Søndag
den 8. september døde to mennesker i en bilulykke på Cuba. En af dem var Celia
Santamaria Hart, en central skikkelse på venstrefløjen i Cuba og hele
Latinamerika. Celias forældre var to historiske ledere af den cubanske
revolution, Armando Hart og Haydee Santamaria. Sidstnævnte deltog sammen med
Fidel Castro i det berømte angreb på Moncada-kasernen i 1953, og ved denne
lejlighed mistede hun sin bror og sin daværende kæreste, som blev dræbt af
Batista-diktaturet. Armando deltog i undergrundsbevægelsen inde i byerne og da
Batista til sidst blev væltet, blev Armando udnævnt til den første
uddannelsesminister for revolutionen og Haydée Santamaria blev præsident for
faktisk grundlagde.
Haydée var altid imod “sovietisering” – det vil sige imod forsøget på at påtvinge
Cuba det stalinistiske bureaukrati i USSR’s dogmatiske ideer og metoder. I
hverken plads til dogmatik eller såkaldt socialistisk realisme. Hun kørte det
sammen med en strålende forsamling af talenter: Benedetti, Galich, Mariano Rodríguez
og andre. Tragisk nok begik hun selvmord i 1980. Hvad angår Armando Hart, havde
han en glimrende intellektuel karriere, og efter mere end tyve år som cubansk
minister for kultur, er han nu ansvarlig for Oficina del Programa Martiano.
Det var i det miljø, Celia opvoksede. Men
Celia udmærkede sig i de seneste år ved at udvide debatten om den cubanske
revolutions fremtid, til også at omhandle årsagerne til den russiske
revolutions degenerering og USSR’s kollaps.
Celia
forklarede det i et interview fra 2004 på denne måde:
“Jeg voksede derfor op i orkanens øje imellem min moders
kolossale lidenskab og min faders indsigt og brændende optagelse af studier –
begge af dem fast forankrede i det politiske liv på Cuba”.
I
1980, en måned inden hendes moders selvmord, besluttede Celia at studere fysik
ved Havanna Universitet. To år senere tog hun til Universitetet i Dresden i DDR
for at færdiggøre sine studier.
”Jeg
fortsatte mine studier indtil jeg tog universitetseksamen i 1987 – den første
udenlandske kvinde der tog eksamen på dette fakultet. Jeg tog derefter til
Havanna, hvor jeg arbejdede indtil for et år siden, hvor jeg udgav omkring 15
specialer om magnetisme og superkonduktivitet. Jeg deltog også i omkring et
halvt dusin kongresser i Italien, Brasilien og Argentina.”
”I 2004 var det meningen at jeg skulle have færdiggjort min doktorgrad i fysik,
men da jeg var ved at lægge sidste hånd på mit værk om filosofi, som en del af
min doktorgrad, indså jeg at min store kærlighed for fysik ikke er et mål i sig
selv, men et middel til at nå et mål.”
”Under mit ophold i DDR indså jeg, at der var en modsætning imellem uundgåeligheden
af socialisme, at kæmpe for en bedre verden, og bureaukratiet, der kvalte alt
initiativ, og den apati som jeg fandt i landet, på trods af de gode
leveforhold. Jeg blev frastødt af de usædvanligt store billeder af Honnecker
som man kunne se i alle butiksvinduer.”
“I 1985 vendte jeg tilbage til Cuba på ferie og tilstod til min fader at jeg
var komplet fortvivlet. Min far svarede mig ved at åbne et skab og tage fire bøger
frem: Bogen Trotskijs Liv af Isaac Deutscher i tre bind, og Trotskijs
Revolutionen forrådt. Jeg slugte disse bøger, men indtil for et par få måneder
siden havde jeg ikke mulighed for at læse resten af Trotskijs værker.”
På den baggrund begyndte Celia at skrive
artikler, hvor hun forsvarede Trotskijs ideer og beskæftigede sig med den
cubanske revolutions fremtid, set fra et internationalt perspektiv. I første
omgang var det El Militante, en marxistisk avis i Spanien som begyndte at
udgive hendes artikler. Senere nåede de ud til mange græsrodsmedier i den
spansktalende verden, bl.a. den venezuelanske portal Aporrea, den spanske
Rebellión, det latinamerikanske Revista de las Americas og andre.
I 2006 udgav Fundación Féderico Engels, et
spansk forlag, en antologi med hendes artikler, under titlen ”Apuntes
revolucionarios” (Revolutionære noter). Bogen blev præsenteret på Cuba samme år
ved Havannas bogmesse, hvor den fik en positiv modtagelse.
Fra 2004 begyndte Celia at samarbejde med
forskellige internationale venstrefløjsgrupperinger. Hun holdt foredrag ved møder
over hele verden, blandt andet i Argentina, Venezuela og Mexico – men også i
lande som Spanien, Frankrig og Canada. Flere af hendes artikler er oversat til
engelsk, hvilket også fremprovokerede en kontroversiel diskussion med ledere af
kommunistpartier, som forsvarede den gamle Moskvatro linje.
Ligesom andre kammerater omkring Socialistisk
Standpunkt lærte jeg Celia Hart at kende i august 2004, til et møde i Barcelona
i Spanien. På trods af enkelte politiske uenigheder som vi havde med hende, var
det slående hvor dedikeret Celia var til den socialistiske sag. For hende var
den cubanske og latinamerikanske revolution tæt forbundet og hun tog det som
sin pligt at forklare dette ved hver given lejlighed.
Hvis nogen spurgte hende, om ikke der var en
modsætning imellem at være trotskist og cubansk kommunist og tilhænger af
revolutionen på Cuba, svarede hun ved at pointere, at den sidste bog, som man
fandt i Che Guevaras rygsæk i Bolivia, var Leon Trotskijs ”Den russiske
revolutions historie”.
Fra Celias synspunkt var den cubanske
revolution en meget nøjagtig bekræftelse af Trotskijs teori om den permanente
revolution. For at overleve var revolutionen blevet nødt til at gå fra de
demokratisk-nationale opgaver til de socialistiske opgaver og afskaffe
godsejervældet og kapitalisternes magt.
Celia var især interesseret i udviklingerne i
Venezuela, Ecuador og Bolivia, hvor hun så et håb for at den socialistiske
revolution kunne gennemføres. Hendes centrale pointe var nemlig, at den
cubanske revolution ikke kan overleve, hvis den forbliver isoleret til én ø.
Celias død er enormt tragisk, især fordi
debatten om Cubas fremtid nu ruller for fulde gardiner. Hvis man tager i
betragtning, at Fidels tilbagetrædelse har vækket forventningerne hos de
pro-kapitalistiske elementer på Cuba, som ser deres chance for at genindføre
kapitalisme på Cuba, er der mere end nogensinde brug for en aktiv modvægt.
Celia var sådan en modvægt, hendes artikler og foredrag havde en vigtig
betydning for meningsdannelsen, både på Cuba og på internationalt plan.
Celia Hart vil blive savnet af tusinder af venstreorienterede
og kommunister verden over. Men hendes synspunkter og hendes artikler vil
fortsat være en vigtig inspirationskilde og et vægtigt indlæg i debatten om
Cuba og Latinamerikas fremtid.
Farvel Celia!
Hasta la victoria
siempre!
Andreas Bülow er bosat i Venezuela, hvor
han arbejder som journalist for den marxistiske avis El Militante.
Han skriver også jævnligt i avisen Socialistisk Standpunkt i Danmark.
