1930’erne var en tid plaget af krise, massearbejdsløshed og fattigdom for store dele af arbejderklassen. Den nuværende krise gør det mere aktuelt end det har været i mange år at se tilbage på erfaringerne fra dengang. Erfaringer der kan give os et fingerpeg om hvordan kampen for tålelige forhold for arbejdsløse kan kæmpes og ikke mindst hvilke metoder der er en hindring for sejr.

Arbejdsløsheden vender tilbage

Ifølge Danmarks Statistik er den officielle arbejdsløshed er steget med 10.600 fuldtidspersoner fra marts til april 2009. I sig selv en drastisk udvikling.

Over 700.000 danske arbejdere, eller omtrent 1/3af arbejdsstyrken er i dag ikke medlem af en A-kasse (ftf.dk). Dvs at de ved fyring, først skal opbruge hele deres ”formue”, inden de kan modtage kontanthjælp. Konkret betyder det salg eller belåning af bolig, bil osv. Med andre ord står en tredjedel af arbejderklassen til at miste alt, hvis deres chef skulle finde på at fyre dem.

Det stiller selvfølgelig en stor opgave til arbejderbevægelsen. Hele arbejderklassen har en ganske materiel interesse i at sikre ordentlige forhold for folk hvis arbejde er blevet taget fra dem af arbejdsgiverne. Det gælder selvfølgelig arbejdsløse, men i allerhøjeste grad også arbejdende. Jo flere der står i kø uden for fabriksporten og jo mere desperate de er, jo dybere kan arbejdsgiverne sænke lønniveauet. Og det var lige præcis en sådan situation arbejdsgiverne benyttede sig af i 30’erne.

Den økonomiske baggrund

Depressionen i 1930’erne ramte Danmark som resten af verden. Den voldsomme krise resulterede i en kraftig stigning i arbejdsløsheden. Blandt A-kasse medlemmer steg den fra 13,7 procent i 1930 til 17,9 procent i 1931 og så et spring til hele 31,7 procent i 1932 hvor arbejdsløsheden toppede. Samlet set dannede massearbejdsløsheden baggrunden for gentagne negative overenskomstresultater og sammenholdt med inflationen et kraftigt fald i arbejderklassens levestandard. Forhold der skabte en sprængfarlig situation i den danske arbejderklasse.

De arbejdsløses forhold

Man kunne som arbejdsløs i 30’erne modtage understøttelse af A-kassen, men kun i meget begrænset periode på 70-140 dage. Herefter måtte den arbejdsløse søge hjælp hos de kommunale ”Hjælpekasser”. Imidlertid satte kommunerne selv taksterne, hvilket resulterede i meget forskellig størrelse, naturligvis mest ringe hvor de borgerlige havde flertal. Efter kort tid i hjælpekassen, overgik man til ”fattighjælp”, hvilket samtidig betød tab af samtlige borgerrettigheder, blandt andet stemmeretten.

Så det var ikke let at være arbejdsløs dengang, og man aner hvorfra de borgerlige henter inspiration til deres nutidige angreb.

Kampen for de arbejdsløses forhold

Allerede i 20’erne og før havde en halv-syndikalistisk organisation set dagens lys i Danmark, udenfor den etablerede arbejderbevægelse. ”De Arbejdsløses Organisation”(DAO).

Det havde blandt andet været folk omkring DAO der den 11. februar 1918 organiserede stormløbet på Børsen og pryglede børsmæglerne.

Imidlertid var virkeligheden passeret forbi sydikalismen, med dens ensidige orientering på fagforeningerne og indædte modstand mod politiske partier. De bedste var, under indtryk af de russiske og tyske revolutioner gået med i Danmarks Kommunistiske Parti og tilbage stod kun enkeltelementer i starten af 1930’erne.

DAO’s politik i 1930’erne var præget af såkaldte ”direkte aktioner” med rudeknusninger osv. under argumentet om at når staten ikke overholdt grundlovens paragraf om ret til arbejde, ville de heller ikke overholde loven. Højdepunkt for deres aktioner var at affyre en pistol i Rigsdagen og ellers bl.a. såkaldte ”kirkeaktioner” hvor man forklarede præsterne at de som Jesus skulle afsige sig rigdommen og hjælpe de fattige (”Hvad D.A.O vil” 1931).

Den politiske situation

Socialdemokratiet kom til magten i ’29 sammen med det Radikale Venstre og førte ligesom de socialdemokratiske ledere i resten af europa en ”ansvarlig” økonomisk politik. Det vil sige en politik med samarbejde med de borgerlige og arbejdsgiverne. Da partiet var i opposition havde det dog ført en hård kampagne mod den væltede Venstreregerings hårde arbejdsløshedslove, men da S og R kom i regering udeblev ændringer af lovene indtil 1940, med argumentet om at man var nødt til at bøje sig for de Radikale.

På den anden side besluttede stalinisterne i Kommunistiske Internationale, der få år tidligere var begyndt udrensningen af Venstreoppositionen eller ”Trotskisterne” fra det russiske kommunistparti, netop her i 1928, at ændre deres taktik fra Enhedsfront med Socialdemokraterne til ”enhedsfront fra bunden”. Denne parole var affødt af de Stalins ide om den ”3.periode”. At kapitalismen nu gennemlevede sin endelige krise og at kapitalismens død og stalinisternes sejr var lige uundgåelige. Det eneste der stod i vejen var socialdemokraterne, de såkaldte ”socialfascister”. De stod ifølge stalinisterne ikke bare i vejen for arbejderklassens sejr, men var i virkeligheden farligere end fascisterne fordi de forurenede arbejdernes bevidsthed. Derfor så kommunisterne det som deres opgave at afsløre ”socialfascisterne” og splitte arbejderbevægelsen og derved fravriste socialdemokraterne ledelsen.

DKP var meget svagt i starten af 30’erne og havde ikke megen indflydelse i fagbevægelsen. Imidlertid åbnede krisen en gylden mulighed for vækst for DKP. Et potentiale som de socialdemokratiske ledere havde kastet fra sig: De arbejdsløse.

De to forskellige linjer: Socialdemokratiets lederes samarbejde med arbejdsgiverne kontra DKP’s ultra-venstre linje, skulle komme til at enorm indvirkning på de arbejdsløses kamp for deres forhold.

De arbejdsløse i fagforeningerne

De arbejdsløse har altid haft en dårlig stilling i fagbevægelsen. Da arbejdsløse i sagens natur ikke er på en arbejdsplads, ikke besidder de samme pressionsmidler (strejker osv.) og ikke har mange penge til kontingent, er de mange gange blevet ladt i stikken af forbundene.

De måtte friste tilværelsen på et absolut eksistensminimum. Samtidig så arbejdsgiverne klart at her var deres chance for at smadre arbejderklassens løn- og arbejdsforhold en gang for alle. Og de var parat til at bruge alle midler. Et af dem var at bruge de arbejdsløse, der var noget nær desperate for at få til dagen og vejen, som skruebrækkere mod deres arbejdende kolleger, når de gik i ”ulovlig” strejke imod arbejdsgivernes krav om løntilbagegang.

Efter dette princip udformede kapitalisternes repræsentanter i form af Venstreregeringen i 20’erne lovene så snedigt at alle arbejdsløshedsudbetalinger blev standset indenfor et fag, når der udbrød strejke eller lockout, og at alle der var blevet arbejdsløse indenfor 60 dage før konflikten også mistede understøttelsen indtil konflikten var ovre. På den måde håbede arbejdsgiverne at kunne splitte arbejderklassen, ved at lægge yderligere pres på de arbejdsløse for at tage det konfliktramte arbejde eller blot gå imod strejkerne.

Instinktiv enhed

Det var på denne baggrund af krise og decideret arbejdsgiverlovgivning, at de arbejdsløse rent fysisk blev tvunget i kamp for bedre forhold. Og som altid søgte arbejderne instinktivt mod enhed, på tværs af partiskel mellem socialdemokrater og kommunister, som man også så det i optøjerne bl.a. i Nakskov i foråret ’31.

Den første organisering

I starten af 30’erne opstarter DKP, på foranledning af Komintern, aktionsudvalg på kontrolstederne hvor de arbejdsløse skal møde op for at få deres understøttele, og der vælges hurtigt regionale ”fællesudvalg”.

De opnår hurtigt en stor succes rent vækstmæssigt, primært på grund af krisens alvor og socialdemokraternes fuldstændigt manglende svar på de helt akute problemer store dele af arbejderklassen stod overfor.

I mange byer laver fællesudvalgene marcher til byrådene for at aflevere krav om lokale forbedringer af understøttelse, boligforholdene (mange arbejdsløse blev hjemløse) osv. I starten samler disse demonstrationer opbakning bredt. I flere byer, særligt hvor Socialdemokratiet er i opposition, bliver den socialdemokratiske ledelse tvunget til at tage de arbejdsløses side, fordi bevægelsen også udgøres af en betydelig del socialdemokratiske arbejdere, der naturligvis er frustrerede over den manglende handling fra den socialdemokratisk/Radikale regering.

Kulminationen

Det hele kulminere i starten af 1931. Rundt om i landet har de arbejdsløse med DKP i spidsen oprettet fællesudvalg og den 25. februar afholder de arbejdsløse en national aktionsdag med massedemonstrationer i en lang række byer, med op imod 100.000 deltagere landet over. I blandt andet Århus og Ålborg nedlægger de socialdemokratiske borgmestrer forbud mod demonstrationerne og det kommer til voldsomme sammenstød mellem politi og arbejdsløse. Men særligt i Nakskov udvikler tingene sig.

Nakskov

D.A.O. i Nakskov blev dannet 5. december 1930. Det skete uden tilknytning til det syndikalistiske DAO i København eller DKP. I virkelighed var dannelsen af DAO i Naksov en undtagelse i mange henseender. Dannelsen kom i høj grad som reaktion internt i den lokale socialdemokratiske partiforening, der havde flertal i byrådet. Den udløsende faktor var beslutning i partiforeningen om at foretage voldsomme nedskæringer i kommunen i starten af december 1930. Det førte til dannelsen af DAO i Nakskov, på foranledning af utilfredse socialdemokrater, som forsvar for de arbejdsløses forhold.

Presset virker

Den 1. februar 1931 holdes der møde i DAO hvor DKP bl.a. indbydes som hovedtalere og DAO Nakskov vedtager en række krav om bedre forhold til de arbejdsløse. Allerede dagen efter samles en march der i geled begiver sig til rådhuset for at overrække byrådet kravene. 15-1600 står udenfor rådhuset og forsøger at følge med og byrådssalen fyldes med arbejdsløse. De præsenterer deres krav og får lagt tilstrækkeligt pres på byrådet til at de vedtager en ekstrabevilling på 20.000kroner til hjælpekassen.

Imidlertid spreder nyheden sig til resten af landet og borgerskabet er ikke sene til at forstå hvor farligt eksemplet fra Nakskov kan være for arbejdere i resten af landet. De borgerlige kræver at byrådets beslutning trækkes tilbage, da den ”blev taget under pres”. Til sidst bøjer de socialdemokratiske ledere sig. Politimesteren lå heller ikke på den lade side og gik straks i aktion og anholdte to af ”hovedmændene”.

Den lokale DAO’s succes giver kimen til opstarten af en DKP afdeling i Nakskov. ”Arbejderbladet” meddeler at 150 meldte sig ind i DKP efter mødet den 1. februar.

Forårskampene

Den 1. maj gennemførte DKP en demonstration til trods for politiforbud og blev grundigt pryglet af politiet. 2. maj afholdtes et protestmøde imod politiets brutale fremfærd. Under hele forløbet har kommunisterne fået mere eller mindre hjælp af venstrefløjen af den lokale socialdemokratiske partiafdeling, også til arrangeringen af protestmødet den 2. maj.

Efter mødet forsatte deltagerne i demonstration til Ting- og arresthuset. Her trængte 10 politifolk kommunisterne tilbage med stave, indtil de nåede havnen hvor demonstranterne bevæbnede sig med sten og det var nu politiets tur til at få benene på nakken. Politimesteren blev grebet af panik og der blev tilkaldt forstærkning fra Nykøbing og garnisonen i Vordingborg der sendte en enhed på 6 befalingsmænd og 15 menige i fuld kampudrustning, inklusiv såvel skarp som løs ammunition. Da de nåede frem til den ”belejrede” politistation, var de fleste demonstranter imidlertid taget hjem og militær og politi overtog kontrollen med gaderne.

DAO i Nakskov var altså mere et udtryk for en politisk deling i den socialdemokratiske partiforening og kommunisternes ujævne fremmarch, end den var en selvstændig organisation, ej heller en syndikalistisk organisation, som i København. Men eksemplet er et af de få fra perioden der viser hvor stor kraft arbejderbevægelsen og herunder de arbejdsløse, besidder når de står sammen. I midlertid var samarbejdet mellem socialdemokraternes venstrefløj og DKP’erne i Nakskov en enlig og kort forteelse.

DKP’s ”afsløringer”

DKP’s linje i starten af 1930’erne er at ”politisere” de arbejdsløse. I DKP-sprog betød det blandt andet at afsløre de ”socialfascistiske” ledere af Socialdemokratiet og fagbevægelsen overfor disse organisationers medlemmer. Det betyder konkret at marcher der er indkaldt på baggrund af krav om konkrete forbedringer, drejes over i taler om ”socialfascisternes forræderi”.

Som eksempel kan nævnes en demonstration i Odense den 25. februar 1932 hvor DKP, i form af det lokale fællesudvalg, medbragte en plakat der viste Stauning og arbejdsgiverforeningens formand give hinanden hånden mens de sad på ryggen af en arbejder. Den slags sekterisme var direkte årsag til at den brede opbakning til DKP’s arbejdsløshedsarbejde hurtigt svandt. I virkeligheden var DKP og hele Kominterns ultra-venstrelinje overfor socialdemokraterne den største hjælp til de reformistiske ledere i Socialdemokratiet. DKP’s skingre ”afsløringer” gjorde det såre simpelt for disse ledere at afvise de arbejdsløses bevægelse som ”kommunisme” og ”splittelsesmageri”.

Arbejdsløshedsbevægelsen blev da også en relativt kort fornøjelse. På grund af DKP’s ultra-venstre linje var det næsten umuligt for dem at bygge bro mellem de arbejdsløse og de arbejdende i fagforbundene der var kontrolleret af socialdemokraterne.

Erfaringerne

Alt i alt må vi sige at arbejdsløshedsbevægelsen repræsenterede et enormt potentiale i arbejderklassens kamp mod kapitalisternes angreb under krisen i 30’erne. Dette sås tydeligt på eksemplet fra Nakskov hvor byrådet blev tvunget til at efterleve arbejdernes krav. I spørgsmålet om arbejde er enhed altså afgørende. Enhed imellem arbejderklassen på tværs af partiskel og enhed mellem arbejdende og arbejdsløse. Uden denne enhed er arbejderklassen og særligt de arbejdsløse som det nederste lag, bare råmateriale for kapitalisternes udbytning.

Organisering nødvendig

Derfor er det også så afgørende at der i alle fagforbund, allerede nu inden arbejdsløsheden for alvor slår igennem, tages skridt for at organisere de arbejdsløse indenfor forbundene og landsdækkende indenfor LO. De arbejdsløse kan udgøre en enorm ressource for fagbevægelsen ved arbejdskampe, blokader osv. Men på samme måde kan arbejdsløse, hvis de ikke organiseres også udgøre et kraftigt nedadgående tryk på lønninger og arbejdsforhold for hele arbejderklassen. Det er bare en af de opgaver som arbejderbevægelsen står overfor i den nærmeste fremtid. Vi må lære af fortiden hvis vi ikke vil gentage fortidens fejl. Arbejdsløshed er en alvorlig fjende. Men arbejdsløshedens produkt: de arbejdsløse, er en enorm ressource så frem de bliver organiseret indenfor en arbejderbevægelse der er parat til at kæmpe.

Hvordan håndteres provokationer

Selvom optrinnet var latterligt, bør det give anledning til refleksion. For de højreorienterede liberalister vil uden tvivl forsøge sig igen ved næste demonstration, nu hvor de vandt en stor PR-sejr denne gang.

Hovedårsagen til at det udviklede sig var, at vi herhjemme i lang tid ikke har været vant til provokatører i demonstrationerne. Det må studenterbevægelsen drage konsekvenserne af til næste gang. Demonstrationsvagterne var gode til at lede demonstrationen i tæt sluttet flok, men de var helt uforberedte overfor udefrakommende provokatører. I enhver forsamling, og på begge sider af barrikaden, vil der altid være enkeltindivider som enten ikke kan styre deres temperament, eller aktivt søger konfrontation. Derfor er det afgørende med resolut handling i tilfælde af provokation.

Det centrale spørgsmål er disciplin. Når provokatører bliver observeret, må de omgående og med fredelige, men resolutte midler isoleres. Konkret vil det sige at sætte en linje demonstrationsvagter imellem provokatørerne og demonstrationen. På den måde kan man hindre fysisk konfrontation, at politiet bliver indblandet og man kan grafisk udstille, at det er disse folk der ønsker at skabe problemer og ikke demonstranterne.

Provokationen og konfrontationen i går var kun en mindre hændelse i den fulde sammenhæng. Men det er vigtigt at sørger for, at den slags ikke for lov at stjæle billedet og flytte fokus fra kampen.

Kun første skridt

Gårsdagens demonstration må være et første skridt. Finanslovsforhandlingerne er kun begyndt, og i takt med at de konkretiseres, må kampen udvides og presset øges. Lukning af studieretninger og besparelserne må tages af bordet. Ideen om karaktersnit som adgangskrav på gymnasier og erhvervsskoler skal i jorden. Det vil ikke blive let. Krisen i kapitalismen betyder, at der skal overordentligt hårdt tryk fra en massebevægelse til, for at bremse angrebene fra Christiansborg. Det vil sige, at elev- og studenterbevægelsen nu skal i arbejdstøjet. De er organisationer der er skabt for at samle elever og studerende, for at kæmpe i fællesskab. Første skridt er at informere alle elever og studerende igangsætte diskussioner af hvordan angrebene skal bekæmpes.

Synes du om denne artikel? Gå med i Revolutionære Socialister og bliv en del af kampen!

Støt Revolution! Tegn abonnement! Kun 250 for et år.