Så skete det endelig for den lille Hr. Statsminister. Efter flere ynkelige franske visit, med dertil hørende slik hvor solen ikke skinner, gik hans drøm i opfyldelse. Endelig blev han en rigtig statsmand. Han fik lov at stå ved siden af verdens mægtigste mand og spejle sig i hans stråleglans, foran sine undersåtter. Men hvad gør at George Bush jr. vil tage den lange vej over dammen for at klappe den lydige spejderdreng på hovedet? Og hvordan står det til i Bushs hjemland?

USA’s motivation for at invadere Irak var, og er, åbenlys. Først og fremmest sikring af råstoftilførslen, etablering af en strategisk base i det ressourcerige mellemøsten og indirekte subsidiering og sikring af egen industri, i form af ”genopbygningskontrakter” og den slags. Men for at besvare ovenstående spørgsmål og spørgsmålet om hvorfor de amerikanske kapitalisters drøm blev til virkelighed for siden at ende i mareridt, må man se på de dybereliggende årsager: Økonomien.

Den kapitalistiske verdensøkonomi har de sidste par år bevæget sig med stadig mere taktfaste skridt mod en krise. I sådanne situationer viser historien, at al snakken om fred og internationalt samarbejde, som verdenslederne prædiker under fremgangstider, mister de sidste toner af deres hule klang. Regeringerne bliver tvunget af deres respektive nationale borgerskab til at varetage lige netop deres interesser i deres kamp for at overleve i den internationale konkurrence. Tiden står i protektionismens tegn. Og derfor var det ikke kun et spørgsmål om arrogance da USA gik (næsten) alene i krig og efterlod Europas stormagter (læs Frankrig og Tyskland) råbende og skrigende bag sig. Nej, det var snarere en nødvendighed og endda en tilsigtet nødvendighed, at den imperialistiske krig måtte gå ud over samarbejdet med Europa. Sikret råstofforsyning og ”genopbygningskontrakter” ville, hvis aktionen var gået som planlagt, have givet amerikanske virksomheder konkurrencefordel, og i den internationale konkurrence, hvor de nationale regeringer spiller på deres nationale kapitalisters side, er det nemlig alle mod alle og det er den stærkeste der vinder.

Men hør, vent nu lidt. Var der ikke et par europæiske lande der brød den, for de borgerlige hyklere, hellige europæiske integration? Og var et af disse lande ikke stolte gamle Danmark? Jo, det var det vist, men hvorfor valgte Fogh og co. så at gå med i krig? Det kan ikke have været for at vinde hæder og ære, hvilket i givet fald havde været et dødfødt projekt med en U-båd og sneplovsudrustede soldater i ørkenkrig. Det var også her et spørgsmål om klingende mønt. Ude ved Langelinie, meget tættere på Christiansborg end man skulle tro, ligger der et ”lille” hus med en hvid 7-takket stjerne på det lyseblå flag. Her holder Mærsk, Danmarks største virksomhed, til. Efter det seneste opkøb (der dog har fundet sted for ganske nylig, altså efter krigen) står denne koncern alene for 15% af Danmarks BNP. Et af datterselskaberne laver forsvarsmateriel, et andet er en af de største private fragtpartnere for det amerikanske militær. Derudover galoperer fragtruterne fra resten af verden til USA i øjeblikket af sted. De økonomiske bånd mellem USA og Danmark er altså ret tætte og derfor også værd for den ynkelige parodi af en statsmand, Anders Fogh, at beskytte og styrke.

Når USA’s præsident bliver nødt til at tage på charmeoffensiv i Europa, har det også sine økonomiske årsager. Den amerikanske økonomi er på randen af en katastrofe. Og i en situation hvor tilbagetrækning fra Irak ikke ligger i den nærmeste fremtid, er det utroligt ubehageligt at sidde som præsident og se en lille mia. dollars om dagen fise ud af statskassen og lige til krigen i Irak.

Hvis den amerikanske økonomi havde været rask og sund, ville der ikke have været nogen problemer. Men den er syg helt ind til marven.
USA’s budgetunderskud forventes i år at nå 427mia. dollars. Den samlede amerikanske gæld er på 7,7trillioner dollars, svarende til 26.000 dollars pr. indbygger. Dette skal ses i lyset af at de sidste års ”fremgang” har været jobløst, baseret på forbrug, forbruget baseret på lån og lånene ofte taget i fast ejendom, der både for privatpersoner og fra det stigende antal spekulanter på det amerikanske ejendomsmarked, er blevet erhvervet med en fuldstændig hen-i-vejret forvisning om at priserne, der på det nærmest er eksploderet, og nu officielt af alle seriøse borgerlige økonomer kaldes for en prisboble af rang, vil blive ved med at stige, fra nu og til al evighed. Læg hertil at det lige netop er det amerikanske forbrug der i øjeblikket er, om end slatne, så alligevel rygraden i verdensøkonomien. Det eneste, der i øjeblikket holder låntagningen og dermed forbruget i gang, er den historisk lave rente. Men det store forbrug har bivirkninger. Reuters CRB-prisindeks der indeholder 17 varer som olie, hvede og metal, steg for nylig til det højeste niveau siden januar 1981. Hvad er så kuren mod inflation? Netop hvad den amerikanske centralbank er i gang med nu, nemlig rentestigninger. Hvis rentestigningerne får virkning, vil det betyde at folk ikke har råd til at forgælde sig som tidligere, og derfor ikke har råd til at købe nyt hus. Endda folk der allerede har hus, finder måske ud af de ikke kan sidde med så store lån som de gør. Det vil betyde hussalg, som betyder faldende priser, som igen vil betyde at spekulanterne vil sælge for at redde hvad reddes kan, forbruget vil rasle ned osv. Efterhånden som man dykker ned i materialet viser det sig at årsag bliver til virkning og virkning til årsag osv. En gigantisk spiral, der desværre ser ud til at gå nedad. Derfor ville det være rart for Hr. Bush, hvis europæerne gad betale lidt af gildet i Irak, og hvis det er en Europacharmeturne der skal til…

Men endnu inden krisen officielt kommet, hvem betaler prisen for at de amerikanske kæmpekoncerner kan hive store profitter hjem? Den amerikanske arbejderklasse. Og som om de daglige angreb fra kapitalisternes side på løn og arbejdsvilkår ikke var nok, har Bush travlt med at læsse de øgede militær udgifter (vokset 41% siden 2001 og er nu større end alle andre landes militærudgifter tilsammen) og prisen for besættelserne af Irak og Afghanistan over på arbejdernes skuldre. Dette gøres bl.a. ved at skære ca. 45 mia. dollars (af et budget på 329 mia. dollars) af sundhedsprogrammet Medicaid, der betaler for lægebehandling for folk med lavt betalt eller intet arbejde. Og der er ikke fordi der er blevet mindre efterspørgsel efter den slag hjælp til at overleve. Programmet betaler nu for 1/3 af alle fødsler i USA, og siden 2000 er 40% flere kommet med i programmet. De dårligere levevilkår for almindelige arbejdende mennesker og fattige afspejles også i, at 36 millioner af USA’s indbyggere har en madforsyning der kan kaldes usikker – sagt på dansk: de har ikke nok mad.

Puha, det var en ordentlig omgang, godt det er helt ovre i USA, og ikke herhjemme i trygge (men krigsførende) lille Danmark. Det er det lige netop ikke. Tag bare eksemplet med Mærsk. Den største årsag til deres overskud er som beskrevet ovenfor det store amerikanske forbrug. Det samme gælder for en stor del af andre danske eksportvirksomheder. Men boble på huspriserne har vi da ikke..? jo vi har (se artikel på side 10). Det samme gælder for mere eller mindre hele den vestlige verden. Og det er klart, at en prisboble, der brister i et stort land, vil sende chokbølger gennem hele verden.

Gang på gang når vi dykker ned under overfladen, ser vi de samme kræfter, der bestemmer vores skæbner og påvirker vores liv og verden. Det er ikke overnaturlige guder eller dæmoner, men derimod et modsætningsfyldt økonomisk system, der ikke lader sig styre af nogen, heller ikke en velmenende reformist der i ny og næ ændre på et parameter eller to. Hvis man vil den vilkårlighed og ødelæggelse, der præger vores verden til livs, må man gribe efter tidslens rod, og ikke bare forsøge at pille tornene af den.

Mod Imperialismen – stop Bush-regeringens krigspolitik!
For en socialistisk planlagt økonomi til gavn for almindelige arbejdende mennesker i USA, Danmark og resten af verden!