På trods af, at Plekhanov endte med at gå over til reaktionen i slutningen af hans liv, så spillede han en uvurderlig rolle i at slå det tidlige bolsjevikpartis teoretiske grundlag fast. | Foto: Ukendt.I 1917 kunne det russiske bolsjevikparti og det tyske socialdemokrati næsten ikke være mere forskellige. Men de var kommet fra samme sted. Hvilke forhold var med til at forme de to partier så forskelligt, og hvad kan revolutionære lære af deres udvikling?
Karl Marx forklarede, at den sociale væren bestemmer vores bevidsthed. Altså, at vores materielle omgivelser helt fra, hvordan vi producerer og reproducerer os som art, til hvilket politisk regime vi lever under, har indflydelse på vores bevidsthed som individer, klasser og som samfund. Et revolutionært parti bliver også påvirket af samfundet omkring det. Her tager vi et blik på de forhold, som var med til at påvirke to af de mest markante partier i mellemkrigstiden. Det var to partier som var født ud af samme bevægelse, med samme teoretiske udgangspunkt, men som blev formet under meget forskellige forhold. De handlede diametralt modsat hinanden, da den revolutionære bølge ramte Europa i kølvandet på Første Verdenskrig. Det ene som revolutionens fødselshjælper, det andet som dens banemand: Bolsjevikpartiet og det tyske SPD.
Født mod strømmen
Det bolsjevikparti, der kom til magten i 1917, var et relativt ungt parti. Ungt i forhold til gennemsnitsalderen på medlemsskaren, men også ungt som parti. Som politisk tendens blev bolsjevikkerne udskilt i 1903, men for alvor først dannet som selvstændigt parti i 1912. Partiets unge alder betød, at mange af medlemmerne af partiets ledelse så at sige var første generation. Vladimir Lenin havde således været i den marxistiske bevægelse siden 1880’erne og været medlem af det russiske socialdemokrati fra dets stiftende kongres i 1898 (her skal læseren være opmærksom på, at alle de socialdemokratiske partier dengang var revolutionære marxister). Den toneangivende del af ledelsen havde selv været med til at bygge partiet op fra grunden. Intet var blevet dem foræret, alt skulle tilkæmpes under zarens brutale diktatur. Disse oplevelser formede i høj grad partiet og dets ledelse.
Marxismen var i første omgang kommet til Rusland, primært ved Georgy Plekanovs hjælp i 1880’erne. Han var lynende intelligent. Som næsten alle andre unge revolutionære på sin tid, startede hans politiske aktivitet i den såkaldte narodnikiske bevægelse. Det var en bevægelse som så bønderne og den gamle russiske landsbykommune (mir) som vejen til en form for socialistisk samfund.
I eksil blev Plekhanov overbevist marxist og gav sig i kast med intensivt at studere de klassiske tekster fra Karl Marx og Friedrich Engels. Han påtog sig, næsten alene med kun en håndfuld støtter i Gruppen til arbejdets befrielse, at føre en ideologisk og teoretisk kamp imod de halv-anarkistiske ideer, som havde præget den russiske revolutionære bevægelse indtil da, og at lægge grunden for et russisk socialdemokrati.
Udefra så projektet håbløst ud for den lille gruppe. De var i eksil, isoleret fra arbejderklassen. Narodnikkerne med deres direkte aktion “her og nu” var langt mere populære blandt unge revolutionære i Rusland.
Denne ideologiske kamp blev starten på det russiske socialdemokrati. Den var betinget af de objektive omstændigheder: Ruslands tilbageståenhed og sene, og kun delvise, industrialisering, som var grundlag for narodnikkernes dominans i den revolutionære bevægelse. I sin samtid var Plekhanovs nye gruppe upopulær blandt stort set alle. Men Plekhanovs tilgang til marxistisk teori, der satte principperne højere end kortsigtede organisatoriske hensyn, blev afgørende for partiets fremtid.
Partiets begyndelse var svær. Men den betød, at ikke bare blev partiet bygget på et stærkt marxistisk grundlag, uden hvilket revolutionen i oktober 1917 havde været umulig, der var også en moralsk eller hærdende effekt af denne begyndelse. Partiet blev bygget gennem teoretisk kamp – imod strømmen – som en lille bitte minoritet imod en numerisk langt stærkere narodnikisk bevægelse. På dialektisk vis betød det en vis indirekte udvælgelse, hvor de unge folk som Plekanovs gruppe efterhånden tiltrak sig – én for én – ikke blot blev tiltrukket af en stor og succesfuld organisation (som det var tilfældet med det tyske socialdemokrati på samme tid, og som vi kommer nærmere ind på senere), men først og fremmest blev de tiltrukket af selve de marxistiske ideer. Disse var folk som Lenin, der kunne tænke selvstændigt, og se at de marxistiske ideer og teorier var værktøjer til at finde en revolutionær vej ud af den desperate situation, som masserne i Rusland befandt sig i. Alle skulle kunne forsvare disse i de mange ideologiske kampe, som den unge marxistiske bevægelse i Rusland var involveret i.
På den måde indlejrede det teoretiske fundament, denne insisteren på teoretisk klarhed, sig så at sige i partiets DNA fra dets begyndelse.
Det tyske socialdemokrati som det store forbillede
For det lille og unge russiske socialdemokrati i slutningen af det 19. århundrede var det tyske socialdemokrati det store forbillede. Det tyske parti var fra start det altdominerende parti i den internationale socialdemokratiske bevægelse – Anden Internationale – der formelt blev dannet i 1889.
Den tyske organisation var imponerende. I 1906 (den første gang hvor et fast medlemstal baseret på kontingent blev talt op) havde SPD 384.327 medlemmer, hvilket steg til lige under en million i 1912. Partiet havde mange tusinde ansatte og 90 dagblade. Det var med andre ord en gigantisk organisation, der så ud til at vokse støt. En velsmurt maskine.
I ord og retorik var det tyske socialdemokrati erklæret marxistisk. Det var også de tyske teoretikere, der var førende i Internationalen, og som de russiske marxister så til: Marx’ kompagnon Friedrich Engels var stadig i live, da Internationalen blev dannet, og Plekhanov havde en vis forbindelse til ham. Efter Engels’ død i 1895 blev Karl Kautsky (“Socialismens Pave”) marxismens fakkelbærer i Internationalen.
På overfladen så den hellige grav ud til at være velforvaret. Det var først med Første Verdenskrigs udbrud, at det blev helt åbenlyst, også for de russiske marxister, hvor teoretisk udvandet det tyske parti var blevet. Ved krigsudbruddet valgte SPD’s rigsdagsmedlemmer at trodse alle resolutioner fra Internationalen og stemme for krigsbevillinger til den tyske kejser.
Lineær fremgang
Dette forræderi mod den internationale arbejderklasse kom som et lyn fra en klar himmel for mange medlemmer af Internationalen. Internationalen brød sammen i netop det øjeblik, da den skulle stå sin prøve. Selvom forræderiet var en overraskelse for mange udenforstående, var det på ingen måde tilfældigt. Det var kulminationen på en længere proces.
I modsætning til det russiske socialdemokrati, havde SPD formet sig i en periode med økonomisk opsving og relativ politisk stabilitet. Partiet, der den gang gik under navnet SAP (Sozialistischen Arbeiterpartei), havde ladet sig opstille ved valgene i Tyskland siden 1877 og oplevet næsten konstant fremgang fra 9,1 % til 34,8 % i 1912. Den tyske arbejderklasse voksede og udviklede sig. Dette gav partiet gode vækstmuligheder og mulighed for at bygge et vidtforgrenet apparat.
Ganske vist indførte Bismarck i efteråret 1878 de såkaldte socialistlove, der ulovliggjorde partiets agitation, symboler og publikationer i et forsøg på at bremse dets fremmarch. Men partiet, som sådan, blev ikke ulovliggjort, og dets medlemmer kunne stadig stille op til valg som enkeltpersoner. Ved lovenes udløb i 1890 (hvorefter partiet antog navnet SPD) måtte det konstateres, at de ikke havde haft den ønskede effekt, og lovene blev ikke fornyet ligesom, at Bismarcks ønske om en skrappere lov blev afvist.
Det havde været muligt for SAP at fravriste arbejdsgiverne og staten bedre vilkår til arbejderklassen, og arbejderklassen kvitterede ved at strømme ind til bevægelsen. Partiets medlemstal steg til over 100.000. Men denne succes, den evolutionære vækst og fokuset på parlamentsarbejde og at blive indenfor de legale rammer havde sin pris. Mens partiet i ord og retorik fastholdt sit marxistiske grundlag, arbejdede især partiets fagforeningsledere bag scenen for at skubbe partiets revolutionære mål ud af dets praksis og i stedet fokusere på de umiddelbart opnåelige økonomiske krav.
Som Bömelberg, fagforeningsleder i SPD, udtalte i 1905, et år der ellers var præget af revolutionære massebevægelser: “For at udvikle vor organisation yderligere, har vi brug for fred i arbejderbevægelsen”.
Men sporene til den politiske degeneration gik længere tilbage. Allerede i forbindelse med grundlæggelsen af SAP så Karl Marx og Friedrich Engels sig nødsaget til at fremføre en sønderlemmende politisk kritik rettet mod partiets ledelse.
SAP var blevet dannet som en sammenlægning af det moderate Allgemeine Deutsche Arbeiterverein (ADAV) ledt af Ferdinand Lassalles og det mere revolutionære Sozialdemokratische Arbeiterpartei (SDAP) med August Bebel og Wilhelm Liebknecht i spidsen. De sidstnævnte stod i tæt forbindelse med Marx og Engels. Og netop Marx og Engels blev overordentligt overraskede, da de så det politiske program, som dannede grundlag for de to tendensers sammenlægning tilbage i 1875: Det berygtede Gotha Program.
Programmet var et tydeligt forsøg på at skyde genvej: Et ønske om at opnå større organisatorisk styrke (gennem en sammenlægning) ved, at den revolutionære strømning under Bebel og Liebknecht gav køb på vigtige politiske principper og teoretisk klarhed.
Dommen fra Marx og Engels var hård. Som Engels skrev “kunne [vi] kritisere hvert ord i dette program, der tilmed er redigeret uden saft og kraft. Det er af en sådan art, at Marx og jeg, hvis det bliver vedtaget, aldrig kan tilslutte os det nye parti, der stiftes på dette grundlag, og vil blive nødt til meget alvorligt at overveje, hvilken stilling vi – også offentligt – bør indtage over for det” (Engels’ brev til Bebel 18.-28. marts 1875).
Men ledelsen af det tyske parti fik held til at overbevise Marx og Engels om, at en offentlig kritik ville skade bevægelsen. Kritikken blev derfor primært holdt internt i passionerede brevudvekslinger og kan i dag findes samlet under titlen “Kritik af Gotha programmet”. Den blev først udgivet af Engels i 1891, og det under ledelsens fordømmelse og protest. Alt det Marx og Engels advarede mod i disse breve – blandt andet opgivelse af internationalismen og illusioner til den borgerlige stat – viste sig i fuld flor ved første verdenskrigs udbrud.
Set i lyset af senere begivenheder kan vi allerede med Gotha-programmet se en tendens, i partiets ledelse, til at betragte målet – formuleret i partiets teoretiske grundlag – som underordnet bevægelsen og dens organisatoriske hensyn her og nu. En tilgang som én af partiets ledende personer, Eduard Bernstein senere skulle videreudvikle under parolen: “Bevægelsen er alt, målet er intet”.
Så mens grunden for Bolsjevikkerne blev lagt i hård kamp mod reaktionen og imod strømmen i teoretisk kamp for klarhed og principper, blev grunden for SPD lagt på det modsatte fundament: under kapitalistisk opsving og på et principielt kompromis.
Politisk ledelse
Da grundlaget for den tyske arbejderbevægelse blev forsøgt udvandet gik Marx og Engels i skarp opposition til det nye politiske program og gav en ubarmhjertig kritik. | Foto: Ukendt. Det tyske socialdemokrati voksede evolutionært, og skridt for skridt, på ryggen af en fremstormende tysk kapitalisme. Det russiske socialdemokrati opererede under markant andre objektive forhold. Det russiske samfund var en fordrejet blanding af kapitalisme, (domineret af de førende imperialistiske lande) og det gamle degenererede feudalsamfund. Feudalsamfundets tilbageståenhed, bureaukrati og spild blev kombineret med kapitalismens skabelse af en arbejderklasse i store urbane centre og konstante økonomiske og sociale rystelser. For at holde de enorme spændinger i samfundet under kontrol og sikre regimets overlevelse, holdt zaren samfundet i et diktatorisk jerngreb og forfulgte alle tegn på opposition med hård repression.
Det betød, at de lokale socialdemokratiske organisationer i Rusland sjældent holdt særligt længe. Zarens hemmelige politi Okrana’en havde spioner overalt. Der gik ofte kun få måneder mellem, at de ledende folk blev arresteret og smidt i fængsel eller sendt til Sibirien.
I modsætning til det tyske socialdemokrati var det i Rusland fuldstændigt umuligt at gennemføre en central administration af de socialdemokratiske grupper rundt om i landet. Bare at få et brev frem var ekstremt vanskeligt og farligt, da det skulle smugles ind.
Den yderst vanskelige kommunikation med kammeraterne inde i Rusland var en konstant kilde til frustrationer hos Lenin og de andre ledere af det russiske socialdemokrati. I modsætning hertil kunne det tyske socialdemokrati handle forholdsvis frit, særligt efter socialistlovenes ophævelse i 1890. Det var på den måde muligt at handle samlet, som én gigantisk arbejderorganisation – en kæmpe fordel sammenlignet med russernes problemer.
Men russernes vanskeligheder havde også afledte positive effekter: I stedet for et snævert organisatorisk fokus, trådte teorien og fremfor alt den politiske ledelse frem. Mange af de ledende folk blev sendt til udlandet for at blive politisk trænet blandt eksilfolkene, under de mere frie forhold i Vesten. Når partiets ledelse, tvunget af de objektive omstændigheder, måtte være i eksil, betød det også, at den var forhindret i at styre det daglige arbejde på jorden i Rusland, fra dag til dag. Ledelsens opgave var at give partiet et fælles teoretisk grundlag, overordnet retning og forståelse af, hvad der var opgaven.
Det var op til kadrerne inde i Rusland at udfylde disse politiske rammer med det konkrete organisatoriske arbejde. Og fordi de ikke var afhængige af dag til dag styring, kunne de gøre det, selvom de var afskåret fra kommunikation i kortere eller længere tid. Denne måde at arbejde på krævede kadrer med højt politisk niveau og handlekraft. Værktøjet til at transmittere ideerne og den politiske retning, til at samle organisationen, var et samlet politisk organ, som Lenin blandt andet argumenterede for i hans glimrende pjece “Hvad må der gøres?”. Det blev konkretiseret i avisen Iskra, smuglet ind fra udlandet.
Sammen med de omskiftelige objektive forhold betød denne ledelsesform – som altså delvist var påtvunget af de objektive forhold – også, at de teoretiske diskussioner i det russiske parti antog langt større vigtighed. De var faktisk en akut nødvendighed i forhold til det daglige arbejde. Teoretiske uenigheder var nødt til at blive tacklet head on. Ideologiske diskussioner og teoretisk afklaring i partiet havde den højeste prioritet. Det i så høj grad, at de mere organisationsfikserede “komitémænd”, der kørte organisationen inde i Rusland, nogle gange klagede over, at eksilfolkene kun beskæftigede sig med abstrakte teoretiske diskussioner.
Behovet for teoretisk klarhed betød, at partiet splittede allerede i 1903 mellem de bløde og de hårde socialdemokrater. De to tendenser skulle udvikle sig til en hhv. reformistisk/småborgerlig strømning og en revolutionær, der endeligt udkrystalliseredes i to partier, Mensjevikkerne og Bolsjevikkerne i 1912.
De samme politiske tendenser udviklede sig i det tyske parti. Men der havde de teoretiske diskussioner (tilsyneladende) ikke de samme konsekvenser i det daglige arbejde. Der udviklede sig en dualisme, hvor teorien og den ideologiske kamp blev adskilt fra praksis, “udliciteret” til en særlig afdeling af partiet, som ikke havde indflydelse på det daglige arbejde. Ledelsen udglattede uenighederne for at holde partiets enhed intakt, koste, hvad det ville. Partiets enhed og fortsatte organisatoriske fremgang blev sat over principperne. Denne uklarhed og principløshed fik fatale konsekvenser, da den tyske revolution brød ud i 1918, fordi der, i modsætning til i Rusland, ikke var et klart revolutionært parti eller en defineret strømning, der kunne blive et parti til at guide massernes bevægelse til en magtovertagelse.
Forfølgelse og kadrer
Inde i Rusland var organisationen i sagens natur meget ustabil med de konstante arrestationer og deportationer. Det betød, at helt nye folk ofte blev kastet ind på posten som lokale ledere for at erstatte de arresterede. Ud over det konstante dræn af erfarne organisatoriske kræfter, var den mere alvorlige konsekvens, at det politiske niveau hele tiden oplevede et nedadgående pres.
Men samtidig var der også den anden side: Substitutionalisme (hvor lederen “overtager” alt arbejdet fra medlemmerne) og selvtilstrækkelige ledere, der søgte at opnå prestige, havde svære forhold. Hele tiden var de under et hårdt pres, og partiet var bestemt ikke en god karrierevej, hvilket virkede afskrækkende for karrieremagere.
De hårde forhold betød også, at nye folk hele tiden blev udfordret, og nye talenter kastet frem for at udfylde det vakuum de arresterede og deporterede efterlod. De objektive forhold med hård repression og forfølgelse tvang med andre ord medlemmerne til at tage initiativ eller at gå under. De skabte hårdføre politiske ledere på alle niveauer.
I det tyske socialdemokrati var det mere fredeligt. Den gigantiske organisation, baseret på den stærke tyske arbejderklasse, var i stabil vækst, også selvom Bismarck havde forsøgt sig med repression. Den herskende klasse kunne kun konkludere, at det var bedre at forsøge at omfavne partiets top og på den måde manipulere bevægelsen, end at konfrontere hele den mægtige organisation – overmagten var simpelthen for stor. Det var denne indsigt, der lå bag socialistlovenes afskaffelse.
Den stabile fremgang betød, at et job i partiet eller i organisationer, fagforeninger eller kooperativer under det, kunne blive en egentlig kilde til en beskeden, om end sikker og prestigefuld, karriere.
Vendt til sin modsætning
Det russiske socialdemokrati var på sin vis barn af den tyske socialdemokratiske bevægelse. Men da den revolutionære bølge ramte Rusland og Tyskland, i kølvandet på Første Verdenskrig, var det to meget forskellige partier, der mødte den. Det ene ledte arbejderklassen til at tage magten i Rusland i 1917. Det andet arbejdede aktivt for at forsvare status quo og smadre den revolutionære bevægelse, da den ramte Tyskland i 1918. Begge var succesfulde i deres forehavender.
I de ovennævnte eksempler er det interessant at se, hvordan ting dialektisk ændrer sig til sin modsætning: På papiret var SPD marxismens forsvarer. Og SPD havde alle forudsætninger for at stå i spidsen for en socialistisk omvæltning i Tyskland. Intet syntes at kunne stoppe internationalens stolthed, det velsmurte tyske maskineri. Men fra at være et værktøj for arbejderklassens befrielse, vendte det sig til et værktøj for den herskende klasse.
De mange prøvelser, som de russiske socialdemokrater derimod gik igennem, hærdede partiet og dets ledelse. De svære forhold skubbede de russiske marxister i retning af at opbygge sig på en måde, der satte politikken og det teoretiske grundlag over organisatoriske hensyn.
De tyske socialdemokrater så med hovedrysten på de russiske socialdemokraters mange teoretiske konflikter, splittelser og interne sammenstød. Hvorfor al den virak over teoretiske spørgsmål, i stedet for at bygge bevægelsen? Til sammenligning var der fred og fordragelighed i SPD (i hvert fald udadtil), og de teoretiske uenigheder fik ikke lov til at stå i vejen for organisationens fortsatte enhed og vækst. Men det hele smuldrede, da det virkeligt gjaldt.
De to partiers diametralt modsatte skæbner illustrerer også, hvordan succes kan vise sig at være den største fare. En organisation med succes har tendens til at gøre mere af det samme. Man opdager ikke så let, at forholdene omkring én gradvist ændrer sig. Ledelsen og dens politik bliver ikke testet.
Nederlag og modgang tvinger derimod en organisation til enten at gå under eller kritisk at eksaminere alt, hvad den gør, dens politik, ledelse og arbejdsmetoder. Som Napoleon påpegede: Slagne hære lærer bedst.
Hvad kan vi lære?
Men betyder ovenstående gennemgang så, at de objektive forhold i Rusland og Tyskland i slutningen af det 19. århundrede på forhånd havde afgjort, at revolutionen ville sejre i Rusland, mens den var umulig i Tyskland? At drage den slutning vil være ren materialistisk fatalisme og har intet med marxisme at gøre.
De objektive, materielle forhold har enorm betydning. Det er for eksempel dem, der bestemmer, hvornår der kommer en revolutionær krise i et givent samfund. De objektive forhold sætter rammerne. Men mennesket, og slet ikke bevidste revolutionære, er ikke blinde aktører, der handler 1:1 efter, hvad de materielle forhold dikterer.
Det illustreres også ved, at der var mange forskellige partier, tendenser og personer, som handlede vidt forskelligt under de samme objektive forhold. Plekhanov, der var afgørende for grundlæggelsen af den russiske marxisme, viste sig komplet ude af stand til at ændre sig med situationen, da partiet skulle udvikle sig videre end småcirkelstadiet i årene efter splittet i 1903. Han endte som tilhænger af den russiske krigsdeltagelse og arbejdede imod arbejderklassens magtovertagelse i 1917.
På den anden side havde vi Rosa Luxemburg, som var i Tyskland og iagttog den politiske degenerering af SPD, førend Lenin gjorde, og arbejdede imod den. Hun fik stor opbakning blandt de mest radikale lag i partiet, for så at danne Tysklands kommunistparti nytåret 1918/19, der på få år kom overordentligt tæt på at tage magten.
Der var intet, der var hugget i sten på forhånd. Men historien viste, at en socialistisk revolution kræver en bevidst magtovertagelse fra arbejderklassen og dermed en bevidst ledelse i form at et revolutionært parti.
Gennem de forskellige eksempler har vi set, hvordan de objektive forhold har stor betydning ved at skubbe et parti i en bestemt retning. Men et revolutionært parti – hvad marxister kalder den subjektive eller bevidste faktor i klassekampen – er netop ikke bare en slave af de objektive forhold. Den kan, ligesom individer, bevæge sig i bestemte retninger, udvikle bestemte egenskaber, uafhængigt af den objektive situation – hvis den gør sig bevidst om disse processer.
Det betyder, at revolutionære i dag, som ikke arbejder under diktatur og i eksil, stadig kan emulere bolsjevikpartiets bedste egenskaber. Vi kan bevidst fokusere på marxistisk teori, forbinde den med den virkelige bevægelse og søge at skabe politisk klarhed. Vi kan tage teoretiske og politiske uenigheder seriøst og ikke feje dem ind under gulvtæppet i håb om, at de nok forsvinder af sig selv. Vi kan trække i nødbremsen, hvis vi fornemmer, at der skydes politiske genveje for at opnå organisatorisk fremgang. Vi kan studere Bolsjevikkernes erfaringer med forskellige typer arbejde og brug af forskellige paroler i forskellige perioder, for at tilegne os disse. Og vi kan bygge en organisation, der udvikler sine medlemmer og aktivt kræver noget af dem, en organisation af kadrer – politiske ledere med højt politisk niveau, som kan handle selvstændigt – uden brug af micro management.
Alt dette er muligt, hvis vi gør det bevidst, OG hvis vi er bevidste om de forskellige pres fra det omgivende samfund, som vi bliver påvirkede af, og som er specifikke for den objektive situation i Danmark, netop nu. Når det er sagt, er det også sandt, at ligegyldigt hvor mange bøger vi læser, er vi dømt til selv at skulle gøre vores egne erfaringer og egne fejl. Men ved at studere teori og arbejderbevægelsens historiske erfaringer, og i særlig grad bolsjevikkernes, har vi mulighed for at rette fejlene hurtigere med færre omkostninger til følge og bruge dem til at styrke organisationen og kampen for en socialistisk fremtid.
