Mikhail Kuzmin
I marts 1934 genkriminaliserede Stalin homoseksualitet i hele Sovjetunionen. Fra da af kunne enhver, der var involveret i homoseksuelle aktiviteter blive sat i fængsel i tre til fem år.
I de tidlige år efter Den Russiske Revolution var homoseksualitet dog blevet legaliseret – noget, der kun i ringe grad findes omtalt i de i de officielle kommunistpartiers litteratur efter 1934.
Vore dages stalinister, der baserer sig på Stalins regime, har meget at forklare.
I 1922 blev homoseksualitet legaliseret i det revolutionære Sovjetrusland, hvilket på dette område gjorde det til et af de mest fremskredne lande. Alt imens Storbritannien og USA stadig indespærrede homoseksuelle, kunne homoseksuelle mænd leve åbent med deres partner i Rusland. England legaliserede ikke homoseksualitet før 1967, hvor deres rettigheder stadig var begrænsede, og det var først i år 2000, at det blev fuldt legaliseret! I USA blev homoseksualitet før 1962 betragtet som en forbrydelse i alle stater, og det blev straffet med fængsel; i Idaho risikerede man endda livstidsdomme.
Illinois var den første stat, der afkriminaliserede seksuelt samkvem mellem personer af samme køn med gensidigt samtykke i 1962, men det var først i 2003, at den sidste stat – omsider – ikke længere betragtede homoseksualitet som en forbrydelse i USA. Spanien afkriminaliserede homoseksualitet i 1979 efter Franco-regimets fald; Canada og Vesttyskland gjorde det lovligt i 1969, Østrig og Finland i 1971, Norge i 1972 og Irland i 1993
Jeg skriver en længere artikelserie om afkriminaliseringen af homoseksualitet i Rusland efter Oktoberrevolutionen; hvordan homoseksualitet som konsekvens heraf blev betragtet; hvordan den bureaukratiske degenerering af Den Russiske Revolution langsomt kvalte den frihed, som de homoseksuelle havde vundet og endelig om processen frem til genkriminaliseringen i 1934. I denne artikel vil jeg derfor ikke behandle disse spørgsmål i detaljen.
I 1930’erne efter kriminaliseringen af homoseksualitet i Sovjetunionen gennemsyrede homofobi den stalinistiske Kommunistiske Internationale, og i næsten alle de lande hvor stalinistiske regimer fik magten, blev homoseksualitet kriminaliseret, fra Østeuropa til Kina til Cuba. Dette begyndte først at ændre sig under pres fra den voksende bevægelse, der kæmpede for homoseksuelles rettigheder – særligt på baggrund af 1968-bevægelsen.
Dette har dog ikke altid været tilfældet. I 1933, før Hitlers regime, støttede Kommunistische Partei Deutschlands (KPD: Tysklands Kommunistiske Parti) homoseksuel frigørelse, og det ville have været utænkeligt for partiets medlemmer, at de selv samme anti-homoseksuelle love, som blev introduceret af Hitler, skulle blive adopteret af Stalin.
Et hurtigt kig på 1920’erne viser, at der i de tidlige år var en generel anfægtelse af de gamle værdier, som havde domineret det russiske samfund under zaren. Familielovgivningen blev ændret fra; at mænd var familiens overhoved til, at der var lighed mellem kønnene. Mænd og kvinder blev erklæret lige, skilsmisse blev gjort let tilgængeligt, abort blev legaliseret og så videre. Det var i denne kontekst, at homoseksualitet blev legaliseret.
Det er også rigtigt, at der var to tendenser tilstede i sovjetsamfundet i de første år: Der var en revolutionær tendens, der sigtede mod at ændre samfundets strukturer radikalt; men der var også en underliggende konservativ tendens, et udtryk fra det svundne gamle samfund, og et udtryk for den småborgerlige natur hos den kaste af bureaukrater, som var ved at opstå.
Der var forsøg på at opbygge fælleskøkkener, fællesboliger, fællesvaskerier, at give mulighed for gratis børnepasning og mange andre forandringer, som skulle gøre livet lettere – særligt for kvinder. Imidlertid betød den begrænsede udvikling i økonomien, at de nødvendige ressourcer, for at dette kunne blive en permanent virkelighed, ikke var til stede.
At revolutionen var blevet isoleret i et enkelt land, der tilmed var tilbagestående, betød at springet frem mod et reelt kommunistisk samfund ikke var muligt, og at andre mere konservative tendenser i sidste instans blev fremherskende. De traditionelle værdier begyndte at krybe tilbage ind i samfundet. Lad os ikke glemme, at det især i statens embedsværk stadig var det samme gamle konservative og småborgerlige lag, som styrede. Da revolutionens totale isolation blev tydelig, svandt håbet om en international revolution, der kunne redde de sovjetiske arbejdere, og det forsvandt til sidst helt fra millioner af sovjetborgeres bevidsthed.
Under disse forhold kan man se en ændring i muligheden for at debattere forskellige meninger. I de tidlige år var der oprigtig debat i pressen, hvor der til tider blev udtrykt meget modsatrettede meninger. Dette kunne også ses indenfor kunst og litteratur. Men allerede fra de tidlige år var der et andet lag; nemlig de middelmådige nulliteter, dem der ikke var i stand til at have selvstændige tanker; spytslikkere og nikkedukker. Dette lag var kun interesseret i at blive set som de perfekte partiaktivister, der altid udførte den “korrekte linje”. Denne linje blev imidlertid ikke længere lagt efter oprigtig åben debat, sådan som det var tilfældet, da Lenin og Trotskij ledte Bolsjevikpartiet. Nu skulle partilinjen indlæres som en remse, der kom oppefra og ned.
I denne atmosfære begyndte de konservative synspunkter, der gennemsyrede bureaukratiet, langsomt at stadfæste sig som de eneste acceptable synspunkter. Det er ikke en proces, der fandt sted fra denne ene dag til den anden, men strakte sig over flere år: Flere og flere konservative synspunkter kom til udtryk, som årene gik.
Det skulle få en enorm indflydelse på behandlingen af homoseksuelle. Allerede forud for den egentlige kriminalisering af homoseksualitet i 1934 havde regimet under Stalin gjort livet vanskeligere for de homoseksuelle.
Kuzmins skæbne
En prominent skikkelses skæbne, Mikhail Kuzmins, en berømt digter og forfatter, fremhæver denne proces. Han var åbenlyst homoseksuel og havde skrevet mange værker før revolutionen. Hans mest berømte var Vinger fra 1906: historien om en ung mand der opdager sin egen homoseksualitet. Kuzmin bød Den Russiske Revolution velkommen og blev – sammen med andre forfattere såsom Alexander Blok og Vladimir Majakovskij – medlem af præsidiet for Kunstnernes Sammenslutning i Petrograd.
I 1928 nød Kuzmin dog langt mindre frihed. Det var året for hans sidste offentlige oplæsning, som fandt sted på Institut for Kunsthistorie. Selvom tilladelsen til begivenheden var i hus, var opreklamering ikke tilladt, og kun inviterede måtte deltage. Trods forsøg på at kvæle begivenheden, var auditoriet fyldt med folk stående i gangene og siddende på gulvet. Heraf var mange selv homoseksuelle.
I 1929 udgav Kuzmin et markant værk, Ørreden bryder isen; en række digte om en homoseksuel kærlighedsaffære. Dette skulle blive hans sidste udgivelse, da ingen af hans efterfølgende værker nogensinde blev udgivet i Sovjetunionen. Men det var ikke enden på personforfølgelsen af Kuzmin.
I 1931 blev hans lejlighed gennemsøgt af det hemmelige politi. Før razziaen var hans partner, Yuri Yurkun, blevet presset af GPU til at stikke Kuzmin. I 1933 solgte Kuzmin sine dagbøger til Statens Litterære Museum. Museets direktør, V. D. Bonch-Bruevich, blev udspurgt om, hvorfor han havde købt så ”ualmindeligt værdiløst” materiale, og herefter fulgte en udrensning af museets ansatte. Dette skete alt sammen før den egentlige genkriminalisering af homoseksualitet i 1934.
Kuzmin var så “heldig” at dø af naturlige årsager i 1936. Hans partner var knapt så heldig. I 1938 blev han arresteret, afhørt i syv måneder og herefter henrettet efter at være blevet dømt for kontrarevolutionære aktiviteter.
Kontrarevolution i ord og gerning
1920’erne var en tid med gradvis bureaukratisering. Venstreoppositionen, ledet af Trotskij, kæmpede for at stoppe dette. Men i 1930’erne havde stalinbureaukratiet den fulde kontrol, og den politiske kontrarevolution var tilendebragt. I denne proces fra starten af 1920’erne og op gennem 1930’erne blev titusindvis af oprigtige bolsjevikker arresteret på baggrund af opdigtede anklager, slæbt til gulaglejrene og tvunget til arbejde under horrible forhold, indtil de bogstaveligt talt faldt døde om. Andre blev tortureret til at tilstå de mest absurde forbrydelser og derpå uden videre skudt. Det var en ensidig borgerkrig, hvor bureaukratiet havde alle midlerne til fysisk at eliminere den forsvarsløse opposition.
Alt dette blev fremstillet som en kamp mod en borgerlig kontrarevolution. Men dette var blot en måde at skjule, hvad de virkelig gjorde. I denne degenerationsproces rejste et privilegeret bureaukrati sig over arbejderne. Mens det stadig forsvarede den statsejede planøkonomi, fjernede bureaukratiet alle elementer af ægte arbejderdemokrati, som havde hersket i revolutionens tidlige år.
Under disse forhold var ingen kritisk tænkning tilladt. At tillade denne slags tænkning ville have betydet et forsvar af arbejderdemokratiet, noget bureaukratiet ikke kunne tolerere. Hvis arbejderne havde magten til at vælge- og tilbagekalde deres repræsentanter samt pålægge dem arbejderlønninger, ville bureaukratiet som privilegeret kaste være truet. Bureaukratiet skabte en atmosfære, hvor formodede kontrarevolutionære kunne findes i hver en afkrog af sovjetsamfundet. Dette var et kritisk øjeblik i Sovjetunionens udvikling: Den negative påvirkning af den tvungne kollektivisering af landbruget kunne mærkes, og bureaukratiet var bekymret for et reelt fald i befolkningstallet.
Derfor skiftede alting hen imod at promovere den borgerlige familie som grundlaget for produktionen og arbejdskraftens reproduktion. Med dette kom idealiseringen af moderskabet i en sådan grad at mødre, der fik flere end syv børn, fik økonomiske incitamenter, meget lig hvad Mussolini og Hitler indførte i samme periode. Derfor blev abort gjort ulovlig og skilsmisse gjort langt mindre tilgængeligt. Som vi kan se, er dette den endelige triumf for de tilbagestående traditioner fra det gamle Rusland legemliggjort i bureaukratiets fordomme. Og disse fordomme nåede hele vejen op i toppen af bureaukratiet – helt op til Stalin selv.
På samme tid blev en stor udrensning af såkaldte kontrarevolutionære elementer gennemført i hele landet. Terrorregimet nærmede sig højdepunktet, og en atmosfære af søgen efter mistænkelige syndebukke blev promoveret overalt.
Genkriminaliseringen af homoseksualitet i 1934
I dette miljø begyndte en hård kurs mod homoseksuelle. Som vi så i forbindelse med Kuzmin, skete dette langt før den formelle kriminalisering af homoseksualitet. Men i 1933 tog processen fart. For eksempel blev 130 mænd arresteret i Moskva og Leningrad i forbindelse med politirazziaer mod homoseksuelle i sensommeren dette år. Sådanne arrestationer fortsatte ind i 1934. Da der stadig ikke var en lov, der forbød homoseksualitet, blev de arresterede ofte anklaget for andre forbrydelser som regel ”kontrarevolutionære” aktiviteter. Et øjenvidne fortalte, at disse forsamlinger af arresterede homoseksuelle, ofte blev ”…fremstillet, så de fremstod som kontrarevolutionære, trotskister eller endda hitlerister.”
Selve initiativet til at genkriminalisere homoseksualitet kom fra vicechefen for OGPU, det hemmelige politi, G. G. Iagoda, i september 1933, hvor han skrev et brev til Stalin, hvori han insisterede på, at en lov mod homoseksuelle var nødvendig af hensyn til statens sikkerhed. Han fremstillede homoseksuelle som tilhørende et netværk af kontrarevolutionære spioner. Stalin var kun alt for ivrig efter at følge Iagodas forespørgsel, og videregav denne til Kaganovich, et medlem af politbureauet, med en tilføjelse, der lød: ”disse slyngler må blive påbudt eksemplarisk afstraffelse, og et tilsvarende vejledende dekret skal indføres i vores lovgivning.”
Noten fra arkiverne anslår en tone af anerkendelse: ”Korrekt! L. Kaganovich”, og ”Selvfølgelig. Det er nødvendigt. Molotov”. Lazar Kaganovich og Molotov, der tilhørte mængden af middelmådige karakterer og nu befandt sig i partitoppen, havde ingen problemer med blot at adlyde Stalin. Hvis de havde haft sådanne problemer, havde de endt deres dage på henrettelsespladsen på et tidspunkt. I stedet, ulig mange af de gamle bolsjevikker, havde de den luksus at dø af alderdom!
Iagoda begyndte herefter på et udkast til loven den 13. december 1933. Et par dage senere den 16. december godkendte politbureauet udkastet. Dagen efter adopterede Sovjetunionens Al-Unionistiske Centrale Eksekutiv Komite det samme udkast, som skulle anvendes i de enkelte republikker i unionen. Den 7. marts 1934 blev udkastet til lov i Sovjetunionen, fulgt af den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (RSFSR) den 1. april. I denne proces blev der foretaget adskillige ændringer i det originale udkast. Fremover kunne mænd, der blev taget i homoseksuelle aktiviteter, blive arresteret og idømt mellem tre og fem års fængsel, og i de følgende år endte tusindvis af homoseksuelle i Stalins fange- og arbejdslejre.
Sagen om Harry Whyte, en britisk kommunist
Før genkriminaliseringen af homoseksualitet i Sovjetunionen i 1934, havde Europas kommunistpartier kæmpet for frigørelse af homoseksuelle – især i Tyskland, hvor der var en stærk og organiseret bevægelse for homoseksuelles rettigheder, der efterfølgende blev brutalt undertrykt af Hitler, hvilket resulterede i, at mange homoseksuelle havnede i koncentrationslejre. Det er historiens ironi, at det stalinistiske regime fordømte homoseksualitet som en borgerlig fordærvelse og henviste til Tyskland og nazisterne som eksempler på dette, netop som Hitler gik i samme retning som Stalin på spørgsmålet om homoseksualitet!
Et eksempel på de vanskeligheder, som Stalin havde med at overvinde den bekymring, der herskede blandt de europæiske kommunistpartiers medlemmer efter denne reaktionære vendning i Sovjetunionen, er leveret af erfaringerne fra Harry Whyte. Harry Whyte var et medlem af Communist Party of Great Britain (CPGB: Storbritanniens Kommunistparti), og arbejdede i Moskva på avisen Moscow Daily News. Da han hørte om den nye lov, skrev han et brev til Stalin, hvori han spurgte hvordan Stalin kunne retfærdiggøre det (”Can a homosexual be a communist?”). I brevet skrev Harry Whyte, som var en homoseksuel mand, der boede med en homoseksuel russisk partner, om sine forsøg på at finde sin partner, der lige var blevet arresteret af det hemmelige politi under en af deres razziaer mod homoseksuelle. I brevet pointerede Whyte, hvordan den nye lov tilbagerullede fremskridtet, der var opnået på dette område efter revolutionen. Harry Whyte, der var et loyalt partimedlem, troede, at loven kun ville have effekt på homoseksuelle, der var involverede i ægte kontrarevolutionære aktiviteter, men han lærte hurtigt, at loven gjaldt for alle homoseksuelle.
Stalin arkiverede Whytes brev men tilføjede først sin egen notits, ”En idiot og en afviger” – en åbenlys reference til brevets forfatter. Selvom Stalin gemte brevet, alarmerede en sådan modstand fra homoseksuelle kommunister Stalin om behovet for en propagandakampagne, der kunne påvirke den offentlige mening. Han søgte hjælp hos én, der var en dygtigere skribent end ham selv, Maksim Gorkij, som hurtigt skrev en artikel med titlen ”Proletarisk Humanisme”, som blev udgivet i både Pravda og Izvestia i maj 1934. Artiklen var en voldsom homofobisk tekst, der positionerede homoseksualitet som en vestlig, borgerlig sygdom og endda som et udtryk for ”fascismens demoraliserende indflydelse”. Den parole han fremlagde var: ”Destruer de homoseksuelle – fascismen vil forsvinde.”
Krylenko gør det klart, at alle homoseksuelle er kriminelle
På trods af alt dette var det ikke så nemt at få loven anvendt så fuldt og fast, som Iagoda havde håbet på. Både indenfor medicin og jura havde 15 år hvor homoseksualitet havde været legaliseret efterladt sig spor. Læger, psykiatere og dommere havde vænnet sig til, at homoseksualitet var lovligt. Nogle nægtede endda at tro, at en sådan lov kunne være blevet vedtaget. Blandt disse folk var der derfor en tendens til at være skånsomme mod homoseksuelle.
Krylenko, justitskommissær, anså i 1936, at det var nødvendigt at forklare den reelle natur bag den nye lov. Til et møde i den Centrale Eksekutivkomite forklarede han, at homoseksuelle var klassefjender og kriminelle. I forbindelse med afkriminaliseringen af homoseksualitet efter revolutionen forklarede Krylenko, at denne lovgivning var blevet influeret af tænkning fra Vesten, der så homoseksualitet som en sygdom og ikke en forbrydelse.
Det erværd at citere en sektion af hans tale, der tegner et billede af bureaukratiets voldsomme og tiltagende homofobi:
“I vores miljø, i arbejdernes miljø, der baserer sig på normale relationer mellem kønnene, som bygger deres samfund på sunde principper, dér har vi ikke brug for små herrer af denne type. Hvem er for det meste vores kunder i disse anliggender? Arbejdere? Nej! Deklasseret rakkerpak. [Munter stemning i salen, latter] Deklasseret rakkerpak, enten fra bunden af samfundet eller fra resterne af den udbyttende klasse. [Applaus] De ved ikke hvorhen de skal vende sig. [Latter] Så de vender sig mod… pæderasti. [Latter]” (Citeret i Homosexual Desire in Revolutionary Russia af Dan Healey, egen dansk oversættelse af citatet i herværende artikel)
I sin tale gjorde Krylenko det krystalklart, at alle homoseksuelle skulle behandles som kriminelle. I denne periode med udrensninger og skueprocesser var undertrykkelsen af homoseksuelle hård og blev ofte brugt til at få ram på systemkritikere. Efter at opgaven med at udrense alle potentielle dissidenter var fuldført med fængsling, arbejdslejre, tortur, tilståelser og henrettelser, blev loven stadig håndhævet blot med mindre voldsomhed.
Stalin fandt dog ud af, at homoseksualitet ikke kan blive dekreteret ud af verden. De følgende retssager mod homoseksuelle afslørede, at en homoseksuel subkultur vedblev med at eksistere med kendte mødesteder, der blev besøgt af homoseksuelle mænd. I de samme retssager på trods af fordommene fra bureaukraterne, der håndhævede loven mod homoseksualitet, fremstod det, at sex mellem to mænd kunne være ledsaget af oprigtige følelser af kærlighed og omsorg. Idet man var ude af stand til at forstå dette som en normal menneskelig egenskab, blev det bortforklaret som en slags defekt hos mændene, som affødte en ”kvindelig” og en ”mandlig” type.
“Afstalinisering” og de homoseksuelles vanskelige situation
Undertrykkelsen af homoseksuelle fortsatte helt op til Stalins død og også efterfølgende. Tusindvis af homoseksuelle endte i Stalins fængsler og gulaglejre. Da han døde, var de homoseksuelle blandt de over to millioner mennesker, der var dømt til tvangsarbejde. Efter Stalins død begyndte regimet at reducere gulaglejrenes befolkning og give amnesti til mange af dem, der var fanger der. Men de homoseksuelle var ikke blandt disse mennesker, da de blev anset som gemene kriminelle.
Selvom regimet gik væk fra nogle af de værste aspekter af den stalinistiske terror, skærpede de undertrykkelsen af homoseksuelle. Indespærringen af et stort antal mænd – og kvinder i afskårne lejre – i fængslerne og arbejdslejrene førte paradoksalt til et forhøjet antal mennesker, der indgik i homoseksuelle forhold. Det lader til, at én af de ting, som regimet frygtede, da de skulle løslade mange af indsatte fra gulaglejrene, var at disse personer kunne ”inficere” det bredere samfund med deres ”korrumperende” homoseksuelle indflydelse!
De lesbiskes skæbne var ikke meget bedre. Deres forhold blev faktisk forværret. Mange af dem endte med at blive behandlet som systemkritikere eller blev erklæret psykisk syge og sendt til ”psykiatriske” hospitaler for at få ”behandling”, hvilket reelt set betød, at de var tvunget til medicinering.
Homoseksualitet blev først endeligt afkriminaliseret i april 1993, og dette blev bekræftet i 1996 i et udkast til en ny straffelov. Dette blev gjort, fordi det nye regime ønskede at bryde med det meste af det gamle stalinistiske system, i takt med at bureaukratiet bevægede sig længere mod kapitalisme og væk fra planøkonomien. Men på trods af at homoseksuelle forhold formelt blev legaliseret, er livet i praksis ikke let for homoseksuelle i nutidens Rusland. Og der er stadig en udbredt idé om, at homoseksualitet ikke hører til i det russiske samfund. Bøsser og lesbiske har endnu ikke opnået den samme grad af frihed, som de opnåede under bolsjevikkerne efter Oktoberrevolutionen. Stalinismens arv er en klar faktor, der spiller ind i den forfærdelige behandling, som russiske LGBT’ere bliver mødt med i dag.
Hvor mange homoseksuelle led under ydmygelsen af rettergang og fængsling i løbet af den 59 år lange periode, hvor sovjetisk lov kriminaliserede homoseksualitet? Det er svært at beregne, men nogle estimerer, at op mod 250.000 homoseksuelle mænd blev dømt, mens nyere beregninger synes at komme frem til et tal nærmere 60.000. Fra 1960’erne til op gennem 1970’erne skete der faktisk en stigning i antallet af mænd, der blev retsforfulgt for homoseksuelle aktiviteter, hvor højdepunktet var i perioden 1977-78, hvor over 1.300 blev dømt begge disse år.
De andre stalinistiske lande
Før 1933-34 havde kommunistpartier i forskellige lande, som vi har set, krævet frigørelse for homoseksuelle. Tysklands Kommunistiske Parti – det største kommunistparti uden for Sovjetunionen på dette tidspunkt – havde eksempelvis en sådan position. Dette skulle ændre sig radikalt lige så snart Sovjetunionen genkriminaliserede homoseksualitet.
Dette burde ikke overraske nogen, eftersom Den Kommunistiske Internationale og dens nationale sektioner ikke længere var den energifyldte og levende revolutionære kraft, som den havde været under sine første fire verdenskongresser. Hvis man læser talerne, resolutionerne og udtalelserne fra disse kongresser, vil man finde en reel debat med forskellige holdninger udtrykt af delegerede fra de forskellige nationale sektioner. Man vil se, at Lenins og Trotskijs metode var at debattere og overbevise de delegerede, der havde modstridende holdninger.
Alt dette ændrede sig med bureaukratiets fremkomst i Sovjetunionen. Stalins metode bestod af manøvrer i korridorerne og bag folks ryg. Hans speciale var bagvaskelse og bagtalelse. Han var langt bedre til at organisere heksejagter end til at debattere politiske ideer. Stalins opstigning var også den smålige bureaukrat med de smålige konservative holdningers opstigning.
I dette miljø spredte homofobien sig gennem hele Komintern, og senere da regimer modelleret efter den bureaukratiserede Sovjetunion blev oprettet i Østeuropa, blev et lignende hadsk miljø mod homoseksuelle skabt i disse lande. I de fleste officielle kommunistpartier blev homoseksualitet set som en degenereret opførsel, der stammede fra det borgerlige samfund. Dette havde en enorm negativ effekt på kampen mod LGBT-undertrykkelse og endte med at adskille LGBT-bevægelsen fra marxismen og socialismen i årtier.
Polen var den eneste undtagelse, hvor den gamle straffelov fra 1932 havde afkriminaliseret homoseksuelle aktiviteter med gensidig sammentykke, og denne lov blev videreført i det stalinistiske regime efter Anden Verdenskrig. Men i alle andre regimer i østblokken blev homoseksualitet anset som en forbrydelse. Først mange år senere begyndte nogle af disse regimer at bløde op omkring spørgsmålet om homoseksualitet. Afkriminaliseringen af homoseksuelle aktiviteter i Tjekkoslovakiet og Ungarn skete i 1962, i Bulgarien og Østtyskland i 1968, med undtagelse af Rumænien, der først afkriminaliserede det i 1996 – længe efter det stalinistiske regimes fald. I Rumænien var anti-homoseksuel lovgivning særlig hård med fængselsstraffe, der kunne vare helt op til ti år.
I Jugoslavien, som ikke var en sovjetisk satellitstat, havde hver af de republikker, der udgjorde føderationen, selvbestemmelse, når det gjaldt denne slags lovgivning. Således afkriminaliserede Kroatien, Montenegro og Slovenien homoseksualitet i 1977, mens de andre republikker først gjorde dette efter den jugoslaviske føderative republik kollapsede. Albanien, hvis regime var ekstremt autarkisk, afkriminaliserede også homoseksualitet i 1977, selvom den fuldstændige afkriminalisering ikke skete før 1995 få år efter Hoxhas stalinistiske regimes kollaps.
I Cuba, efter Castro kom til magten og under indflydelse fra Sovjetunionen, blev homoseksualitet også kriminaliseret. Umiddelbart efter den cubanske revolution var mange større homoseksuelle kunstnere og intellektuelle sympatisk indstillet overfor det nye regime, da de så muligheden for social retfærdighed og en positiv attitude overfor homoseksualitet. Men efter et par år ændrede dette sig, og der var hårde repressalier mod folk, der var involveret i homoseksuelle aktiviteter, og mange homoseksuelle havnede i fængsel. Det var først i midten af 1970’erne, at en mere tolerant indstilling begyndte at vokse frem, og i 1979 blev homoseksuelle aktiviteter lovliggjort.
Hvad, der skete under det maoistiske regime, er især interessant, fordi Kina traditionelt set har accepteret homoseksualitet lige siden den tidligste periode af landets oldtid. Ingen kunne mene, at homoseksualitet ikke hørte til i det kinesiske samfund. Det var først i nyere historie, at dette ændrede sig. Efter 1949-Revolutionen blev det samme homofobiske miljø som det, der herskede i Sovjetunionen, promoveret i Kina. Det maoistiske Kina antog samme position som Sovjet under Stalin og arresterede og fængslede homoseksuelle. Under Kulturrevolutionen i 1960’erne blev homoseksuelle offentligt ydmyget og idømt lange fængselsstraffe. Det var situationen i hele den maoistiske periode, og homoseksualitet blev først afkriminaliseret i 1997 over tyve år efter Maos død. Først i 2001 blev homoseksualitet ikke længere officielt klassificeret som en psykisk lidelse. Selv herefter var den officielle attitude mod homoseksuelle aktiviteter, at det var en ”anormalitet”.
Vietnam er helt anderledes, uden spor af, at homoseksualitet nogensinde skulle have været kriminaliseret. Men dette betyder ikke, at der herskede en venlig attitude overfor homoseksuelle fra statens side. Det blev ofte fremstillet som en social dårligdom, og på et tidspunkt blev der efterspurgt en lov, for at forbyde homoseksuelle aktiviteter, men den blev aldrig indført.
Vor tids stalinister og maoister må give os et svar
Som vi kan se, indførte eller overførte de fleste stalinistiske regimer efter Anden Verdenskrig anti-homoseksuel lovgivning i deres straffelovgivning. Og de fleste af dem afkriminaliserede gradvist homoseksualitet fra 1960’erne til 1980’erne. Dette afspejler hvad, der foregik i vesten i samme periode. Man kunne altså argumentere for, at disse regimer ikke var værre end regeringerne i Storbritannien eller USA, men det ville være at overse en vigtig pointe.
I 1922 – på Lenins og Trotskijs tid – hvor Sovjetunionen stadig var en relativ sund arbejderstat, og hvor den bureaukratiske degenereringsproces kun var i sit meget spæde stadie, blev homoseksualitet under bolsjevikkerne afkriminaliseret. Dette satte Sovjetunionen i front internationalt set i forhold til homoseksuelles rettigheder – langt længere fremme end de fleste af de mere økonomisk avancerede lande i Vesten. Som vi har set, var homoseksuelle forhold frie fra juridisk indblanding i næsten 15 år. Homoseksuelle mænd og kvinder kunne ikke arresteres eller fængsles.
I dag er der stadig tilhængere af den stalinistiske tradition. De åbent hard-line stalinister refererer stadig til regimet under Stalin som en model til efterfølgelse. Maoisterne, der hævder, at Stalin hører til dem, og først fordømmer Sovjetunionen efter hans død, ser Maos regime som deres model til efterfølgelse. De referer stadig til teorier som ”den langvarige folkekrig”, der er historisk er modeleret efter Maos lange march, og forsøger at applicere den på moderne urbaniserede forhold. Dette leder til meget forvirring om, hvad denne teori egentlig går ud på. Hvor den tidligere er blevet brugt i praksis i højt urbaniserede områder som i Latinamerika, er det endt med byguerillakrig, der er fuldstændig isoleret fra den organiserede arbejderklasse, og som spillede en kontraproduktiv rolle.
De selv samme maoister taler om det fremtidige regime, som de forestiller sig som et, hvori der er ”frihed til uenighed og enhed i handling”, og de påstår, at dette kommer fra Mao! Det har intet at gøre med den historiske virkelighed at påstå, at der var frihed til kritik under Stalin og Mao. De taler også om et fremtidigt ”avantgardeparti” ved magten, hvis valgte repræsentanter ville kunne tilbagekaldes af folket. Hvor og hvornår herskede en sådan basal demokratisk ret i det stalinistiske Rusland eller i det maoistiske Kina? Det er intet andet end en forsvarstale for et monstrøst bureaukratisk regime. Det er en benægtelse af den historiske virkelighed.
Dette afholder ikke nogle af disse stalinister, især senere maoister, fra at klæbe sig til identitetspolitik, at promovere teorien om intersektionalitet og så videre. Når de gør dette, er de meget uærlige omkring deres fortid. Hvis du var homoseksuel under Stalin og Mao – for slet ikke at tale om transkønnet – ville du blive behandlet forfærdeligt og lide under ydmygelse og fængselsstraffe.
Andre tidligere stalinister har opgivet enhver forestilling om at være marxister eller kommunister og har flyttet sig over i den borgerlige liberalismes lejr og ved at gøre det, har de omfavnet ideer, der søger at splitte de undertrykte i stedet for at forene dem. Det er ironisk, at disse folk, der tidligere ville have været forsvarere for de totalitære stalinistiske regimer nu bærer den borgerlige liberalismes stinkende klæder og foretrækker, at ingen nævner deres tidligere traditioner.
De, der stadig kalder sig stalinister eller maoister, men som i dag laver kampagner om LGBT-problematikker, bliver nødt til at forklare, hvorfor de holder fast i ideer, der opstod af en privilegeret, bureaukratisk kaste, der destruerede mange af de rettigheder, som arbejderne og bønderne tilkæmpede sig i 1917. De bliver nødt til at forklare, hvorfor dette bureaukrati, som de idealiserer som den sande kommunisme, fjernede loven fra 1922, der afkriminaliserede homoseksualitet. Hvilken rolle spillede det i at ”bygge kommunisme”?
Grunden til, at de ikke kan give en forklaring, er, at de ikke anerkender det faktum, at der var et bureaukrati, der havde tilranet sig den politiske magt og brød med meget af det, som bolsjevikkerne havde kæmpet for. De kan ikke acceptere, at hvad, der fulgte dette, var en tilbagevenden til mange af de gamle fordomme fra det tsaristiske klassesamfund. I den proces gik elementære rettigheder som kvinders ret til fri abort tabt. Og homoseksuelle blev endnu engang degraderet til gemene forbrydere.
Vi marxister har på den anden side al interesse i at fortælle den sande historie. Og en vigtig del af dette er, at fortælle sandheden om, hvad Oktoberrevolutionen opnåede, når det kom til homoseksuelles frigørelse, og hvordan denne blev destrueret under den stalinistiske degenerering.
Bemærk: Nedenfor er de vigtigste bøger og artikler, som jeg læste og konsulterede for at fastlægge de fakta, der er skitseret i denne artikel. De er alle interessant læsning, men de har alle hver deres fortolkning af, hvad der skete. En fælles svaghed blandt dem alle er en manglende forståelse af den bureaukratiseringsproces, der transformerede det originale bolsjevikiske regime, der baserede sig på arbejdermagt, til et regime, der destruerede arbejdermagten. Ordet ”bolsjevik”, bliver ofte brugt til at beskrive partiet og regeringen i de tidlige 1920’ere, såvel som det senere stalinistiske, totalitære, bureaukratiske regime.
Bøger:
Homosexual Desire in Revolutionary Russia, af Dan Healey, University of Chicago Press, 2001.
Sexual Revolution in Bolshevik Russia, af Gregory Carleton, University of Pittsburgh Press, 2005.
Gay Men and the Sexual History of the Political Left, redigeret af Gert Hekma, Harry Oosterhuis og James Steakley, Harrington Park Press, 1995.
Mikhail Kuzmins novelle, Wings, udgivet af Hesperus Press Limited i 2007.
Artikler:
”Can a homosexual be a communist?” Harry Whytes brev til Stalin, 1934.
”Was Homosexuality Illegal in Communist Europe?” af Lukasz Szulc, 24. oktober 2017.
“China: Information on treatment of homosexuals”, udgivet af United States Bureau of Citizenship and Immigration Services, 1. marts 2001.
“A History Of Homosexuality In China” af Hayden Blain, opdateret: 2. november 2016
