”I et århundrede med så mange katastrofer som det 20. er det problematisk at rangere dem og pege på den største. Men den Russiske Revolution ville nu være et godt bud. For ingen anden ideologi end kommunismen – ikke engang fascismen – har så mange lig og ødelagte menneskeskæbner på samvittigheden.” Sådan skrev Christian Egander Skov, ph.d. i historie, den 21. august, i en debatartikel i Informations tema om den Russiske Revolution.
Det er bare en af utallige lignende skræmmehistorier man kan læse om den Russiske Revolution her på 100-året. Formålet er at afskrække arbejdere og unge verden over fra at lade sig inspirere af revolutionen. Lenin og Bolsjevikkerne fremstilles som udemokratiske blodtørstige uhyrer, og Oktoberrevolutionen som et kup. Men den Russiske Revolution var det modsatte af et kup, og var i virkeligheden utrolig fredelig. At den blev fulgt af en brutal og blodig borgerkrig skyldtes ikke Lenin og Bolsjevikkerne (det kommer vi tilbage til).
Sandheden er, at Bolsjevikkerne arbejdede bevidst og dedikeret mod målet om en socialistisk revolution. I modsætning til størstedelen af venstrefløjen havde de en videnskabelig tilgang til spørgsmålet om revolution. Det er de lektioner, som borgerskabet og dets apologeter ikke ønsker at unge i dag skal opdage og lære af.
Forklar tålmodigt
Modsat hvad der påstås gjorde Lenin og Bolsjevikkerne alt for at sikre, at revolutionen blev så fredelig som mulig. Februarrevolutionen, der væltede zaren, var en spontan opstand gennemført af masserne selv uden at nogen partier ledte den. Februarrevolutionen væltede zaren, men afklarede ikke spørgsmålet om hvad der skulle sættes i stedet. Det åbnede en periode, hvor klasserne kæmpede om hvilken form for samfund, der skulle erstatte zardømmet.
Februarrevolutionen resulterede i en situation med dobbeltmagt. Arbejderne og soldaterne var organiseret i råd, dvs. sovjetter, som de moderate socialister, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære stod i spidsen for. Men sovjettens ledere gav magten til den provisoriske regering, der repræsenterede kapitalisterne og godsejerne. Ifølge Lenin var det en uholdbar situation. Det russiske borgerskab ville ikke kunne opfylde massernes krav, som Bolsjevikkerne opsummerede som ”fred, brød og jord”. Derfor kunne Bolsjevikkerne på ingen måde støtte den provisoriske regering, men måtte i stedet afsløre dens sande karakter for masserne. Den eneste vej til at opfylde massernes krav var, ifølge Lenin, at sovjetterne overtog magten.
[Køb bogen: Den Russiske Revolution – da arbejderne tog magten]
I sovjetterne var det de moderate socialister der havde flertallet. Det betød, at Bolsjevikkernes parole om ”Al magt til sovjetterne” i virkeligheden svarede til, at de sagde til de moderate socialister: Tag magten og vi vil støtte jer. Gør I det, vil vi kæmpe for at vinde flertallet i sovjetterne.
Så længe Bolsjevikkerne var i mindretal i sovjetterne, var deres opgave, ifølge Lenin, tålmodigt at forklare:
”Det må gøres klart for masserne, at arbejderrepræsentanternes sovjetter er den eneste mulige form for en revolutionær regering, og at det derfor, så længe denne regering ligger under for borgerskabets indflydelse, blot er vor opgave tålmodigt, systematisk og vedholdende at klargøre fejlene i deres taktik, på en måde, der er særlig afstemt efter massernes praktiske behov.
Så længe vi er i mindretal, er det vort arbejde at kritisere og klarlægge fejlene, samtidig med at vi propaganderer for nødvendigheden af, at hele statsmagten overgår til arbejderrepræsentanternes sovjetter, således at masserne ad erfaringens vej frigør sig fra deres fejltagelser.”
Lenin og Bolsjevikkernes taktik var altså at forklare behovet for, at sovjetterne tog magten. Muligheden for en fredelig revolution eksisterede, fordi Februarrevolutionen havde skabt ekstremt frie betingelser for agitation og propaganda. For Bolsjevikpartiet betød det, at de igen kunne udgive deres aviser og at deres ledere blev løsladt fra fængslerne eller kunne vende tilbage til Rusland fra eksil. Lenin var overbevist om, at masserne gennem deres egen erfaring ville indse, at de moderate socialister ikke kunne opfylde deres krav, og de derfor ville komme over til Bolsjevikkerne. Bolsjevikkerne vurderede situationen i forhold til målet om en socialistisk revolution og opstillede derudfra opgaverne: Før de kunne vinde magten, måtte de vinde masserne.
Fredelig revolution
Situationen ændrede sig dog i juli. I juli demonstrerede arbejderne og soldaterne i Petrograd med det formål at presse sovjetlederne, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære, til handling. For arbejderne og soldaterne havde Februarrevolutionen ikke ændret noget nævneværdigt: krigen og manglen på brød fortsatte. Ydermere havde regeringen, støttet af de moderate socialister, lanceret en militær offensiv, der ville betyde, at mange af soldaterne i byen skulle flyttes til fronten og dermed den sikre død.
De moderate socialister var kommet til magten på baggrund af massernes bevægelse, men de tog ikke venligt imod demonstranterne i juli. De hidkaldte tropper fra fronten for at nedkæmpe demonstrationerne, mens de fascistiske bander, De Sorte Hundreder, skød mod demonstranterne. Demonstrationerne blev anledningen for kontrarevolutionen til at sætte en offensiv ind. De moderate socialister stod i spidsen for en kampagne mod Bolsjevikkerne: deres aviser blev lukket, deres kontorer smadret og der blev udstedt arrestordre på lederne. Lenin måtte gå under jorden, fordi det blev vurderet, at blev han arresteret, ville det betyde hans død i politiets varetægt, som det skete for Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i Tyskland året efter. Bolsjevikkerne blev frarøvet enhver demokratisk mulighed for at fremføre deres ideer. I den situation konkluderede Lenin, at en fredelig udvikling af revolutionen nu var umulig.
Men i september åbnede der sig en ny mulighed for en fredelig revolution. Dele af borgerskabet havde besluttet sig for at forsøge at gøre det endeligt af med sovjetterne og den provisoriske regering. De konspirerede med hærens øverstkommanderende, Kornilov, der marcherede mod Petrograd. Formålet var at indføre et militærdiktatur og smadre arbejderklassen. Selv de moderate socialister kunne se, at de var i fare og appellerede til Bolsjevikkerne om fælles front mod Kornilov. Bolsjevikkerne indgik en fælles front med de moderate socialister, dog uden at stoppe kritikken af dem. Kornilovs oprør faldt fra hinanden under pres fra massebevægelsen, og Kornilovs soldater nåede aldrig Petrograd. Det åbnede ifølge Lenin op for en unik situation, hvor kontrarevolutionen var så svag, at sovjetterne nemt og uden blodsudgydelse ville kunne tage magten.
I artiklen ”On Compromises” erklærede Lenin, at Bolsjevikkerne var parate til at indgå et kompromis med de moderate socialister om, at hvis de tog magten gennem sovjetterne, ville Bolsjevikkerne begrænse sig til fredeligt at kæmpe for flertallet i sovjetterne.
”Den Russiske Revolution oplever et så abrupt og originalt skift, at vi som parti kan tilbyde et frivilligt kompromis – sandt nok, ikke til vores direkte og vigtigste klassefjende, borgerskabet, men til vores nærmeste modstandere, de ’herskende’ småborgerlige-demokratiske partier, de Socialrevolutionære og Mensjevikkerne.
Vi kan kun tilbyde disse partier et kompromis som en undtagelse og kun på grund af den særlige situation, som tydeligvis kun vil vare meget kort tid. Og jeg tror, at vi burde gøre det.
Kompromiset fra vores side er vores tilbagevenden til præ-juli kravet om al magt til sovjetterne og en regering bestående af socialrevolutionære og mensjevikker, der er ansvarlige over for sovjetterne.
Nu og kun nu, måske kun i løbet af få dage eller en uge eller to, kunne en sådan regering blive oprettet og konsolideret på fuldstændig fredelig vis. Sandsynligvis kunne det sikre hele den russiske revolutions fredelige fremgang og give usædvanligt gode chancer for at gøre store fremskridt i verdensbevægelsen for fred og socialismens sejr.
Efter min mening kan og bør Bolsjevikkerne, som er forkæmpere for verdensrevolutionen og de revolutionære metoder kun acceptere dette kompromis af hensyn til revolutionens fredelige udvikling – en mulighed der er yderst sjælden i historien og yderst værdifuld, en mulighed som kun opstår en gang imellem. […]
Måske er det allerede umuligt? Måske. Men hvis der er bare en hundrededels chance, er forsøget på at realisere denne mulighed det stadig værd.”
Kornilovs kupforsøg havde vist, at kontrarevolutionens styrker og sociale forankring var minimal, og at hvis de moderate socialister tog magten gennem sovjetterne med bolsjevikkernes støtte, kunne kontrarevolutionen intet gøre. Hvis der var bare den mindste chance for, at revolutionen kunne udvikle sig fredeligt, var Lenin og Bolsjevikkerne parate til at gribe den med begge hænder. Men det hele afhang af de moderate socialister, om de ville tage magten. Men som alle reformister gennem historien nægtede de moderate socialister at bryde med borgerskabet og tage magten i deres egne hænder. Det betød, at Lenin nu ikke kunne se nogen anden vej end en opstand.
Væbnet opstand
Revolutionens fjender forsøger at fremstille den væbnede opstand i Rusland 1917 som en lille terrorgruppe a la Rote Armé Fraktion, der kuppede sig til magten. Intet kunne være længere fra sandheden. For Lenin og Bolsjevikkerne var en væbnet opstand utænkelig, hvis ikke den foregik som led i en massebevægelse. Lenin afviste energisk alle anklager om blanquisme, dvs. en lille væbnet gruppes forsøg på at tilrane sig magten gennem et kup.
“For at være vellykket kan en opstand ikke bero på sammensværgelse og ikke på et parti, men på den mest bevidste klasse. Det er første punkt. Opstanden må bero på folkets revolutionære bevægelse. Det er det andet punkt. Opstanden må bero på det vendepunkt i den tiltagende revolutions udvikling, hvor aktiviteten blandt de mest bevidste dele af folket er størst, og hvor ubeslutsomheden i fjendens rækker og blandt revolutionens svage, halvhjertede og tvivlende venner er størst. Det er det tredje punkt. Og disse tre betingelser for at rejse spørgsmålet om opstand adskiller marxismen fra blanquisme.” skrev Lenin i ”Marxism and Insurrection” i september 1917.
Bolsjevikkernes opfattelse af en væbnet opstand var altså, at opstanden måtte være led i en massebevægelse. Og ydermere måtte den have opbakning fra masserne i hele landet, ikke kun i hovedstanden. Bolsjevikkerne havde lært en blodig lektie ved revolutionens nederlag i 1905; Ikke alle lag af de brede masser bevæger sig samtidig. I 1905 var arbejderne i Petrograd gået i bevægelse, før resten af landet var med, og zaren havde kunnet drukne revolutionen i blod. I juni og juli havde Bolsjevikkerne derfor forsøgt at holde de utålmodige arbejdere og soldater i Petrograd fra at gå i aktion, før resten af landet var med.
Fra september og frem vandt Bolsjevikkerne flertal i flere og flere sovjetter. De moderate socialister klyngede sig til magten og blev ved at udskyde ikke bare den grundlovgivende forsamling, men også en ny sovjetkongres, fordi de kunne se de ville miste flertallet. Til sidst fik Bolsjevikkerne dog presset en kongres igennem under trussel om at indkalde en selv.
I starten af Oktober besluttede Bolsjevikkernes Centralkomite, at tiden var inde til at organisere en opstand. Argumentet var, at hvis ikke de handlede nu, risikerede man, at masserne blev demoraliserede og muligheden ville blive tabt og revolutionen ende i nederlag. Opstanden blev organiseret gennem Petrogradsovjetten, hvor Bolsjevikkerne havde haft flertal siden september. Hovedparten af forberedelsen bestod af politisk agitation, hvor arbejdere og ikke mindst soldaterne blev vundet over på revolutionens side før opstanden. Over hele Petrograd foregik der konstant massemøder: i de store mødesale, i barakkerne og på fabrikkerne blev spørgsmålet om opstand diskuteret.
Det betød, at 9/10-dele af arbejdet allerede var udført inden de militære enheder, tilknyttet Petrogradsovjetten, besatte de strategisk vigtigste knudepunkter i Petrograd. Det skete natten før sovjetkongressen åbnede. Opstanden blev utrolig fredelig. Det siges at færre døde i selve opstanden end under optagelserne til scenen om stormen på Vinterpaladset i Eisensteins film ”Oktober”. Da den Alrussiske Sovjetkongres åbnede næste morgen, kunne Bolsjevikkerne erklære, at Sovjetterne havde magten, hvis de ville have den.
På sovjetkongressen deltog repræsentanter fra alle sovjetter over hele landet. Et flertal af kongressen vedtog, at tage den magt som var blevet dem tilbudt. Det fik de moderate socialister til at udvandre i protest. De ønskede at fortsætte den uholdbare situation med dobbeltmagt. Da alt blev sat på spidsen, valgte de den herskende klasse frem for arbejderne og bønderne.
Man kan altså ikke uden at omgå fakta påstå, at Oktoberrevolutionen var et kup. Det var de moderate socialister, der opførte sig udemokratisk. I juli lukkede de Bolsjevikkernes aviser og smed deres ledere i fængsel. Så nægtede de at indkalde en sovjetkongres, og da de mistede flertallet, udvandrede de.
’Men’, lyder indvendingen, ’Bolsjevikkerne opløste den Grundlovgivende Forsamling’. Det er korrekt, det gjorde de i november, efter sovjetternes magtovertagelse. Støtterne af sovjetmagten var ikke parate til at opgive revolutionens sejr af legalistiske hensyn. Sagen var, at listerne til valget til den Grundlovgivende Forsamling stammede fra før Oktoberrevolutionen. De afspejlede derfor ikke den politiske polarisering, der havde fundet sted. Vigtigst var det, at det Socialrevolutionære parti, der fik et overvældende flertal i valget til den Grundlovgivende Forsamling, stod som én samlet liste. Men partiet eksisterede ikke længere som samlet parti. Det var splittet under Oktoberrevolutionen, netop på det afgørende spørgsmål om, hvorvidt man skulle støtte sovjetmagten. Selv borgerlige historikere indrømmer, at venstreudsplitningen, De Venstre-socialrevolutionære, som støttede den nye sovjetmagt, udgjorde majoriteten af partiet. Men på grund af den forældede samlede valgliste, gik det store flertal af stemmerne til højrefløjen som havde siddet i partitoppen. Så reelt havde Bolsjevikkerne og de Venstre-socialrevolutionære flertal, men det blev ikke afspejlet i det officielle resultat. Bolsjevikkerne og De Venstre-socialrevolutionære opløste derfor forsamlingen, og de Venstre-socialrevolutionære indgik i den første sovjetregering i koalition med Bolsjevikkerne.
De på venstrefløjen, der i dag kritiserer opløsningen af den Grundlovgivende Forsamling afslører i virkeligheden, at de ikke kan se noget alternativ til borgerlige parlamentarisk demokrati. Sovjetterne var en demokratisk form, der var borgerligt demokrati langt overlegent. I modsætning til et parlamentarisk styre, hvor man vælger en repræsentant for 4-5 år af gangen, og de derimellem gør hvad de vil, var sovjetterne ekstremt demokratiske organer. Repræsentanterne kunne kaldes tilbage øjeblikkeligt, og afspejlede derfor langt bedre stemningen blandt masserne. Repræsentanterne skulle ikke bare beslutte ting, men også udføre dem i praksis, og ingen repræsentanter fik en højere løn end almindelige arbejdere.
Borgerkrig
’Men se på borgerkrigen, den var ekstrem blodig’, vil revolutionens modstandere indvende i stedet. Ja – borgerkrigen der fulgte revolutionen var, som alle andre krige, blodig og brutal. Men lad os stille spørgsmålet; hvorfor startede borgerkrigen?
Den nye sovjetmagt, med Bolsjevikkerne i spidsen, begyndte med det samme at gennemføre deres politik. De vedtog et dekret om at starte fredsforhandlinger med alle lande, og offentliggjorde alle hemmelige traktater. De uddelte med det samme godsejernes jord til bønderne, vedtog et dekret om en 8-timers arbejdsdag og indførte fuld ligestilling for mænd og kvinder og en lang række andre progressive tiltag. For første gang var det massernes interesser, der stod i centrum, det var dem, der gennemførte politikken.
Da de moderate socialister havde haft flertallet i sovjetterne, var alle de gode intentioner om reformer blevet ved snakken. Som det altid er tilfældet med reformisme, sker enhver reform på borgerskabets nåde. Bolsjevikkerne derimod gjorde ord til handling – og det kunne hverken den herskende klasse eller reformisterne acceptere. Umiddelbart efter sovjetterne havde taget magten, startede kontrarevolutionære officerer en borgerkrig. De fik hjælp fra de moderate socialister, der gik over på kontrarevolutionens side. Uden de moderate socialister havde kontrarevolutionen ikke haft en chance. Det viste Kornilovs kupforsøg, hvor borgerskabet forsøgte at starte en borgerkrig, men totalt fejlede, da de stod overfor enheden mellem de moderate socialister og Bolsjevikkerne. Ansvaret for borgerkrigen ligger hovedsageligt på de moderate socialister, der valgte side med kontrarevolutionen frem for arbejderne og bønderne.
Ydermere fik kontrarevolutionen hjælp fra den herskende klasse i resten af verden. Den Russiske Revolution var en farlig inspirationskilde for arbejdere i hele verden, og derfor skulle den udryddes hurtigst muligt. De russiske kontrarevolutionære fik hjælp fra hære fra 21 lande, der invaderede Sovjetunionen, herunder USA, Storbritannien, Tyskland og Japan. Det var kontrarevolutionen og udlandet, der med våben i hånd bekæmpede den nye sovjetmagt.
Naturligvis forsvarede den nye sovjetmagt sig. Hvad havde alternativet været? At opgive alt som revolutionen havde kæmpet for. Et nederlag ville betyde et fascistisk militærdiktatur med hård repression. At revolutionen kunne vinde mod kontrarevolutionens overvældende militære styrke kan kun forklares med dens folkelige opbakning.
De revolutionæres opgave
Ser man på den Russiske Revolution, vil man se, at anklagerne om blodtørstige kupmagere ikke er andet end et forsøg på et skræmme arbejdere og unge fra at forsøge sig med revolution. Desværre får revolutionens fjender nogle gange hjælp af såkaldt radikale venstreorienterede, der har et romantisk billede af ”væbnet kamp” og ligestiller revolutionen med væbnet opstand. Men der er intet ”romantisk” ved vold – højst sandsynligt har disse personer aldrig tænkt alvorligt over hvad en revolution er, og gør derfor intet for reelt at forberede den.
Bolsjevikkerne forherligede absolut ikke vold. Lenin afviste kategorisk, at Bolsjevikkerne havde nogen intention om at starte en borgerkrig. Han forklarede, at al snak om vold og borgerkrig var den herskende klasses forsøg på at tale til den naturlige afsky for vold og krig, der eksisterer blandt flertallet af arbejdere og unge. I praksis gjorde han og Bolsjevikkerne, hvad de kunne, for at sikre at revolutionen forløb så fredeligt som muligt.
Det var ikke Bolsjevikkerne, der startede den Russiske Revolution. Revolutionen startede, da de russiske masser ikke længere kunne udholde forholdene. Den startede på kvindernes internationale kampdag i Petrograd, med strejker og demonstrationer, faktisk imod Bolsjevikkernes planer. På den måde ligner den Russiske Revolution det overvældende flertal af revolutioner igennem historien, der starter, når masserne har fået nok, uanset om der eksisterer et revolutionært parti eller ej.
Det, der adskilte den Russiske Revolution fra alle andre, var Bolsjevikpartiets eksistens. Det var eksistensen af Bolsjevikpartiet, der sikrede revolutionens sejr. Uden dem var revolutionen endt i kontrarevolutionens sejr og revolutionen ville være blevet druknet i blod, i stil med Rusland 1905 og Pariserkommunens nederlag; begivenheder som var blevet fulgt af en brutal blodrus fra den sejrende herskende klasses side.
Da først revolutionen var brudt ud, anså Lenin og Bolsjevikkerne det som deres opgave at kanalisere massernes energi ind i så organiseret og disciplineret aktion som muligt. Jo stærkere revolutionen står, jo bedre organiseret og bevidste arbejderne er, desto mere vil det afskrække den herskende klasse fra at gøre modstand.
Vi lever nu igen i en periode hvor revolution og kontrarevolution er på dagsordenen på verdensplan. Arbejderne vil bevæge sig i forsøget på at ændre deres liv. Det er fuldstændig afgørende at bygge et revolutionært parti, hvis opgave det er at sikre at revolutionen bliver så organiseret og disciplineret -og dermed fredelig- som muligt, og ikke mindst at den sejrer.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
