Mette Frederiksen og selv dronningen løftede pegefingeren og henviste til, at borgere i dette land skulle tage ansvar og blive hjemme. Men de glemte at rette fingeren mod sig selv og spørge: Hvad med de mennesker, som lever på gaden? Hvordan tager vi ansvar for dem? For de ca. 6500 hjemløse i Danmark er disse spørgsmål alt for sent taget op.

Coronakrisen har gjort ondt værre. Færre mennesker på gaden betyder, at de hjemløse mister indtjeningsgrundlag i form af donationer og salg af Hus Forbi. Unge sofasurfere, som før var hos venner, er nu uden tag over hovedet. Nødberedskabet på herberger betyder, at flere er henvist til gaden, hvor folk sover tæt sammen. Smitten kan spredes endnu hurtigere efter nedlukningen af væresteder og offentlige toiletter. Alt dette oveni at mennesker i hjemløshed oftere kæmper med sygdomme, som markant øger risikoen for, at en COVID-19-infektion får en dødelig udgang.

En frygt, som de hjemløse tydeligt mærker: »Vi er rigtig mange der kan blive rigtig syge, og de fleste af os har ikke et hjem. Vi vil rigtig gerne have fundet en løsning på det her, så vi har et sikkert sted at tage hen,« fortæller Hus Forbi-sælgeren Henriette i en Hus Forbi-facebookvideo.

Alligevel tog det regeringen flere uger at komme med en “akutpakke” til organisationer, der søger for hjemløse. Den 1. april blev det vedtaget at give 5.5 millioner kroner til husly og mad. Som en aprilsnar er resten af indsatsen decentraliseret og op til kommunerne. Det betyder, at det i skrivende stund kun er muligt at blive testet for corona, hvis man som udsat befinder sig i Århus og København. For dem, som ikke gør, kan det blive en risikofyldt og dyr rejse.

Politisk tøven

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) lovede, at de socialt udsatte ikke vil blive glemt, da Regeringen den 11. marts lukkede Danmark ned. NGO’er landet over efterlyste straks svar på, hvilken hjælp, man kunne forvente fra regeringens side. Som sædvanlig var der tale om fugle på taget, for hjælpen har indtil for nylig begrænset sig til at holde nødherbergerne åbent indtil maj. Det tæller 120 sengepladser. Til Berlingske fremhæver Christina Strauss, forperson fra de hjemløses landsorganisation SAND, situationens alvor:

»I forvejen var der ikke nok herbergspladser, og nu er der endnu færre. Der er oprettet nogle nødherberger, men de andre er jo lukket ned.«

Som beskrevet blev akutpakken til hjemløseområdet først vedtaget i Folketinget alt for sent. Men den Socialdemokratiske regering er naturligvis ikke ligeglade med alle, for de handlede hurtigt på at redde andre grupper. Når krisealarmen går, kommer kapitalisterne som de første ind på Statsministerens kontor og bliver straks lovet redningspakker på astronomiske beløb. Igen ser vi, at menneskeliv i Danmark ikke er lige meget værd for politikerne, som ellers burde handle for at sikre alle borgere og i særdeleshed de udsatte.

Ministre vasker hænder

Trods de fine ord om hjælp har landets statsminister Mette Frederiksen og social- og indenrigsministeren vasket deres hænder ved at tørre hele ansvaret over på kommunerne – vel at mærke uden at tilføre ekstra midler til de i forvejen tomme kommunekasser.

»Vi står i en ekstraordinær situation, hvor vi skal passe på vores hjemløse samtidig med, at vi tager tiltag mod corona. Derfor skriver vi nu ud til kommuner om, at de skal sørge for tilbud til hjemløse trods forbuddet mod at samle 10 personer« siger Astrid Krag i en pressemeddelelse sidste uge. Statsministeren henviste i sin Facebook-spørgetime til, at kommunerne var i gang med at oprette nødherberger. Altså kan tiltagene variere vidt fra kommune til kommune. Hos SAND er frustrationen over den manglende ansvarstagen tydelig: »Hvis både kommuner og stat havde taget det ansvar, der rettelig påhviler dem, havde der været plads (…)«.¹ I stedet ser vi, at en ujævn og decentral indsats hverken løser problemet med smittespredning eller sikrer de hjemløse, som står i livsfarlig situation.

Nu er det ikke, fordi kongerigets partier normalt flokkes om at bekæmpe hjemløshed. Tværtimod er området notorisk underprioriteret. I årevis har herbergerne råbt op om mangel på sengepladser og om, at deres personale bliver fysisk og psykisk nedslidte på grund af konstant underfinansiering. Det går også ud over beboerne, som ud over manglende bolig også har sociale problemer, misbrug og psykiske eller fysiske lidelser.

Mens de rigeste i de sidste 10 år med opsving har set deres formuer vokse markant, er antallet af hjemløse ifølge VIVE steget med ca. 1500. Det vel at mærke i et land hvis økonomiske vækst målt per indbygger rangerer som verdens 19. største.

Christiansborgs negligeringen af de hjemløse siger meget om magthavernes kynisme og om, hvor handlingslammede de egentlig er. For hvis Danmark, som overalt i Vesten lovprises for sin velfærdsmodel, ikke kan tage sig af 6500 hjemløse, når de har allermest brug for det, giver det ikke meget håb for, hvordan lille Danmark kan bekæmpe corona-pandemiens socioøkonomiske konsekvenser, hvor vi allerede nu ser arbejdsløsheden stige, og offentlige hjælpepakker ikke rettes mod de mest udsatte, men i stedet mod storkapitalen.

Ekspropiering – ikke private initiativer

Overalt i verden har vi set den hurtige udvikling i smittespredning, og regeringen burde have handlet længe før for at sikre de mennesker, som befinder sig på gaden. Et effektivt værktøj ville være at tage ekspropiering i brug, hvilket den såkaldte coronalov giver hjemmel til. En række hoteller står mere eller mindre tomme. Så selvom loven sigter mod at isolere et potentielt stort antal COVID-19-smittede, kunne det også være del af et forebyggende tiltag for at sikre landets udsatte borgere.

I stedet er det kun private initiativer, som har sikret adgang til eget værelse, og det er ikke gratis. Danhostel tilbyder rabatordning til Hus Forbi-sekretariatet, så deres sælgere kan få tag over hovedet. Kædens bestyrelsesformand siger, at det ikke er for at profitere på situationen, mens Hus-forbi er i tvivl om, hvor længe de har råd til den ordning. Initiativer som dette kan synes sympatiske, men det er også problematisk, fordi virksomheder så kan selektere i hvem, som er værdigt trængende, og fordi der både er profit og PR at vinde på andres ulykke. Det udstiller samtidig det massive behov for hjælp, som ikke dækkes af de folkevalgte. Det er ansvarsforflygtigelse af værste skuffe at lade det være op til private virksomheder at løse et strukturelt samfundsproblem.

Derfor skal fingeren først og fremmest peges tilbage på regeringen. Ledere skal måles på, hvordan de behandler samfundets svageste, og her har den socialdemokratiske regering tydeligvis fejlet.

Den udbredte mangel på såvel billige boliger som forsorgspladser er nu en faktor, som for alvor viser sig at være medvirkende til at øge udsatheden. En faktor, som kunne være undgået, hvis politikere, frem for at udsulte den offentlige sektor samt at give kapitalfonde adgang til det danske boligmarked, havde investeret massivt på sociale indsatser såsom boliger og tilstrækkeligt personale på social- og sundhedsområdet.

Det er relativt simple og relativt billige løsninger på de massive og vedblivende sociale problemer, som kun er blevet tydeligere under COVID-19-pandemien. Pengene er der, men politikernes villighed til at redde kapitalen overgår villigheden til at redde menneskeliv. Det udstiller ikke blot den socialdemokratiske regering, men selve systemets begrænsninger, når vi taler om velfærd som universel og nødvendig for at opretholde et samfund.

I sidste ende er det kun den organiserede arbejderklasse med et konsekvent revolutionært socialistisk program, som kan overkomme de mange indbyggede strukturelle problemer, som kapitalismen fører med sig, og som kun er blevet skærpede under COVID-19-krisen.

Hjemløshed kan udryddes på en nat ved at ekspropriere blot en brøkdel af det eksisterende boligudbud. Ordren skal blot gives.

I Revolutionære Socialister foreslår vi at ekspropriere parasitudlejere uden kompensation, at stoppe boligudsættelser og at sikre, at huslejen kun kan udgøre højst 10% af beboerens indkomst. I de øvrige ledige bygninger kunne vi bygge akuthospitaler og isolationsenheder til at behandle de alvorlige tilfælde af COVID-19. Og der skal langt flere pædagogisk og sundhedsprofessionelle til, som kan hjælpe og støtte udsatte borgere til at finde sig godt tilrette i deres hjem og i deres tilværelse.

Mulighederne er der for at sikre hjemløse, andre udsatte grupper og i virkeligheden alle mennesker et godt og anstændigt liv. Men COVID-19-virussen viser det kapitalistiske systems manglende evne til at gøre noget som helst for at bibeholde og forbedre levevilkårene for almindelige mennesker. Det vil kun være værre på den anden side af pandemien, hvor vi vil befinde os i en dyb kapitalistisk krise. Mere end nogensinde er der behov for at kæmpe for et andet system, et socialistisk system, og vi opfordrer dig derfor til at gå med i Revolutionære Socialister.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

 [1]: Hele citatet er : Hvis både kommuner og stat havde taget det ansvar der rettelig påhviler dem, havde der været plads til at hjemløse fra gaden, fra sofaerne og hvor folk ellers har måtte opholde sig, kunne få plads på et herberg. Det er nu, hvor flodbølgen rammer os, at det viser sig om digerne kan holde. Myndighederne har gjort en masse for at etablere ekstra pladser, bevares. Men det er og forbliver nødløsninger, som vi kunne være foruden, hvis vi havde sørget for at have et ordentligt akutberedskab på hjemløseområdet!” (http://www.sandudvalg.dk/nyheder/beredskab-i-coronaens-tid) 23/03/2020 – Ask Svejstrup Sekretariatsleder i SAND – De hjemløses landsorganisation