At der er brug for en ny politik på universitetsområdet burde være åbenlyst for de fleste. På mange studier er semestrene reduceret til 12–14 uger – og på for eksempel fransk på Københavns Universitet modtager flere hold nu kun en times undervisning om ugen.
De fleste studier mangler desperat flere midler, der er for få undervisere og maskiner og andre undervisningsmaterialer er for gamle og for få. Samtidig har taxameter-ordningen haft en katastrofal betydning for kvaliteten af uddannelserne. Taxameter-ordningen betyder at universitetet får penge efter hvor mange studerende der består deres eksamener. Dette har betydet, at undervisningen i højere og højere grad er blevet forvandlet til eksamenstræning i steder for at give en kvalificeret og videnskabeligt funderet uddannelse, der skal gøre de studerende selvtænkende og kritiske.
Dette betyder igen, at dem, der har råd, tager privat undervisning – op mod 27 procent ifølge en undersøgelse fra fagforeningen DJØF (Dansk Jurist og Økonom Forbund). Samtidigt har det betydet, at eksamenerne bliver nemmere og nemmere, og flere undervisere har åbent indrømmet, at de lader folk bestå på trods af, at de ikke er kvalificerede til det. En forståelig reaktion, når man oplever, hvor desperat institutterne har brug for pengene.
Som om dette ikke var nok, så afskaffede de borgerlige med universitetsloven i 2003 demokratiet på universiteterne, og fyldte bestyrelserne med eksterne flertal fra erhvervslivet. Konsekvensen har været en stigende følelse af, at universitetet ikke længere tilhører de studerende og de ansatte, men først og fremmest tjener erhvervslivets snævre profit interesser. Samtidig har det haft den konsekvens, at universitetsledelsen har oplevet enorme lønstigninger, flere endda i millionklassen! Alt sammen samtidigt med, at resten af universitetet har oplevet massive nedskæringer og manglende lønstigninger for de almindelige ansatte.
Protester på universiteterne
De seneste par år har dog også vist noget andet: nemlig en vilje til at kæmpe imod. Adskillige universiteter og fakulteter har oplevet blokader, besættelser, demonstrationer og aktioner – seneste så vi en bølge af blokader og aktioner i marts og april koncentreret rundt om Humaniora på KU Amager (KUA).
Protesterne har vist, at der er stor utilfredshed og vilje til at slås blandt et stort lag af de studerende, men protesterne har desværre også vist nogle andre ting. De fleste af protesterne har været spredte og relativt små, og resultaterne endnu mindre. Dette skyldes især manglende aktivitet og engagement fra ledelsen af studenterbevægelsen, både i form af landsorganisationen Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og de lokale Studenterråd på hvert universitet. Problemet er ikke, at lederne af studenterbevægelsen ikke laver noget. Tværtimod er mange af dem særdeles hårdtarbejdende. Problemet ligger i, at arbejdet udføres af relativt få i toppen af studenterbevægelsen, og at man sjældent forsøger – eller formår – at involvere de almindelige studerende i studenterbevægelsen. Dette har skabt en kløft mellem toppen i Studenterbevægelsen og de almindelige studerende. Intet sted ses dette tydeligere, end ved valgene til universitetsrådene.
Stemmedeltagelsen er sjældent højere end 25 procent og flere gange er den helt nede på 10 procent(!) Dette viser tydeligt, at flertallet af de studerende intet forhold har til studenterrådene, og det er da også sigende, at flertallet af blokaderne under protesterne på KUA blev arrangeret uden om fagrådene. Dette er et stort problem.
Studenterrådene er de studerendes fagforeninger, og har stadig en stor autoritet blandt de studerende, for slet ikke at tale om de økonomiske og menneskelige ressourcer, de sidder på. Der er ingen tvivl om, at en af grundene til, at de fleste protester kun har involveret et fåtal af de studerende, er netop, at studenterbevægelsen ikke har sat sin magt bag ved protesterne. Ved protesterne på KUA gik det endda så vidt som til at nægte at skrive under på løbesedlerne, men selv de steder, hvor DSF og studenterrådene officielt er medarrangører af protester, bliver det sjældent til mere end nogle støttetaler og et par flotte løbesedler. I stedet for at bruge deres kræfter på at støtte og sprede de protester, der spontant opstår på universiteterne, arrangeret af de studerende selv, så vælger man i stedet at prioritere ligegyldige møder med ministre og universitetsadministrationen og egne kampagner planlagt lang tid i forvejen. For eksempel valgte Københavns Studenterråd, at de hellere ville bruge deres kræfter på deres egen lille kampagne end på at støtte de samtidige protester på KUA.
Problemet er ikke, at disse kampagner er dårlige, tværtimod har studenterbevægelsen ofte præsenteret progressive og radikale krav som en SU til at leve af og genindførsel af universitetsdemokratiet. Problemet er, at disse kampagner reelt ingen forbindelse har til de almindelige studerende, og kun involverer en lille aktivistkerne.
For en politisk studenterbevægelse
Hvis vi skal vinde kampen om en bedre og mere demokratisk uddannelse, er det ikke nok med en lille gruppe aktivister og fede pressestunts. Nej, det er nødvendigt at involvere alle studerende i fælles masseaktioner, strejker, besættelser og demonstrationer. For at dette kan lade sig gøre, kræver det, at beslutningerne om, hvor og hvornår der skal kæmpes, ikke kun tages blandt de få aktive i studenterbevægelsen, men at der bliver afholdt fælles protestmøder ude på selve universiteterne, hvor de almindelige kampvillige studerende befinder sig. Ligeledes er det nødvendigt at turde stille radikale krav, være politiske og også at forholde sig til, hvor pengene til investeringer i uddannelse rent faktisk skal komme fra.
Der er en udbredt misforståelse i toppen af studenterbevægelsen om, at for meget politik skræmmer folk væk, og at protesterne skal være så upolitiske som muligt. Dette modstrider dog de konkrete erfaringer. I dag, hvor studenterbevægelsen ikke tør være politisk, er stemmeprocenten i bund, aktivistgruppen lille og mange studenterråd er ude af stand til blot at udfylde pladserne i deres egne bestyrelser.
Dette er i direkte modsætning til studenterbevægelsen i slut-60’erne og 70’erne. Dengang var man ikke bange for at stille radikale, fremadrettede krav om demokrati, og at opsvinget skulle komme de studerende til gode og studenterbevægelsen var ikke bare politisk, den var decideret revolutionær, og havde paroler om arbejdere og studenter i fælles kamp! Dette gav kampgejst og selvtillid, og fik involveret tusinder aktivt i studenterbevægelsen, og gav nogle af de største sejre i danmarkshistorien med indførslen af universitetsdemokratiet og SU’en.
Sidst men ikke mindst er det fuldstændig afgørende at danne en alliance med arbejderbevægelsen. For det første er vores interesser fælles, det store flertal af studerende er børn af arbejderfamilier, og bliver selv lønarbejdere, når de bliver færdige. For det andet har arbejderbevægelsen en enorm magt at kunne sætte bag sine krav med demonstrationer og strejker. Det var fordi arbejderbevægelsen, fagforeningerne og arbejderpartierne, kæmpede for god og gratis uddannelse til alle – det vil sige også arbejderklassens børn – at der kunne vindes store sejre i uddannelsespolitikken i efterkrigstiden.
Det er nødvendigt at genfinde traditionerne fra ’68 og 70’erne. Studenterbevægelsen må bruge alle sine kræfter på at genskabe sine rødder blandt de almindelige studerende med det formål at involvere dem i en fælles kamp for at generobre retten til en fri, demokratisk og god uddannelse – og sammen med arbejderbevægelsen at forsvare velfærdssamfundet og den frie adgang til uddannelse, og kæmpe for en verden, hvor hensynet til mennesker kommer før nogle fås profitjagt
