Hvad kan vi lære af Bolsjevikkernes tidlige erfaringer? Hvordan lykkedes det Bolsjevikkerne at udvikle sig fra små, isolerede grupper af marxister til et masseparti, der var i stand til at stå i spidsen for den socialistiske revolution?
I 1935 da Trotskij diskuterede udfordringerne for udviklingen af fjerde Internationale skrev han: ”Ethvert arbejderklasseparti, enhver fraktion, går i sine indledende faser igennem en periode af ren propaganda, dvs. skolingen af deres kadrer.” Denne første fase var afgørende for Bolsjevikpartiets succes i 1917. Det var her, de lagde det teoretiske fundament og opbyggede et kadreparti af professionelle revolutionære, som var udslagsgivende for den russiske revolutions succes.
Bolsjevikpartiet og den russiske marxisme startede som små, isolerede grupper af marxister rundt omkring i Rusland, der dannede læsegrupper og studerede marxistisk teori og perspektiverne for arbejderklassen i Rusland. I takt med at industri og teknologi fra de udviklede kapitalistiske lande blev importeret til et ellers tilbagestående Rusland, og i takt med at arbejderklassen voksede, fulgte de marxistiske idéer med. Men marxisterne var få under kapitalismens fremgang i Rusland. De var isolerede, og de var på ingen måde en kraft, der var i stand til at påvirke begivenhedernes gang. Den afgørende lektion fra den russiske revolutions sejr i 1917, er nødvendigheden af tilstedeværelsen af det revolutionære parti. Men Bolsjevikkernes opbygning af de nødvendige, marxistiske kræfter i Rusland var årtier in-the-making og deres opgave bestod i tålmodigt at udvikle partiet i kvalitet og kvantitet – i størrelse og i idéer.
I dag ser vi, på verdensplan, hvordan unge og arbejdere radikaliseres og politiseres på stor skala. Marxistiske og socialistiske idéer bevæger sig ind i bevidstheden hos flere og flere af de mest bevidste arbejdere og unge. En socialistisk revolution, i Danmark og i resten af verden, kan kun lade sig gøre, hvis det store flertal af arbejdere vindes over til et revolutionært, socialistisk program. En socialistisk revolution vil kun være mulig, med den aktive involvering af det store flertal af arbejdere og unge. Så hvordan udjævner vi den kløft, der er imellem de organiserede, marxistiske kræfter i dag og de millioner af arbejdere, der udgør arbejderklassen som helhed? Det indeholder Bolsjevikpartiets spæde begyndelse vigtige lektioner om.
Den russiske marxismes første år
I 1883 dannede Georgi Plekhanov, der generelt anses for at være den russiske marxismes fader, “Gruppen for Arbejdets Befrielse”. Adgangen til Marx’ og Engels værker var dybt begrænset i denne periode, eftersom materialet ofte enten var ulovligt eller censureret, hvilket gjorde selv det mest basale arbejde umådelig udfordrende. Den russiske klassekamp var stadig i sine aller tidligste stadier, og gruppens idéer havde næsten ingen medvind blandt arbejderne på fabrikkerne. Samtidig måtte turbulente teoretiske kampe rejses mod Narodnikkerne – en politisk tendens, der havde baseret sig på en blanding af anarkistiske og liberale idéer, med individuelle terroraktioner og appel til bondeklassen som metode. Det var den politiske tendens, der havde domineret den revolutionære kamp mod tsar-styret i den forhenværende periode.
De første mange år forblev gruppen isoleret og lille i antal, fuldstændig modsat den eksplosive vækst, der foregik i andre arbejderpartier i Europa. Arbejderlederne i vesten var skeptiske for perspektiverne om, at bygge et socialistisk masseparti i Rusland. Men Plekhanovs organisation var, trods deres ydmyge størrelse med en lille håndfuld medlemmer, startskuddet til, hvad der år senere ville blive det første parti nogensinde til at lede arbejderne og bønderne til sejr, ikke kun mod tsaren, men for en arbejderstat.
Trods deres størrelse, få erfaringer og lettere primitive metoder var de første teoretiske kampe på den marxistiske venstrefløj afgørende for den senere udvikling af Bolsjevismen. Organisationens rekruttering og mobilisering foregik primært ved gradvist at vinde enkelte kammerater til organisationen, og ved at uddanne kadrer. Gruppens eneste styrke var deres idéer, og fordi de i de første år var så isolerede, hang organisationen sammen, primært i forlængelse af tætte politiske, personlige forbindelser og en stærk fornemmelse for en fælles sag. Organisationens første år gik med langsom, teoretisk forberedelse og deres forhold til arbejderklassen forblev på et abstrakt plan – arbejderklassen blev diskuteret og teoretiseret, men de var ikke i stand til at forbinde sig eller påvirke den.
Deres tålmodige arbejde ville senere vise sig at give afkast. I takt med at den ujævne, men intensive udvikling af kapitalismen og dermed arbejderklassen i Rusland tog fart, opstod en ny generation af unge, der blev radikaliseret og i stigende grad søgte radikale, politiske alternativer. Og det var blandt dem, at gruppen begyndte at vinde støtte og få autoritet. Samtidig begyndte enkelte, isolerede strejker at bryde ud i Rusland i 1880’erne. Disse strejker var et spirende bevis for, at de russiske arbejdere var begyndt at blive bevidst om sig selv som klasse og deres specielle rolle i samfundet. Arbejderne begyndte at gøre sig erfaringer, selv fra de kampe de tabte. Men den spontane, uorganiserede karakter af strejkebølgen, gjorde behovet og nødvendigheden for en revolutionær ledelse tydelig og presserende.
Propaganda og agitation
Propaganda og agitation er for det revolutionære parti to kraftfulde og uundværlige værktøjer. Sammen kan det kanalisere den revolutionære vrede som uundgåeligt vil opstå i arbejderklassen under kapitalismen, imod kapitalistklassen. Den herskende klasse genererer selv hvert år en strøm af agitation og propaganda, men med formål at forvirre og splitte arbejderklassen. Med propaganda og agitation kan man på et marxistisk, uafhængigt arbejderklassegrundlag væbne arbejderklassen med revolutionens videnskab og kæde det sammen med arbejdernes daglige erfaringer. For det revolutionære parti kan agitation betyde en systematisk, frugtbar og fokuseret måde at udbrede sine ideer, indflydelse og tilstedeværelse, på en åben og bred måde, til masserne.
Agitation betyder fokus på en enkelt begivenhed eller en enkelt modsætning. Her skal man bestræbe sig på, at gøre enkelte idéer tydelige og håndgribelige for en stor mængde mennesker. Marxistisk og revolutionær agitation udpensler blandt andet det modsætningsfulde forhold mellem stigende elendighed og fattigdom for arbejderklassen, og den voksende rigdom og luksus for kapitalisterne, med udgangspunkt i arbejdernes daglige erfaringer. På den måde er agitationens funktion, at vække den retfærdiggjorte vrede og uretfærdighedsfølelse til live blandt arbejderne. Agitation der knivskarpt udstiller borgerskabet og understreger arbejderklassens kamp, kan altså være et værktøj til at mobilisere til kamp mod borgerskabet, samt popularisere og konkretisere det marxistiske program. Det kan fx være paroler om en nedsat arbejdsuge eller en pensionsreform, der tilgodeser arbejderklassen.
Propaganda er, når man forklarer mange idéer til få mennesker – det fulde socialistiske program og dets filosofiske og videnskabelige sammenhæng. På det nuværende stadie i vores projekt med at bygge de revolutionære kræfter i dag, er det propaganda, der fylder mest, selvom behovet og nødvendigheden for agitationsarbejde åbner sig mere og mere op. Og det er fordi Revolutionære Socialister på nuværende stadie befinder sig i en forberedende periode og ikke i en periode, hvor enorme kræfter bliver trukket ind i vores organisation.
Det er ikke nok bare at forklare arbejdere at de er undertrykte, og at deres forhold er antagonistiske til kapitalisternes. for at forstå den periode vi befinder i nu, en periode, der skal forberede os på den revolutionære situation, der ligger forude, bliver propaganda et centralt spørgsmål. Om det handler om eksponering, analyse af forskellige bevægelser eller samfundet som helhed, er propaganda en vigtig del af kampen mod borgerskabet og deres filosofiske og ideologiske greb om arbejderklassens bevidsthed, men allervigtigst for uddannelse af de revolutionære kadrer.
En kadreorganisation er grundlæggende et erfarent lag af revolutionære, som på baggrund af deres teoretiske forståelse, er i stand til effektivt at danne og udvide organisationen, når forholdene gør det nødvendigt og muligt. Mest hyppigt bliver udtrykket brugt i militærsammenhænge, til at beskrive nøglegruppen af personale, som bliver brugt til at oprette og træne nye grupper af militære enheder når behovet byder sig. Kadreorganisationen er altså en dynamisk funktion, hvis formål er at bygge seriøse, revolutionære kræfter på det mest organiserede niveau muligt.
Uden revolutionær teori kan der ikke være en revolutionær bevægelse, fordi uden teori kan man ikke dissekere de reaktionære “forklaringer og analyser”, borgerskabet forsøger at pådutte arbejdere. Uden teori, propaganda og grundig skoling af de enkelte kadrer, kan man som organisation ikke sammenkoble de enkelte angreb på arbejderklassen, med det overordnede og historiske behov for at omvælte kapitalismen. Uden den kan man ikke forklare den socialistiske revolutions nødvendighed.
“Propagandaperioden” er altså en tid med en stærk indsats for, at træne de mest avancerede lag af unge og arbejdere i den marxistiske teori – at uddanne kadrer. Samtidig er det også en fatal og arrogant fejl, at tro at agitation kun er for de brede masser, og at propaganda kun er for det avancerede mindretal. Unge og arbejdere alle steder leder efter en sammenhængende forklaring på samfundets falliterklæring – og det kan marxismen give dem. De spørgsmål der behandles af socialistisk propaganda er ikke akademiske, men er spørgsmål, der påvirker de brede massers liv dybt.
Propagandacirkler
Forholdende for at lave revolutionært arbejde i Rusland var svære, farlige og foregik primært i undergrunden. ”Propagandacirkler” blev opstillet rundt omkring i fabriksdistrikterne i al hemmelighed, og eksponerede små grupper af arbejdere for marxismens basale idéer. Disse små studiekredse, ofte under dække af at være ”søndagsskoler”, begyndte at springe frem overalt i de større byer, selvom de ingen rigtig forbindelse havde med hinanden. Det ville vise sig at være rugekassen til en ny generation af revolutionære arbejdere og unge – mange som år senere ville blive en del af den revolutionære ledelse i form af Bolsjevikpartiet.
Den tilgængelige mængde litteratur var begrænset. Marx’ Kapitalen var ironisk nok undsluppet tsarens censur, fordi den blev vurderet til at være for abstrakt og or svær at forstå, til at udgøre en reel trussel. Kapitalen blev altså lystigt delt og diskuteret i disse små kredse af spirende revolutionære – et slående bevis på, at arbejdere er mere end modtagelige over for avanceret teori.
De første frø var blevet plantet og opgaven for de revolutionære bestod i, at opbygge bevægelsen fra bunden, ud af ingenting. De måtte tålmodigt forklare, argumentere og overbevise enkelte arbejdere og unge, i en langsom, rutinepræget proces, hvis nødvendighed på dette stadie på ingen måde kan overdrives. Havde det ikke været for det fundament, der blev lagt i denne periode, med tålmodig og grundig skoling af revolutionære kadrer, var Bolsjevikpartiet aldrig blevet den styrke de var, da det for alvor gjaldt i oktober 1917. Grupper ligesom Plekhanov’s ‘Gruppen for Arbejdernes Befrielse’ sprang op i mange byer, hvor blandt andet en ung mand ved navn Vladimir Ulyanov (senere kendt som Lenin) blev rekrutteret, og begyndte sit politiske liv i Sankt Petersborg.
Fordi at den generelle klassekamp begyndte at få massekarakter, strejkebevægelsen blev intensiveret og klassekampen spidsede til, begyndte marxisternes arbejde at få en bredere, mere agiterende karakter. Gennem brug af revolutionære, demokratiske minimumskrav, som f.eks. kravet om en 8-timers arbejdsdag, var de i stand til at samle større kræfter omkring deres program. Situationen i den russiske klassekamp var skiftet til noget radikalt anderledes end i den forhenværende periode, hvilket introducerede både muligheden og nødvendigheden af, at de revolutionære skiftede strategi, og ikke sad fast i gamle rutiner med tålmodig propaganda og skoling af de enkelte kammerater. Det var altså udviklingen og forholdene i den russiske kapitalisme, som banede vejen for at de forskellige revolutionære grupper kunne gå fra at være isolerede, små propagandacirkler, til at udføre agitationsarbejde på masseskala og påbegynde overgangen til et rigtig socialistisk parti. Her var det fuldstændig afgørende at deres fokus skiftede fra primært udvikling af kadrer internt, til at vende deres arbejde udadtil mod arbejderne. Men de forskellige marxistiske grupper rundt omkring i Rusland var isolerede og ikke samlet omkring et fælles program.
Fra propaganda til agitation
‘Petersborg-Socialdemokraterne’ hvor Lenin var organiseret, begyndte at have kontakter og kammerater i alle de store fabrikker og i alle de store arbejderdistrikter. Arbejdet havde været igangsat af en gruppe unge studerende, men klassesammensætningen i organisationen begyndte at ændre sig, og flere og flere arbejdere tilsluttede sig. Gruppens metode var at opstille studiecirkler af arbejdere på fabrikkerne. Her udviklede de enkelte arbejderkadrer sig teoretisk, til et punkt hvor også de fik ledende roller, og selv startede nye studiekredse. Igennem disse mekanismer blev netværket af arbejderkadrer større og større.
I 1895 havde ‘Petersborg Socialdemokraterne’ mellem 10 og 16 medlemmer, som organiserede arbejdet med 20-30 studiekredse af arbejdere, som hver især havde mellem 100-150 kontakter. Ved udgangen af samme år var gruppen aktive i stort set alle de vigtige arbejderdistrikter og Sankt Petersborgs Kampforbund for Arbejdets Befrielse (navnet blev udviklet i solidaritet med Plekhanovs gruppe) blev dannet, som en sammenslutning af de forskellige studiecirkler i Sankt Petersborg.
Gruppen opstillede en arbejdsfordeling, der var delt op i finanser, kontaktarbejde med andre revolutionære grupper i Rusland, udgivelsen af pjecer og udvikling af kadrer. Lederne af gruppen var Vladimir Lenin og Julius Martov. I takt med at strejkebevægelsen intensiverede, voksede gruppen i størrelse og i metoder. De var i stand til at udbrede deres agitatoriske arbejde igennem distribuering af politiske pamfletter og uddeling af løbesedler, som de fik udbredt gennem deres netværk af kadrer på fabrikkerne. Det skabte et massivt momentum for gruppen, som blev i stand til at organisere større og større møder og vinde flere og flere kammerater.
Den strejkebevægelse, der strømmede ind over Rusland i 1890’erne, ville vise sig at blive en afgørende, forberedende begivenhed, der uddannede og forberedte store lag af arbejdere og marxister på fremtidens kampe. Det er afgørende at forstå, at den forhenværende periode med uddannelse af de revolutionære kadrer, var fundamentet hvorpå organisationens agitatoriske succes kunne udfolde sig.
De politiske pamfletter, gruppen distribuerede, havde en enorm effekt og en af gruppens største udfordringer var, at møde efterspørgslen på litteratur til arbejderne i de voksende studiekredse. Særligt nyligt rekrutterede kammerater kastede sig helhjertet ind i den agitatoriske kamp og den energi og entusiasme betød, at gruppen var i stand til at lave arbejde, der rakte langt ud over deres egentlige størrelse.
Men dette skift i taktik og metode i gruppen, blev ikke mødt uden modstand. Visse lag af ældre kadrer var blevet rutineprægede og konservative i deres tilgang til organisering, særligt veteranerne fra Plekhanovs gruppe. Undergrunds- og propagandaarbejdet var for dem nærmest blevet en levemåde – en levemåde med livet som indsats, og de mange år som en isoleret politisk gruppe og den medfølgende småcirkelmentalitet, der havde præget deres forhenværende arbejde, havde sat sine spor. Illegaliteten af gruppen og de svære forhold de arbejdede under, spillede naturligvis også en rolle i det udsyn, som prægede gruppen på dette tidspunkt.
Organisationen var ikke længere et sted, hvor alle kendte alle. Mange af de ældre veteraner i gruppen advarede imod den agitatoriske tendens af frygt for, at det ville underminere det teoretiske arbejde, og desuden også føre til massearrestationer, hvilket ville vise sig at være sandt. Bekymringerne omkring undermineringen af det teoretiske aspekt var heller ikke uberettiget, og senere ville man se samme tendens i den modsatte fløj, hvor at de såkaldte økonomister – en opportunistisk tendens på den russiske venstrefløj, blev forblændet af den agitatoriske succes og dermed afviste den politiske og teoretiske kamp fuldstændigt, til fordel for agitatoriske økonomiske krav, som skulle rejses spontant, uden indblanding eller vejledning fra de revolutionære kadrer. Men havde det ikke været for dette opgør med de gamle metoder og småcirkelmentaliteten hos visse lag af organisationen, havde de revolutionære aldrig været i stand til at brede sig ud i arbejderklassen, og ville have degenereret til en politisk sekt.
Gruppens voksende autoritet og den eksplosive effekt, det agitatoriske arbejde havde på arbejderne i fabrikkerne, blev også bemærket af tsarens politi. Det resulterede i en lang periode med anholdelser af organisationens ledende medlemmer, og mange blev sendt i eksil.
Iskra
I 1900 var Lenin i eksil i Sibirien og Plekhanov i Schweiz. Lenin forstod, at der var behov for at bygge en organisation omkring en marxistisk avis, som kunne forbinde og organisere de revolutionære grupper og netværk rundt omkring i Rusland på et fælles marxistisk program. Sankt Petersborg Kampforbundet og Gruppen for Arbejdets Befrielse udgav i samarbejde samme år, med både Plekhanov og Lenin i redaktionen, avisen med navnet Iskra, hvilket betyder Gnisten.
Avisen indeholdte teoretiske polemikker imod de revisionistiske og opportunistiske tendenser, der havde udviklet sig i forskellige afgrene på den russiske venstrefløj. Avisen blev en succes, præcis fordi den leverede, hvad der havde manglet i den russiske arbejderbevægelse i de forhenværende år, med politisk reaktion og organisatorisk forvirring på venstrefløjen. Avisen var i stand til reflektere arbejderklassens liv og kampe, med både artikler om den internationale arbejderbevægelse, tsar-styrets forbrydelser mod arbejderne og teoretiske artikler. Den var i stand til at bevæge sig væk fra udelukkende teoretiske spørgsmål, uden at falde i den opportunistiske grøft af ren agitation, som økonomisterne forsøgte at forsvare. Samtidig forbandt den arbejdere i forskellige dele af Rusland, som kunne læse beretninger om begivenheder, der foregik langt væk. Den hævede udsynet over de lokale kampe, og kædede dem sammen med den generelle kamp mod systemet. Avisen var også en organisator. Dens funktioner var både at udbrede propaganda, agitere og organisere de revolutionære. Den havde til formål at strømline og samle de lokale aktiviteter i arbejderdistrikterne, på en generel måde så, der kunne opbygges en centraliseret, slagkraftig revolutionær organisation.
Avisen og Lenins arbejde i særdeleshed demonstrerede det dialektiske forhold mellem teori, propaganda og agitation. Han forklarede hvordan de få marxistiske kræfter, der var til stede i Rusland, kunne vinde de mest avancerede lag af arbejderklassen, og på den måde vinde resten af arbejderklassen. Lenin understregede eftertrykkeligt behovet for, at træne arbejderkadrer med en klar forståelse for marxistisk teori, der kunne række udover militante fagforeningskrav. Skulle det lykkedes at bygge et masseparti i Rusland, var det nødvendigt at bryde med de uformelle metoder, fra perioden hvor de baserede sig udelukkende på propaganda. Der var en presserende behov for, at professionalisere de enkelte revolutionære grupper rundt omkring i Rusland, som før ikke havde været organiseret omkring et fælles program.
Iskra-tendensen blev gradvist bygget op, ved tålmodigt arbejde omkring avisen selv. Den startede som en månedlig udgivelse, men blev senere til en udgivelse, der udkom hver anden uge. Langsom opbyggede de et netværk af arbejdere på fabrikkerne og i byerne, der distribuerede avisen, lavede systematiske indsamlinger, forbandt sig med forskellige arbejderorganisationer og udviklede en stabil periferi af sympatisører. Under farlige og svære forhold i undergrunden, satte disse folk sig for at bygge et rigtig marxistisk tendens i Rusland. Lenins teori om ”avisen som en organisator” viste sig i praksis. Avisen var et samlingspunkt for alt arbejde i tendensen. På denne måde var de i stand til langsomt at vinde forskellige grupper og komiteer over til deres arbejde omkring Iskra. Det var starten på at få den russiske marxisme ud af sine første stadier med små, revolutionære kredse, til et stadie der kunne lægge fundamentet for et rigtigt marxistisk arbejderparti.
Det revolutionære partis nødvendighed
Årene der fulgte etableringen af det Revolutionære Russiske Socialdemokrati og etableringen af Iskra, frem til revolutionen, bød på mange kampe og udfordringer, som betød at bolsjevikkerne var nødt til at bryde med tendenser i deres eget parti. Disse organisatoriske og teoretiske kampe på venstrefløjen var alle nødvendige for, at bolsjevismen kunne udvikle sig i sin færdige form, og at Bolsjevikkerne var i stand til at lede arbejderne til sejr i oktober 1917. Men det massive, tålmodige arbejde der blev lavet under den russiske marxismes tidlige år, særligt uddannelsen af de revolutionære kadrer, bliver ofte overset eller underkendt, selvom at bolsjevismens revolution ikke kunne have været den foruden. Den russiske revolutions sejr var årtier in-the-making, og på mange måder består størstedelen af en revolutions succes i præcis det tålmodige arbejde, som blev udført af dedikerede marxister i det revolutionære partis tidlige stadier. Den tilstrækkelige revolutionære ledelse kunne ikke have eksisteret foruden det fundament, der blev lagt i propagandaperioden, som satte barren for det høje teoretiske og politiske niveau og uddannede de dedikerede og seriøse kadrer, som var bolsjevikkernes grundlæggende styrke.
Men havde de ikke været i stand til at bevæge sig udover dette stadie af ren propaganda, da den objektive situation og udviklingen i klassekampen tillod det, havde de russiske marxister heller ikke været i stand til at forbinde sig med arbejderne. Det revolutionære parti har i alle perioder og alle stadier i klassekampen, til opgave omhyggeligt at analysere bevægelsernes tilstand, at være i stand til at se de progressive tendenser, der manifesterer sig blandt masserne, og forsøge at oprette forbindelse mellem dem og den revolutionære sag. Er de revolutionære i stand til det, kan de mindste politiske kræfter med de rigtige idéer, blive et revolutionært masseparti. Bolsjevikkerne var i stand til at navigere i klassekampen som den udfoldede sig på grund af deres teoretiske fundament, og på en måde som gjorde dem i stand til at udnytte alle muligheder for at styrke deres kræfter. Det tålmodige arbejde med uddannelsen af de revolutionære kadrer, betød at partiet var bygget op af målrettede, professionelle revolutionære som kunne forklare arbejderne sammenhængen mellem deres liv og deres kampe, med arbejderklassens historiske opgave i at vælte kapitalismen.
Spørgsmålet om, hvordan man når masserne og mobiliserer de nødvendige kræfter i det revolutionære parti, har altså været et centralt spørgsmål siden den socialistiske arbejderbevægelsens begyndelse og er det stadig den dag i dag. Forud for en succesfuld revolution, vil der være en periode med udviklingen af de marxistiske perspektiver, uddannelsen af de revolutionære kadrer og afklaring af udfordringer, opgaver og perspektiver der ligger forude. Her kan vi drage afgørende erfaringer fra Bolsjevikkerne. I takt med, at krisen i kapitalismen bliver dybere, historien accelererer og store begivenheder begynder at udfolde sig, vil et bredere og bredere lag af unge og arbejdere blive skubbet ud i politisk aktivitet og vil blive åbne overfor marxistiske idéer, i deres forsøg på at finde en vej ud af systemets blindgyde og elendighed. I sådan en periode vil det være marxisters vigtigste opgave, at forbinde sig med disse folk.
