Tusinder af studerende lever en usikker og økonomisk presset nomadetilværelse. De må flytte fra fremleje til fremleje, næsten på månedsbasis, og betale ågerpriser for et usselt antal kvadratmeter. Imens står millioner af kvadratmeter ledige, lige for næsen af os alle sammen. Et paradoks? Ja, men sådan er kapitalismen.
Inden vi ser nærmere på, hvor de mange ledige kvadratmeter findes, må vi starte med at se, om der i statistikkerne er grundlag for den modløse stemning, de boligløse studerende føler. Er boligmanglen i storbyerne reel?
Eksplosiv befolkningstilvækst i byerne
Selvom det nærmest er blevet en tilbagevendende tradition, at medierne skriver om boligproblemerne, særligt i København, ved efterårssemestrets start, så betyder det desværre ikke, at problemet er ved at forsvinde. Tværtimod. Et stadig større antal unge starter på uddannelse, af både lyst, men også nød. Det er svært at finde arbejde, og kontanthjælp til ”unge” under 30 år er afskaffet og erstattet af en ydelse på SU-niveau. Samtidig prædiker politikerne, at man skal have en høj uddannelse for at kunne undgå arbejdsløshed i fremtiden. Resultatet er, at optaget på de videregående uddannelser er steget med 48 procent fra 2009 til 2014, viser en opgørelse fra Uddannelses- og forskningsministeriet.
Denne stigning bliver også afspejlet i den demografiske udvikling. Ifølge Realkreditrådet har der fra 2009 til 2013 været en samlet befolkningstilvækst i de danske bykommuner (storbyerne) på ca. 160.000, heraf udgør 70.000 unge.
Akut efterslæb
I samme periode er der, ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter kun blevet bygget 6.054 ungdomsboliger i hele landet. Med andre ord er der et massivt efterslæb. Dette afspejler sig også i forholdet mellem studiepladser på videregående uddannelser og antallet af ungdomsboliger. I 2012 var der 247.300 studiepladser på videregående uddannelser i hele landet. Men der var kun 64.400 ungdomsboliger og altså kun en dækningsgrad på 26 pct. I Hovedstaden var dækningsgraden helt nede på 19 pct. og ifølge Centralindstillingsudvalget i København står 14.000 på venteliste til en ungdoms- eller studiebolig. Størstedelen af de studerende skaffer altså bolig på det almindelige marked. Men markedet kan ikke følge med.
Dansk Byggeri vurderer, at der mangler omkring 20.000 ungdomsboliger i hele landet. Med andre ord er de studerendes boligsituation helt enkelt desperat. Den massive efterspørgsel har fået lejepriserne på de helt små lejligheder og værelser til at eksplodere. Det er således ikke usædvanligt, at udlejere kræver 6.000kr for et værelse på 10 kvm, kunne Metroxpress afsløre, efter en gennemgang af 200 studieboliger på boliportal.dk.
Selv de studerende, der skulle være så heldige at få en de få, eftertragtede, offentligt støttede ungdomsboliger, kan forvente at betale omkring 5.000 for 35kvm. Det vil sige hele SU’en – før skat. Det gælder fx i de nyindrettede studieboliger på Havremarkens Skole på Nørrebro, hvor en etværelses på 38kvadratmeter koster 6.200 kr. og 10.400 kr. for en toværelses på 66 kvadratmeter.
Afhængige af forældre
Mange er derfor nødsaget til at gå til deres forældre med hatten i hånden og bede dem om at købe sig en lejlighed. En ydmygende situation for voksne mennesker. Desværre betyder det også, at et økonomisk forhold skubbes ind mellem forældre og børn, der kommer til at stå som hhv. ejer og lejer. Men en sådan løsning kræver selvfølgelig, at man har forældre, der er i stand til at kaste omkring en million i nakken på deres afkom for at støtte deres uddannelse. Det er desværre langt fra alle forundt. Men ikke desto mindre er antallet af disse køb eksploderet: 40pct. af ejerlejligheder under 65kvm, der blev solgt i København i 2013, var ifølge business.dk forældrekøb. Dvs. 22 procent af samtlige ejerlejligheder under 65kvm i København nu er forældrekøb. I 2011 var tallet 9 procent.
4 mio. kvadratmeter står tomme
Nu er vi nået til den anden siden af paradokset. Samtidig med at der, efter sigende mangler 20.000 ungdomsboliger i universitetsbyerne, er der i Region Hovedstaden, i Østjylland, Nordjylland og Fyn tilsammen 4,3mio ledige kvadratmeter, viser den seneste opgørelse fra Danmarks Ejendomsmæglerforening. Denne bygningsmasse består af tomme erhvervslokaler, særligt kontorer. Mens landets samlede bygningsmasse fra 1986 til 2014 er steget med 9,3 pct., er kontorarealet i samme periode steget fra 43,5 mio. kvadratmeter til 74,4mio kvadratmeter, svarende til en vækst på hele 74,4 pct. og det er langt fra dem alle, der bliver brugt.
Alene i Region Hovedstaden står over 1,1mio. kvadratmeter kontorer ledigt, en tredobling siden krisens start. Paradoksalt nok bygges der stadig flere kontorer, mens de boligløse studerende kan kigge med længselsfulde øjne på de blankpolerede bygninger.
Under boligboblen, fra 2000 til 2008 blev der, ifølge Danmarks Statistik etableret godt 9 millioner kvadratmeter kontorer. Det var en sindssyg tid på boligmarkedet, hvor byggeriet var rødglødende. Men udviklingen er underligt nok ikke stoppet siden da. Fra første kriseår i 2008 til begyndelsen af 2014 blev yderligere godt 7 millioner kontorkvadratmeter bygget. Det står i stærk kontrast til antallet af ungdomsboliger.
Blev alle de ledige erhvervskvadratmeter i Region Hovedstaden, Østjylland, Nordjylland og på Fyn ombygget til ungdomsboliger, kunne det give de nødvendige 20.000 ungdomsboliger, hver på hele 200kvm! Eller ca. 123.000 lejligheder på 35kvm. Det er selvfølgelig helt urealistisk. Mange af kontorbygningerne ligger ikke hensigtsmæssigt placeret osv. osv. Men hvis bare 16 procent af de tomme erhvervsejendomme blev omdannet til ungdomsboliger, ville det give 20.000 boliger på 35kvm.
Markedet fejler
Boligmanglen for landets studerende er et eksempel på kapitalismens enorme spild og absurditet. Tusinder af bygningsarbejdere går arbejdsløse. Titusinder af unge mangler tag over hovedet. Og millioner af kvadratmeter, som kunne ombygges til boliger, står ledige. Men de tre elementer mødes ikke. Hvorfor? Fordi produktion under kapitalisme drives af profit, ikke behov. Nok er der et socialt behov for de ledige kvadratmeter, men der er ikke effektiv efterspørgsel, som de borgerlige økonomer ville formulere det.
Investorerne i de store kontorbyggerier ville skulle tage enorme tab, hvis de enten skulle sælge dem til udvikling af ungdomsboliger eller selv gøre det. Tab der også ville ramme de danske banker, som har lånt dem milliarderne til byggeriet. Derfor foretrækker investorerne og bankerne bag dem, at holde fast i de tomme kontorer og håbe på, at de er heldige. At udviklingen vender. Håbe på, at de ikke pludselig skal nedskrive deres værdi markant og måske gå fallit. Men det ser sort ud for dem. I følge Per Hallgren, direktør for Danmarks største børsnoterede ejendomskoncern, er de tomme kvadratmeter en massiv boble, der truer med at kollapse. De ledige kontorer alene i Region Hovedstanden repræsenterer en værdi på omkring 20 mia., vurderer han ifølge epn.dk. Bare den årlige regning til skatter, vedligehold osv. beløber sig til milliarder. Men det er penge, som bankerne indtil videre er villige til at betale, for at lade bygningerne stå tomme. De håber, der pludselig vil komme efterspørgsel, så de kan undgå massive tab.
En socialistisk løsning
En god og billig bolig er en menneskeret. Problemerne er menneskeskabte og kan sagtens løses af mennesker – ikke igennem det frie markeds raseren, men i fællesskab. En socialistisk løsning ville betyde, at de studerendes boligproblemer over ganske kort tid kunne fjernes og tusinder af bygningsarbejdere sættes i arbejde. En virkelig socialistisk regering ville vedtage en nødlov og ekspropriere bygninger, der har stået tomme en periode, evt. mod en vis kompensation. En sådan radikal løsning kunne blive begyndelsen til et egentligt boligprogram, der kan sikre alle en anstændig bolig til maks 20 procent af deres indkomst, og indvarsle en tid, hvor arbejdere og unge ikke længere skal skele nervøst til huslejeopkrævningen hver måned, men kan koncentrere sig som de ting i livet, der har virkelig værdi, og ikke bare kold bytteværdi i kapitalens evindelige stræben efter profit.
Skal en socialistisk regering komme til, som kan gennemføre ovenstående, så må de revolutionære ideer tilbage i spidsen af arbejderbevægelsen. Der er vi langt fra i dag, hvor banditter som Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon huserer. Så vi må opbygge de revolutionære kræfter, der i fremtiden kan spille en afgørende rolle for at skabe et socialistisk samfund.
Denne artikel blev bragt i oktober-nummeret af Revolution (Nr.3).