De konkrete angreb er ikke på bordet før engang i marts. Men allerede nu er det klart, at regeringen vil spare to milliarder på området. I øjeblikket bruger staten omkring 17 milliarder om året på SU. Uanset hvordan disse besparelser udmønter sig er der tale om massive besparelser. Samtidig diskuteres der stadig, hvor mange milliarder der kan hives i land i forbindelse med en reform af kontanthjælpssystemet, hvor det officielle mål lyder ”flere unge skal i gang med en uddannelse”. Det til trods for, at der i forvejen er en stor stigning i antallet af folk der modtager SU. Fra 2008 og til de seneste tal fra 2011, er antallet ifølge Danmarks Statistik steget med 80.000 eller 27 procent.
Ydermere skal man ikke være blind for at regeringen ved at presse unge fra kontanthjælp over på SU kan opnå betydelige besparelser: Således er den nuværende SU-sats på 5753 kroner før skat, for en udeboende over 20 år. Er man på kontanthjælp, modtager man som udeboende 6660 kroner. Hvis man er over 25 er beløbet 10.335. Når man er under uddannelse kan man bo på kollegium eller i ungdomsboliger, hvor huslejen er billigere end de fleste andre boligformer. Alligevel koster en sådan bolig snildt 3000 kr. om måneden. Det betyder at selvom det er muligt for enkelte at leve udelukkende på den SU som bliver udbetalt, så er det med den konsekvens at der ikke er råd til ”luksus” som f.eks. tandlæge, TV-licens, forsikringer og den slags.
Lønninger under pres
SUens lave niveau betyder, at studerende ofte er presset til at tage arbejde mens de er under uddannelse, dette er en af grundene til de studerende bliver forsinket i deres uddannelse. Det betyder også, at SUen som den er nu – og især hvis den bliver forringet – er med til at presse lønningerne ned. Det sker, fordi arbejdsgiverne bruger de studerende til jobs med en langt lavere løn og ringere forhold end færdiguddannede. Det gælder både for ufaglært arbejde i supermarkeder og for studenterjobs i ministerierne.
Angrebene på SU’en er uløseligt forbundet med angrebene på andre sociale ydelser som eksempelvis forkortelsen af dagpengeperioden eller hetzen mod kontanthjælpsmodtagerne. Hvor det umiddelbart kunne lyde godt, at flere unge tog en uddannelse og blev hurtigere færdige, så ændrer det ikke ved, at den høje arbejdsløshed gør det meningsløst at presse de studerende til at blive hurtigt færdiguddannede.
I økonomiske kriser er det altid de unge der rammes hårdest af arbejdsløshed. Denne krise er ingen undtagelse. En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at den europæiske arbejdsløshed for unge under 30 er på 18 procent. Det betyder at over ni millioner unge er uden arbejde. Herhjemme er ungdomsarbejdsløsheden værre end i 1980’erne, men hvor det dengang i høj grad var ufaglærte, der var arbejdsløse er det i dag unge fra alle grupper – også unge med en videregående uddannelse.
Ny regering – samme politik
Som studerende er man nu igen i den samme situation som under den forrige regering. Forskellen er blot, at dem der før stod på sidelinjen parat med en hård kritik af den daværende VK-regerings forslog om SU-forringelser, nu er dem der lufter præcis de samme foreslag med præcis de samme argumenter som den tidligere regering. Alligevel ved regeringen godt at den piller ved noget særdeles sprængfarligt der kan starte en massebevægelse imod den. Derfor kan man også høre især SF, men også de Radikale prøve at holde fast i at besparelserne ikke må ramme socialt skævt eller være urimeligt hårde. Det er dog tomme ord. Enhver besparelse på SUen, som ikke er direkte møntet på overklassen, vil ramme social skævt og vil gøre det endnu sværere for unge fra arbejderklassen at tage en uddannelse.
Samtidig med, at regeringen til den ene side forsøger at sælge deres angreb med sympatiske intentioner, kører de videre med at gøde jorden til forringelserne ved at fortsætte den borgerlige regerings retorik med det formål at ændre folke- stemningen. Hvem kan være for ”café- penge”, ”fjumreår” eller ”SU-ryttere”?
Grundlæggende om de forskellige bud der har været luftet er, at ingen af dem
hjælper de studerende. Måske vil nogle blive hurtigere færdige, men til gengæld vil mange unge fravælge uddannelse eller ende med at falde fra, når økonomien ikke kan hænge sammen længere. Det er også klart at disse angreb uden undtagelse vil ramme unge, der ikke kommer fra et velhavende hjem hårdest, derfor er et angreb på SUen et socialt skævt angreb, som er fuldstændig uacceptabelt ikke mindst når det kommer fra en regering bestående hovedsagligt af arbejderpartier.
Kamp nødvendig
Regeringen har lige siden den kom til hævdet, at næsten samtlige sociale rettigheder og velfærdsgoder er for dyre. Men samtidig er der ingen smalle steder når det gælder samfundets top. Skattereformen fra sidste år gav, ifølge regeringens egne tal, topskattelettelser for 4,8 milliarder – mere end det dobbelte af, hvad de nu vil spare på SUen. Det er med andre ord et politisk valg at regeringen hellere vil varetage finansfyrsternes, Whisky-bæltets og Dansk Industris interesser i stedet for arbejderklassens og ungdommens interesser. De to arbejderpartier i regeringen – S og SF – burde gøre det stik modsatte.
Elev- og studenter- organisationerne kan ikke sidde passivt på hænderne mens regeringen destruerer de rettigheder, der er opnået gennem tidligere kampe. Hvis regeringens angreb imod retten til SU skal standses, må der mobiliseres vidt og bredt. Først og fremmest må der indkaldes til et stormøde for elever og studerende, som kan beslutte hvordan kampen skal føres og vindes.
