En kunstners illustration af mordet på zar Alexander II begået af narodnikkerne 

Bolsjevikkernes historie er et skatkammer af lektioner for revolutionære i dag.  I denne artikel dykker vi ned i bolsjevikkernes kamp mod anarkistiske idéer – en kamp der var nødvendig for at partiet, under den russiske revolution i 1917, kunne lede arbejderklassen til magten.

Marxister og anarkister har mange af de samme mål til fælles: at bekæmpe undertrykkelse, at afskaffe den borgerlige stat og at skabe et samfund uden klasser. Men de to filosofier er vidt forskellige, når det kommer til teoretisk grundlag og følgeligt metoder, i særdeleshed vores forståelse af klasser og staten. For at forstå hvad disse forskelle bunder i, hvordan de er opstået historisk, og hvad vi kan lære af dem i dag, er det nyttigt at dykke ned i det russiske bolsjevikpartis historie. Partiet opstod nemlig ud af en kamp mod anarkistiske idéer, der var det ideologiske grundlag for mange af de tidlige revolutionære i Rusland. Som vidner til mange af anarkismens svagheder voksede en marxistisk tendens frem, der gav klassekampen en teoretisk og videnskabelig sokkel at stå på.

Narodnikkerne

Næsten et halvt århundrede før den russiske revolution i 1917 blev kampen mod den russiske tsar ledt, ikke af marxister og arbejderklassen, men af en gruppe middelklasse-intellektuelle kendt som narodnikkerne. Den narodnikiske bevægelse bestod af unge studerende og liberale fra byerne, der ønskede at omvælte det diktatoriske styre og etablere et nyt Rusland baseret på kommuner af bønder på landet. Narodnikkerne drog fra byerne til landsbyerne for at vække en revolutionær ild blandt de russiske bønder, en idé der blev indfanget af deres parole om at “gå til folket”. 

Trods narodnikkernes revolutionære og opofrende ånd – som Lenin i sit senere liv talte og skrev om med kritisk ærbødighed –  var deres perspektiv baseret på en forfejlet forståelse af, hvordan et klasseløst samfund kunne opnås. Rusland var, ifølge dem, dømt til at følge en “speciel vej til socialisme”, der kunne gå direkte fra feudalt barbari til et klasseløst paradis med bønderne som den ledende kraft. Narodnikkernes teoretiske fundament førte til en næsten mystisk idealisering af landsbyboerne.

Narodnikkernes teoretiske forvirring fandt dens hjemmel i anarkisten Mikhail Bakunins teorier, der afspejlede de tilbagestående forhold i Rusland. Narodnikkerne troede på Bakunins idé om at den russiske mir – den grundlæggende enhed i landsbysamfundet under tsarstyret – var den gruppering i Rusland som en ny samfundsorden skulle bygge på. Med Bakunins idé om en instinktiv revolutionær mir handlede det blot om at vække de russiske bønders revolutionære intuitioner, og problemerne ville kunne løses uden politiske programmer og partiorganisationer. I narodnikkernes øjne var demokratiske krav som indførelsen af en jordreform ikke blot irrelevante, men direkte forfejlede, da gennemførelsen af sådanne krav indebar en form for stat – en konstruktion der gik imod deres anarkistiske aspirationer om at danne små kommunistiske samfund på baggrund af den feudale landsby. De anarkistiske idéer, udtrykt i den narodnikiske bevægelse, forliste dog hurtigt, da de kom i kontakt med de virkelige forhold i de russiske landsbyer, i det de studerende og intellektuelles revolutionære formaninger blev mødt med mistro eller direkte fjendtlighed fra bønderne. 

Velgørenhed og terrorisme

Eftersom bønderne for det meste vendte det døve øre til narodnikkernes belæren, blev den revolutionære handling enten reduceret til velgørende småhandlinger eller taget til nye ekstremer, i form af terroristiske aktioner mod tsarstyret, med det formål at antænde en bevægelse blandt masserne. 

Ligesom anarkister i dag, der gennem arrangementer som bogcaféer eller suppekøkkener forsøger at skabe et bedre samfund ved at afskære sig fra kapitalismen, mødte narodnikkerne en blindgyde ved blot at søge forandring gennem “små gerninger”. Selvom idéen om politisk velgørenhed måske kom fra et godt sted, kunne det på ingen måde løse bøndernes fundamentale problem, der bestod i at overtage og fordele den jord, der var på de store godsejeres hænder. Det kastede mange aktivister over i den modsatte grøft. I utålmodighed over den manglende massebevægelse kastede de sig over terroraktioner som attentater og bombninger rettet mod centrale figurer i tsar-styret. Flere gange lykkedes det narodnikkerne at slå højtstående personer i den tsaristiske stat ihjel, herunder et succesfuldt attentat på selveste Tsar Alexander II i 1881. I stedet for at  være gnisten der tændte en revolutionær bevægelse, førte terrorismen til massiv repression af narodnikkerne og en ydre passivering af de russiske masser.

Arrestation af en propagandist af Ilja Repin

Narodnikkernes terroraktioner øgede blot kløften mellem de narodnikiske revolutionære og masserne, hvis rolle blev reduceret til at være tilskuere til angrebene på staten. Marxister er imod individuel terror fordi, det svækker masserne egen forståelse af deres aktive rolle i kampen for et nyt system. For marxister er en progressiv handling, det som hæver arbejderklassen og massernes bevidsthed om deres egen styrke. Narodnikkernes terroristiske metoder havde den modsatte effekt. Dybest set var terrorismen et forsøg på at slå genvej og at unddrage sig det hårde forberedende arbejde, der var nødvendigt for at vælte tsarstyret: organisering af fagforeninger, deltagelse i strejker og andre masseaktioner, agitation, propaganda og uddannelse af revolutionære ledere. Selvudnævnte frelsere af de russiske masser, hvad end de begik attentater eller lavede velgørenhedsarbejde, var ude af stand til at være en spydspids i kampen mod tsarstyret. 

I midten af 1880’erne var narodnikkerne i krise, og mange aktivister begyndte at genoverveje deres metoder. Spørgsmålet om hvilken vej den revolutionære bevægelse skulle tage, faldt sammen med historiens første strejkebølge blandt de russiske arbejdere i byerne. Selvom arbejderklassen endnu var lille i Rusland, blev det klart, at der var der grobund for marxistiske idéer. Efter krisen blandt narodnikkerne begyndte bolsjevismens frø at spire, ikke i landsbyens golde jord, men i fabriksgulvene i de voksende russiske metropoler. 

Bønder eller arbejdere?

Spørgsmålet om, hvilken klasse der besad et revolutionært potentiale i Rusland, blev mere presserende i takt med narodnikkernes tilbageslag. Arbejderklassen voksede, og selvom Bakunin havde forkastet idéen om, at arbejdere havde nogen rolle at spille i Rusland, blev virkeligheden ved med at banke på døren. En af de narodnikker der begyndte begyndte at søge væk fra bønderne, var Georgi Plekhanov. Efter at være rejst i eksil til Tyskland, på grund af sin involvering i den narodnikiske bevægelse, kom han i kontakt med marxistiske idéer og beskrev hvordan “Marx’s teorier, som en Ariadnetråd, ledte os ud af den labyrint af modsætninger, som vores sind var blev fyldt med under Bakunins indflydelse.” (Alan Woods, Bolshevism, s. 47) 

Marx og Engels forklarede, at arbejderklassen er den eneste klasse, der er i stand til at gennemføre en socialistisk revolution og etablere en sund arbejderstat og senere et klasseløst samfund. Netop arbejderklassen har, i kraft af sin rolle i produktionen, en instinktiv socialistisk klassebevidsthed. Det er ikke en tilfældighed, at arbejderklassens våben i klassekampen baserer sig på kollektiv handling, som f.eks strejker eller demonstrationer. Enhver anden social klasse derimod er karakteriseret ved et individualistisk udsyn i større eller mindre grad, der baserer sig på at besidde ejendom. Udover borgerskabet, hvis fjendtlighed over for socialisme er åbenlys, eksisterer en række mellemlag, herunder bønderne. Marx og Engels forklarede, at bønder som social klasse, selv i deres kamp mod uretfærdighed, ikke har en socialistisk bevidsthed. Den jordløse bondes ønske er at eje jord, dvs. at stige i rang til at være en småbonde. 

Fattige bønder kan under visse betingelser vindes over til ideen om kollektivt ejerskab. Men historien har vist, at den forudgående betingelse er, at arbejderklassen i byerne bevæger sig. I Rusland kom arbejderklassen til magten ved at mobilisere de fattige bønder, ikke på baggrund af socialistiske krav, men på basis af paroler som “jord til bønderne!”. Denne kendsgerning viser i sig selv, hvor langt de ​​russiske bønder, selv i 1917, var fra den tankegang som narodnikkerne forsøgte at presse ned over hovederne på dem.

Den spirende marxistiske bevægelse med Plekhanov i spidsen begyndte at indse, at narodnikkerne vendte forholdet mellem arbejdere og bønder på hovedet. Ruslands unge arbejderklasse var ikke blot “bønder i fabrikker”, hvis opgave var i at spille en birolle i de revolutionære bevægelser på landet. Det modsatte var tilfældet. Arbejderklassen var den eneste klasse, der havde potentialet til ikke blot at vælte tsarstyret, men også til at etablere et system, der kunne komme bøndernes krav til undsætning.

Nødvendigheden af et kadreparti

Den marxistiske historiker Alan Woods beskriver i Bolshevism: the road to revolution, hvordan omstændighederne for revolutionært arbejde forandrede sig, i takt med at den russiske arbejderklasse fik sine første erfaringer i klassekampen, og narrodnikkernes anarkistiske eksperimenter havde udspillet deres rolle:

Væksten i den kapitalistiske industri skaber en mægtig hær af proletarer. Men selv den bedste hær bliver besejret, hvis den mangler generaler, majorer og kaptajner, der er trænet i krigsførsel. De stormfulde strejker i 1880’erne viste over for verden, at de tunge bataljoner i det russiske proletariat var parate og villige til at kæmpe. Men de afslørede også bevægelsens svaghed, dens spontane, uorganiserede og ubevidste natur, dens manglende retning og ledelse. Hæren var der. Det nødvendige var at forberede den fremtidige generalstab. Den konklusion blev nu soleklar for de bedste arbejdere. Og med den seriøse og målrettede tilgang, der kendetegner aktivister fra arbejderklassen over hele verden, satte de sig ned for at lære. (Alan Woods, Bolshevism, s. 61)

Det var Plekhanov, der i 1883 tog det første skridt til at forbinde kampen mod tsarstyret med klassekampen i byerne, da han med en lille gruppe andre revolutionære stiftede Gruppen for arbejdets frigørelse. Modsat narodnikkernes anarkistiske metoder byggede Plekanovs gruppe på marxistisk teori og at forbinde denne med den virkelige, levende bevægelse blandt arbejderklassen. Selvom store dele af Plekhanovs gruppe var i eksil, og ikke voksede betydeligt over næsten hele sin levetid, var den med til at lægge et nyt fundament for den revolutionære bevægelse. Gennem teoretiske og historiske værker argumenterede Plekhanov for, at narodnikkernes strategi ledte ind i en blindgyde, og at der var brug for en revolutionær bevægelse, der tog sit udgangspunkt i proletariatet. Senere ville Plekhanovs stadfaste argumenter for arbejderklassens vigtighed blive udgangspunktet for, at et kuld af revolutionære ledere, også kendt som kadrer, kunne vokse frem. Bakunins følgere mødte Plekhanovs brud med mange af de samme anklager, som marxister i dag bliver skudt i skoene. I den narodnikiske presses spalter lød det, at teori var hverken nødvendigt eller revolutionært, men blot en intellektuel  beskæftigelse. Der fandtes en unik russisk vej til til socialisme, måtte de marxistiske udbrydere forstå, og den havde ikke brug for importerede tyske idéer. Men teoretisk klarhed og nye metoder var nødvendige. Over tid viste den marxistiske tendens sig i stand til at rodfæste sig  i den voksende arbejderklasse, selvom de første årtiers arbejde foregik under ufatteligt svære kår. Marxisterne tog dog én god ting med fra narodnikkerne: en ubønhørlig vilje til at rejse sig gang på gang og fortsætte kampen, selv når alt så kulsort ud. 

Anarkistiske idéer spillede kun en lille rolle i det tyvende århundredes Rusland. Nogle af norodnikkernes idéer blev hængede, men tog nye former; afvisningen af teori var eksempelvis kendetegnende for økonomisterne i begyndelsen af nittenhundredetallet, og betoningen af “folket” som en homogen revolutionær gruppe var karakteristisk for Det Socialrevolutionære Parti, stiftet i 1902. 

Som Lenin senere forklarede i sit værk “Venstrekommunisme – en børnesygdom”, var en årsagerne til anarkismens dalende indflydelse i Rusland, dobbelt. På den ene side forhindrede bolsjevikkernes kamp mod opportunisme i arbejderbevægelsen, at reformisme slog rødder på samme måde som i Vesten. Anarkisme, der historisk set har vundet tilslutning ved at pointere reformistiske partiers indrullering i det borgerlige parlamentariske system og deres tilpasning til det kapitalistiske system, måtte se langt efter en sådan tendens med massetilslutning i Rusland. En endnu mere betydelig årsag var, at Rusland allerede havde gennemgået en periode med anarkisme som den dominerende tendens. Revolutionære havde i praksis draget den konklusion, at narodnikkerne og anarkisme viste sig ude af stand til at gennemføre en revolution uden om arbejderklassen. 

En historisk gennemgang af bolsjevikkernes udvikling som et kadreparti er udenfor denne artikels horisont. Partiet kæmpede mange ideologiske kampe, og alle sammen var de med til at hærde partiet og forberede det til de opgaver, som den kommende russiske revolution bød på. Kampen mod anarkistiske idéer var ikke blot formative i bolsjevikpartiets udvikling – den viste sig også essentiel, da spørgsmålet om arbejderklassens magtovertagelse stod for døren. Spørgsmålet om staten, som er en essentiel uenighed mellem anarkister og marxister, var nøglen til oktoberrevolutionens sejr. 

Staten og revolutionen

I februar 1917 gik de kvindelige tekstilarbejdere i Petrograd på gaden i en demonstration, der blev gnisten, der antændte den russiske revolution. Nyheden spredte sig gennem det krigshærgede land. Kort tid efter var tsarstyret væltet, og ligesom under 1905-revolutionen der havde rystet Rusland tolv år forinden, var spørgsmålet om, hvad der nu måtte gøres, og hvad der skulle sættes i stedet for tsarens forhadte diktatur, på arbejderklassens læber. 

De revolutionære arbejdere og soldater støttede sig til deres erfaringer fra 1905-revolutionen og gik straks sammen i sovjetter – en form for udvidede strejkekomitéer, der opstod ud af behovet for at organisere revolutionen og konsolidere arbejdernes magt. Dette førte til en situation med dobbeltmagt. På den ene side var sovjetterne og på den anden side den provisoriske regering, der repræsenterede det russiske borgerskab. Kampen mellem disse organer om hvilken form for magt der skulle sættes i stedet for tsar-styret, kendetegnede hele revolutionens forløb fra februar til oktober. Dobbeltmagten var uholdbar og måtte enten ende ud i en konsolidering af sovjetternes magt eller en smadring af arbejderklassens kollektive organer til fordel for en borgerlig stat. For arbejderklassen blev det i løbet af de 9 måneder tydeligt, at borgerskabet ikke kunne løse deres problemer. Revolutionens centrale spørgsmål var derfor, hvordan den borgerlige statsmagt skulle erstattes, og hvad skulle sættes i stedet for.

I en skov tæt ved den finske grænse forsøgte Lenin, efter at være blevet sendt i skjul efter kontrarevolutionens offensiv i juli, at formulere et svar på netop det spørgsmål. Værket han skrev, blev senere kendt som Staten og Revolutionen. I bogen sammenfatter Lenin arbejderklassens erfaringer fra især Pariserkommunen og forklarer, at revolutionen ikke kan basere sig på den eksisterende statsmagt, men bliver nødt til at ødelægge den og i dens sted etablere en arbejderstat. Som begivenhederne senere viste, var Lenins analyse korrekt. Revolutionen sejr afhang af at konsolidere arbejderklassens magt gennem sovjetterne.

Med Staten og Revolutionen viste Lenin, at anarkisternes idéer om staten var fuldkommen impotente under en revolution. Anarkisterne, der frastødes af reformismens omklamring af den borgerlige stat, mener at staten, lige meget hvilken form den tager, er en autoritær krænkelse af retten til absolut personlig frihed. Anarkisterne kunne i 1917 konkret svare på, hvordan arbejderklassen skulle fastholde den magt, de igennem sovjetterne havde vundet. Trotskij opsummerede efter den russiske revolution at anarkismens principielle afvisning af staten, blot var en en spejlvending af borgerskabet og reformisternes indædte forsvar for staten, og hvordan marxisme adskiller sig fra begge:

Borgerskabet siger: Rør ikke ved statsmagten; det er de uddannede klassers hellige og nedarvede privilegium. Men anarkisterne siger: rør ikke ved den; det er en djævelsk opfindelse, et diabolsk apparat, hav ikke noget at gøre med det. Borgerskabet siger, rør ikke ved den, den er hellig. Anarkisterne siger: rør ikke ved den, fordi den er syndig. Begge siger: rør ikke ved den. Men vi siger: Rør ikke bare ved den, tag den i jeres hænder og sæt den til at arbejde i egne interesser for at afskaffe privatejendommen og frigøre arbejderklassen. (Leon Trotsky, How the revolution armed vol. 1)

Arbejderstaten efter oktoberrevolutionen var hverken bureaukratisk eller totalitær. Tværtimod, var det den mest demokratiske stat, der nogensinde har eksisteret, før det stalinistiske bureaukrati vristede kontrollen fra de brede masser. Den var et direkte produkt af arbejdernes og soldaternes organisering, og deres vilje til at kæmpe for et system, hvor det ikke er bureaukrater ejendomsbesiddere, men helt normale mennesker, der er herskere over samfundet.

Anarkister argumenterer for, at vi må afvise magt en bloc. Men hvad ville der være sket, hvis bolsjevikkerne ikke havde etableret en arbejderstat til at undertrykke det russiske borgerskab? Langtfra at have overgået til et statsløst og klasseløst samfund ville magten have faldet i borgerskabet hænder. Historien viser, at der ikke kan eksistere et magtvakuum længe. En revolution åbner for at én klasse, enten borgerskabet eller proletariatet, i sidste ende må konsolidere sin magt. Borgerskabet gør, hvad det kan for at forhindre arbejderklassen i at tage magten og drukne revolutionen i blod. Valget står under en revolution ikke mellem magt og ikke-magt, men mellem socialisme og barbari. Anarkisterne ender derfor med at spille en reaktionær rolle, da deres syn på arbejderstaten som blot endnu et “diabolsk apparat”, i praksis baner vejen for at borgerskabet kan tage statsmagten og knuse revolutionen. Trotskij skrev senere, at hvis “bolsjevikkerne ikke [havde] taget magten, ville verden have haft et russisk navn for fascisme fem år før [Mussolinis] march mod Rom.” (Leon Trotsky, Stalin: An Appraisal of the Man and His Influence, side 599).

Ingen undskyldninger i dag

Bolsjevikkernes erfaringer i kampen mod Bakunins idéer i slutningen af 1800-tallet, og da arbejderklassens i Rusland tog magten i 1917, er en vigtig  lektie for os i dag. De viser at et revolutionært parti, med et teoretisk fundament og med rødder i arbejderklassen, er en nødvendighed under en revolutionær bevægelse. Det var heldigvis en lektie, som mange anarkister lærte i løbet af den russiske revolution, hvor de bedste tilsluttede sig bolsjevikkernes rækker. I årene efter opstod der igen konflikter mellem arbejderstaten og anarkisterne, men emner som Nestor Makhnos bevægelse i Ukraine og oprøret i Kronstadt er uden for denne artikels emnefelt.

Vender vi blikket tilbage på de russiske narodnikker, så kan vi i det midste sige, at de havde en undskyldning for både for deres tro på bøndere og for deres metoder – bønderne var den overvældende største klasse i det russiske samfund, og hverken terrorisme eller velgørenhed havde endnu bevist deres mangler til fulde i praksis. Det samme kan vi ikke sige, når det gælder anarkister i 2021. I dag er arbejderklassen den største klasse på globalt plan og gennem hundreder af revolutionære bevægelser siden 1917, har vi set at manglen på et revolutionært parti, der kan konsolidere den spirende arbejdermagt, ender med at bane vejen for kontrarevolution. Valget i dag er mere end nogensinde mellem socialisme og barbari. Opgaven er at bygge et parti på et solidt teoretisk fundament, der kan lede arbejderklassen til magten.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

De revolutionære arbejdere og soldater støttede sig til deres erfaringer fra 1905-revolutionen og gik straks sammen i sovjetter – en form for udvidede strejkekomitéer. Der opstod ud af behovet for at organisere revolutionen og konsolidere arbejdernes magt. Ukendt fotograf.