Forsiden af Revolution nr. 71
Unge studerer hårdt for at få en chance for en ordentlig fremtid. De knokler for at få det nødvendige karaktergennemsnit til en videregående uddannelse. Titusinder går hvert år psykisk ned af, blandt andet, det massive præstationspres. Stadig forlanger politikerne mere. Kom hurtigere igennem uddannelserne for ikke at ligge samfundet til byrde, for at “betale samfundet tilbage”! Imens sygner elev- og studenterorganisationerne hen. Ungdomsfagforeningerne er tomme skaller.
Den politiske elite og deres såkaldte meningsdannere mener, at de faldende medlemstal i ungdomsorganisationerne er udtryk for, at unge ikke gider kollektivet. At de er egoistiske eller i hvert fald individfokuserede.
Vores konklusion er den præcis omvendte. Unge er villige til at kæmpe og yde ofre for en højere sag. Klimastrejkerne, hvor titusinder af unge adskillige gange nedlagde deres undervisning spontant, er fantastiske beviser på dette. Titusindvis af unge var klar til at kæmpe og bringe ofre for en større sags tjeneste. Nej, problemet er ikke, at unge er individualistiske, men at INGEN af deres masseorganisationer viser en kollektiv vej frem. Elev- og studenterarbejde har det seneste årti primært handlet om lobbyvirksomhed og spektakulære happenings, som kunne give pressebilleder. Aktioner som kan udføres af få indviede aktivister.
Der er et skrigende misforhold mellem de voldsomme problemer, som unge studerende og arbejdere står overfor, og de svar og kampmetoder, som bliver dem præsenteret. I sådan en situation kan det ikke undre, at nogle måske vælger at blive hjemme i stedet for at møde op til ligegyldige workshops, gadeteater og flashmobs.
Samtidig med at politikerne klager over, at unge ikke vil være medlem af politiske ungdomspartier, har staten over det sidste årti gennemtvunget en kraftig afpolitisering af alle uddannelsesinstitutioner. Gymnasierne er blevet underlagt rektors magt, og stort set dem alle har lukket hårdt ned for alt, hvad der hedder politik. Ingen politiske plakater er tilladt. Ingen løbesedler eller møder. De unge er – tilsyneladende – ikke voksne nok til selv at tage stilling, men skal beskyttes af rektor og statens omklamrende hænder. Det samme gør sig gældende på alle andre selvejende institutioner helt ud på de videregående uddannelser. De studerende skal beskyttes mod den farlige virkelige verden udenfor murene.
Afvisningen af politik på uddannelsesinstitutionerne ligger fint i tråd med det mantra, som også prædikes i elev- studenter og ungdomsfagbevægelsen: Vi må ikke være politiske.
Men politik kan ikke holdes stangen for evigt. Lukker du døren, kryber den ind af vinduet. Uddannelserne eksisterer ikke i et vakuum: Om der bliver skåret ned på uddannelserne, om der oprettes lærepladser, eller om unge skal have ret til dagpenge ved endt uddannelse. Altsammen er det politiske spørgsmål. Ungdomsorganisationerne kan forsøge at stikke hovedet i sandet, men virkeligheden forsvinder ikke.
Fagligt ungdomsarbejde eller elev-og studenterarbejde har ikke bare været kedeligt, men i høj grad ligegyldigt. Der er brug for et sporskifte. Der er brug for bevidst politisering og et brud i forholdet mellem de offentlige institutioner og de unges organisationer, som er blevet lige lovligt tæt. Ungdommen må stå på egne ben.
Sygeplejerskerne har vist vejen. Her var der en flok arbejdere, som ikke længere ville finde sig i at blive tromlet, men selv tog initiativ til at kæmpe imod overmagten for anstændige løn- og arbejdsforhold og et sundhedsvæsen, som hænger nogenlunde sammen. Deres overenskomststridige punktstrejker har sat større pres på regeringen end nogen læserbreve, flashmobs eller andre individuelle handlinger nogensinde kunne have gjort. De organiserede sig kollektivt og handlede kollektivt.
Studerende og unge arbejdere kan gøre sygeplejerskerne kunsten efter. I stedet for tandløse og artige individuelle aktioner og hyggelig dialog på Folkemødet sætter vi massekamp, strejker og besættelser. De kan ikke gennemføres af individer, men må besluttes demokratisk.
Unge kan ikke vente på, at nogle andre tager initiativet. Vi opfordrer derfor alle unge politisk bevidste arbejdere, elever og studerende til selv at tage initiativ. Politisér dit uddannelsessted og dine medstuderende. Tag stilling. Og når der er behov for at tage en kamp, så gør det kollektivt. Brug stormøder til at vinde flertal for jeres kampskridt og gå i samlet flok. Pres jeres organisationer til at komme ind i kampen. Der er brug for et nyt ungdomsoprør.
