Borgerskabets forbrydelser: Da Novo Nordisk spredte HIV i Danmark

Kapitalisterne tjener deres profitter på bekostning af arbejderklassens liv og helbred. Billede: Viktor Nikolaevich DeniFølgende er anden artikel i serien Borgerskabets Forbrydelser. Serien går i dybden med en række af de største skandaler og overgreb, som den kapitalistiske klasse har udøvet mod arbejderklassen i Danmark. I denne artikel dykker vi ned i blødersagen: I 1980’erne smittede Novo Nordisk velvidende og med hjælp fra Indenrigsministeriet 91 danske blødere med HIV gennem deres livsnødvendige faktormedicin. Kun 23 af de smittede er i live i dag.

I 1980’erne udfoldede en af danmarkshistoriens største skandaler sig. Den globale HIV-epidemi var i fuldt udbrud, og allerede i 1982 blev der opdaget en sammenhæng mellem HIV-smitte og transfusionen af blodplasma. På trods af de mange advarsler og faresignaler reagerede de danske myndigheder dog ikke og undlod at tage de rette forholdsregler. Ligeledes fortsatte medicinalvirksomheden Novo Nordisk salget af ikke-screenet faktormedicin til danske blødere, uden offentligheden vidste noget om det. Det resulterede i, at omkring en tredjedel af alle danske blødere blev smittet med HIV gennem deres medicin, der indeholdt plasma fra HIV-positive bloddonorer. Sagen om de HIV-smittede blødere blev af pressen døbt »blødersagen«.

Blødersagen, der senere er blevet forklædt som en tragisk ulykke, var i virkeligheden et koldt og kalkuleret eksempel på, at profit vejer tungere end menneskeliv for den herskende klasse.

De første faresignaler

I 1982 fik 4 blødere i USA konstateret AIDS. Dette var det første af en række faresignaler, der ledte til, at sammenhængen mellem donorblod og HIV-smitte blev opdaget.

I januar 1983 skrev det amerikanske lægeskrift The New England Journal of Medicine, at læger, der behandlede blødere, burde være dybt alarmerede over den kendsgerning, at blødere risikerede at få HIV gennem deres behandling. Forskere fandt dog frem til, at varmebehandling af faktormedicinen kraftigt nedsatte risikoen for smitte, og derfor besluttede den amerikanske sundhedskontrol i slutningen af 1984, at al faktormedicin skulle varmebehandles.

På trods af denne viden gjorde de danske sundhedsmyndigheder intet, og salget af ikke-varmebehandlet blødermedicin fortsatte i Danmark.

I 1980’erne var der omkring 300 danskere med konstateret hæmofili. En sygdom, der gør, at blodet hos den syge ikke kan størkne. Dette fører til blødninger, der ikke stopper af sig selv.

Sygdommen behandles med indsprøjtninger af faktormedicin, der indeholder donorblod og derfor kan stabilisere blødernes symptomer.

Da det efterhånden blev offentligt kendt, at faktormedicinen kunne føre til den livsfarlige sygdom HIV, blev blødere og bløderbørns forældre dog konstant sat overfor et umuligt dilemma: At tage faktormedicinen og risikere HIV smitte eller at lade være og dermed risikere tidlig invaliditet og måske død.

Af de 300 danske blødere i 1980’erne tog omkring 200 faktormedicin. Og i løbet af 1984-1987 blev 91 af de 200 blødere i alle aldersgrupper smittet med HIV. Behandlingsmulighederne på det tidspunkt betød, at alle smittede havde udsigt til at udvikle AIDS.

I dag er 68 af de smittede blødere døde, hvoraf den yngste var en dreng på kun 9 år. Dødsfald, som vi i dag kan konstatere kunne have været undgået.

Britta Schall Holberg: »De kan rende og hoppe«

De første offentligt kendte tilfælde af HIV-smitte gennem faktormedicin i Danmark kom frem i foråret 1984, hvor 14 danske blødere var blevet smittet. Omfanget af smitten var dog i virkeligheden langt større. I foråret 1984 blev alle danske bløderpatienter inviteret til et større forskningsprojekt, hvor det blev konstateret, at omkring en tredjedel var smittet med HIV. Denne kendsgerning blev dog ikke meldt offentligt ud, og bløderne blev heller ikke informeret¹.

I marts 1984 skrev Bløderforeningen i Danmark for første gang til indenrigsminister Britta Schall Holberg og opfordrede hende til at handle øjeblikkeligt. De gjorde hende opmærksom på, at der burde indføres donorscreening, og at det burde sikres, at alle danske blødere overgik til at tage varmebehandlet medicin. Det blev til mange ubesvarede henvendelser fra Bløderforeningen.

Til trods for, at WHO i april 1985 opfordrede alle lande til at indføre varmebehandling af blødermedicin, var Holbergs eneste svar til Bløderforeningen et brev i maj, hvor hun skrev, at ministeriet vil overveje sagen. Men Holberg havde allerede overvejet sagen. Med kuglepen havde hun i margenen på Bløderforeningens ansøgning om bevilling af penge til at sikre rene blodpræparater skrevet: »De kan rende og hoppe«².

På dette tidspunkt havde Australien, Canada, England, Israel, Kuwait, Luxembourg, Malta, Holland, New Zealand og Sverige allerede indført varmebehandling.

Risikoen forbundet med faktormedicinen var nu fuldt ud kendt af alle parter. Advarslerne var strømmet ind i mere end tre år, og derfor begyndte flere læger at ansøge om at benytte udenlandsk produceret og varmebehandlede præparater. Dette blev dog forbudt af Sundhedsstyrelsen, og lægernes blev tvunget til at bruge den farlige danske medicin.

Penge, penge, penge

Det offentlige pres på Holberg blev endelig tilstrækkeligt stort, til at hun ikke længere kunne ignorere situationen. Derfor indførtes varmebehandling af faktormedicin fra den 1. oktober 1985. Den vigtige ekstra sikring gennem screening af bloddonorer blev dog ikke indført, da Holberg mente, at det vil være for dyrt.

Men i efteråret 1985 kom det frem i pressen, at tre sygehuspatienter var blevet smittet med HIV gennem en blodtransfusion. Denne viden havde Sundhedsministeriet ligget inde med i mere end et år, og Holberg blev tvunget til at indføre screening fra 1. januar 1986.

Op til dette tidspunkt havde 90 danske blødere fået ødelagt deres liv med dødsdommen HIV. Men som en HIV-smittet bløder udtalte i dokumentaren Den menneskelige faktor fra 1991, var det måske i virkeligheden også billigere for den danske stat, hvis bløderne døde, eftersom en enkelt flaske faktormedicin på det tidspunkt kostede hele 5000 kr.

Og det blev desværre heller ikke enden på historien. For der skulle fortsat tages højde for medicinalvirksomhedernes økonomiske interesser. Og de interesser kom til at koste endnu et liv.

Novo Nordisk havde intet at tabe

I 1980’erne var den største danske producent af faktormedicin Nordisk Gentofte, der i dag er kendt under navnet Novo Nordisk.

I 1986 havde de i mindst to år været vidende om faren ved ikke-screenet faktormedicin. Alligevel havde de ufortrødent fortsat salget af medicinen. Det kunne selvfølgelig heller ikke komme på tale, at virksomheden selv skulle tage initiativ til at indføre sikkerhedskontrol eller varmebehandling af deres medicin. Den slags foranstaltninger blev først taget i brug, da det blev gjort til lov.

Eftersom al faktormedicin efter januar 1986 ved lov skulle være både screenet og varmebehandlet, kom det derfor som et chok, da endnu en bløder blev smittet med HIV i 1987. Både læger og blødere have levet i den tro, at faktormedicinen var sikker, men det viste sig at være en løgn. Sygehusene havde nemlig modtaget blod fra donorer, der ikke var screenet.

Novo Nordisk havde ligget inde med et gammelt lager af nedfrosset blodplasma og havde i en hemmelig aftale med Sundhedsministeriet og Statens Serum Institut indgået en aftale om, at måtte opbruge deres depoter, før de begyndte at screene. Det til trods for, at al den frosne blod kunne have været optøet og testet før brug.

Jens Overø fra Sundhedsstyrelsen udtalte senere, at beslutningen blev taget på baggrund af en frygt for at tømme markedet for faktorpræparater og dermed ødelægge forsyningen af medicin. Men Rigshospitalet har aldrig haft problemer med at få forsyninger af faktormedicin – for eksempel fra udlandet, hvor medicinen derudover også i flere år havde været varmebehandlet og screenet.

Men brugen af udenlandsk medicin havde selvfølgelig haft konsekvenser for én part: Novo Nordisk, der havde været tvunget til at smide flere års nedfrosset plasma ud og dermed havde mistet store beløb til udenlandske konkurrenter. Incitamentet var altså ene og alene økonomisk uden hensyntagen til de liv, det ødelagde.

Novo Nordisk havde selvfølgelig heller ikke noget at tabe på at fortsætte salget. Efter aftale med Indenrigsministeriet handlede de »inden for lovens rammer«.

I 1987 lagde Bløderforeningen sag an mod Novo Nordisk, Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen og Indenrigsministeriet for anvendelse af ikke-screenet donorblod mod bedre vidende. Men de anklagede parter blev frifundet, og alle personlige erstatninger er senere blevet betalt af den danske stat³. Domstolen vurderede, at blødersagen var en tragisk ulykke. Det til trods for de mange, mange faresignaler, og at mulighederne for brug af sikker udenlandsk medicin blev ulovliggjort.

Novo Nordisk salg af farlig medicin stoppede ikke på et eneste tidspunkt, og virksomhedens profitter var sikret. Det endte med at koste 68 liv.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]