Det Amerikanske borgerskabs handlinger har siden 2019 indikeret, at det ønsker at overtage det danske borgerskabs dominans over Grønland. Siden da har Dansk imperialisme strammet grebet om sine kolonier i Nordatlanten. Den 20. april eskalerede den latente konflikt, da USA tilbød Grønland en økonomisk hjælpepakke. Det danske borgerskab ser panisk på, mens deres repræsentanter i folketinget har slået ring, til forsvar for dansk imperialisme i Arktis.
Den danske presse og politiske establishment på Christiansborg reagerede med en blanding af forargelse og chok over, at den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, den 20. april tilbød Grønland en hjælpepakke på 83 millioner til økonomisk udvikling. Få dage efter oplyste den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at den accepterede det amerikanske tilbud om samarbejde og dertilhørende hjælpepakke. Dette åbner op for et nyt tæt samarbejde imellem Nuuk og Washington.
Det varede heller ikke længe inden, den herskende klasses repræsentanter i folketinget kom ud til forsvar for dansk imperialisme. Dansk Folkepartis grønlandsordfører Søren Espersen kaldte prompte amerikanernes tilbud til Grønland for ”en fornærmelse over for Grønland og over for rigsfællesskabet”. Søren Espersen glemmer imidlertid de utallige ”fornærmelser”, det danske kolonistyre har tilført det grønlandske folk både tidligere, i form af direkte overgreb med tvangsfjernelse af grønlandske børn, men også i dag i form af en lind strøm af formynderisk bedrevidenhed, der på racistisk manér antager, at grønlændere ikke kan klare sig selv, og derfor har behov for, at Danmark overser deres affærer.
Rasmus Jarlov fra de konservative anklagede også åbent USA for at ville underminere rigsfællesskabet. Men hvad er dette fællesskab, som disse herrer priser og forsvarer? På trods af rigsfællesskabets pæne ordlyd, så er det ikke et fællesskab af lige nationer, der frit er indgået i en union. Rigsfællesskabet formaliserer blot, juridisk og institutionelt, dansk kapitalismes dominans over det færøske og grønlandske folk, som begge blev tvunget ind i unionen. Som Revolution for nylig har dækket, så gør det danske borgerskab alt, hvad det kan for at fastholde dets tag om resten af rigsfællesskabet. Mens større autonomi på visse civile områder kan tillades, så er ønsket om øget autonomi på kernespørgsmålene om sikkerheds- og udenrigspolitik blevet afvist af politikerne i København.
At de borgerlige partier farer op, over USA’s forsøg på at klemme sig ind imellem Nuuk og København, er forventeligt. Men forsvaret for det danske kolonistyre i Nordatlanten rækker også langt ind i den parlamentariske venstrefløj. Få dage efter, at Carla Sands annoncerede hjælpepakken, var SF’s grønlandsordfører Karsten Hønge ude og fordømme hjælpepakken med ordene: ”Det er ekstremt provokerende, at vi har en tæt alliancepartner, der så åbenlyst går ind og puster til splittelse i rigsfællesskabet”, og krævede, at Mette Frederiksen intervenerede ”… [D]et her går bare ikke. Der må trækkes en streg i indlandsisen”. Dét, SF’eren Karsten Hønge altså krævede, var, at Mette Frederiksen intervenerede og på klassisk formynderisk manér blokerede for samarbejdet imellem Washington og Nuuk for at forsvare danske interesser i form af rigsfællesskabet.
Ikke nok med at Karsten Hønge forsvarer dansk imperialismes interesser, han krævede også, at den danske stat begik endnu et kolonialt overgreb ved at diktere, hvem det grønlandske folk må indlede økonomiske og politiske aftaler med. Denne form for formynderisk indgriben i grønlændernes affærer er almindelig praksis for den danske stat. Vi så det senest i 2018 i lufthavnssagen, hvor den danske stat, på amerikanernes befaling, forhindrede en økonomisk aftale mellem et kinesisk selskab og det grønlandske hjemmestyre om konstruktionen af nye lufthavne. Fine ord, som selvstyre og hjemmestyre, klinger pludseligt hult.
Sager som disse illustrerer, hvordan rigsfællesskabet, langt fra at være en harmonisk og frivillig union af ligeværdige nationer, tværtimod er et råddent levn fra kolonitiden. Det er dette kolonistyre, folk, som Søren Espersen, Rasmus Jarlov og nu altså også SF’eren Karsten Hønge, ihærdigt forsvarer.
I sjældne øjeblikke skinner politikernes ærlige syn på rigsfællesskabet igennem, som da Karsten Hønge, i forbindelse med et amerikansk tilbud om en lignende hjælpepakke til Færøerne, kommenterede: “Hvis hun [Carla Sands, red.] vil tilbyde noget, så kan hun kontakte statsministeren eller udenrigsministeren.”. (Altinget den 23. april 2020). Der er altså ikke lagt skjul på, hvor magten og autoriteten til at træffe beslutninger på rigsfællesskabets vegne ligger henne; det er ikke i Nuuk eller Thorshavn, men udelukkende i København. Det er skammeligt at et parti, der af navn kalder sig socialistisk, forsvarer det danske borgerskabs imperialistiske interesser og den danske stats undertrykkelse af det grønlandske og færøske folk.
Amerikansk charmeoffensiv
Washingtons strategi, om at erstatte dansk dominans over Grønland, har for alvor taget fart siden 2019, hvor Trump tilbød at købe Grønland. Mette Frederiksen afviste imidlertid Trumps tilbud for at forsvare denne sidste danske kolonibesiddelse, det eneste aktiv, der giver det danske borgerskab nogen som helst betydning i en geopolitisk sammenhæng. Siden da har USA slået dørene op for et konsulat i Nuuk, det første siden 1953, som åbner nye muligheder for et direkte samarbejde mellem Nuuk og Washington uden om København.
300 års dansk kolonistyre har skabt et stort ønske blandt mange grønlændere om selvstændighed. Dette er fuld forståeligt, når man ser på den lidelse, ydmygelse og udnyttelse den danske kolonimagt igennem tiden har påført det grønlandske folk. I Nuuk betragtes opbygningen af en stærk Grønlandsk økonomi igennem råstofudvinding, som værende centralt for at realisere perspektivet om Grønlandsk selvstændighed. Omkring 70% af de 83 millioner kroner fra hjælpepakken vil gå til energi- og råstofprojekter. Hjælpepakken puster derved liv i perspektivet om et selvstændigt råstofudvindende Grønland.
Vi må imidlertid være ærlige og advare om at formel selvstændighed, baseret på støtte fra amerikansk imperialisme, på inden måde vil gavne det grønlandske folk. I et selvstændigt Grønland, indenfor kapitalismens rammer, vil den direkte danske kolonimagt blot erstattes af amerikansk eller kinesisk imperialisme, da deres gigantiske olie- eller mineselskaber vil kunne dominere den råstofudvinding, som skulle udgøre det økonomiske fundament for et selvstændigt Grønland. Den eneste, der endegyldigt kan sætte en stopper for Grønlændernes århundrede lange undertrykkelse, er en international socialistisk revolution, hvor arbejderklassen i Danmark, USA, Kina og resten af verden tager magten over samfundet og økonomien og indgår i et ligeværdigt samarbejde med det grønlandske folk, til gavn for alle.
Washington er imidlertid bevidst om det grønlandske folks ønske om selvstændighed og forsøger at udnytte dette til deres egen fordel i håbet om at kunne overtage Danmarks nuværende rolle overfor Grønland. Størrelsen på hjælpepakken er i sig selv ikke imponerende, men hjælpepakken har til formål at vise eliten i Nuuk, at der er profitable fordele ved at samarbejde med USA.
Det voksende forhold mellem den grønlandske elite og amerikansk imperialisme blev ærligt omtalt af Kim Kielsen, formanden for den grønlandske regering Naalakkersuisut: ”Det tager tid at udvikle tættere relationer med andre lande. Men denne gode nyhed bekræfter, at vores arbejde på, at opbygge en konstruktiv relation med USA bærer frugt. Det er positivt, at det øgede samarbejde mellem Grønland og USA kommer til udtryk i et konkret resultat i form af bevillingen til projekter i Grønland.” (Berlingske, 23. april 2020). Hjælpepakken er det første konkrete resultat af de aftaler, som USA har lovet den grønlandske elite, der ifølge Carla Sands vil sikre landet en fremtid med rigdom og fremgang: ”Fremover kan USA hjælpe Grønland med at nå sit store potentiale, åbne nye markeder, forøge den bæredygtige turisme og sætte nye standarder for udviklingen i regionen.” (Altinget 20. april 2020). Det grønlandske folk kender imidlertid alt til Amerikansk ”gavmildhed”. Grønlænderne har i årtier båret på regningen for at rydde op efter mere end 30 efterladte amerikanske flåde- og flybaser, og sidder på en tikkende miljøbombe i form af de 9000 tons frossen atomaffald, som Amerikanerne i 1967 dumpede i indlandsisen.
Regeringen taget med bukserne nede
Flere af partierne i folketinget har offentligt udtrykt deres skuffelse over, at regeringen ikke har orienteret Folketinget eller Udenrigspolitisk nævn om USA’s planer om at tilbyde Grønland en hjælpepakke. Det blev de ikke af den simple årsag, at regeringen ikke var blevet underrettet af deres overherrer i Washington.
I mere end tre dage forholdt den danske udenrigsminister Jeppe Kofod sig tavs over for den amerikanske hjælpepakke, og kun socialdemokratiets grønlandsordfører Kasper Roug kommenterede på sagen ved at forsøge at nedtone og bagatellisere affæren. Hele sagen har været en ydmygelse for regeringen, da USA, Danmarks tætteste allierede gennem 70 år, er gået bag om ryggen på regeringen. Sagen har udstillet, hvor køligt forholdet mellem det danske og amerikanske borgerskab er blevet i forhold til arktiske anliggender, og kan på længere sigt være med til at underminere det danske borgerskabs autoritet internt i rigsfællesskabet, da Danmarks forsøg på at kontrollere Grønlands udenrigspolitiske anliggender har lidt et knæk.
Da udenrigsminister Jeppe Kofod pludselig dukkede frem fra sit skjul den 23. april, gik han ikke til angreb på amerikanernes bejlen til den grønlandske elite, men forsøgte derimod at få det til at fremstå som om, at amerikanernes økonomiske tilnærmelse til Grønland var det forventede resultat af den danske regerings succesfulde arbejde: ”Fra den danske regering synes vi, det er helt fantastisk, at der er et engagement fra USA’s side i Grønland. Det er noget, vi længe har arbejdet sammen med grønlænderne om at sikre.” (DR 23. april 2020). Denne positive vinkel dækker imidlertid over det faktum, at det danske borgerskab frygter for en konfrontation med USA, og derfor vil undgå at fornærme Washington.
Hjælpepakken har udstillet karakteren af den tætte alliance mellem det danske og amerikanske borgerskab. Det amerikanske, som overherre, og det danske, som loyal tjener. Den nye økonomiske krise vil accelerere den allerede igangværende proces med øgede spændinger og konfrontationer over Grønland og Arktis. Det danske borgerskab vil imidlertid ikke frivilligt opgive deres kolonier, men vil forsøge at klamre dem til sig med sine velkendte bureaukratiske manøvrer og beskedne indrømmelser. Som socialister må vi afsløre politikernes hykleriske forsvar for dansk imperialisme og kæmpe for, at arbejderklassen tager magten i samfundet, så vi kan gøre en ende på imperialisme og kolonialisme én gang for alle.
