På Dansk Totalentreprises byggeplads på Hedesøvej 12 i Hedehusene var hverken ordentlige løn eller arbejdsforhold slået igennem. Det generelle billede på pladsen var farlige arbejdsforhold og ekstremt ringe løn. Den litauiske underleverandør, UAB Ekstatyba, har seks mand gående på pladsen til at udføre murerarbejde. Det blev de betalt ca. 40 kroner i timen for, og derfor har UAB Ekstatyba sympatikonfliktet siden april. Mandag d. 10/8 blev det næste skridt taget med en fysisk blokade af byggepladsen for at håndhæve konflikten.
Sympatikonflikt er til for at støtte kollegaer i kampen for fair løn og arbejdsforhold; arbejderklassen er stærkest, når den står sammen. Når en arbejdsplads er sympatikonfliktet, organiserer fagforeningen, at ingen arbejdere samarbejder med virksomheden. Det betyder at fx., at byggepladsen ikke får leveret materialer eller hentet skrald. Det er et værktøj, der virker, fordi man rammer arbejdsgiverne på pengepungen, og så har fagforeningen pludselig arbejdsgiverens fulde opmærksomhed. Mandag den 10. august havde arbejdere fra andre byggepladser etableret en blokade af pladsen på Hedesøvej i Hedehusene, som afviste flere biler. Konflikten varede blot en halv time, før arbejdsgiverens underskrift stod på overenskomsten.
»Folkene inden på pladsen går på en farlig byggeplads, hvor der ikke er styr på sikkerheden, og de bliver betalt 1.000 euro om måneden, hvilket svarer til ca. 40 kroner i timen, hvis de kun arbejder 37 timer om ugen« siger Lars Lindgaard, der er formand for Murersvendenes og Murerarbejdsmændenes faglige klub i København.
Lars fortsætter: »En murer vil typisk tjene 200 kroner i timen på timeløn og en god sjat mere, hvis der er på akkord. Det kan ikke være meningen, at vores udenlandske kollegaer skal gå for en sulteløn, bare fordi de er taget langt væk hjemmefra for at forsørge familien og er bange for at blive fyret«.
Gangstermetoder
»Jeg hører i branchen, at de østeuropæiske arbejdere bliver behandlet enormt dårligt. Der er eksempler på, at arbejdsgiverne har taget billeder af deres koner og børn og truet med, at de kunne komme til skade, hvis arbejderne krævede ordentlige forhold« fortæller Lars Lindgaard.
Han uddyber: »Jeg kan godt forstå, hvis de ikke selv tør tage kampen op for en ordentlig løn, når det er sådanne metoder, deres arbejdsgiver tyer til. Det er derfor, vi står her i dag. Det er ikke vores udenlandske kollegaer, der er problemet, men de grådige arbejdsgivere, der opfører byggeri for millioner men ikke vil betale en løn, der er til at leve af«
Kreativiteten blandt arbejdsgiverne i byggebranchen er stor. Udover trusler og lignende er der også set eksempler på sminkede lønsedler. Det fungerer sådan, at arbejderne får den løn, de har krav på, og en lønseddel, der passer. Men så får de bare at vide, at hvis de vil beholde deres arbejde, så skal de hæve noget af deres løn og give dem tilbage til arbejdsgiveren. Problemerne, som Lars Lindgaard beskriver, er det generelle billede på Dansk Totalentreprises pladser. Der var en demonstration tirsdag i sidste uge 50 meter oppe ad gaden, hvor Dansk Totalentreprise også er hovedentreprenør. Her er det et murersjak, der er blevet snydt for 2 millioner kroner i løn.
»Sympatikonflikten og blokaden i dag har sejret, og vi har fået sat en stopper for det svineri, der er foregået herinde. Nu har de bare at overholde den overenskomst, de lige har skrevet under på. Ellers må vi herud igen. Vi er klar til at kæmpe med vores udenlandske kollegaer« afslutter Lars Lindegaard.
Blokaden på Hedesøvej viser, hvad arbejderklassen kan, hvis den står sammen. Kapitalisterne vil altid prøve at svække os ved at splitte os over kunstige skel som nationalitet, race og køn. Det skal vi ikke finde os i. Arbejderklassen har en verden at vinde, og den ligger for vores fødder, hvis vi står sammen.