Regeringen barsler her i sommerperioden med et forslag, der skal gøre det muligt for virksomheder at tjene penge på børnepasning.
Som socialministeren udtrykker det, skal det være muligt for forældre at vælge et privat pasningstilbud (vuggestuer og børnehaver) og på den måde betale sig til f.eks. bedre pædagogik, en bedre normering eller fleksible åbningstider.
Det har hidtil været lovligt at drive private pasningstilbud, men ikke at tjene penge på det.
Det er vist ikke svært at se, hvor dette bærer hen; gode pasningstilbud til dem der har råd, og en fortsat udhuling af de offentlige vuggestuer og børnehaver.

Vuggestuer og Børnehaver voldsomt forringet
Kommunernes Landsforening (KL) kom for nylig med et forslag om, at man skulle ophæve loftet for forældrebetaling i vuggestuer og børnehaver. På nuværende tidspunkt må forældrebetalingen maksimalt være 30% af kommunens udgifter, 33% hvis kommunen har pladsgaranti. Forældrebetalingen skulle kunne hæves, hvis forældrene ønskede ”ekstra service” såsom længere åbningstider.
Budgetterne i vuggestuer og børnehaver er de sidste mange år blevet voldsomt udsultet. Der er de sidste 10 år kommet 70.000 flere børn, uden at der ansat mere personale!!! Og flere års nedskæringer har betydet at daginstitutioner flere steder er begyndt at begrænse åbningstiderne, for at forsøge at få budgetterne til at hænge sammen. Det er klart, at hvis disse nedskæringer fortsætter, hvilket alt tyder på, vil alle der, på nogen som helst måde kan få råd, flytte deres børn i private daginstitutioner.
På den måde giver det kommuner og regering endnu bedre begrundelser for at skære i fremtiden med argumenter som, ”de kan jo bare vælge et andet pasningstilbud”, eller ”alle flytter jo alligevel deres børn fra det offentlige”.
Forslaget betyder at børnepasning deles op i to grupper – de gode tilbud for dem der har råd, og de elendige for dem der ikke har.
Derudover ikke at forglemme at hver gang der sker privatiseringer sker der voldsomme forringelser af de ansattes arbejdsvilkår. Hvis man skal tjene penge må der spares et sted – og det sted er ofte de ansatte. Så pædagoger kan altså se frem til endnu værre arbejdsvilkår, hvilket nærmest virker umuligt.

Social arv
I regeringens seneste udspil for at reducere negativ social arv, foreslår de, at der indføres læreplaner i børnehaverne. Læreplanerne skal lære børnene sprogstimulering og social forståelse, og gøre dem skoleklare. Dette vil, i følge regeringen betyde, at børn med ”ressourcesvage” forældre får de samme muligheder, som børn med ”ressourcestærke” forældre.
Der lægges allerede nu pædagogiske handleplaner i børnehaver landet over. Men regeringen gør det langt fra lettere med de utallige nedskæringer, der giver færre og færre ressourcer til børnene. Men handleplanerne er ikke det samme som læreplaner, der er absolut ingen pædagogisk grund til at børn skal lære at sidde stille o.l. før de kommer i skole, det vil nærmere fjerne motivationen til at gå i skole, end give den.
Sammen med forslaget om private børnehaver er det tydeligt, at det på længere sigt vil føre til en klar forøgning af den sociale arv. Hvis der stilles større krav til, hvad børnene skal kunne i skolerne, vil de ”ressourcestærke” forældre vælge at betale for børnehaver, hvor deres børn bliver stimuleret bedst muligt, og dermed bliver mest klar til skole. På den måde forstærkes den negative sociale arv. Vi kan ende med at have et system som i USA, hvor forældre betaler kæmpe summer, for at sende deres børn i ”førskoler” fra de er helt små. Og hvor stedet, hvor barnet har gået i børnehave, er en afgørende faktor for, hvilken skole det bliver optaget på, som senere er en afgørende faktor for hvilke job de kan få.

Gratis vuggestuer og børnehaver
Forslaget om private børnehaver er et tegn på den verdensomspændende økonomiske nedgang. Kapitalisterne leder med lys og lygte efter nye markeder. Og siden det ikke er muligt at udvide i f.eks. Asien i øjeblikket, må det ske på andre områder. Den borgerlige regering er i øjeblikket i gang med en omfattende privatiseringsrunde, så kapitalen får disse nye markeder.
Der er masser af penge i virksomhederne, i stedet for at give dem mulighed for at tjene penge på børnepasning, burde virksomhedernes overskud bruges til at sikre f.eks. ordentlige daginstitutioner. Hvis ikke daginstitutionerne fandtes ville de fleste ikke kunne gå på arbejde.
Daginstitutionerne burde i stedet få tilført alle de penge, der er nødvendige til at sikre pædagogisk udvikling. Der skal være handleplaner i vuggestuer og børnehaver, men handleplaner der tilgodeser børnenes behov, og det kræver ressourcer.
I stedet for at opkræve ekstra brugerbetaling burde det være gratis at få passet sit barn, det er jo noget man gør for at kunne gå på arbejde.
Disse forslag lyder fuldkommen utopiske på nuværende tidspunkt, og det er helt tydeligt at det ikke kan lade sig gøre så længe økonomien styres af profitinteresser og jævnligt kommer i krise.
Men hvis økonomien i stedet blev demokratisk planlagt ville det være aldeles muligt.