andet siden 1950 og som indeholdt krav om nationalisering af postvæsnet og andre forsyningsselskaber, var ekstremt populært. Det gav styrke til de menige medlemmer og entusiasme til rigtig mange, særligt unge, som i overvældende grad stemte Labour. Labours valgresultat er en monumental præstation, som har kastet alle Corbyns kritikere ud i rådvildhed.

Massebevægelse

Mange millioner deltog i valget og valgdeltagelsen var den højeste i 25 år. Årsagen til dette var Labours massekampagne, dets venstreorienterede valgmanifest og deltagelsen fra brede lag af unge. På trods af at Jeremy Corbyns kampagne startede med at være 20 procentpoint bagud i meningsmålingerne, udraderede den de konservatives føring i løbet af blot få uger. Særligt unge blev vundet over til Labour. Blandt de 18-24 årige støttede 71% Corbyn imod 15% til De Konservative, ifølge en måling fortaget af YouGov over sidste weekend.

Stemningen til Labours massemøder var elektrisk, særligt dér hvor Corbyn talte. Han var i stand til at opfange den stemning af utilfredshed, der eksisterer i det britiske samfund, ligesom Bernie Sanders var det i USA. De politiske kommentatorer ser ikke denne oprørske stemning og kan ikke forklare den. De står bestyrtede tilbage.

The Tories blev besejret af Labour i områder, hvor ingen havde forudset det. I Canterbury, som har været et bundsolidt Tory-område de sidste 100 år, fik Labour omvæltet det tidligere Tory-flertal på 10.000 stemmer. Det, der gjorde udslaget, var at 8.000 nye vælgere, særligt unge, lod sig registrere i byen. Labour lykkedes næsten i at omvælte Amber Rudd i Hastings, valgkredsen for den konservative indenrigsminister. Mest markant lader det til, at Labour vil vinde den sikre Tory-valgkreds Kensington, hvor det tætte valgresultat har betydet, at stemmeoptællingen er blevet suspenderet efter to genoptællinger.

Labour er gået frem over hele landet. De snuppede Vale og Clwyd i Wales, Battersea, Stockton South, og mange andre kredse fra de konservative. I mange områder hvor Labour ikke fik flertal, blev de konservatives flertalt barberet helt ned, og der var stor tilstrømning til Labour. Otte konservative ministre mistede flertallet i sine valgkredse.

Liberal-demokraterne, indeklemte mellem Tories og Labour, led store nederlag. Nick Clegg, den tidligere ledere af partiet og tidligere vice-premierminister, blev uden videre sparket ud af Sheffield, en passende hævn for hans tidligere forræderier [liberal-demokraterne støttede i deres regeringstid sammen med De Konservative i 2010-2015 bl.a. at forhøje brugerbetaling på uddannelserne, trods løfter om det modsatte, red.].

Ironisk nok var det eneste, der reddede May fra fuldstændigt nederlag, de Konservatives genoplivning i Skotland, hvor de fik et ekko blandt visse lag, ved at slå på tromme for ”Unionen” [den britiske union, red.]. Som følge af denne demagogi og på grund af en vis træthed med Scottish Nationalist Party (SNP), vandt de 12 mandater, mens andelen af stemmer til SNP faldt med 13 procentpoint. De fleste af de tabte stemmer gik til Tories, hvis stemmeandel steg med 14 procentpoint. Labour oplevede også en vis fremgang og gik frem med 3 procentpoint, primært på grund af Corbyn-effekten, et faktum som de Blair-istiske ledere af Skotlands Labour-parti kun modstræbende anerkendte.

I Wales gav én meningsmåling ved valgkampens begyndelse Tories 10 procentpoints forspring. May var så sikker på et gennembrud for Tories i denne traditionelle Labour-højborg at hun besøgte Wales tre gange. Men meningsmålingerne blev hurtigt vendt på hovedet efterhånden som valgkampen, og de konservatives håb blev knust. Wales er fortsat solidt Labour-land.

Stemmeandelen til højrefløjs- og anti-immigrant-partiet UKIP kollapsede. Men det viste sig også, at antagelsen om at deres stemmer automatisk ville gå til the Tories var forkert. Mange svingede over til Labour, tiltrukket af Labours anti-nedskæringspolitik. I sidste ende var Brexit ikke det afgørende spørgsmål, efterhånden som folk blev mere og mere bekymrede for sociale problemer som job, pensioner, arbejdsløshed og NHS [National Health Service, sygesikring, red.]

Blair-ismens død

Størstedelen af Labours parlamentsmedlemmer var fjendtligt indstillede overfor Jeremy Corbyn. De brugte enhver lejlighed til at forsøge at komme af med ham og vedtog endda en mistillidsresolution og gennemførte et fejlslagent kupforsøg. Ved valget offentliggjorde partiets højrefløj de mest skammelige lokale valgmaterialer, der kun beskrev dem selv som ”lokal Labour”, (ingen nævnelse af Corbyn) og som fuldstændig ignorerede Labours Valgmanifest. Nogen af dem gik endda så langt som til at omdele løbesedler, der sagde, at Theresa May ville vinde og at Corbyn aldrig ville blive premierminister! Det var åbenlys sabotage af Labours kampagne.

Denne strategi har nu givet begslag. Labours højrefløj er nu tvunget til at tage sine ord i sig. De har ikke anden udvej end at vente og modstræbende komplimentere Corbyns kampagne. Jack Straw, Tom Watson, Peter Hain, Magret Becket og andre [fra Labours højrefløj, red.] måtte nødtvunget holde sine virkelige meninger for sig selv og sige et par venlige ord om Jeremy. Men dette er alt sammen spil for galleriet. Komplotterne vil forsætte bag scenen. Højrefløjen vil aldrig opgive sit forsøg på at underminere Corbyn.

De kommentatorer, som afskrev Labour, tager sig nu til hovedet i forbløffelse. Det burde ikke have kunnet ske. Venstreorienteret politik skulle have været upopulært! Owen Jones, den ”venstreorienterede” journalist på the Guardian, havde samme pessimistiske linje indtil valgnatten, men selv han synger nu en anden melodi.

Hovedkonklusionen, der må drages, er, at pendulet i britisk politik er svunget skarpt til venstre. Et program med rimeligt radikale reformer, inklusiv nationaliseringer, har forbundet sig med brede lag af befolkningen. Ideer, som ifølge den gængse snusfornuft trygt burde være overladt til selvudslettelse, er nu for alvor tilbage på dagsordenen. New Labour og Blairismen er blevet tvunget i defensiven.

Valgresultatet vil give Corbyn større autoritet i et nyopblomstret Labour-parti. I løbet af valgkampen har yderligere 100.000 meldt sig ind i partiet og dets rækker tæller nu over 600.000. Dette vil styrke venstrefløjen i partiet. I realiteten eksisterer der to Labour-partier: på den ene side masse-medlemsbasen, som støtter Corbyn og på den anden højrefløjen, som sidder i parlamentsgruppen og i det bureaukratiske maskineri.

Denne situation kan ikke vare ved. Corbyn bør ikke lade sabotagen fortsætte. Han bør genindføre automatisk nyvalg af Labours kandidater til parlamentet, så partiet kan skille sig af med den femte kolonne af karrieremagere og skabskonservative, der undergraver partiet indefra.

Et nyt kapitel

Efter valget sejler Storbritannien nu i ukendt farvand. Vanskelige forhandlinger og Brexit står for døren. Det politiske liv i Storbritannien er blevet polariseret mellem venstre og højre i en grad, som ikke er set siden Anden Verdenskrig. Det er dette, der gør kapitalens strateger så urolige.

De to største partier, Labour og De Konservative sidder nu på 80 procent af stemmerne, et fænomen der ikke er set i årtier. The Tories rykker stadig længere til højre og Labour under Corbyns ledelse driver mod venstre. Denne politiske polarisering er en afspejling af en stigende polarisering mellem klasserne i det britiske samfund. ”Centrum” repræsenteret af Liberal-demokraterne bliver klemt ihjel af denne polarisering.

Vi befinder os i en periode med dyb politisk, økonomisk og social ustabilitet. Selv hvis det lykkes dem at lave en eller anden aftale med the Democratic Unionist Party (DUP, nationalkonservativt og engelsk orienteret parti fra Nordirland, red.), vil en konservativ mindretalsregering ikke holde længe. Den vil i hvert fald ikke holde i sin fulde valgperiode. Der vil kommet et massivt pres udenfor parlamentet, hvor én bevægelse efter den anden vil gå på gaden imod regeringen.

Snarere før end siden vil nyvalg igen komme på dagsordenen. Den politiske krise er en afspejling af den kapitalistiske krise, som startede i 2008 og som stadig fortsætter. Dette vil betyde skarpe og pludselige skift i situationen, som vil åbne nye muligheder for Labour og venstrefløjen. Hele det politiske klima er nu radikalt ændret.

Kapitalismen giver ingen løsning på arbejdende folks problemer og vil i stadig stigende grad sætte behovet for forandring af samfundet på dagsordenen. I den næste periode vil opbakningen til virkeligt socialistiske og marxistiske ideer vokse markant. Vi står overfor et spændende nyt kapitel.

[Gå med i kampen – gå med i IMT og Revolutionære Socialister]